Men vi er flere end dem

Skærmbilledudsnit fra Generation Identitærs hjemmeside.

For nogle måneder siden lå der en løbeseddel fra en gruppering, der kalder sig Nordfront, i brevkassen derhjemme. Nordfront er en nynazistisk bevægelse med afdelinger i Sverige, Norge, Danmark og Finland. I den weekend, der nu er gået, lavede en anden gruppering, der kalder sig for Generation Identitær, en demonstration, hvor de foldede et langt banner ud langs Limfjordsbroen. Netop denne dag cyklede jeg selv over broen, men slap heldigvis for at se på deres banner.

Den pågældende gruppering, der startede i Frankrig og nu også findes i en del andre lande, taler om “den store udskiftning”. Det er den blandt højrenationalister udbredte konspirationsteori, at nogle europæiske regeringer arbejder på at skifte den “hvide” befolkning i Europa ud med “brune” mennesker. Grupperingens “løsning” er det, de kalder for “remigration” – et andet ord for masseudvisning af “brune” mennesker fra Europa. Generation Identitær vil gerne fremstå som “pæne unge mennesker” og gør et stort nummer ud af distancere sig fra grupper som Nordfront ved at påpege, at deres aktionsformer er ikke-voldelige. Reelt er de en pendant til Stram Kurs, bare med bedre visuelt design og tøjvalg og færre tydelige ukvemsord.

Det er trist at tænke på, at denne gruppering nu findes i Nordjylland og tilsyneladende har en lokal afdeling. Men jeg bemærker også, at der faktisk ikke er ret mange til at holde banneret. Den 19. maj gik mange lokale foreninger i Aalborg sammen om at at lave en antiracistisk markering i form af en menneskekæde. Min kone og jeg var med. Mange andre var med. Menneskekæden gik hele vejen over Limfjordsbroen. Vi er mange flere end dem.

Som gjaldt det livet

Jørgen Steen Nielsen har gennem mange år skrevet om miljøspørgsmål i dagbladet Information. Han har i år skrevet en bog, der er helt aktuel – Som gjaldt det livet er skrevet efter folketingsvalget i juni.

Jørgen Steen Nielsen opfatter sig selv om både journalist og aktivist, og denne bog er en appel om at vi alle tager klimakrisen alvorligt og ser den i sammenhæng med social og økonomisk ulighed og med demokratiet. Hvis klimakrisen bliver håndteret for sent og forkert, risikerer vi meget nemt, at det bliver de fattigste og de mest marginaliserede, der kommer til at blive ofrene, og vi risikerer også at samfundet udvikler sig i en udemokratisk og autoritær retning. Her er Nielsen inspireret af den østrigsk/franske forfatter og filosof André Gorz, der i 1979 skrev bogen Økologi og frihed om netop dette. Jeg husker at have læst tekster af Gorz i min studietid, men desværre blev han glemt. Han er ellers mere aktuel end nogensinde. Det er ekstra interessant at opleve, at Naomi Klein i et interview i anledning af sin helt nye bog giver udtryk for den samme bekymring om at der kan vokse et “klima-barbari” frem.

Det er interessant at analysere modstanden mod at handle, og Jørgen Steen Nielsen giver da også en god analyse af hovedårsagerne til at der stadig findes “klimaskeptikere”. Ind imellem hører man dem, der giver udtryk for at den globale opvarmning kan løses med et teknisk fix (f.eks. atomkraft eller former for geoengineering), gerne i samspil med markedskræfterne. Dette holdning kalder Nielsen for “Klimaskepsis 2.0” – og med god grund, for her er holdningen i virkeligheden også, at man bare skal lade stå til og satse på, at vi kan fortsætte med at leve som før.

Grundtonen i Som gjaldt det livet kombinerer frygten for at der ikke bliver gjort noget med et håb om at den nye klimabevægelse, anført af unge mennesker som ikke mindst Greta Thunberg, kan udnytte det mulighedernes vindue, som Jørgen Steen Nielsen ser lige nu.

Der er en enkelt, skæmmende fejl i Som gjaldt det livet, nemlig at definitionen af den såkaldte Gini-koefficient er ukorrekt – den er vendt på hovedet! Men hele argumentstrukturen i bogen, hvor truslen fra den globale opvarmning ses sammen med de sociale problemer, den er i samspil med, er vigtig, og den er i det hele taget et vigtigt indlæg i den allervigtigste diskussion i dette århundrede.

