De mange grunde til at kæmpe mod global opvarmning

Drawdown.org er et websted, hvor forskere, forretningsfolk og aktivister giver et samlet og udførligt bud på hvordan vi kan bremse og vende den menneskeskabte opvarmning (der er også kommet en bog ud af deres arbejde). Nogle af de helt store forandringer vil ifølge Drawdown.org indtræffe, hvis vi kan

  • stoppe madspild
  • give piger og kvinder en uddannelse på lige fod med drenge og mænd
  • reducere animalsk fødevareproduktion kraftigt
  • give kvinder mulighed for at drive landbrug

Herunder er deres bud på de 10 vigtigste længerevarende tiltag, vi kan gøre og for hvert af dem et estimat af hvor mange gigatons CO2 vi vil kunne reducere udledningen med. Det er overraskende, at en overgang til køleanlæg, der ikke anvender hydrofluorkarboner (HFC), vil kunne betyde så stor en forskel. HFC er allerede forbudt i Danmark, men det er bestemt ikke tilfældet i andre lande.

Også madspild er højt på listen; en tredjedel af al mad bliver i dag smidt ud. Madspild er den største udleder af drivhusgasser næst efter USA og Kina, og vi kan undgå at udlede 70,53 gigaton CO2, hvis verdens samlede madspild bliver bragt ned med 50 procent i 2050.  Og så er det bestemt også et problem at 800 millioner mennesker ikke får nok at spise.

Hvis man gerne vil læse mere på dansk, har dagbladet Information en god artikel om Drawdown.org’s katalog over løsninger.

Listen afslører samtidig også hvorfor “klimaskeptikerne” er så uhyggeligt bevidste om at stikke en kæp i hjulet. Producenter af fossile brændstoffer er (i al fald i et vist, betydeligt omfang) at finde blandt “klimaskeptikerne”, men der er også andre “klimaskeptikere”, og jeg fornemmer tydeligt, at mange af dem er bekymrede, fordi nogle af de tiltag, der for alvor kan nedbringe kilderne til global opvarmning, samtidig vil underminere deres magtpositioner. Det er nemlig tiltag, der ud over at nedbringe CO2-udledningen signifikant samtidig vil ændre på nogle virksomheders magtposition, ændre på kønsrollerne og i øvrigt også reducere social ulighed.

Flattr this!

Sætningspølsens genfødsel

Jeg kan i dag læse i en artikel i Washington Post, at punktum –  i hvert fald på engelsk – nu bliver opfattet som en form for aggressiv tegnsætning på linje med udråbstegn, i al fald i sms-beskeder, og derfor nu i den unge generation er på vej ud, fordi man ikke vil virke vred, og netop dét minder mig om hvordan jeg i tekster skrevet af studerende nogle gange oplever sætningspølser, altså tekster hvor der kan gå mange linjer uden ét eneste punktum, og uden at den skrivende ikke bemærker det eller ser det som et problem, så man får et indtryk af at punktum kommer til at føles overflødigt, for der er altid mulighed for i stedet at sætte kommaer og i virkeligheden kan man som regel alligevel læse hvad der står, men når jeg så læser de lange sætningspølser, kan jeg alligevel ikke undgå at blive lidt irriteret fordi det hele kommer til at virke ustruktureret, og da tænker jeg alligevel vel samtidig på om punktummet mon er et generationskendetegn, om jeg simpelthen er ved at gå bag af dansen om og om vi mon langsomt er ved at se en bevægelse over mod en anden retskrivning, og her er det så at jeg af artiklen i Washington Post bliver mindet om at tegnsætning i middelalderen var langt mere sparsom end nu, så det rent faktisk ofte var tilfældet at man kun satte tegn hvor det var absolut nødvendigt, ligesom retstavningen var særdeles fleksibel, så på den måde er sætningspølsens genkomst og almindelige accept blandt danske studerende vel egentlig bare et tegn på at udviklingen af sproget på nogle måder er ved at gå i ring.

