Arven efter Erhard

Skærmbillede fra “Portræt af Erhard” (https://www.youtube.com/watch?v=_-7UQrLMWNg)

Engang var der en politiker, der hed Erhard Jakobsen. Han begyndte som socialdemokratisk borgmester i Gladsaxe, men efterhånden blev han en populistisk højrepolitiker, der stiftede Centrumdemokraterne. Yngre mennesker kender ham nok først og fremmest fra filmen om John Mogensen, hvor det er Erhard, der hele tiden taler om de “røde lejesvende”, som han mener dominerer i dansk kulturliv – og en af dem er så John med hans nogle gange meget samfundskritiske tekster. Erhard stiftede Aktive Lyttere og Seere, der skulle dokumentere og bekæmpe det, han mente var den venstreorienterede dominans i de danske medier.

I dag er der så en kronik af Eva Selsing i dagbladet Information om præcis det samme. Eva er 38 år gammel, så hun var faktisk ikke født, da Erhard var meget fremme i medierne. Jeg vil ikke så meget forholde mig til om hun har ret, for det er en underlig kronik. Der er nemlig næsten ingen argumentation i teksten. Eva kalder sig filosof, men jeg kan komme i tanke om mange filosoffer, der argumenterer bedre end hende. På sin vis er det fascinerende, at man kan argumentere så dårligt som tilfældet er i hendes kronik. Det er stort set ikke andet end postulater, vi får at læse, og de er alle varianter af samme påstand, nemlig at

…livsvigtige områder for et samfund som uddannelsessystemet, retsvæsnet, pressen og kunsten er meget eller totalt dominerede af venstreorienteret tænkning.

Fra Eva Selsing: De røde har tilranet sig et kulturelt magtmonopol, der truer Danmark (https://www.information.dk/debat/2020/07/eva-selsing-roede-tilranet-kulturelt-magtmonopol-truer-danmark#comment-1444569)

Det nærmeste, vi kommer et argument, er påstanden

Dygtige, akademisk tænkende borgerlige intellektuelle kan ikke få ansættelse på universitetet. De meget få offentligt erklærede borgerlige, som bestrider faste universitetsstillinger, er enten meget, meget forsigtige med at sige noget borgerligt i offentligheden, eller også venter de helt med at tale, til de når pensionsalderen.

Tænk på historikeren Uffe Østergaard, som måske ikke er klassisk borgerlig, men som dog havde gjort sig ikkevenstreorienterede tanker om indvandringen i sin forskning og først kunne tale frit om emnet, da han indledte sit otium.

Fra Eva Selsing: De røde har tilranet sig et kulturelt magtmonopol, der truer Danmark (https://www.information.dk/debat/2020/07/eva-selsing-roede-tilranet-kulturelt-magtmonopol-truer-danmark#comment-1444569)

Første halvdel er en interessant påstand, for hvis det virkelig er sådan, at dygtige borgerlige akademikere ikke kan blive ansat på danske universiteter, må der være nogle konkrete eksempler på at det står så grelt til – og det vil være en oplagt sag om nepotisme. Jeg har været universitetslærer i knap 30 år og har aldrig hørt om en sådan sag (men jeg kender bestemt til eksistensen af nepotisme!). Anden halvdel er også interessant, for Uffe Østergaard har ytret sig meget ofte i dagbladet Information gennem årene. Har han først turdet sige det, han nu mener, eller har han simpelthen skiftet mening på sine gamle dage og er blevet nationalist? Jeg ved det ikke, men jeg tror at det sidste er tilfældet.

Er Eva selv undertrykt i den offentlige debat? Det ved jeg ikke om hun er, men det ser ud som om hun har rigtig gode muligheder for at komme til orde. En søgning på Infomedia viser, at hun er blevet nævnt 261 gange i danske dagblade i de seneste 12 måneder, heraf 212 gange i Berlingske. Ganske mange af omtalerne er interviews med Eva og lange indlæg forfattet af hende.

Derudover vil jeg da godt undre mig over at de lange perioder med borgerlige regeringer i Danmark (i min levetid 1968-1971, 1973-1975, 1982-1993, 2001-2011 og 2015-2019, dvs. 30 år) tilsyneladende ikke har formået at vende den tendens, Eva Selsing mener at se.

