Det er ikke overgået mig, men…

For tiden er der kommet fornyet fokus på #metoo-kampagnen på Facebook om seksuel chikane og seksuelle overfald begået af mænd mod kvinder. Det er  bestemt ikke rar læsning; jeg bliver flov over at være mand, når jeg læser alle de mange selvoplevede beretninger. Jeg har allerede tidligere hørt om tilsvarende smertefulde oplevelser fra kvinder og piger, der står mig nær. Min datter fortalte mig, allerede da hun kun var tolv år gammel, om ubehagelige tilråb fra unge mænd og store drenge, når hun gik tur med sine veninder.

Det er modigt, at så mange kvinder står frem nu. Det undrer mig dog heller ikke, at nogle kvinder ikke deltager – der kan være tale om oplevelser, man af hensyn til sig selv ikke vil viderebringe, fordi de simpelthen er for smertefulde.

Jeg har selv (som mange andre mænd) ikke været vidne til den slags adfærd, og derfor kan det være fristende at benægte eksistensen af seksuel chikane eller seksuelle overfald, der hvor jeg selv færdes – ligesom mange af tilsvarende grunde benægter eksistensen af “hverdagsracisme”. Men ligesom hverdagsracismen finder, således gør hverdagssexismen det bestemt også. Interessant nok virker det, som om det for mange er nemmere at indse at hverdagssexismen findes, end at hverdagsracismen også er virkelighed, men det er en anden snak.

Lige nu spekulerer jeg på, hvordan disse ubehagelige fænomener viser sig, der hvor jeg færdes til daglig, nemlig  i den akademiske verden. Problemet er næppe mindre inden for mit eget område, hvor der er mange mænd, og få kvinder.

Flattr this!

Mogadishu

Det er forbløffende, så lidt der er skrevet om terrorangrebet i Somalia i danske medier i denne uge. Dækningen af angrebet i USA for få uger siden har til gengæld været intens, men i Mogadishu døde tæt på seks gange så mennesker som i Las Vegas.

I Nordamerika og Europa opfatter man stadig terror som undtagelser fra en normaltilstand, mens medierne i de samme dele af verden ofte opfatter terror i lande i Afrika og Mellemøsten som et vilkår, som befolkningerne her må leve med, for “sådan er det jo i de lande”. Krigene i DR Congo, i Syrien og i Irak har varet meget længe nu, og de havner efterhånden længere og længere nede i nyhedsstrømmen. Det, vi efterhånden ser, er da også, at den seneste tids mange ugerninger i Nordamerika og Europa får en form for følelsesløshed til at sætte ind hos mange. Gad vide, hvornår vi ser det afspejlet i mediernes dækning.

Flattr this!

At klare mosten og ikke sige nej

Der er en interessant omtale i Politiken i denne uge af en ny bog af Ole Fogh Kirkeby, Robusthed, skrøbelighed og det generøse lederskab. En undersøgelse foretaget af Ugebrevet A4 i 2015 har vist, at brugen af ordene “robust” og “solid” er blevet mere end fordoblet i forhold til 2007. Når virksomheder (og ganske ofte er det offentlige virksomheder) søger robuste medarbejdere, er de i virkeligheden først og fremmest interesseret inogen, der har mindre sandsynlighed for at pådrage sig langvarig stress.  Og hermed siger de samtidig, at stress er et vilkår for alle, og at der hele tiden vil være udforudsigelighed og omstillinger.

Idealet er en robust medarbejder, der kan finde sig i meget og ikke har noget imod tilbagevendende nedskæringer og omstruktureringer. Ole Fogh Kirkeby siger

Det kan ses alle steder i det offentlige. Børnehaver, skoler, hospitaler. Alle er udsat for et ekstremt pres, som stresser. Siger medarbejderen fra over for det pres, kan politikerne ikke udøve deres nye bureaukratiske herredømme. Derfor er man tilbøjelig til at ønske ansatte, der vil påtage sig den uriaspost at gennemføre en arbejdsdag på de urimelige arbejdsvilkår, som fastlægges af politikerne.