Festival på Egholm

I dag besøgte jeg Egholm Bæredygtigheds- og Musikfestival, der i år blev afholdt for anden gang. Fremmødet til denne dag med lokal musik, spoken word, vandreture, foredrag om øen mellem Aalborg og Nørresundby og meget mere var godt, og jeg fornemmer, at denne festival er ved at slå rod og er godt på vej til at tage over, hvor den gamle Egholm-festival slap. Et tema bag festivalen er naturligvis modstanden mod de forrykte planer om en motorvej over Egholm. To af bagmændene var igen de utrættelige og ihærdige aktivister Torben Skovgaard (der også var at finde bag mixerpulten) og Christian Gade Bjerrum (der også fungerede som konferencier).

Vanens og overtalelsens magt i undervisning

Fra “Measuring actual learning versus feeling of learning in response to being actively engaged in the classroom” af Louis Deslauriers, Logan S. McCarty, Kelly Miller, Kristina Callaghan og Greg Kestin (https://www.pnas.org/content/early/2019/09/03/1821936116).

Nogle gange har jeg hørt universitetslærere udtale, at forelæsninger “som regel er det, der virker bedst”. Og jeg kender til undervisningsforløb, hvor nogle deltagere bad om at få forelæsninger i stedet for øvelser og podcast, fordi stoffet forekom dem at være så svært, at det var “nødvendigt at have forelæsninger for at kunne lære dette”. Nogle gange giver undervisere efter for sådanne krav (og skrotter det forløb, de omhyggeligt havde planlagt), andre gange ikke.

Jeg har længe ment, at holdningen om nytten af forelæsninger mere er baseret på vaner og fordomme end på det faktiske læringsudbytte. Der er et nyt forskningsresultat fra USA, der ser ud til at bekræfte dette.

Forskerne fra Harvard undersøgte studerendes opfattelse af kvaliteten af undervisning ved at måle tilfredshed og læringsresultater i to introducerende undervisningsforløb i fysik. De samme læringsmål skulle nås gennem de to forløb, men det ene brugte en “passiv” undervisningsform med forelæsninger, det andet brugte aktiv læring.

Det rigtig interessante var at de studerende på holdet, hvor undervisningen bestod af forelæsninger, var mere tilfredse med undervisningen end de studerende på holdet, hvor man anvendte aktiv læring. Men i den afsluttende test var det de studerende på holdet, der anvendte aktiv læring, der klarede sig bedst!

En lidt provokerende konklusion fra de fem amerikanske uddannelsesforskere er, at en “superstjerne-forelæser” kan få de studerende til at føle sig godt tilpas på bekostning af det læringsudbytte, som andre undervisningsformer kan give.

Min fornemmelse er, at hele overtalelsesaspektet er en lidt overset vinkel, og at den er mere problematisk end man ofte tror. Jeg har kendskab til kommentarer som “det hele virkede så nemt at forstå til forelæsningen, men nu kan jeg ikke løse opgaverne alligevel”. Den slags tyder på, at gode overtalelsesevner sommetider kan blive for gode. Undervisning skal ikke være overtalelse, men en form for samtale.

Vanens magt har formodentlig også stor betydning, og det er min fornemmelse, at den kan være en egentlig forhindring, når man vil ændre på undervisningsformer. Man oplever ikke mange studerende ved universiteter som f.eks. RUC, hvor projektarbejde er en central del af uddannelserne, der giver udtryk for skepsis over for projektarbejde. Til gengæld kender jeg til en del mennesker fra andre universiteter, der i årenes løb har udtrykt skepsis over for projektarbejde og for om man nu lærte nok gennem den slags undervisning.

En ny politisk korrekthed?

Jeg har en snigende fornemmelse af at det i Danmark med årene er blevet politisk korrekt at tale imod “politisk korrekthed”. Den seneste tids postyr omkring en henstilling fra ledelsen ved et institut på Københavns Universitet er tegn på det. Det er en henstilling til undervisere om at tænke sig om, når de taler om studerendes køn.

