Nu gik det lige så godt…

Hvor stort er Aalborg Universitets underskud egentlig? Da jeg først blev orienteret om den aktuelle krise, hed det sig at universitetets råderum var faldet med 100 millioner kroner. Senere i denne uge har vi fået at vide, at der “kun” er tale om et underskud på 67 millioner kroner. Situationen forandrer sig pludseligt.

Hos Aalborg Universitets økonomiafdeling kan man finde universitetets årsrapporter. Rapporten for 2017 udkom i april 2018, og heri skriver man:

Universitetet er i en positiv økonomisk situation, som gør det muligt at investere betydeligt i forskellige strategiske indsatser, der skal styrke universitetet og dets bidrag til omverdenen i de kommende år samtidig med, at finanslovsbevillingerne fortsat er stramme og løbende strammes yderligere.

Et halvt år efter denne optimistiske konklusion (hvor det dog også lykkes at kritisere regeringen) beslutter universitetets ledelse så, at 30 mennesker skal afskediges. Situationen forandrer sig pludseligt.

Den nuværende udemokratiske og hierarkiske magtstruktur i den danske universitetsverden er først og fremmest velegnet til at flytte ansvaret væk fra sig selv. Enten flytter man ansvaret nedefter: At det er institutterne på universitetet, der handler uansvarligt og derfor nu skal holde for. Eller også flytter man ansvaret opefter, til regeringen. Der er ingen tvivl om at nogle institutter på AAU nogle gange har handlet uklogt, og der er heller ingen tvivl om at de årlige nedskæringer på 2 procent gør det svært at være universitet.

Men det er næsten alle institutter, der bliver ramt nu. Og jeg ville have forventet, at AAUs ledelse ville påtage sig et ansvar og have som mål at skabe trygge rammer for os, der endnu er ansat på universitetet. Der er kun gået knap 5 år siden sidste krise, og vi husker den utryghed og pessimisme, der prægede 2014 og 2015. Jeg har en ubehagelig fornemmelse af at mønsteret med tilbagevendende kriser vil blive et, vi skal vænne os til som menige ansatte, og at ledelsen nu har fået et styringsredskab, hvor man bruger risikoen for nye kriser som et permanent skræmmebillede og begrundelse for lokale nedskæringer. Det er ikke dén form for forudsigelighed, der skaber tryghed.

Et moralsk standpunkt?

Foto: Lars Jørgensen/Ritzau Scanpix

I sin tale i dag ved Venstres landsmøde siger Lars Løkke Rasmussen

»Det er ikke nemt at bede familier rejse hjem, hvis de faktisk er faldet til. Hvis forældrene arbejder og børnene taler dansk. Hvis de indgår positivt i vores fællesskab«, siger Løkke.

»Men det er alligevel det moralsk rigtige. Vi skal ikke gøre flygtninge til indvandrere«.

Jeg kunne blive fristet til igen at spørge om hvorfor det er moralsk rigtigt at udvise nogen fra et land, hvor de aldrig har boet og at kræve at de skal forlade det arbejde, de har, og den uddannelse, de er i gang med. Hvis den slags bliver virkelighed, er der mange, der tænker sig om en ekstra gang, inden de vil ansætte flygtninge. I den globaliserede kapitalisme, vi lever med i 2018, er der flere mennesker end nogensinde før, der er på gennemrejse. Det er netop dét, der skaber en følelse af konstant forandring og mangel på kontinuitet.

Hele Lars Løkke Rasmussens udtalelse afslører, at al talen om at Danmark mangler de nødvendige resurser til at magte at tage imod flygtninge, ikke giver den egentlige bevæggrund bag regeringens og Socialdemokratiets politik – det er meget enklere: politikerne vil bare ikke have flygtninge i Danmark.

Men det, man i virkeligheden bør anholde her, er statsministerens tale om moral. På den ene side er det interessant, at en politiker begrunder sine holdninger ud fra et moralsk standpunkt. På den anden side er det påfaldende, at kravet om at handle moralsk rigtigt kommer fra lederen af en regering, hvis ministre (forhenværende og nuværende) så ofte har været på kant med både dansk og international lovgivning. 

Muligvis er alt det, regeringen gør og er fortaler for, moralsk korrekt. Forskellen mellem moral og etik er ofte set som en skelnen mellem konkrete forskrifter (dette er moral) og moralfilosofi (dette er etik). Men da bør man spørge, hvilke moralfilosofiske betragtninger, regeringen baserer sig på. Jeg ved det ikke.