APBS

Foto: https://www.flickr.com/photos/tiomax80/38772978861 (Attribution 2.0 Generic (CC BY 2.0))

Jeg har sommetider spekuleret på, hvad vi egentlig ved om konsekvenserne af mobning i barndommen. Nogle, jeg kender, er selv langt inde i voksenlivet dybt mærket af det og føler en stor vrede og en stor sorg. For mit eget vedkommende sidder der også stadig noget derinde, omend det er lidt uklart hvad det præcis er, det har gjort ved mig. Den amerikanske psykolog Ellen Walser deLara har interviewet mere end 800 mennesker i aldersgruppen fra 18 til 65. Hun drager den konklusion, at mange mobbeofre udviser en adfærd, der ikke er PTSD (post-traumatic stress disorder), men hvad hun kalder for APBS (adult post-bullying syndrome).

Det er ikke en diagnose som sådan, men en beskrivelse af en typisk adfærd – ofte koblet til lavt selvværd og lav grad af tillid til andre. I modsætning til de, der har PTSD, har mennesker med APBS meget længere “lunte” og bliver ikke let voldsomt påvirket af ubehagelige stimuli. Nogle bliver behagesyge (det gælder også mange voksne, der havde ukærlige forældre) eller søger tilflugt i alkohol eller stoffer. Andre bliver til gengæld meget empatiske og bestemmer sig måske også for at ville gøre en særlig indsats for at gøre noget godt for andre.

Det sidste lyder umiddelbart positivt, men selvfølgelig er de negative konsekvenser større end de positive, og man skal vel ikke igennem den slags for at kunne blive et bedre menneske. Mange, der er blevet mobbet, har spekuleret på hvad formålet egentlig var. Regnede dem, der mobbede, virkelig regnede med at deres mobning udgjorde en strategi for kritik, de kunne bruge til at fjerne fejlene hos dem, de mobbede? I så fald tog de fejl.

Der er andre former for chikane, der har paralleller til mobning i barndommen; i voksenlivet kan man blive udsat for f.eks. seksuel chikane, racisme og homofobi. Den slags bliver tit enten forsvaret af andre med at det “bare er for sjov” eller retfærdiggjort som en form for kritik af andre menneskers adfærd eller blotte tilstedeværelse – men det er varianter af en type forfølgelse, som man måske også mødte i form af mobning i barndommen. Og de hjælper lige så lidt som mobning hjælper dem, der bliver mobbet.

Politisk styring af forskning?

National University of Defense Technology. Foto: WikiUploads (Creative Commons CC0 1.0 Universal Public Domain Dedication)

Der er et interview med prorektor ved DTU i Politiken om samarbejdet med det kinesiske National University of Defence Technology (NUDT). Det er interessant at læse Rasmus Larsens svar, og her især det sidste:

Du siger, at DTU værner om forskningsfriheden, og I er apolitiske. Betyder det også, at forskere fra DTU kunne finde på at samarbejde med Nordkoreas militær, det iranske eller det russiske militær? 

»Der står i loven, at vi skal værne om forskningsfriheden, så det gør vi selvfølgelig. Og vi tager også afstand fra politisk styring af forskningen. Kan vi have en gæsteforsker fra et nordkoreansk universitet? Ja, det vil jeg tro. Fra et russisk? Det er jeg helt sikker på, at vi har. Typisk kommer sådanne henvendelser fra den eksterne part, og så vil DTU’s forskere og instituttet vurdere, om der er en fælles interesse i et sådant besøg og samarbejde«.

Fra DTU’s prorektor: Kan vi have en gæsteforsker fra et nordkoreansk universitet? Ja, det vil jeg tro (https://politiken.dk/viden/art7849278/DTUs-prorektor-Kan-vi-have-en-gæsteforsker-fra-et-nordkoreansk-universitet-Ja-det-vil-jeg-tro)

Det, der er så interessant her er, at idealerne om forskningsfrihed og fravær af politisk styring bliver ført i marken på dette sted. Det er nemlig påfaldende, at den part, DTU samarbejder med, netop gør dét, dvs. styrer forskningen politisk. Det er de danske forskere som er den passive part, der lader sig styre. Og det er også påfaldende i en dansk kontekst med en afstandtagen til politisk styring, når man tænker på at megen forskning i Danmark helt eksplicit bliver styret politisk gennem fordeling af forskningsmidler og særlige puljer til bestemte formål.