(Retfærdigvis skal det. Dog også nævnes her at jeg. Nogle gange ser tekster, hvor der. Bliver sat punktum ofte og på. Helt uventede steder; det. Er formodentlig et. Forsøg på at skabe en dramatisk. Effekt, men det. Er heller ikke. Noget, jeg egentlig. Er glad. For at. Læse.)

Flattr this!

Sankthansaften på Egholm 2017

I år kom jeg igen til sankthansaften på Egholm, og denne gang var min hustru også med. Sankthansaften på Egholm er en god tradition, og arrangementet er forbilledligt godt organiseret. En anden god tradition er blevet dén at finde en taler, der er modstander af planerne om en motorvej over øen. I år var det Daniel Nyboe Andersen fra byrådet, der havde fået æren. Desværre er der også en tradition for at vejret skal være tvivlsomt på denne aften, og det regnede og blæste som på en halvdårlig efterårsdag. Alligevel var der pænt besøgt, og mange af deltagerne var kommet over fra fastlandet.

Henrik Mørch, der er formand for Egholms Venner og som jeg kender fra motorvejsmodstanderfællesinitiativet Fremtidens Aalborg, var omsider med i år som guitarist i folkemusikensemblet The Kæjlænders. Mange andre år har han været forhindret i selv at være med til sankthansaften på Egholm, fordi han skulle ud at spille. Men i aften fik vi ham at se og høre.

Og bålet? Det var stort og flot og varmede sådan som det skulle.

Der er i det hele taget mange gode grunde til at tage til sankthansaften på Egholm. Her til aften var det f.eks. tilfældet at hovedtaleren ved et andet sankthansbål i Aalborg, nemlig dét ovre i Hasseris, var en dagsaktuel person ved navn Inger Støjberg.

Flattr this!

En ideologisk Turing-test?

En gammel gåde fortæller om to riddere fra samme by, der bejlede til den samme prinsesse. Kongen sagde (for dette er en meget patriarkalsk gåde) at den af de to, hvis hest sidst nåede frem til kongeslottet, ville kunne tage prinsessen til ægte. De to riddere red først meget langsomt fra deres by, men så sagde den ene noget til den anden – og så red de begge så hurtigt de kunne til kongeslottet.

Hvad var det så, den ene ridder sagde til den anden?

Han foreslog simpelthen, at de skulle bytte hest.

Denne idé minder mig om den “ideologiske Turing-test” som den amerikanske økonom Bryan Caplan har foreslået. Vi befinder os her i en USA-centreret opfattelse af politik med “liberale” over for “konservative”. Caplan er “konservativ” og tager til genmæle mod Paul Krugman, en “liberal” økonomi der har hævdet at “liberale” økonomer vil kunne redegøre for “konservative” økonomers standpunkt, men at det omvendte ikke er tilfældet. Caplan udfordrer så Krugman – for han mener bestemt at han kan gøre meget overbevisende rede for en “liberal” holdning uden selv at blive overbevist om dem.

Caplans påstand er den, at hvis nogen korrekt kan forklare modpartens standpunkt og stadig være uenig med det, er det mindre sandsynligt at dette standpunkt skulle være korrekt. Og hvis man ved at forklare modpartens standpunkt ender med at blive enig med det, vil dette standpunkt have større sandsynlighed for at være korrekt. Han kalder denne “ideologiske Turing-test” for et ægte symptom på objektivitet og visdom.

En lidt mindre venlig udgave af Caplans idé er at han bare siger “Jeg mener at kende dit standpunkt mindst lige så godt som du selv gør. så derfor ved jeg at det ikke holder”. Det er formodentlig også særdeles personafhængigt, hvor nem man er at overbevise.  Og ikke mindst: Hvad vil det egentlig sige, at et etisk eller politisk standpunkt er korrekt?