Men hvis man accepterer tilbagevendende negative konsekvenser, og man samtidig har et arbejde, hvor man skal arbejde med Den Anden – det være sig i sundheds-, undervisnings- eller socialsektoren – kan man ende med at blive et menneske, der ikke reagerer på det, Den Anden føler. Man kan blive et menneske, der bagatelliserer det, Den Anden føler, eller ikke drager omsorg for Den Anden. Bliver man et sådant menneske, er man blevet kynisk og ukritisk.

Det kan godt være, man er empatisk i den forstand, at man er kognitivt empatisk, dvs. at man kan forstå, hvad Den Anden føler. Det kan endda også være, at man tillige er emotionelt empatisk, dvs. kan føle de samme følelser, som Den Anden føler. Men også det emotionelt empatiske menneske kan vende blikket bort, når det bliver for hårdt at være vidne til Den Andens ubehag.

I undervisning, socialt arbejde og sundhedsprofessionerne er vi imidlertid nødt til at gå et skridt videre og kunne udvise det, der på engelsk hedder empathic concern (på dansk siger vi “empatisk bekymring”, men ordet “bekymring” dækker ikke helt). Dette begreb, der skyldes den amerikanske psykolog Daniel Batson, bliver tit forvekslet med “empati”. Men empathic concern er den følelsesmæssige reaktion, der gør at man ikke bare mærker Den Andens følelser, men også handler for at drage omsorg for Den Anden.

Det koster imidlertid resurser at gøre denne empatisk betingede omsorg mulig; man skal have tid, ro og støtte fra andre. Det, der er i farezonen, når man insisterer på robusthed og omstillingsparathed, er netop at denne empatisk omsorgsfuldhed vil blive nedprioriteret, fordi den fremstår som noget, der ikke “er råd til”.

Flattr this!

Sommer i oktober


Da jeg vågnede, hørte jeg den taktfaste lyd af regnens hårde trommen mod taget. Vejrudsigten havde ikke sagt noget om at den kraftige regn ville komme allerede i dag.

Min hustru gik hen og slukkede for klimaanlægget, og der blev helt tyst i lejligheden; det var ikke regn, men den larmende aircondition, jeg havde hørt. Så vant til efterårets forudsigelige tur ned i et regnvådt hul kan vist kun en dansker være.

I stedet fik vi en dag med høj sol og temperaturer omkring de 30 grader, en forsinket gæsteoptræden af den sommer, vi ikke havde oplevet i år. Familien aflagde besøg i Estufia Fria, en overdækket botanisk have med grønt på grønt og rislende strømme. I den store sø svømmede ænder, gæs og sorte svaner rundt mellem hinanden og vi sad og gættede på hvad de mon tænkte om hinanden. Mellem palmerne så vi pludselig en kat, der havde fundet vej ind i den botaniske have. (Om søndagen er der gratis adgang.)

På hjemvejen gik vi forbi en isforretning i Rua Garrett og købte is.

Vel hjemme i Rua dos Remedios satte jeg mig i sofaen og kiggede ud på den blå himmel. Det store krydstogtskib, der havde ligget til kaj nede ved Terreiro do Paço, tudede dybt i hornet. Et sted dernede på gaden gik nogen og sang en strofe på portugisisk. I ét samlende øjeblik lod jeg glæden ved ferien og varmen overvælde mig.

Flattr this!

Tilbage i Lissabon

Sidste år var jeg i Lissabon tre gange. Først i sommerferien med familien, derefter to gange i embeds medfør. Og nu er jeg der igen – denne gang på efterårsferie med familien.

