Tid til at være produktiv

Charles Darwins studerekammer.
Credit: Wellcome Library, London. Wellcome Images
images@wellcome.ac.uk
http://wellcomeimages.org

Charles Darwin arbejdede kun koncentreret nogle få timer hver dag. Han begyndte dagen med en koncentreret indsats. Resten af tiden brugte han på at gå ture, tale med venner eller sidde og tænke: Han arbejdede fra kl. 8 til 9.30; så tog han sig af at læse og besvare post. Kl. 10.30 lavede han sine forsøg, og ved middagstid gik han en lang tur. Når han så kom hjem efter en times tid eller mere. var det tid til frokost og til at besvare flere brev. Kl. 15 tog Darwin sig en lur på time, gik en tur igen, sad så i studerekammeret og spiste aftensmad med familie ved 17.30-tiden.

Det er værd at bemærke, at Charles Darwin fik skrevet hele 19 bøger.

Jeg vil selvfølgelig ikke sammenligne mig selv med en af de vigtigste skikkelser i de seneste 200 års naturvidenskab, men vilkårene for forskere er ofte helt anderledes nutildags. I dette semester er jeg således ikke begyndt at skrive noget nyt. Når jeg kan læse hvordan nogle af mine kolleger stolt proklamerer, at de i år har fået tre artiker optaget til én fremtrædende konference og “kun” én til en anden fremtrædende konference, er det bestemt ikke en følelse af stolthed, der vælder frem hos mig.

Og vel holder jeg af at undervise og vel har jeg selv valgt at være med i studienævn, så det er ikke mit ærinde at sige noget negativt om undervisning, møder eller e-mail, men jeg får reelt ikke ret megen sammenhængende tid til forskning. Der er en officiel forventning om at jeg skal være så produktiv som overhovedet muligt, for det er dét jeg skal vurderes på, men det er svært at være produktiv, når dagene ofte bliver hakket i stykker af undervisning, møder og e-mail. I efterårssemesteret havde jeg ingen undervisning (bortset fra en workshop ved adjunktpædagogikum), og da kunne jeg konstatere at en god og udbytterig dag for mig kunne rumme omkring fire timers fordybelse alt i alt. Resten af tiden endte jeg ofte med at bruge på rutineprægede arbejdsopgaver og på – at gå korte ture i nærheden af Institut for matematiske fag eller sidde og drikke te og tænke. Men jeg fik meget mere ud af dagene, end jeg har gjort i mange år. Produktiviteten kom af en vekselvirkning mellem omtanke og skriveaktivitet.

Charles Darwin afsatte lang tid til besvare post, men han fik også tid til eftertanke gennem sine gåture. Med til historien hører vel også, at Darwin som 29-årig var tæt på at gå ned med stress, da han skulle færdiggøre sit store værk om rejserne med Beagle. Det har formodentlig været denne triste erfaring, der hjalp med at passe bedre på sig selv.

Flattr this!

March for Science 2017

I dag er der March for Science rundt omkring i verden. I Danmark er der arrangementer i København og i Aarhus. De danske arrangører skriver

March for Science er en global hyldest til videnskaben og et opråb om at værne om det videnskabelige samfund og vor planet. Gradvis udvikling af sociale og politiske tendenser har forårsaget bekymring blandt forskere og almindelige mennesker verden over. Politikerne har tilbøjelighed til at tænke kortsigtet og prioritere arbitrære problemstillinger. Det er på høje tid at folk, som støtter videnskabelig forskning og evidensbaseret politik, træder frem og giver deres mening til kende.

Hele benægtelsen af den globale opvarmning og af den er menneskeskabt, mange politikeres skepsis over for betydningen af forskning og hele det usikre økonomiske grundlag for forskning er alt sammen grunde til bekymring.

Desværre kan jeg ikke selv være med i dag – der er ikke nogen march planlagt i Aalborg. Men mon ikke der bliver behov for at gå på gaden igen?

Flattr this!

En bisse besøger byen


På denne aften på Iggy Pops 70-års fødselsdag kunne jeg omsider gå til koncert med Thorbjørn Radisch alias Bisse. Sidste år måtte jeg gå forgæves på Roskilde Festival.

Også i aften var der tætpakket til den for længst udsolgte koncert på 1000Fryd.