Men ideen om at skulle forsvare modpartens standpunkt så overbevisende som overhovedet muligt er interessant, for det vil give en væsentlig indsigt. Tilbage i 2014 skrev jeg om dette som en strategi til at udvikle empati. Det ville også være en spændende udfordring at se en udgave af Debatten på DR2, hvor alle deltagere skulle forsvare et synspunkt som var det stik modsatte af deres eget og så overbevisende som overhovedet muligt. Måske ville jeg så endda få lyst til at se programmet igen.

Flattr this!

Dimission

I dag var jeg så sentimental, som vel kun forældre kan være det. Der var tale af skoleinspektøren, musik fra børnekor og skoleorkester, to fællessange (som jeg desværre ikke rigtig kendte, men de var smukke) og underholdende indslag fra elever og lærere. Og undervejs fik min datter Nadia sit afgangsbevis. Alle vi forældre sagde pænt farvel til klasselærerne for den store 9. klasse og gik ud ad den store, automatiske dør på Skansevejens Skole i Nørresundby for sidste gang, mens den gamle klasse drog af sted til fest. Efter så mange besøg i samlingssalen gennem 10 år havde jeg nok ikke regnet med at det ville blive en vemodig stund at sidde der for sidste gang og at tale med de andre forældre en sidste gang, men det blev det.

Og det gik op for mig, at jeg knap kunne huske, hvad der skete, da jeg for 38 år siden selv blev færdig med 9. klasse. Jeg tror faktisk bare, at jeg tog hjem og så fjernsyn. Fest var der i al fald ikke dengang. Godt, at det er anderledes for min datter. Om to måneder bliver det skolehverdag for hende igen, men nu i gymnasiet.

Flattr this!

Det er svært at lære af andres erfaringer

I min tid som universitetslærer har jeg nogle gange oplevet at studerende har insisteret på at gøre noget, som jeg har advaret dem imod. Det kan dreje sig om dispositioner i projektarbejde eller om hvordan man skal gribe dét at følge et kursus.

Sådan noget som at lave projektarbejde er et eksempel, der viser dette meget tydeligt. Jeg ved f.eks., at det er en dårlig idé at uddelegere opgaver i projektarbejde og først samle op på dem til til allersidst i projektet, men det er usædvanligt svært at overbevise helt nye studerende om det. Det virkede for dem i gymnasiet, så det burde også virke nu, tænker de. De pågældende studerende kan give en vejleder grå hår i hovedet, men de er som udgangspunkt ikke ubegavede – de er simpelthen uerfarne.  Nogle semestre senere er de som regel blevet meget klogere.

Helt tilsvarende kan man fortælle sine børn om alt det, de bør passe på: at færdes i trafikken, indtagelse af alkohol osv.  Og igen virker det meget ofte ikke. Et par årtier senere vil de ofte give deres forældre ret, men nu er det så deres børn, de ikke kan overbevise!

Efterhånden har jeg desværre indset, at en af de store forhindringer er at man meget ofte slet ikke kan kommunikere sin dyrekøbte erfaring uden at komme til at virke belærende og utroværdig. Og det betyder, at der reelt er bestemte slags indsigt, man ofte kun kan nå gennem personlig erfaring.  Desværre er det som oftest alle de vigtigste former for indsigt, der kun kan læres på dén måde.  En artikel på thoughtcatalog.com prøver at lave en liste over dem, og på listen over det, der kun kan læres gennem erfaring er at

  • Livet er svært
  • Alt er midlertidigt
  • Vi har alle brug for kærlighed
  • Man kan komme videre efter et nederlag

Og ironisk er netop dét: At der er noget, man kun kan lære gennem erfaring, noget jeg selv først har lært gennem erfaring!

Flattr this!

To slags bagedyst

Foto: MX / DR

I en kronik i dag i Information tager Anders Øgaard fra Grønlands Universitet fat i det, at unge uddannelsessøgende plagierer. Han konkluderer, at dette er en konsekvens af uddannelsessystemet og det fokus, det har fået. Heri har han formodentlig ret: Desto mere vi bliver målt, desto mere indretter vi vores adfærd efter at score godt i målingerne. Vi, der er universitetsansatte forskere, tænker meget i hvad vi skal publicere og hvor, i hvordan vi skal prøve at skaffe eksterne forskningsmidler og i hvem vi skal alliere os med.