Nogle menesker holder af at rejse, men drager et nyt sted hen hver gang. Sådan har jeg det ikke helt. Hvis man kan høre et stykke musik flere gange og hver gang få flere nuancer med, kan man også besøge et sted flere gange. Jeg må indrømme, at der er noget særligt ved at vende tilbage til et sted i udlandet, man tidligere har besøgt, og for hver gang ende med at kende det en lille smule bedre. Der er nogle steder derude, jeg har lyst til at vende tilbage til. Portugals hovedstad er ét af dem, og nu er det så også blevet min families tur til at se Lissabon igen.

På første dag hernede blev det til en lang gåtur nede ved Tejo, hvor vi blandt andet så de små steler af sten, som står stablet på stranden som en slags skulpturer. Sidst så jeg stelerne i september, men samtlige steler står der sådan set stadig – samme sted, såmænd.

I denne weekend er vejret fint og temperaturen her til aften var 27 grader.  På mandag fik vi først lovet 13 millimeter regn, men nu har de revideret vejrdsigten, så vi i stedet får 39 millimeter regn. Det bliver spændende.

Flattr this!

Andre værdier

Bruttonationalproduktet (BNP) er et mål for et lands samlede produktion af varer og tjenester minus værdien af de råstoffer, der er blevet anvendt. Egentlig er det måske indlysende, men der er andre mål for værdier end BNP. Alle, også de, der er kritiske over for den eksisterende økonomiske verdensorden, har imidlertid en tendens til at fokusere på BNP. Hvis man f.eks. søger på Google med ordene “Enhedslisten bruttonationalprodukt”, får man 108.000 resultater!

Den italienske økonom Lorenzo Fioramonti, der er professor ved University of Pretoria, har lavet et essay om hvor vigtigt det er at fokusere på også andre mål for værdi i et samfund end bruttonationalprodukt. Kvaliteten af arbejdslivet, folkesundheden, miljøets tilstand og den enkeltes engagement i samfundsforhold er andre mål for værdi.

Det interessante er faktisk, at liberalismens fader, Adam Smith, gjorde netop dét – han insisterede på at målet for hvilke værdier, der blev skabt i det gryende industrisamfund, ikke var adelen eller dens værd, men derimod hvad industriherrerne i den nye økonomi frembragte.

Nogle vil her sige, at folkesundhed, miljøets tilstand m.m. er afledt af bruttonationalproduktet – at det er BNP, der skaber betingelserne. så jo højere BNP, jo bedre råd er der til f.eks. at beskytte miljøet og til at skabe et godt sundhedsvæsen (og dermed folkesundheden) og muligheder for godt arbejdsliv. Men her er det værd at bemærke, at man sagtens kan have et højt BNP og samtidig have problemer på anden vis. Og mange af foranstaltninger, der skal til for at skabe f.eks. et godt arbejdsliv eller god miljøbeskyttelse, er i virkeligheden ikke forbundet med store omkostninger, måske tværtimod. Og der findes f.eks. også virksomheder, der skaber stor profit, men samtidig belaster miljøet voldsomt.

For mig at se bør det være tid at have et mangedimensionalt billede af kvaliteten af en økonomi i stedet for at fokusere så meget på simple størrelser som BNP.

Flattr this!

Nu, hvor vi har haft tid til at tænke os om, vil vi gerne stemme igen

Brexit-folkeafstemningen, det overraskende nej til fredsaftalen i Colombia og præsidentvalget i USA, der bragte Donald Trump til magten, er tre eksempler på “chokvalg” fra 2016. Problemet med de uventede resultater er først og fremmest, at mange havde forberedt sig på en anden situation end den, der indtraf.

Den rumænsk-israelske matematiker Sergio Hart foreslår i en lille artikel (helt uden matematik) at man skal gentage valghandlingen. Efter første runde bliver valgresultatet offentliggjort, og dernæst skal der være en anden runde efter et passende stykke tid (Hart foreslår to uger).  Vi kender en model med to valgrunder fra f.eks. præsidentvalgene i Frankrig, men her sker der det, at der i anden runde kun er to kandidater.