Bisse er blevet udråbt til at være en ny C.V. Jørgensen (som jeg holder rigtig meget af), men det er tydeligt at Bisse opererer med flere variationer over sit musikalske udtryk – et mere “traditionelt sangorienteret” , men ikke desto mindre med en svært identificerbar struktur og så et beat-præget elektronisk udtryk. Ofte er strukturen af den enkelte sang svær af regne ud.

Men det ser ud til at virke! Stor ros i al fald herfra.

Flattr this!

Mere nyt om notatsygen

Foto: Getty Images

Denne blog rummer efterhånden en lille føljeton om mit forsøg på at få afskaffet det, jeg kalder “notatsyge” hos studerende.

I år holder jeg for første gang siden 2013 et kursus for et stort hold, og her arbejder jeg med med at tillade begrænsede notater, hvor studerende kan svare på bestemte spørgsmål undervejs i kursusforløbet og indsende deres svar til bestemte afleveringsfrister. Disse svar kan de så få adgang til ved eksamen.

Der er desværre mange studerende, der tror, at man ved eksamen tester deres evne til at reproducere, også selv om studieordningen betoner færdigheder og kompetencer som vigtige læringsmål. Derfor synes de samme, at det er urimeligt at de ikke kan tage ubegrænset lange notater og når de vil. Men det er netop de omfangsrige, reproducerende notater, der er nytteløse. Det er de notater, som bliver til ved at man aktivt bearbejder, som kan hjælpe med at opfylde læringsmålene. Hvis man tager notater på computer, bliver det desværre nemt at skrive mere og at skrive reproducerende notater i stedet for reflekterende notater, og det går ud over læringen. En amerikansk forskningsartikel fra Psychological Science beskriver hvordan tre forskere har undersøgt dette,  og også i deres kontrollerede forsøg står det klart:  Studerende, der tager korte, håndskrevne noter, lærer mere end studerende, der tager lange noter på computer – fordi håndskrift som medium gør, at man er nødt til at reflektere langt mere over hvad man skriver og hvorfor. Begrænsningens kunst er bedre indbygget i håndskrevne notater.

Man kan ikke opnå færdigheder blot ved at skrive en masse af fra en bog. Kompetente akademikere er ikke mennesker med en stor notatsamling, som de hele tiden kigger i, selv om der formodentlig er nogle studerende, der er af den opfattelse.

Kunne man så behandle “notatsygen” ved ikke at tillade de studerende at have notater med til eksamen? Formodentlig ikke. Jeg ved fra sammenhænge, hvor andre kursusholdere har gjort dette, at der nu kan opstå en formodning om at udenadslære er det vigtigste, dvs. en anden form for reproduktion. Men kompetente akademikere er heller ikke mennesker, der har lært en masse lange remser udenad.

Så vidt jeg kan se, peger alt dette på to konklusioner. Den første er, at den store indsats i kampen mod “notatsyge” må være at blive ved med at forsøge at gøre læringsmålene i undervisningen så klare som overhovedet muligt, så så mange som muligt kan forstå at simpel reproduktion ikke er et læringsmål. Den anden er, at vi som undervisere skal gøre en aktiv indsats for at fremme en god notatkultur, hvor det er tydeligt at det er processen med at frembringe gode, reflekterende notater, der er det virkelig vigtige.

Flattr this!

Det daglige lotteri

Mange ved, at jeg bruger de sociale medier regelmæssigt. Den største gevinst, jeg selv har fået på Facebook, er at jeg omsider fik kontakt med min yngste søster for otte år. Det har betydet rigtig meget for mig. Men alt det andet, jeg får ud af Facebook og Twitter og Instagram er – ja, hvad er det egentlig? Og hvorfor bliver jeg ved med at vende tilbage?

I et interview med CBS News siger Tristan Harris, der tidligere var product manager for Google at

Well every time I check my phone, I’m playing the slot machine to see, “What did I get?” This is one way to hijack people’s minds and create a habit, to form a habit. What you do is you make it so when someone pulls a lever, sometimes they get a reward, an exciting reward. And it turns out that this design technique can be embedded inside of all these products.

De sociale medier er et lotteri på lavt niveau. Modsat rigtige lotterier er de sociale medier et lotteri, hvor gevinsterne altid er små – et synes om eller en kommentar eller et billede.  I et stort lotteri kan man få en stor gevinst og aldrig få lyst til at spille igen. Gevinsterne på de sociale medier skal få os til at komme igen, og på denne måde er den afhængighed, mange af os føler, måske en slags ludomani.