Anders Øgaard slår til nu lyd for at man skal kunne bedømme de kompetencer, som han mener at mange studerende har med hensyn til at “låne” andres arbejde og at man også kan lære noget af at kopiere. Det er interessant, at han her – formodentlig uden at vide det – er på linje med de holdninger, som nogle har givet udtryk for om at “låne” andres kode i programmeringssammenhænge; det har jeg skrevet om her for nylig. Men på uddannelserne er bedømmelse stadig individuel, for uddannelsesbeviser er stadig individuelle. Det er ikke en hel årgang, der bliver (f.eks.) cand.scient – det er hver enkelt studerende på årgangen, der bliver det..  Enhver bedømmelsessituation er et eksperiment, hvor vi er nødt til at kende parametrenes værdier. Vi skal kunne bedømme, hvad der kommer fra den enkelte studerende, og hvad der kommer andetsteds fra.

Problemet opstår ikke, hvis man “låner”, men hvis man ikke fortæller, hvem man “låner” fra og hvad man selv har bidraget med.  Prøv at sammenligne to udgaver af Den store bagedyst. I bagedyst nr. 1 har deltagerne selv lavet dej og pynt og bagt kagens dele og sat dem sammen. I bagedyst nr. 2 har deltagerne købt nogle kager hos en dygtig bager og har pyntet videre på dem. Vi bør ikke lave en fælles bagedyst, hvor vi ikke ved, hvem der har valgt hvilken strategi, men vi kan sagtens lave to adskilte bagedyste og konkludere hvem der er bedst til at lave en original kage og hvem der bedst til at pynte videre på en eksisterende kage. Det sidste er også en spændende kompetence, men kan man kalde sig bager, hvis man vinder i bagedyst nr. 2? Og kan man vinde bagedyst nr. 2 uden at nævne den bager, man har benyttet sig af? Det synes jeg ikke.

Flattr this!

Hvor findes fremtiden?

En af de film, der har gjort størst indtryk på mig på det seneste, er Arrival. Jeg fik desværre aldrig set den i biografen sidste år, men jeg fik dog set den derhjemme – fra en blu-ray-skive og med surroundlyd. Selv med den noget reducerede oplevelse kunne jeg se, at her var tale om en helt anderledes science fiction-film, langt fra de actionprægede Star Wars-film (som jeg bestemt også holder af). Arrival er en film om mødet mellem humaniora og naturvidenskab, om mødet mellem kulturer, om mødet mellem mand og kvinde, om at få en datter – og om mødet mellem menneskers sprog og rumvæseners sprog. Filmen er i høj grad værd at se, og den er tilmed trofast på en god måde over for den novelle af Ted Chiang, “The Story of Your Life”, den er bygget på og som jeg forinden havde læst. Måske var det bare, fordi det var lidt ud på aftenen, da jeg sad og så Arrival der i stuen i Nørresundby, men til sidst sad jeg faktisk og kneb en tåre.

Jeg vil ikke røbe for meget om handlingen i Arrival, blot nævne at et helt centralt emne i filmen er hvordan vores forståelse af tiden afhænger af sproget. Dette er en særlig udgave af Whorf-Sapir-hypotesen, den påstand at sproget danner vores tanker, ikke omvendt.

Nu kan jeg læse, at der på én måde er noget om snakken, omend ikke så radikalt formuleret som i Arrival. På dansk taler vi om fremtid og om at den ligger foran os. Men på sproget qhipuru, der tales i Peru, taler man om fremtiden som “den tid der ligger bag os”! For alt det, der er placeret foran os, vil vi kunne se – mens vi til gengæld ikke kan se det, der er placeret bag os. Og på mandarin taler om fremtiden som en tid, der ligger nedenunder os.