I andre sammenhænge er der forskere, der peger på at forskningsfriheden ikke har det godt. I en kronik i dagbladet Information skriver lektor Rasmus Willig og professor emeritus Heine Andersen at der er store problemer med forskningsfriheden på dansk grund og skriver at

Vi har ingen alment anerkendt og autoritativ definition af forskningsfrihed i Danmark. Og uden en definition er det af indlysende grunde svært at forsvare forskningsfriheden eller kritisere den beskæmmende situation.

Fra Vi må handle nu, hvis forskningsfriheden i Danmark skal reddes (https://www.information.dk/debat/2020/07/maa-handle-forskningsfriheden-danmark-reddes)

Det virker desværre som om forskningsfrihed er endt som endnu et vagt ideal, som universitetsledelser kan definere efter forgodtbefindende. Der, hvor man vel bedst kan se forskningsfriheden i praksis, er ved at observere hvordan forskningen og forskerne bliver påvirket af de aktuelle forhold.

“Et indgreb af nogen intensitet” i statens interesse

Mogadishu i Somalia set fra den internationale rumstation ISS. Foto: NASA.

I oktober 2018 skrev jeg om det såkaldte “paradigmeskift”, der er den politiske beslutning, at alle flygtninge i Danmark er i Danmark midlertidigt og en dag, når det er muligt, skal sendes tilbage til det land, de flygtede fra.

Nu er den første sag om inddragelse af opholdstilladelse her. En ung mand på 27, der kom til Danmark som 19-årig. skal have inddraget sin opholdstilladelse og sendes til Somalia. Han er gift, har børn og har fast arbejde og er en lovlydig borger. Han kunne ikke finde en læreplads, så han har ikke kunnet gøre sin uddannelse som blikkenslager færdig.

Flygtningenævnet finder, at selv om manden har »væsentlig tilknytning til Danmark«, og at inddragelsen derfor vil være »et indgreb af nogen intensitet i hans ret til privatliv«, så vil det ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at fjerne hans opholdstilladelse. Det rigtig interessante er begrundelsen, nemlig at inddragelsen af mandens opholdstillladelse er i statens interesse, og at den vejer stærkere end hans familieliv:

Ved vurderingen af, om indgrebet af de grunde, der er anført i artikel 8, stk. 2, er nødvendigt, skal der foretages en vurdering af statens interesse i at inddrage klagerens opholdstilladelse over for intensiteten af det indgreb, en sådan inddragelse kan indebære i hans ret til familie- og/eller privatliv. Nævnet finder i den forbindelse, at en håndhævelse af udlændingelovens § 19 a, jf. § 19, udgør et anerkendelsesværdigt formål, der kan begrunde indgreb efter artikel 8, stk. 2…

Flygtningenævnets afgørelse af 1. juli 2020 https://fln.dk/-/media/FLN/Nyheder/Praemisser-30062020-paradigme.pdf (min fremhævelse)

Når Flygtningenævnet er begyndt at ræsonnere på denne måde for at fratage opholdstilladelser, er det et ubehageligt signal om at “statens interesse” vejer tungest. At det, der er i “statens interesse”, er at sende lovlydige og velintegrerede mennesker ud af landet, står kun mellem linjerne.

Vi ved ikke, hvad manden på 27 hedder, og han har sikkert også lyst til at være i fred i den usikre og svære situation, de danske myndigheder nu har sat ham i. Men det ville være godt at kunne få et ansigt på det første offer for “paradigmeskiftet”, der nu er i gang med at gøre flygtninge overalt hjemløse.

