Omstrukturering til døden

I 2003 blev det store franske teleselskab France Télécom privatiseret. Mange ansatte kunne ikke afskediges, fordi de havde tjenestemandsstatus. Men den nye ledelse ville af med dem. Selv om virksomheden nu var på private hænder, indførte ledelsen metoder, som mest af alt lignede New Public Management – selvledende medarbejdere, performancemålinger, måltal, dynamisk forandring og resultatledelse. Mellemlederne i France Télecom fik bonus alt efter, hvor gode de var til at få medarbejdere til at sige op. Der var konstante omstruktureringer og ændringer af arbejdsopgaver for den enkelte medarbejder. 

Samtidig var France Télécom en virksomhed, hvor de ansatte havde haft en identitet som offentligt ansatte og i høj grad identificerede sig med deres faglighed og med deres arbejdsplads. Nu forsøgte den arbejdsplads, de havde identificeret sig med, at skille sig af med dem.

I denne uge sluttede en retssag, hvor syv medlemmer af topledelsen i teleselskabet France Télécom er tiltalt for at have presset medarbejderne til enten at indstille sig på nye tider – eller sige op. Senere i år falder der dom i denne sag, der røber ganske meget om konsekvenserne af privatiseringer og bestemte former for virksomhedsledelse.

De stadige omstruktureringer blev begrundet med pres ovenfra og med at medarbejderne ikke performede godt nok. En medarbejder udtalte

Presset steg for at få os til at gå selv. Man fortalte os, at vi nok ikke kunne følge med. Vi havde en klump i maven, når vi skulle på arbejde. Vi fik at vide, at det ikke var deres beslutning, men et direktiv fra oven…

Situationen var ekstrem og er eksempel på det, man på engelsk kalder for constructive dismissal – at ledelsen skaber en situation, hvor man forsøger at gøre arbejdslivet uudholdeligt for ansatte for at tvinge dem væk. I alt 19 medarbejdere begik selvmord i perioden fra 2007 til 2010, og flere af dem efterlod afskedsbreve hvori de nævnte presset fra omstruktureringerne som årsagen til at de tog deres eget liv.

Historien om France Télécom viser, at arbejdspladser med vedvarende omstruktureringer og voldsom topstyring hvor medarbejdere hele tiden bliver målt og er i risiko for at blive fundet for lette, skaber en tilstand af konstant stress. Det er dog næppe det eneste eksempel.

Så kommer sommerferien

I dag er det sidste arbejdsdag inden sommerferien. Jeg kunne være fristet til at skrive en masse, for foråret 2019 har været omskifteligt for mig og mange andre og bestemt ikke på den gode måde. Formodentlig fortsætter det desværre sådan. Men det vil jeg lade være med at komme ind på her, og det ikke kun fordi der er bestemte emner, jeg nu er ude af stand til at skrive om her.

Jeg håber, at jeg kan få ro for en stund i min ferie. For jeg tror stadig på sommeren og på de lyse nætter, og jeg vil gøre mit til, at det bliver en vellykket ferie. Samtidig vil jeg benytte anledningen til at ønske alle, der læser dette, en god sommerferie.

Toget som samlingspunkt

Mens jeg skriver dette, er jeg på vej mod Aalborg. I går var jeg rigtig uheldig, men i dag lykkedes det mig at nå tog tids nok til at jeg kommer hjem kun 1 time og 20 minutter senere end oprindelig forventet.

Det er altid interessant at læse danske aviser efter at have været i udlandet. I dag er der i Politiken et lille læserbrev af Svend E. Pedersen, der er tidligere passagerchef i DSB. Han opfordrer til at billetpriserne bliver sat ned, og den personlige service forbedret.

DSB skal have et menneskeligt udtryk. Toget er nemlig et mødested.
Gør det nemt og behageligt at rejse med et DSB-servicecenter i toget. Et rullende rejsebureau, gerne med en café. Det kunne være et mødested, som storebæltsfærgerne var det. Toget skal komme til tiden 1, 2, 3, 4 gange i timen med fast minuttal fra hver station.
Derfor: Omdan DSB til en forening ejet af folket. Et folkeligt fællesskab. Hvis ovennævnte fungerer, betyder hastigheden mindre.