Når det nu er sproget, der er med til at forme vores tanker i et vist omfang, må det være vigtigt for os at lære flere fremmedsprog for at lære hvordan vi tænker, og det må især være vigtigt at vi går videre end til det evindelige fokus på engelsk. Man skal faktisk ikke længere væk end til spansk for at se forskelle i tidsopfattelsen. På spansk er fremtiden ganske vist “foran” os på samme måde som på dansk, men på spansk sammenligner man udstrækningen af et tidsforløb med fysisk volumen, mens man på f.eks. dansk sammenligner med afstand. Det hedder “det tog lang tid” på dansk, mens det på spansk hedder “tardó mucho tiempo”.

Flattr this!

Hemmeligheden bag Aalborg Øst?

Oddesundvej i Aalborg Øst. Foto: AKU- Aalborg

Der er måske en uventet sammenhæng mellem forurening og social ulighed.  En af de mere overraskende undersøgelser, jeg har set, er en undersøgelse af hvordan det kan være at det i mange større byer er sådan, at de socialt mest belastede områder ligger i byens østlige del. Sådan er det i mange britiske storbyer og det er også tilfældet i bl.a. Paris, New York og Helsinki. Og det er såmænd også sådan i Nordens Paris; Aalborg Øst er et udsat boligområde i forhold til resten af Aalborg, og den almene folkesundhed er på et lavere niveau end i den vestlige del af byen.

Forklaringen skulle ifølge en britisk undersøgelse fra 2016 være – vindforholdene. I mange byer på den nordlige halvkugle er vestenvinden fremherskende, dvs. blæsten går mod øst. Og den fører forureningen med sig østover.

Forskerne konstruerede en matematisk model for vindforholdene i 70 britiske storbyer ud fra hvordan industrien og dens forureningskilder i form af skorstene ville have været i 1880. Konklusionen, de nåede, var at områder med en høj grad af luft forurening var i signifikant større fare for at blive lavindkomstområder – og at de generelt lå i den østlige del af byerne. De, der havde råd, ville ganske enkelt vælge at flytte fra de mest forurenede område, og de, der ikke havde råd, havde en større risiko for at få problemer med dårligt helbred.

Det rigtig interessante er at der i de byer, hvor forureningen blev begrænset markant, efterhånden skete en udligning mellem de rigere og de ikke så rige bydele. Så her er endnu et vigtigt og overraskende argument for at det er vigtigt at begrænse forurening – det vil kunne gøre noget ved social ulighed.

Flattr this!

Deres kultur og vores kultur

Indiansk fjerkrone brugt som pyntegenstand ved en modeopvisning i USA. Foto: Associated Press.

Der har været en del kontrovers i USA om et maleri, der forestiller en åben kiste med liget af Emmett Till, en sort amerikansk dreng, der i 1955 blev mishandlet til døde af racister i USA. Maleriet er blevet udstillet på et museum i New York og er baseret på et meget grusomt foto af den døde dreng, som Emmett Tills moder bad om at få offentliggjort. Men kunstneren bag maleriet, Dana Schutz, er hvid, og nogle kunstnere og forfattere, der selv er sorte, har protesteret mod at maleriet bliver udstillet, fordi de ikke mener at en hvid kunstner kan leve sig ind i den undertrykkelse, sorte mennesker i USA er blevet udsat for.  Emnet for billedet tilhører ikke hvide kunstere, siger de.

Nogle af dem, der har protesteret, vil ligefrem have at museet skal destruere billedet. Dette sidste er for mig at se et helt uacceptabelt krav; hvis museet gik med til den slags, ville det åbne for at ethvert værk, som nogen ikke brød sig om, skulle destrueres.