Noget om møder – og autisme

I dag var jeg inviteret til at tale ved et møde i foreningen Autisme Ungdom for at fortælle om hvordan man holder møder. Det er nemlig noget, jeg har ganske megen erfaring med både i mit arbejdsliv og i andre sammenhænge. Ikke mindst i Amnesty International har jeg ofte været referent til møder. Formålet med mit besøg var at give de unge inspiration til arbejdet i deres forholdsvis nye forening.

Det var godt at sammenfatte de erfaringer, jeg har med at planlægge og afholde møder, og det var også spændende at formulere en øvelse i mødeplanlægning. Resultatet blev de slides, man kan se ovenfor.

Også samtalen med de unge deltagere, der kom fra hele landet, var givende for mig. Den bekræftede i høj grad det, jeg allerede havde erfaret fra andre, jeg kender: At noget, der virkelig plager ellers velfungerende mennesker med autisme, er stress og de konsekvenser, det giver med angst og depression., Derfor er det også en særlig udfordring for dem at holde en forening i luften, fik jeg at vide.

Sven Caspersen fylder 85

Skærmbillede fra https://www.youtube.com/watch?v=0uGkcmlWXj8

I denne uge fylder Sven Caspersen 85 år. Jeg husker ham fra de mange år, han var rektor. Sidst, jeg snakkede med ham, var til et arrangement på Studenterhuset med den colombianske miljøaktivist Ingrid Betancourt, og han fortalte mig ved den lejlighed, at han netop selv havde været på besøg i Colombia. I min studietid lærte jeg faktisk også hans søn Jes at kende – vi studerede datalogi samtidig. Noget, alle vi gamle har gode minder om, er hvordan “Casper”, som vi lærte at kende ham som, i december tog rundt og ønskede alle (og jeg mener alle) en glædelig jul. Dén gestus var typisk for ham. Han var en god rektor for os.

Din nye app kan mere, end du tror

Skærmbillede af turist-aflytnings-app’en, som bliver installeret hvis man begiver sig til Xinjiang-provinsen.

I denne tid, hvor det kinesiske regime har slået ned på systemkritikere i Hongkong med undertrykkende lovgivning, er det også forstemmende at læse en artikel fra New York Times om hvordan kinesiske app-udviklere udvikler apps, der reelt er malware rettet mod Android-telefoner og beregnet til overvågning af uighurerne i Xinjiang-provinsen.

Hele denne hacker-indsats har stået på siden 2013. Nogle former for overvågning er gemt i tastatur-apps, mens andre er indlejret i bl.a. apps med uighur-sprogede nyheder, skønhedstips eller religiøse tekster som Koranen (uighurerne er muslimer). Disse apps kan f.eks. tænde for telefonens mikrofon uden at brugeren opdager det, optage opkald eller eksportere fotos, GPS-data og samtaler på chat-apps.

Men også andre bliver ramt. Hvis man som udlænding rejser ind i Xinjiang-provinsen med sin smartphone, installerer grænsepolitiet en app på telefonen, der scanner telefonen for indhold og aflytter sms’er.

I Kina er grænserne mellem erhvervslivet og regimet meget uklare, og derfor er det meget uklart, hvem man reelt har med at gøre og i hvilket omfang hackerne egentlig har regimets aktive opbakning. På universiteter verden over bliver der i disse år oprettet uddannelser i cybersikkerhed, og emnet er i de seneste årtier blevet genstand for stor forskningsaktivitet. Især arbejdet med analyser af mobil kode er blevet væsentligt. Xinhua News skrev i 2019, at Kina regnede med at være førende inden for cybersikkerhed i den nærmeste fremtid. Det lyder umiddelbart lovende, for det vil formodentlig bane vejen for ganske meget forskningssamarbejde mellem Kina og omverdenen. Om det så er en god idé at samarbejde med miljøer, hvor hattene så ofte skifter farve fra hvid til sort, er en anden snak.

Min fornemmelse er, at det mest nødvendige krav til apps er, at deres kildekode bør være åbent tilgængelig og analyserbar og at man af app-butikkerne bør kræve, at de foretager sådanne sikkerhedsanalyser. Det kræver så også, at vi som forskere udvikler nye metoder til sikkerhedsanalyse af mobil kode. Der er selvfølgelig en masse spændende nye muligheder for forskning i programmeringssprog gemt her.