Når det stormer i samfundet

Nogle gange hører jeg det synspunkt, at hver enkelt af os skal finde ud af, hvilke vilkår, vi kan forandre, og hvilke, vi ikke kan forandre. Men hvad er det, vi kan forandre?

Jeg husker meget tydeligt, hvordan HR-repræsentanten på mødet om nedskæringer på Aalborg Universitet kaldte situationen for en “perfekt storm”.  Det er en forklaringsmodel, som man tit hører i vore dage – at noget, der er sket i samfundet, er en slags uundgåeligt naturfænomen. Den dårlige økonomi på Aalborg Universitet er opstået på samme måde som en storm, og derfor kan man ikke gøre noget for at forhindre den. Man hører sjældent den afledte konklusion, nemlig at der altid med mellemrum skal fyres medarbejdere.

Denne tro på at samfundet adlyder nogle “naturlove”, som er uden for beslutningstagernes rækkevidde, ser man også f.eks. i integrationsdebatten – mennesker fra bestemte etniske/religiøse baggrunde har en slags indbygget underlegenhed eller fejl. Dem kan man ikke gøre noget ved (og derfor, er den ofte dårligt skjulte konklusion,  skal de pågældende mennesker ikke være her hos “os”). Man hører sjældent den afledte konklusion, nemlig at mennesker fra andre etniske/religiøse baggrunde tilsvarende har en indbygget overlegenhed.

Hele denne idé om at der er ganske mange forhold, der er uden for politisk rækkevidde, finder man også andetsteds. Liberalistiske forklaringer af markedsmekanismer ender med at beskrive dem som en slags naturfænomener, en “usynlig hånd”. Konsekvensen er da ofte, at man skal lade markedet passe sig selv, for da vil det før eller siden stabilisere sig.

I neoliberalismen, som vi kender den fra konkurrencestaten og konkurrencesamfundet, bliver konsekvensen, at politiske beslutninger ikke kan gøre andet end tage højde for de uafvendelige “naturlove”. Beslutningstagerne kan ikke rigtig gøre noget, og vi andre kan blot resignere. 

Men denne holdning får nogle overraskende konsekvenser. Hvis de mennesker, som er født underlegne, klarer sig i henhold til “naturlovene”, dvs. dårligt, kan vi ikke tillade os at være vrede på dem. Man kan nemlig ikke være vred på en storm.

Og hvis den økonomiske krise på universitetet skyldes “naturlove”, er det på den ene side ikke ledelsens skyld, men på den anden side heller ikke tilfældet for de personer, der nu skal fyres.  Derfor er det tvivlsomt at fyre dem. Man kan nemlig ikke kræve egenbetaling for lægehjælp af nogen, der er blevet ramt af faldende grene mm. under en storm.

Og man skal heller ikke hylde dem, der klarer sig godt i konkurrencen. For de kan heller ikke gøre for det. Man kan ikke give dem fordele, ligesom man heller ikke kan begunstige det gode vejr.

Ingen regning til ledelsen

For lidt siden kom der mail fra Aalborg Universitets ledelse til alle ansatte om at universitetet har et underskud på 100 millioner kroner. Det betyder “personalereduktion og andre mindre justeringer” – en eufemisme for fyringer og frivillig afgang og ansættelsesstop. Mindst 30 mennesker kommer til at miste deres arbejde. Syv uddannelser skal lukke.

Jeg er med i samarbejdsudvalget på mit institut og har derfor allerede kendt til situationen i nogle dage. Faktisk har der dog allerede siden begyndelsen af semesteret været rygter blandt de ansatte om at der var en alvorlig økonomisk situation på AAU. Alligevel har ledelsen insisteret på at møderne i denne uge skulle være omgærdet af fortrolighed. Det er sket af hensyn til de ansatte, var en del af begrundelsen i dag.

Tillidsrepræsentanter og supplerende tillidsrepræsentanter var indkaldt til et møde her til morgen, hvor HR-afdelingen orienterede om situationen og hvordan man skulle håndtere “personalereduktionen”. Universitetets ledelse var ikke repræsenteret ved mødet. Nogle af de tilstedeværende spurgte, hvorfor ledelsen ikke var til stede. Svaret var at dette var et orienterende møde; sagen havde allerede været behandlet i samarbejdsudvalgene.

I november 2013 var der samme situation. Dengang havde Aalborg Universitet pludselig fået et underskud på 130 millioner, og der var “personalereduktion og andre mindre justeringer”.  Mange af os, der var til stede til mødet i dag, havde denne situation og alt, hvad den førte med sig i alt for frisk erindring. Jeg spurgte repræsentanten fra HR, hvordan det kunne komme så vidt igen. Svaret var at “der er en masse omstændigheder, der spiller sammen – det er en perfekt storm”. Hertil kunne jeg kun bemærke, at det stormer meget på dette universitet.