Hele dette går ind i diskussionen om cultural appropriation, der ofte (men bestemt ikke kun) dukker op i USA. Jeg kan sagtens komme i tanke om tilfælde, hvor medlemmer af en privilegeret befolkningsgruppe har taget et kulturelt udtryk fra en undertrykt befolkningsgruppe og “plagieret” det så det bliver trivialiseret. Det bedst kendte eksempel er nok, at prærieindianernes fjerkroner (der har en bestemt betydning i nordamerikansk indiansk tradition og bl.a. bestemt ikke kunne bæres af alle) dukker op som staffage ved modeshows o.lign. Et virkelig bizart eksempel fra i år er kontroversen om en didgeridoo (et rituelt musikinstrument fra Australiens urbefolkning) der dukker op i en pornofilm. Jeg kan godt forstå, at den oprindelige befolkning i USA og Australien er vrede over den slags platheder.

Men tilbage til maleriet af Emmett Till. Dana Schutz siger selv, at hun ikke ved hvordan det er at være sort i USA men at hun ved hvordan det er at være mor og kender frygten for at ens barn skal komme noget alvorligt til. Hun siger

Art can be a space for empathy, a vehicle for connection. I don’t believe that people can ever really know what it is like to be someone else (I will never know the fear that black parents may have) but neither are we all completely unknowable.

Her er jeg nemlig enig. En samvittighedsfuld kunstner kan bruge sit værk til at formidle indlevelse og empati. I alle værker, der ikke er strengt selvbiografiske, prøver man nemlig at sætte sig selv i En Andens sted.  

Jeg ved også, at nogle forfattere med afrikansk baggrund ikke kan acceptere at forfattere med europæisk baggrund skriver et værk, hvor hovedpersonen er afrikansk, og begrundelsen er den samme som for protesterne mod maleriet i New York. Her synes jeg også at der er tale om et urimeligt begrænsende syn på hvad en kunstner kan tillade sig og ikke tillade sig.

Hvis vi skulle afstå fra at skrive om en undertrykt gruppe, man ikke selv tilhørte, ville det blive umuligt at skrive f.eks. en historisk roman om industriarbejderes vilkår i Danmark sidst i 1800-tallet. De var en stærkt undertrykt befolkningsgruppe, men intet menneske i Danmark i dag lever med samme slags voldsomme undertrykkelse. 

Men man skal samtidig vedstå sig sin begrænsning. Jeg har selv stået i en tilsvarende situation.

For snart en del år siden skrev jeg et lille teaterstykke om Archana Guha, en indisk skolelærer, der blev udsat for meget voldsom og langvarig tortur. En lokal ungdomsteatergruppe opførte stykket i forbindelse med Amnesty Internationals bidrag til Kulturnatten i Aalborg. Jeg havde tidligere mødt Archana Guha og også talt med Dina Yafasova, den dansk bosatte forfatter fra Usbekistan, der skrev en bog om Archanas liv. Archana og Dina er to kvinder, jeg har meget stor respekt for.

Var det passende, hvad jeg gjorde? Nogle ville indvende at jeg ikke burde have skrevet teaterstykket, for jeg er hverken inder, kvinde eller torturoverlever. Men jeg ville prøve at give mit bud på en indlevelse i det, Archana havde været igennem, til en kreds af mennesker, der ikke havde hørt om hende og formodentlig aldrig ville møde hende, og jeg kunne ikke drømme om at hævde at min skildring var lige så god som den, hun selv ville kunne give videre. Jeg henviser altid til interviews med Archana og til Dinas bog om hende, hvis folk vil vide mere om hende (for det bør de).

Nogle år senere fik vi i Amnesty International forresten opført et lille teaterstykke om rydningen af en romalejr i Italien; men det var forfattet af – en gruppe menneskerettighedsaktivister fra Zimbabwe! Var dét på sin plads? Det tror jeg også.

Noget, der bekymrer mig, er at kritikken af cultural appropriation til tider virker til at ende i en slags kulturel separatisme, hvor det mere eller mindre bliver sagt at man bør holde sig til “sin egen” kultur. Det er faktisk ikke specielt frigørende eller udfordrende. For mig at se må det være anerkendelse og kreditering i mødet mellem kulturer, der skal være grundlaget for hvad man vil udtrykke som kunstner. Hvis man gør det, begår man ikke “kulturelt plagiat” men lærer af hinanden.

Flattr this!