Fordelene er tilsyneladende mange. Den første runde fungerer som en meningsmåling, men det er samtidig en måling, der har konkrete konsekvenser for det endelige udfald, netop fordi stemmerne i første runde også tæller med. Derfor vil vælgere, der ikke vil indrømme hvad de stemmer, formodentlig være mindre tilbøjelige til at være uærlige. Og i den anden runde kan vælgerne reagere på udfaldet. Og måske vil denne model, der virkelig tager hensyn til at de ustabile “svingvælgere” ofte har afgørende indflydelse, kunne gøre det mindre tillokkende for politikere at appellere til dem.

En klar ulempe ved denne model er selvfølgelig, at valghandlingen bliver en hel del dyrere at gennemføre.

Flattr this!

Andre fortællinger

Massemedierne har en enorm indflydelse på hvordan vi tænker på verden, og de siger i høj grad noget om de acceptable rammer for problemløsning. Det er mange film og bøger, der handler om konflikter og om hvordan de kan løses med vold, og de såkaldte reality-programmer består først og fremmest i at skabe rammerne for at kunne fremprovokere konflikter. Det fører til en masse afledt medieomtale, hvor der bliver spekuleret over hvem der nu skal “stemmes hjem” (eller hvad der nu kan risikere at ske).

Men behøver vi altid at have dette fokus, som dybest  set ikke er konstruktivt?

Den amerikanske psykolog Betsy Levy Paluck har undersøgt, hvordan en hørespilsfortælling i Rwanda kunne ændre borgernes opfattelse af deres land. Rwanda er særligt interessant, fordi folkemordet i 1994 i høj grad var en konsekvens af og blev koordineret af hadefulde radioudsendelser. Paluck interviewede rwandere, der lyttede til en føljeton om borgere i et splittet land, der fandt sammen, og hun interviewede også andre rwandere, der lyttede til en radioføljeton om HIV. Hendes resultater tyder på. at det gjorde en positiv forskel for de deltagere, der lyttede til fortællingen om det splittede land, der fandt sammen igen – de udtrykte en større grad af tolerance.

Jeg kunne godt tænke mig flere gode fortællinger, der fokuserer på hvordan vi kan løse problemer, og her især konflikter (og det uden vold), og på den måde kan hjælpe os med at tænke på alternativer. Når jeg siger det, ved jeg godt at den slags kan komme til at virke belærende.

I totalitære samfund fabrikerer regimet ofte “opbyggelige” fortællinger, der har til formål at vise, hvordan den borger, der er loyal over for systemet, klarer sig godt, mens det går ilde for den borger, der ikke er loyal. Det er selvfølgelig ikke den slags propagandafortællinger, jeg efterlyser. Jeg tænker heller ikke på “idylhistorier,” hvor alt går glat og forhindringer bliver overvundet med et trylleslag og alle pludselig bliver venner, men på fortællinger, der kan vise hvordan man på realistisk vis kan løse problemer – og her ikke mindst håndtere konflikter på en god måde.

Spændingen i sådanne fortællinger består ikke i en spænding om konflikten bliver løst, men hvordan og hvor lang tid det tager og hvad de positive konsekvenser er. På denne måde er der mindelser om retssals-dramaer, hvor spændingen hidrører fra hvordan en retssag skal føres til afslutning, og om min barndoms Columbo, hvor hele spændingen ikke lå i hvem der havde begået et mord, men i hvordan Columbo løste mordgåden.

Flattr this!

Gode forbilleder

Da jeg var ny studerende, så jeg (og mine medstuderende) meget op til de ældre studerende, og vi havde megen glæde af at snakke med dem. Dengang, da de naturvidenskabelige uddannelser i Aalborg reelt kun var matematik og datalogi og kun havde få studerende, hjalp de os ind i et lille og godt fællesskab. Senere blev jeg selv tutor og husinstruktør og var på den måde med til at planlægge ruskurserne. Nu var det pludselig mig, der var den ældre studerende, som nogen måske så op til.