Helt umiddelbart er jeg enig, og jeg er glad for at hele denne vinkel med livskvalitet bliver bragt på banen (undskyld ordspillet). Nu, hvor jeg igen har set det virvar af jernbaneselskaber, der længe har været i Storbritannien efter privatiseringen af British Rail og er ved at opstå i Tyskland efter privatiseringen af Deutsche Bahn, virker det tydeligt, hvad der sker, når offentlig transport bliver anskuet ud fra rene profitmotiver: Den bliver upersonlig og fragmenteret, og togdriften kommer til at virke uigennemsigtig. De ansatte ender med hver især at skulle mestre forskellige opgaver, som måske sket ikke hænger sammen – fra billetkontrol over servering til oprydning. Og der er bestemt ikke altid god tid til passengererne, kan man mærke.

Jeg savner ikke Storebæltsfærgerne som sådan, men nu, hvor jeg bliver mindet om dem, savner jeg det ritual og det fælleskab, der var i at tage færgen. Offentlig transport kunne være både en effektiv og mindre miljøbelastende transportform og en måde at bringe mennesker sammen på, sådan som f.eks. folkeskolen også har været det.

Et mindre problem på hjemrejsen

Jeg tog afsked med min søster Angelina og hendes familie i morges; hun kørte mig til stationen i Stockport og snart efter sad jeg i et tog mod London. Jeg tjekkede ind på EuroStar-toget til Bruxelles med afgang 12.58; sikkerheden her er næsten på lufthavnsniveau. Man skal lægge sin bagage og alle løse ejendele på bakker, inklusive pas og pladsbillet, hvorefter hele herligheden bliver gennemlyst. Da det var overstået. satte jeg mig til at vente. Så kom udkaldet omsider til toget. Men… hvor var min pladsbillet blevet af? Jeg havde tabt den et sted i sikkerhedskontrollen.

Der var ikke megen hjælp at hente i informationen. De bad om et bookingnummer, som jeg ikke havde. Og mit navn havde de ikke engang registreret. Pladsbilletten var heller ikke dukket op hos sikkerhedskontrollen. Jeg spurgte, hvornår næste afgang var – men det vidste de ikke i informationen (hvad vidste de egentlig?). Jeg kunne godt købe en ny reservation, men den ville koste mig 256 pund, næsten det samme som prisen på min InterRail-billet. Jeg kunne kun være kommet ind i terminalen ved at vise min pladsbillet, men det var ikke nok til at komme med toget.

Så jeg blev eskorteret ud terminalen og kom ikke med toget. Var jeg skuffet? I høj grad. Alle mine følgende reservationer og hotelværelset i Hamburg var nu til ingen verdens nytte.

Jeg prøvede at få en ny plads, men forgæves. Damen i billetkontoret var faktisk venlig, men kunne ikke gøre noget. Hun bad mig ringe til DSB for at få et bookingnummer der.

Jeg ringede til DSB og sad i telefonkø. Imens nåede jeg at ringe hjem; min hustru blev sat til at lede efter mit bookingnummer på en kvittering. Hun fandt det ikke, for det var der ikke. 40 minutter senere kom jeg igennem til DSB, kun for at få en forklaring af en DSB-medarbejder, der var næsten lige så venlig som dem i informationen, om at der sandelig ikke var bookingnumre på netop disse pladsreservationer. Jeg sagde farvel i et ikke særlig pænt tonefald. Var jeg modløs? Ja.

Tilbage til billetkontoret for at prøve at få en ny reservation. Men hvor var nu min InterRail-billet henne? Jeg styrtede rundt på stationen for at lede. Til sidst var jeg ikke længere modløs, men desperat. Nu havde jeg ikke engang en togbillet længere.

Jeg luskede tilbage til billetkontoret og spurgte om de mon havde fundet min InterRail-billet. Det havde de! Ord kan ikke beskrive min lettelse. Og manden bag skranken var endda særdeles tålmodig.

Således gik det til, at jeg fik en reservation til toget til Bruxelles med afgang 19.34.

Nu var der bare tilbage at finde et billigt hotelværelse i Bruxelles og så prøve at finde en togforbindelse hjem dagen efter. Det lykkedes.

Jeg slog de resterende timers ventetid ihjel på en lille indisk café drevet af KFUM (eller YMCA, som det hedder her).

Ved indtjekningen var der blevet anbragt en særlig tålmodighedstest i form af en ikke særlig rejsevant person, der prøvede at dynge alt sit løsøre op på stålrullerne uden brug af bakke, ejendel efter ejendel (hvor mange nakkepuder kan et menneske eje?), og derefter satte trumf på ved at prøve også at presse et telt (!!) gennem gennemlysningsapparatet. “Så brug dog en bakke!” vrissede jeg i det tonefald, der på det tidspunkt faldt mig lidt for let. Jeg bestod formodentlig ikke tålmodighedstesten.