Mange giver udtryk for at dette er noget pjat. Kritikken går ikke på om universitetsledelsen nu prøver at kontrollere adfærd på detailniveau (det er nemlig en interessant diskussion) , men på spørgsmålet om hvordan man skal tiltale hinanden. Som så ofte før er Dansk Folkeparti med her.

Søren Espersen udtaler

»Nu kører det hele igen med denne her kønsdiskussion. Nu er det Københavns Universitet, som givetvis har arvet det her fra det politisk korrekte Sverige og USA. Man må ikke længere sige han/hun, man må ikke længere sige mand/kvinde, man må ikke længere sige dreng/pige. Hvad fanden er det, der foregår?« 

Der er ikke nødvendigvis tale om en særligt høj grad af kynisme i Danmark, selv om en person om Søren Espersen da ofte kan bringe mig i tvivl. Men som så ofte før lykkes det at fordreje sagens indhold – der er bestemt ikke tale om at “man ikke må sige mand og kvinde”. Der er simpelthen studerende, der falder uden for disse kategorier, og det skal også undervisere huske.

Det underliggende problem er, at Danmark er et land, hvor der hos mange har været en illusion om at alle var ens. De, der var “anderledes” – de handicappede, de psykisk syge, mennesker med en seksuel orientering eller kønsidentitet der var anderledes end flertallets, mennesker med en anden etnisk baggrund end flertallets osv. – blev gemt væk eller gemte sig selv for ikke at blive peget ud. Det er denne alt for forenklede verden af i går, som Søren Espersen og hans meningsfæller gerne vil fremmane, men som vi ikke længere befinder os i.

Federico García Lorca

Den spanske forfatter Federico García Lorca var modstander af fascismen og blev skudt af Nationalisterne den 19. august 1936, kort efter begyndelsen på den spanske borgerkrig. Der var formodentlig i høj grad tale om en hævnakt; den ene af mændene, der skød Lorca, var i familie med hans fars første kone, og bagmanden var en politisk rival til faderen.

Her er et sjældent billede af henrettelsen. Det er altid underligt at se billeder af mennesker, taget lige inden de dør. Hvad billedet antyder, og også ifølge hvad jeg har kunnet læse mig til, gik Lorca i døden mens han reciterede et af sine digte. Man ved ikke så meget om hans sidste timer, men i en artikel fra The Guardian fra 2011 kan man læse hvad man ved. Et andet sted på nettet hævdes det, at Lorca i dødsøjeblikket reciterede et digt tilegnet sin hustru, men det kan ikke passe, for han blev aldrig gift.

Det går jo nok slet ikke

Off Hopeless Finish End Dead End Road Sign Final

Nogle gange spekulerer jeg på om toget er kørt, om det mon er for sent at forhindre den store katastrofe, som klimaforandringerne udgør. Den amerikanske forfatter Jonathan Franzen, der i mange år har skrevet om klimaforandringerne, har en lignende tvivl. Den giver han udtryk for i et nyt essay.

Måske er det i virkeligheden forkert at leve med et håb, for der skal så enorme forandringer til i verden for at vi skal kunne forhindre klodens middeltemperatur i at stige med mere end 2 grader. Vi skal have Indien og Kina og USA med til at lægge hele den store infrastruktur om, og alle lande skal have forpligtende mål, som de skal overholde fuldt og helt så hurtigt som overhovedet muligt.

Men hvis/når det for sent at forhindre klimakatastrofen, hvad gør vi så? Franzens budskab er at vi skal holde op med at lade som om klimakatastrofen kan afværges – men så er alt det, der kan være med til at skabe en mindre uudholdelig verden for alle, er nødvendigt. Mere demokrati, mindre ulighed og mere respekt for menneskerettighederne kan gøre livet mindre uudholdeligt for os på en klode, hvor ekstremt vejr og naturkatastrofer vil plage os. Det samme gælder alle tiltag for at standse udledningerne af CO2.