Det er uventet for mig, at det hele er så uventet. Nedskæringerne bliver begrundet bl.a. i dimensioneringerne af uddannelserne (som har været kendt længe) og i lønudviklingen (som er et resultat af overenskomsten på det statslige område fra i året).

HR-afdelingen var dog fortrøstningsfuld med hensyn til personalereduktion. Erfaringen er nemlig, at der i sådanne situationer altid har været nogen, der har været villige til at sige op, sagde HR-repræsentanten. 

En anden deltager (det kunne have været mig, men det var det ikke) spurgte, om dette kun ville få konsekvenser for institutterne og ikke for ledelsen. Men nej – hertil var svaret, at den økonomiske situation ikke ville få konsekvenser for ledelsen.

Stan Lees visdom

Hvor citatet kommer fra.

Citatet

With great power there must also come great responsibility

er særdeles rammende. Jeg ser frem til at kunne bruge det over for f.eks. Aalborg Universitets ledelse, hvis de klumrer i det. Det kunne lyde som et citat fra en kendt filosof, men det kommer faktisk fra den første Spiderman-historie af Stan Lee og Steve Ditko  – og må derfor skyldes Stan Lee, thi han var tekstforfatter, . Ditko døde i juni i år, mens Lee døde i den forgangne uge, Stan Lee er stamfader til alle de store Marvel-helte, og alene af den grund er han vigtig, men hans formulering er det virkeligt store bidrag til vor tid.

Endnu en aften med poetry slam

I aften var der igen poetry slam i Aalborg. Mellem runderne optrådte Sara Hauge, der er dobbelt Danmarksmester. Det var som altid godt at opleve Sara på en scene – og det var godt at hilse på hende igen. Aftenens vinder var Emma Elisabeth Holtet, der hermed kvalificerede sig til finalen i DM i poetry slam med sine velformulerede tekster på engelsk. (Selv røg jeg ud i første runde, men min tekst og min fremførelse var bestemt heller ikke noget at råbe hurra for.)

Visdom og vrøvl

Et autogenereret Deepak Chopra-citat.

Internettet og ikke mindst de sociale medier som Facebook flyder over med viise citater. Nogle udsagn er viise, andre virker bare viise. Men hvordan kan man skelne mellem visdom og vrøvl? Nogle gange må jeg med Nigel Tunnel fra Spinal Tap indrømme at “There is a fine line between the clever and the stupid”.

Her er et citat fra Meditationer af Marcus Aurelius:

Magt over ens sjæl er evnen til at vække sig selv, rette sin energi i den retning og støbe sig selv i den form, sjælen vil, bevirke, at alt, hvad der hænder sjælen, synes den at være sådan som den selv vil.

Jeg vil til enhver tid forsvare, at der ligger en dyb indsigt i Marcus Aurelius’ tanker – de er et hovedværk i antikkens filosofiske tænkning. Citatet ovenfor tager fat i et centralt begreb i stoicismen, nemlig kontrollen over selvet. Og så er det forbilledligt klart formuleret.

Men så er der også andre slags udsagn. Den indiske Deepak Chopra er en af dem, der er berygtet for sine tilsyneladende dybe udsagn, der af mange kritiseres for at være ingenting hæftet op med roser. Der findes faktisk flere websteder, der tilbyder autogenererede Chopra-citater.Her er et ægte citat af Chopra:

Our minds influence the key activity of the brain, which then influences everything; perception, cognition, thoughts and feelings, personal relationships; they’re all a projection of you.

Det lyder også som et stort udsagn om menneskesindet – men hvad siger det egentlig? Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke ved det, endsige om

Jeg vil bestemt ikke afvise, at Deepak Chopra kan have skrevet noget viist på et tidspunkt eller at Marcus Aurelius kan have skrevet noget vrøvl. Men noget af det, jeg bemærker, er at meget af det, der på mig virker som vrøvl forklædt som visdom, bruger flittigt løs af “store ord” og begreber fra hjerneforskning, kognitiv psykologi, kvantefysik mm. og det ofte i en særpræget blanding og med vage betydningsdannelser. Hvad betyder f.eks. “they’re all a projection of you” i citatet ovenfor?