I morgen er jeg omsider tilbage på kontinentet. Hvis alt går vel, er jeg tilbage i Aalborg med tre timers forsinkelse. Morale: Jeg skal passe meget bedre på min pladsbillet, når jeg går gennem sikkerhedskontrollen en anden gang.

Eliten

I skrivende stund er jeg stadig i Storbritannien, og her skriver Gary Younge i The Guardian om hvordan der er en magtelite, der har en uforholdsmæssigt stor indflydelse på britisk politik og kultur – og i særdeleshed på engelsk politik og kultur. Det er mennesker, der har gået på bestemte kostskoler og på bestemte universiteter, og her ikke mindst Oxford og Cambridge. Kun 1 procent af befolkningen har gået på privatskolen, men de udgør 39% af eliten. Mindre end 1% har studeret i Oxford eller Cambridge, men de udgør 24% af eliten. Det er meget tydeligt, at Storbritannien er et klassesamfund (det ser jeg også, når jeg går rundt her) og at det påvirker magtstrukturerne – men den sociale mobilitet har det heller ikke godt. Officielt er Storbritannien et demokrati, men det er kun en håndfuld mennesker fra arbejderklassen, der når op i eliten.

Danmark er også officielt set et demokrati, og her har vi tit hævdet, at den sociale mobilitet er god, men en undersøgelse fra i år viser, at det faktisk går den forkerte vej. For at man kan komme “opad” mod systemet, starter vejen med at man får en gymnasial uddannelse. Og her er det faktisk gået den forkerte vej. Andelen af unge, der i en alder 25 har fået en ungdomsuddannelse, er aftaget med 2,9 procentpoint fra 1998 til 2018, når vi taler om unge med forældre som ikke har fået en ungdomsuddannelse. I det hele taget er det kun 59,3 procent af de 25-årige med forældre uden en ungdomsuddannelse, der får en ungdomsuddannelse, mens det er 84,4 procent af dem, hvor forældrene har en ungdomsuddannelse, der selv får sig en ungdomsuddannelse.

På webstedet http://magtelite.dk er der en del vigtige forskningsresultater om den danske magtelite, men det er ikke så meget, jeg har kunnet finde om den sociale mobilitets indflydelse på eliten. Det ville være godt at få mere at vide om netop dét aspekt.

Besøg i Stockport

En gåtur i Stockport.

Her efter mødet og workshoppen i Leicester tilbringer jeg et par dage sammen med mine to søstre og deres familier i Stockport, der er en forstad til Manchester. Jeg ser dem desværre ikke så tit, men det er ikke engang en måned siden, jeg så dem sidst. Og det er altid godt at se dem og at få lov til at følge med i deres liv for en stund.

Kunsten at kunne skære væk

144 minutter og 9 sekunder.

I dag er der to modstridende tendenser. På den ene side er der alle de sange, der står alene. De er “singler”. Og så er der albums.

Jeg er så gammel, at jeg mest holder af at lytte til musik, der er udkommet som albums. Og jeg har mine egne favoritter, som har det med at være rigtig gamle. Et af mine absolutte yndlingsalbums er Revolver fra 1966 med The Beatles; det varer 35 minutter og 1 sekund. Et andet er What’s Going On fra 1971 med Marvin Gaye, og det varer 35 minutter og 38 sekunder. Born To Run fra 1975 med Bruce Springsteen varer 39 minutter og 36 sekunder. Unknown Pleasures fra 1979 med Joy Division varer 39 minutter og 24 sekunder.

De suverænt længste klassiske rockalbums, som jeg holder af, er London Calling fra 1979 med The Clash, der varer 65 minutter og 7 sekunder, og The River fra 1980 med Bruce Springsteen, der varer 83 minutter og 47 sekunder. Begge albums er fra lp-formatets storhedstid og er derfor oprindelig dobbelt-albums. Prøv at sammenligne med tripel-albummet Sandinista!, der kom i 1980 dvs. kun et år efter London Calling og varer 144 minutter og 9 sekunder. Det er en på én og samme tid spændende og ærgerlig øvelse at skære dette album ned til et lytteværdigt og godt album af sædvanlig længde. Der er mange gode sange på Sandinista!, men godt nok også meget underligt fyld.

Automatic for the People fra 1992 med R.E.M. kom i cd-formatets storhedstid og varer 48 minutter og 52 sekunder – og er vel stadig ikke helt gammelt nok til at man vil kalde det for klassisk rock. Og fra da af blev albummene bare længere og længere, men de blev ikke nødvendigvis bedre og bedre af den grund.