Men den slags tager tid. Lige nu er det sikreste formodentlig desværre ikke at tage en smartphone med, hvis man skal til Kina.

Den aften, musikken døde

Foto: https://plus.cusica.com/2017/07/06/tragedia-roskilde-la-pesada-cruz-pearl-jam/

I dag er det tyve år siden den ulykke på Roskilde Festival, der kostede ni mennesker livet. Også jeg var der den 30. juni 2000, men heldigvis ikke i nærheden af Orange Scene. Jeg sad ved en madbod et stykke derfra sammen med min ven Per, og selv om vi godt kunne lide Pearl Jam, tænkte vi at der nok var for mange mennesker og lidt for voldsomt. Vi gik ind til en koncert på en af de overdækkede scener – jeg husker at det var med Saint Etienne og at det var en god og venlig musikoplevelse. Men da vi forlod det store telt, kunne vi godt se, at noget var helt anderledes. Der var tomt på Orange Scene og de mange festivalgæster gik rundt på må og få. Per og jeg fandt en bus til København, og her mødte vi en, jeg engang havde undervist. Han fortalte os om ulykken, og da vi kom hjem til Per, der dengang boede i midtbyen, så vi de direkte nyheder om ulykken. Det var ikke meget, vi sov den nat. Vi tog ud til festivalen igen dagen efter, og stemningen var forandret til ukendelighed. Koncerterne fortsatte. Jeg husker en koncert med Love Shop og samtalen med Jens og Henrik bagefter. Jeg husker en salme afsunget foran et stort, tyst publikum. Og der gik mere end 10 år, inden jeg igen tog til festival derovre – eller til musikfestival i det hele taget.

Da jeg vendte tilbage, var det heldigvis de gode festivalminder og musikoplevelser fra mange tidligere besøg, der stod klarest. I år er der ingen festival, og jeg fik ikke billet til 2021. Men en dag må jeg derover igen.

Gør det ondt?

En rapport fra 2013 dokumenterer, at læger og sygeplejersker ofte ikke forbinder patienters problemer med, at de kommer fra en anden kultur og et andet land og at nogle ansatte endda taler om “etniske smerter”! Men fornemmelsen af smerte er subjektiv, og faktisk også også kulturelt (herunder også historisk) bestemt. I Det Gamle Testamente står der at

Jeg vil gøre dit svangerskab plagsomt og pinefuldt, i smerte skal du føde børn.

Første Mosebog, kapitel 3, vers 16 (https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/1_Mos/3)

I dette bud, tillagt Jahve, lå der et krav om at kvinder skulle acceptere, at det gør meget ondt at føde. Men nu, mange år senere er smertelindring blevet udbredt ved fødsler i den rige del af verden. Man vil ikke længere finde sig i smerten.

Holdningerne varierer ikke kun over tiden. I Middelhavslande og i Mellemøsten er det ikke forbundet med skam at give tydeligt udtryk for fysisk smerte. I østasiatiske kulturer, hvor konfucianismen er vigtig (ikke mindst Kina) er det helt anderledes; her skal man bære smerten med “værdighed”. Der er også forskelle mellem kønnene og forskelle fra menneske til menneske.

Hele dette forskningsområde er grundlagt af den polskfødte forsker Mark Zborowski, der i 1960’erne undersøgte hvordan forskellige befolkningsgrupper i USA gav udtryk for fysisk smerte. Han fandt nogle meget tydelige forskelle mellem tre forskellige grupper af amerikanere med europæisk baggrund: jøder (fra Østeuropa), italienere og “gammelamerikanere”, dvs. amerikanere med protestantisk baggrund.

Denne slags kulturelt bestemte attituder til fysisk lidelse er vigtige at have sig for øje i sundhedsvæsenet, for ellers kan man ikke give patienter korrekt behandling. Den eneste indikator på hvor megen og hvilken form for smerte, en patient føler, stammer nemlig fra patienten selv. Rapporten fra 2013 dokumenterede, at nogle patienter bliver afvist med “etniske smerter” i arme og ben, hvor det så har vist sig at være en kræftsygdom, som havde spredt sig til knoglerne. Mere banale sygdomme som astma eller bihulebetændelse er også tit blevet kaldt “etnisk migræne”

(Mark Zborowski er i øvrigt berygtet for i sin tid at have været agent for den sovjetiske efterretningstjeneste og for i denne sammenhæng at have infiltreret trotskistiske dissidentmiljøer uden for Sovjetunionen.)