Heroverfor står de enkle og konkrete udsagn, som man findes hos f.eks. Marcus Aurelius og langt senere hos Ludwig Wittgenstein. En forfatter som Svend Brinkmann er tydeligt inspireret af den filosofiske retning, man kalder for dagligsprogsfilosofien –  som kendetegner bl.a. den sene Wittgenstein. Det er den tilgang til filosofi, hvor man ser filosofien som en analyse af problemer formuleret i almindeligt sprog, og resultater, der så også bliver formuleret i almindeligt sprog. Og det er vel dét, der gør det så nemt for Brinkmann at popularisere uden at popularisere ihjel.

På en måde er det samme slags forskel som man ser i lyrik – nogle af dem, der begynder at skrive digte, slynger hele tiden om sig med store begreber om frihed. død, fremmedgørelse osv. osv.. Men de vellykkede digte er i stand til at tale om frihed, død, fremmedgørelse mm. uden at de behøver at nævne alle disse store begreber ved navn.

Gonzalo Vargas i Aalborg

Digt af Gonzalo Vargas.
Gonzalo fortæller.

I dag havde Amnesty International i Aalborg besøg af Gonzalo Vargas, der oprindelig kommer fra Chile. Han var som ung ansat til at undervise bønder i den sydlige del af landet i deres rettigheder. Men da Salvador Allendes regering blev fjernet ved militærkuppet den 11. september 1973, blev Gonzalo tilbageholdt og udsat for voldsom og langvarig tortur. Han tilbragte to år i en koncentrationslejr, der blev ledet af Walter Rauff, en nazistisk krigsforbryder som det var lykkedes at undslippe efter 2. verdenskrig.

Amnesty Internationals kampagnearbejde gjorde, at Gonzalo slap ud af fangenskabet og væk fra torturen. Han fik asyl i Danmark, hvor han har boet lige siden. Gonzalos beretning om de ufattelige lidelser, han selv og hans familie gennemlevede under fascismen, og om de fysiske og psykiske mén, det har været årsag til, gør et enormt indtryk i sig selv. Også hans beretning om hvordan hans tidligere kollega Martín endte med at forråde ham og siden blev torturbøddel gør et stort indtryk. Men allerstørst indtryk gør det, at da Gonzalo efter 18 års landflygtighed igen kunne besøge Chile, opsøgte han Martín – og tilgav ham.  Tilgivelsen er en lige så vigtig del af Gonzalos budskab som hans budskab om retfærdighed.

Gonzalo er en meget varm og engageret mand, der taler til og ser det bedste i alle dem, han møder. Han har boet hjemme ved mig og min familie i denne weekend, og her til formiddag gik han og jeg en tur ved Limfjorden. Vi så en lidt underlig terrasse med græs ved broen, og Gonzalo standsede en tilfældig forbipasserende for at spørge ham, hvad han mon syntes om den. Manden viste sig da at være en spansk besøgende fra Zaragoza, der havde nogle få timer tilbage i Aalborg, inden han skulle med tog til København. Og sådan gik det til, at Gonzalo og José havde en lang samtale på spansk og udvekslede telefonnumre, dér midt i novemberregnen på en kaj i Nørresundby.

En stor tak fra mig og de andre, der var sammen med Gonzalo i dag, for en god og vigtig stund sammen!

Vanskelige mennesker

Noget af det, jeg stadig forsøger at finde ud, er hvordan jeg skal håndtere mennesker, der opfører sig “vanskeligt”. I går aftes, da jeg holdt en tale ved Amnesty Internationals fakkeltog og blev afbrudt af vedvarende tilråb, var situationen svær for mig. Jeg bad om kunne holde min tale færdig, men tilråbene fortsatte. Tidligere har jeg oplevet at sidde til et møde, hvor en anden mødedeltager gentagne gange afbrød mig, tilsyneladende i et forsøg på at forhindre mig i at tale. Jeg bad om at få lov til at tale færdig, men afbrydelserne fortsatte. Ved den sidste lejlighed endte jeg desværre med at blive vred og sige at den, der afbrød mig, skulle lukke munden. Det var selvfølgelig en upassende adfærd, og jeg fortrød den straks. 

Jeg er nu begyndt at undersøge, hvad de stoiske filosoffer havde af tanker om sådanne situationer. Marcus Aurelius skriver et sted (her i min oversættelse)

Begynd hver dag med at sige til dig selv: I dag vil jeg møde afbrydelser, utaknemmelighed, uforskammethed, mangel på loyalitet, ondsindethed og selviskhed.

Selvfølgelig kan dette forstås som en mistillidserklæring til andre mennesker, men man kan i stedet se det som at man skal være mentalt parat til at håndtere problematisk adfærd, så den ikke kommer bag på én. Det var fordi afbrydelserne kom bag på mig, at jeg havde svært ved at håndtere dem. Det er dét at være mentalt forberedt, der er den vigtige øvelse, og det er en ganske anden form for robusthed end den, der så ofte bliver hyldet i vore dage.