Jeg forstår godt Franzens synspunkt, og uanset hvad forekommer det mig at være den farbare vej og det reelle håb – at vi skal og kan mindske konsekvenserne af klimaforandringerne så meget som overhovedet muligt i stedet for at blive ved med at insistere på, at vi faktisk kan forhindre forandringerne i at fortsætte. Man kunne måske forestille sig at klimaforandringerne ville føre til at styreformen blev mere autoritær rundt om i verden, fordi mennesker ville blive mere og mere desperate i deres forsøg på forhindre katastrofen. Men min fornemmelse er, at de autoritære bevægelser og regeringer rundt om ikke er autoritært sindende, fordi de vil forhindre klimakatastrofen. Tværtimod er de stort set helt ligeglade med det, der er i fuld gang med at ske. I sidste ende tror jeg, det vil føre til de autoritære bevægelsers fald, netop fordi de intet har villet gøre.

Forskelsbehandling eller diskrimination?

“Integrationsydelsen” og “kontanthjælpsloftet” er bevidst diskriminerende foranstaltninger, for målet var at ramme flygtninge ved at formulere betingelser, som principielt kunne ramme enhver borger, men reelt først og fremmest ville ramme flygtninge. Venstre og Dansk Folkeparti var altid helt åbne mod dette.

De to tiltag er ikke blevet fjernet, selv om regeringen nu er en anden. Til gengæld er regeringen, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten blevet enige om at indføre et nyt midlertidigt tilskud til de børnefamilier, der er berørt af kontanthjælpsloft eller integrationsydelse.

De fleste, der vil få glæde af dette tilskud, er flygtninge eller indvandrere – ifølge Jyllands-Posten er det 65 procent. Men samtidig kommer der et krav om at de, der for dette tilskud skal i nyttejob, virksomhedspraktik, i uddannelse eller en kombination af det i 37 timer om ugen.

Her bliver det interessant, for dette krav om 37 timers arbejde om ugen er dermed også et krav, der først og fremmest vil gælde flygtninge og indvandrere – og er på denne måde diskriminerende på samme måde som “integrationsydelsen” og kontanthjælpsloftet. Det var vel ikke meningen – eller var det?

En god nyhed

Fra en demonstration (eller rettere: en demonstrasjon) i Oslo i 2015.

I dag kan jeg læse at regeringen vil stoppe konkurrenceudsættelsen af en bestemt form for forskning. Det drejer sig om finansiering af forskning til det, der under den seneste Venstre-regering kom til at hedde Miljø- og Fødevareministeriet. I 2017 besluttede den daværende minister Esben Lunde Larsen at lade universiteterne konkurrere indbyrdes her, men nu skal det altså være slut. Det er tydeligt, at årsagen til den nye politiske beslutning er skandalen om “oksekødsrapporten” fra Aarhus Universitet og DTU for nylig.

Det er interessant, at argumenterne for ændringen også er gode argumenter for at ændre på den tilgang til finansiering af forskning, der er blevet den altdominerende. Fødevareministeren og miljøministeren siger dels at

Det koster tocifrede millionbeløb, når forskning skal flyttes. Og oven i det bruger vi ti medarbejdere i ministerierne og ti på universiteterne til det. Det er et voldsomt spild af ressourcer, vi ikke får forskning for.

dels at

Der er blevet skabt tvivl om uafhængigheden og armslængdeprincippet. Hvis vi politisk giver universiteter kontrakter på den måde, rejser det diskussioner om, hvorvidt vi belønner eller straffer universiteterne afhængig af den forskning, de laver.

Erling Bonnesen fra Venstre siger

Den beslutning er under al kritik. Det ligner socialdemokratisk styring af, hvem der skal have opgaverne og dermed også pengene til det. Der er det jo meget bedre, som vi havde lagt til rette, at der var et udbud

Med så svage modargumenter ser det ud til, at vi har omsider en reel mulighed for at få åbnet den tiltrængte diskussion om hele konkurrenceudsættelsen af eksterne forskningsmidler og de konsekvenser, den har i den akademiske verden. Nu er det bare om at bruge denne mulighed.

Mød Verden 2019

I dag deltog vi i Amnesty International i Mød Verden 2019, en dag med mad, musik mm. Her er nogle billeder fra arrangementet, der fandt sted i Karolinelund i Aalborg. Vejret var godt, og det blev nogle rolige timer i parken sammen.

Inden teltene blev taget ned, fremførte jeg og fire andre lokale udøvere poetry slam-tekster. Det var godt at se og høre dem igen efter nogle måneders pause. Om jeg så selv skal eller bør fortsætte med poetry slam, er en anden snak.