Lær at være introvert

Der er en interessant kommentar af Lise Heidemann Andersen i dagbladet Information om de “stille elever”. Hun underviser selv i dansk som andetsprog og oplever, at de “stille elever” der ikke siger så meget i undervisningen, har svært ved at komme på banen og kobler sine overvejelser til overvejelser om introverte og ekstroverte personlighedstyper.

Man lægger simpelthen mere mærke til de ekstroverte elever, både på godt og ondt. Lærere, som jeg selv kender, fortæller mig at det ofte er de få, meget snakkende og rastløse elever i en klasse, der kan virke forstyrrende.

Lise Heidemann skriver bl.a.

Som lærere har vi et stort ansvar for også at give de stille elever de bedste betingelser for at deltage i undervisningen og dermed ruste dem til et liv på arbejdsmarkedet.

Vi kan begynde med at tage elevernes personlighedstyper med i vores didaktiske overvejelser og give de stille elever lidt mere albuerum i undervisningen. Det kan vi gøre på flere måder. Vi kan give mere tid til refleksion i undervisningen, for eksempel ved at give eleverne to-fem minutter til at tænke over, hvad de mener, inden de skal udtrykke sig mundtligt i klassen. Det vil give de stille elever den tid, de har brug for til at formulere det, de gerne vil sige. Og det vil give mere ekstroverte elever mulighed for at tænke, før de taler.

Giv ordet til de stille elever (https://www.information.dk/debat/2020/06/giv-ordet-stille-elever )

En af mine gode bekendte engang fortalte mig engang, at han var introvert, men havde lært at opføre sig som en ekstrovert ind imellem, fordi det var nyttigt og nødvendigt. Jeg er også introvert, og jeg har lært mig selv samme slags adfærd. Ikke alle har det sådan. Nogle gange læser jeg om mennesker, der siger at de er introverte og derfor ofte siger nej til invitationer fra andre, nogle gange meget bestemt.

Den slags adfærd kender jeg ikke så meget til, og den kan let komme til at virke menneskefjendsk, synes jeg. Jeg vil som regel gerne være sammen med andre mennesker., og det samvær giver mig noget vigtigt. Men af og til skal jeg også trække mig tilbage en kort stund; det er ikke fordi, jeg er træt af de andre. Jeg skal bare genetablere lidt ro i hovedet, inden jeg fortsætter samværet. Bedst kan jeg vel sammenligne det med fysisk aktivitet. Det kan være rigtig godt at bevæge sig, og jeg kan også mærke, at det er godt for min sundhed at jeg rører mig – men af og til skal jeg tage et lille hvil.

Et egentligt spørgsmål, jeg endnu ikke har fundet et godt svar på (egentlig er det fordi der er tale om en personlig indsigt, jeg er afskåret fra, fordi jeg ikke er ekstrovert selv) er: Hvordan lærer man som ekstrovert person at opføre sig som en introvert ind imellem?

Som Lise Heidemann Andersen fremhæver, er der nemlig kvaliteter både i at være introvert og i at være ekstrovert. Kvaliteten ved introversion er at fordybelsen og muligheden for at rumme sig selv kommer mere naturligt. Helt tilsvarende er der også kvaliteter ved ekstroversion, nemlig i form af at kunne lade sig inspirere af andre. Uddannelsessøgende har brug for både at kunne vende blikket indad og udad. Nogle gange skal man reflektere over sin egen læring og fordybe sig, andre gange skal man samarbejde med andre lærende og lære sammen med dem. Måske er “tænkepauserne” en idé, men jeg tror at der skal mere til. Først og fremmest skal der skabes en forståelse af at de forskellige personlighedstyper har deres unikke kvaliteter. Det enkelte menneske skal også se det nyttige i at handle anderledes end på den måde, der umiddelbart falder én naturligt.