De ældre studerende udfylder en vigtig rolle for socialiseringen af de nye. Af og til kan der dog også være en bagside af medaljen, for som ældre studerende er man på godt og ondt med til at gøre bestemte opfattelser videre. Dette skrev jeg om tilbage i 2015.

I denne uge hørte jeg det igen, nu fra en kollega, der vejleder på første studieår: En gruppe, han var vejleder for, havde udtalt sig meget negativt om et kursus på deres semester – skønt der kun var gået få uger siden studiestart. Det viste sig, at en tutor tilsyneladende havde sagt til denne gruppe, at der var tale om et kursus, som man nemt ville kunne bestå uden at deltage i undervisningen! Denne slags adfærd skal vi til livs, men det er sværere end man tror.

Den typiske reaktion vil være, at semesterkoordinator og vejledere farer frem over for tutorerne og giver dem en reprimande. Og selvfølgelig bør man sige til tutorer (og ældre studerende generelt) at de har et ansvar og skal tænke meget nøje over, hvilket billede de vil videreformidle af den uddannelse, de går på. Men måske kunne man også fra universitetets side bedre påskønne, at nogle ældre studerende tager det ansvar, de gør, og mere officielt lade dem repræsentere universitetet. Én oplagt mulighed er at lønne tutorerne (og ikke kun instruktørerne), en anden vil være at give disse ældre studerende mulighed for at tage en form for officiel efteruddannelse, som de kan få kredit for og have på deres cv.

Flattr this!

Hård, men hjertelig?

I de seneste 10-15 år har man ikke helt sjældent hørt nogle tale om at omgangstonen i samfundet og i organisationer er blevet grim og rå, mens andre taler om behovet for ytringsfrihed og for at kunne være “sige det som det er”. Min egen fornemmelse er desværre, at omgangstonen i samfundet og i organisationer stadigt oftere tenderer mod en form for hetz. Det gælder den måde, hvorpå mange politikere i vore dage taler om og behandler grupper af borgere som flygtninge, etniske mindretal, arbejdsløse og langtidssygemeldte på. Og det gælder den måde, som ledelsen på nogle arbejdspladser udøver deres magt på.

En interessant klumme af Lisa Barrett, der er professor i psykologi ved Northeastern University i USA, tager fat netop på sammenhængen mellem chikane og fysisk helbred.

Hun hæfter sig ved de resultater i medicinsk forskning, der kraftigt tyder på at der er en negativ langtidsvirkning af kronisk stress udløst af chikane på et menneskes immunforsvar. En amerikansk undersøgelse fra 2014 har således undersøgt de fysiske langtidsvirkninger af mobning på børn og unge. Man undersøgte niveauet af såkaldt C-reaktivt protein, som er en markør for betændelsesreaktioner i en population på 1420 mennesker, og man brugte her strukturerede interviews for at afdække om forsøgspersonerne havde været udsat (eller havde deltaget i) mobning i barndom/ungdom. Jo flere sådanne bølger af mobning, et barn/en ung havde været udsat for, jo højere niveau af C-reaktivt protein havde vedkommende. Denne korrelation var signifikant, selv om man korrigerede for faktorer som misbrugsproblemer, BMI og andre mål for fysisk og mentalt helbred.

Hvis omgangstonen mennesker imellem derfor skaber en tilstand af stress – og det tror jeg desværre, den ofte gør – har det derfor nogle meget konkrete konsekvenser: Man bliver lettere syg. Lisa Barrett peger på, at det ikke er selve dét at blive udsat for synspunkter, man er uenig i, der er problemet, men derimod en langvarig oplevelse af ikke at føle sig sikker og af at føle sig set ned på, der kan føre til kronisk stress. På denne måde, siger hun, kan en hård omgangstone være en form for “vold med ord”.

Flattr this!