Den amerikanske radiostation NPR har et langt interview om netop dét med Mark Richardson, der er redaktør på musikmagasinet Pitchfork. Et af de længste nyere albums er To Pimp A Butterfly fra 2015 af og med Kendrick Lamar. Det varer 78 minutter og 51 sekunder – og er blevet meget rost. Men netop dét album er vel også en undtagelse. Jeg husker mange albums fra 1990’erne, der “bare” var alt for lange. Der kom en masse bonus-numre med, men det er sjældent dem, man husker albumudgivelserne for.

Problemet er, at den voksende gavmildhed hvad angår plads gør det nemt at undlade at fatte sig i korthed. Men mange af de lange, halvgode albums kunne med fordel skæres ned til gode albums på 35-40 minutter. Og min fornemmelse er, at de rigtig kompetente musikere er dem, der kan fatte sig i korthed og ved, hvad de skal sortere fra. Det er på præcis samme måde i den akademiske verden. Det er langt fra altid tilfældet, at de længste akademiske publikationer er de bedste. Det handler om at skære væk, lige så meget som det handler om at producere nyt.

En regnvejsdag i Leicester

I dag var der en workshop, hvor der var mulighed for alle til at tale om de faglige emner, der er i fokus for vores Horizon 2020-projekt. Jeg fik også tid til at snakke med mine kolleger andetsteds fra om den artikel, vi sender ind til en konference i næste uge. Og i frokostpausen blev der også tid til at stå i kø i den engelske sommerregn. En italiensk kollega bemærkede, at dette var en kærkommen forandring fra den hedebølge, de lige nu slås med i Sydeuropa.

Projektmøde i Leicester

Vandhanen på mit hotelværelse i Leicester.

I dag var det tid til det officielle statusmøde i forbindelse med vores projekt under EUs RISE-program. Undervejs i mødet fortalte koordinatoren Adrian Francalanza fra Malta om det der med API’er i software, og han brugte en god analogi– nemlig en vandhane! Det handler her ikke om brugervenlighed, men om hvad vandhanens håndtag tillader os at justere og om rækkefølgen, vi skal bruge håndtagene i. Det er faktisk et lille eksempel på det, vi i datalogi kalder for en protokol. Bagefter kom jeg til at tænke på nogle observationer om vandhaner og deres grænseflade, som jeg gjorde under en sommerferie for nogle år siden. Måske er kimen lagt til et populærvidenskabeligt foredrag?

Vi var alle lidt nervøse inden mødet, for EU-kommissionen havde sendt en officel repræsentant, der skulle give os et foreløbigt skudsmål. Der havde været problemer med enkelte partnere i konsortiet, der havde trukket sig tidligt – men det var jo ikke vi andres skyld. Vi endte også med at tale om hvad vi mon kunne gøre for at få en bedre kønsfordeling i projektet, noget der desværre er svært, givet at der er tale om et projekt inden for et voldsomt mandsdomineret fagområde. Ingen er stolte over dette, og heller ikke os.

Heldigvis fik vi en forsigtigt positiv tilbagemelding fra EUs repræsentant, og jeg tror faktisk at hun tager med os alle på restaurant her til aften. Leicester er en af de byer i Storbritannien (og vel specielt i England), der er kendt for sine gode indiske/pakistanske/nepalesiske restauranter, så det er her, vi skal spise.

Projektmødet som disse ender også ofte med at handle om mere end selve projektet. Alle er selvfølgelig akademikere, men et stort flertal af os har derudover en fælles referenceramme fra ansættelser i universitetsverdenen. På vej fra mødet snakkede jeg med en kollega fra IT-Universitet i København. Han spurgte mig om hvordan jeg havde det med mit arbejdsliv i lyset af alt det, jeg har oplevet i år og berettet om for andre. Jeg svarede ham ærligt; mere kan jeg ikke skrive her.

Düsseldorf-Leicester

Skærmen i EuroStar-afgangshallen i Bruxelles.

Jeg sagde farvel til Alexander i morges ved kvartiottetiden, og derefter gik rejsen via Bruxelles med Thalys-toget og videre til London med EuroStar-toget. I eftermiddag ankom jeg til Leicester. I morgen begynder mødet; her til aften havde vi først og fremmest tid til at hilse på hinanden og snakke om løst og fast.

Det trådløse net på hotellet er nede;  i receptionen fik jeg en underlig søforklaring af en ikke specielt teknologisk kompetent receptionist om at det vist var noget med Facebook!! Også mobilsignalet her er svagt, så jeg er nærmest incommunicado netop nu. Det er en helt ny, gammel fornemmelse ikke at kunne ringe til nogen fra sit værelse og ikke kunne læse og sende mail.