Ofte tænker jeg også, at kontakten via sociale medier og chat-fora i sig rummer en lignende dobbelthed: Vi kan kontakte hele tiden, mens vi er online. På denne måde er vi altid nogenlunde tæt på hinanden. Men vi er aldrig fysisk til stede med dem, vi kan kontakte, så den begrænsede interaktionsmulighed, som et synes om eller en kommentar eller et billede eller en chat-dialog giver os, gør samtidig at vi aldrig er helt tæt på hinanden. Den store “gevinst” – og den store risiko – er kun til stede, når vi er sammen i sædvanlig forstand. Alt det andet samvær på nettet er at regne for approksimationer. Når vi bliver med at kontakte hinanden, er det i håbet om at nå tættere ind til hinanden, men det vil vi aldrig for alvor kunne, mens vi er på nettet. Vi får altid en lille gevinst, men aldrig den helt store.

Flattr this!

Grundejerforeningen

Her til aften var jeg til møde i grundejerforeningen hvor jeg bor. Jeg bor i en gade med gamle huse fra 1850erne, der af uvisse grunde har fået tilnavnet Arabien. Jeg tror aldrig, der har boet arabere her. Vores del af gaden er en af Danmarks første legegader, men i dag bor der faktisk ikke nogen legende børn her. Vi er alle blevet midaldrende forældre til teenagere og voksne børn – eller ældre end dét.

Sidste år var jeg og min familie midlertidigt bosat i en anden del af byen og kunne ikke deltage, men i år kunne jeg igen deltage i det traditionsrige møde, hvor dagsordenen typisk er overstået på under tre kvarter. Et tilbagevendende samtaleemne er gadens tilstand, og igen i år lykkedes det os at tale om pullerter. Jeg ved stadig ikke helt, hvad der er så fascinerende ved netop pullerter.

Efter dagsordenen er der altid ost, vin og druer, og det kom der selvfølgelig også på bordet i dag.

Flattr this!

Social retfærdighed?

Der er en interessant artikel i Nature af de tre amerikanske psykologer Starmans, Sheskin og Bloom. Artiklen giver et overblik over hvad man i dag ved fra psykologisk forskning om menneskers opfattelse af ulighed. Der er mange resultater, der viser at mennesker uanset alder og køn klart foretrækker at goder bliver fordelt ligeligt. F.eks. er der lavet en undersøgelse af små børn, hvor de bliver bedt om at give to andre børn nogle viskelædere. Børnene er meget enige om at de to andre børn skal have lige mange viskelædere.  Men der er også mange resultater, der viser at mennesker ikke har noget imod en ulige fordeling af goder, hvis de opfatter den ulige fordeling som retfærdig. F.eks. viser undersøgelsen med børn, der skal give viskelædere til andre børn, at de ændrer opfattelse, hvis de får at vide at det ene af de to børn, der skal have viskelædere, har ryddet pænt op, mens det andet barn ikke har. Så vil de gerne vil give flere viskelædere til det barn, der har ryddet pænt op.

Så det er vigtigt at skelne mellem ulighed i sig selv og uretfærdig ulighed, konkluderer forfatterne. Og det er da også mit indtryk, at vi ikke siger det særlig tit: at uligheden er uretfærdig. Der er meget voldsomme sociale uligheder i USA, men det er mit helt uvidenskabelige indtryk, at mange amerikanere på den ene side erkender at det er sådan, men på den anden side også siger at uligheden ikke er uretfærdig, men tværtimod udtryk for at “man kan hvad man vil”. Tilsvarende er mantraet om at “det skal kunne betale sig at arbejde” et forsøg på at begrunde nedskæringer i sociale ydelser med en form for retfærdighed. Og i begrundelserne for “integrationsydelse” dukker der også en usagt komponent op: det er uretfærdigt, hvis mennesker kan komme til Danmark og modtage kontanthjælp på samme sats som andre mennesker, der allerede bor i Danmark.

Men man kan også opfatte disse nedskæringer som uretfærdige, og mange af argumenterne imod nedskæringerne er faktisk argumenter for netop dette, at de er uretfærdige. Den egentlige kamp er derfor ikke kun en kamp for at gøre noget ved uligheden “i sig selv”, men også en kamp for at ændre opfattelsen af hvad social retfærdighed er. Dette begreb fortjener at blive fremhævet mere i debatten om uligheden i Danmark.

Flattr this!

Det første møde med faget

Da jeg begyndte at studere i 1982, begyndte jeg på det, der hed den teknisk-naturvidenskabelige basisuddannelse. Først efter et år skulle man vælge studieretning. Jeg havde dog bestemt mig, allerede inden jeg begyndte – jeg ville studere matematik. Men mange var i tvivl, ved jeg. Det, der inspirerede mig til at ville læse matematik, var at jeg havde en rigtig god matematiklærer i gymnasiet – ikke senere jobmuligheder eller lignende. Den underviser, jeg havde på basisuddannelsen, var til gengæld ikke bemærkelsesværdig – han var faktisk ikke engang matematiker. Men det var ligemeget – jeg havde bestemt mig.

I vore dage er valget af studieretning næsten alle steder på de danske universiteter afgjort ved studiestart. I USA er studievalget derimod ét, man først foretager efter man er begyndt på universitetet.

Men hvad er det så, der får amerikanske studerende til at vælge studieretning? En undersøgelse af hvad der motiverede 100 universitetsstuderende peger på at det i høj grad er de tidlige oplevelser mere lærere, der har indflydelser – det er faktisk ikke primært f.eks. ansættelighed eller løn, men derimod hvor de studerendes oplevelse af hvor imødekommende undervisningen. Især for de naturvidenskabelige fag er det første møde rigtig vigtigt. Én dårlig oplevelse kan få studerende til helt at fravælge naturvidenskab. Omvendt kan én god oplevelse betyde meget. Nogle studerende talte i undersøgelsen ligefrem om at de valgte en bestemt lærer.

Det er vel ikke overraskende, at det er de tidligere oplevelser med lærere, der skaber faginteressen. Men alt dette peger også på at kvaliteten af undervisningen i dette første møde har stor betydning – at man skal overveje nøje, hvem man sætter til at holde kurser og til at være vejledere. Og man skal overveje hvad man vil med det første møde. Skal det bruges til at sortere studerende fra eller til at byde velkommen? 

Flattr this!

Dagen med evig regn

På denne påskelørdag har det regnet uden ophør, hvor jeg bor. Og på sådanne dage kommer jeg ofte til at tænke på den novelle fra 1959 af Ray Bradbury, der på engelsk hedder “The Day It Rained Forever”. Jeg var vel 18 eller 19 år gammel, da jeg læste den i dansk oversættelse ved Arne Herløv Petersen. Her hedder novellen “Dagen med evig regn”; så vidt jeg ved, er denne og andre af Herløv Petersens mange Bradbury-oversættelser til dansk desværre ikke længere til at opdrive.

Hele novellen handler om den forløsende regn, der burde komme hvert år den 29. januar men ikke kommer og om de tre ældre mænd, der sidder og venter på regnen på et afsides hotel i en tørkeramt del af USAs Midtvesten. Men denne 29. januar dukker i stedet en ældre kvinde op. Hun er pensioneret musiklærer og harpenist, og da hun finder sin harpe frem og spiller. kommer regnen. Eller er det simpelthen forløsningen, musikken skaber? Jeg ved det ikke, og det er netop denne tvetydighed der, sammen med Bradburys lyriske sprog, gør novellen til noget særligt.

Netop i dag er regnen i Nørresundby vel ikke forløsende, men en slags pause i foråret og i dagligdagen, en anledning til at tænke.

Flattr this!

PTSD

Billede: Foreningen PTSD i Danmark

Siden 2014, hvor Folketinget vedtog en særlov, er der blevet udbetalt 1,2 milliarder kroner til danske soldater med posttraumatisk stresssyndrom (PTSD).

Soldater med PTSD kan have nedsat arbejdsevne. Selvmord og mord på nære familiemedlemmer er ekstreme konsekvenser. De allerfleste går det selvfølgelig ikke sådan, men den sjælelige forandring kan ofte være uoprettelig. Man bliver aldrig igen det menneske, man var før.

Det er vigtigt at bemærke at mange flygtninge i Danmark også har PTSD. Alene blandt de flygtninge fra Syrien, der kom til Danmark i 2014, har omkring 70 procent PTSD. 

Der er ingen simpel konklusion på disse fakta. Særloven om erstatning er en politisk beslutning. Men det er beslutningerne om dansk deltagelse i krige og om hvordan flygtninge i Danmark skal behandles, jo også. Måske kan fortællingerne om danske soldaters liv med PTSD hjælpe den danske befolkning til bedre at forstå de voldsomme psykiske belastninger, mange flygtninge i Danmark lever med, og til at forstå at PTSD ikke er “gratis”.

Flattr this!