Krystalnatten 2018

I dag markerede vi i Amnesty International årsdagen for “Krystalnatten”, der i 1938 blev startskuddet til jødeforfølgelserne i Tyskland. Det er ikke første gang, vi markerer denne tragiske dag, men i år gjorde 80-året dagen særlig vigtig for os. Vi holdt et fakkeltog, der gik fra den jødiske kirkegård ved Hasserisgade til Nytorv, hvor Aalborgs synagoge engang lå. Fremmødet til fakkeltoget var pænt trods regnen. 

Den jødiske menighed i Danmark kunne desværre ikke sende en repræsentant, men overbragte en hilsen til os i form af et digt og bad os om at invitere dem igen til næste år; det løfte vil vi selvfølgelig holde.

Jeg holdt en tale ved afslutningen af fakkeltoget. Desværre blev min tale afbrudt af tilråb fra en fremmødt mand, der højlydt tilkendegav sin voldsomme utilfredshed og fortsatte hermed under hele resten af arrangementet. Man må gerne være uenig i en tale, men jeg synes at det er taktløst at afbryde en taler på denne måde. Jeg følte mig overrumplet og bad om at få lov at holde min tale færdig. Men han blev ved med at afbryde mig højlydt. Det var en meget ubehagelig situation af en slags, som  jeg ikke er vant til.

Herunder er i al fald min tale. Den er helt bevidst i forlængelse af den gode tale, Alan Melchior fra den jødiske menighed i Danmark holdt, da han besøgte os i 2015, og den tager helt direkte udgangspunkt i de bekymringer, vi i Amnesty International giver udtryk for i vores seneste årsrapport.

Den 9. november er blevet en vigtig dato i Tysklands historie. I dag for præcis 100 år blev den tyske republik udråbt i Berlin – endda to gange på samme dag Og i for 29 år siden, den 9. november 1989, faldt Berlinmuren. Det betød afslutningen på DDR og den omfattende aflytning og undertrykkelse, der fandt sted. Den 9. november betød en ny frihed for mange mennesker i Tyskland. 

Men det var også den 9. november 1923 at nazisterne første gang forsøgte at tage magten i Tyskland. Det lykkedes ikke. Men 15 år senere var de ved magten, og i dag for 80 år siden i Tyskland, den 9. november 1938, blev Krystalnatten begyndelsen på de jødeforfølgelser, der til sidst mundede ud i Holocaust. På denne dag i 1938 ødelagde nazisterne næsten 7.500 forretninger ejet af jøder, omkring 200 synagoger blev brændt ned og 400 mennesker mistede livet. Dette var begyndelsen på nazisternes Holocaust, der frem til 1945 kostede millioner af mennesker livet – jøder, romaer, LGBT-personer, handicappede og andre.

Også i 2018 ser vi antisemitisme, had mod romaer, homofobi og de andre former for had og intolerance, som førte til så meget ondt for 80 år siden. 

Det er kun få dage siden, at 11 mennesker blev dræbt i en synagoge i USA. I  Polen vedtog regeringen i år en lov, der gør det strafbart at sige, at den polske stat eller den polske nation var med til jødeforfølgelserne under Holocaust. I Tjekkiet og Bulgarien bliver romabørn rutinemæssigt sendt på særlige skoler for udviklingshæmmede; reelt er der tale om en systematisk diskrimination. I bl.a. Sverige og Danmark er der indført såkaldte tiggerlove, der reelt bliver brugt til at ramme romaer. I Rusland er der en lov mod “homoseksuel propaganda”, der bliver brugt til at sende LGBT-aktivister i fængsel, og i Tjetjenien er over 100 LGBT-personer blevet dræbt. 

Også Europas muslimer oplever intolerance og love, der reelt kun er rettet mod dem. I Schweiz vedtog man i 2015 et forbud mod at opføre minareter, og i nogle lande, bl.a. Frankrig, er der nu et vidtgående forbud mod tildækning.

Alle de grupper af mennesker, jeg her har nævnt, bliver omtalt med en stadigt mere negativ sprogbrug i den offentlige debat. I en del lande er mere eller mindre åbenlyst nazistiske partier på fremmarch og står bag voldelige overfald og andre hadforbrydelser mod medlemmer af mindretal. Også her i Danmark er der partier med baggrund i nazismen og partier, der taler imod menneskerettighederne. Senest har vi i denne uge hørt en fremtrædende dansk socialdemokrat udtale, at menneskerettighederne var et problem for Danmark. 

Men det er ikke menneskerettighederne, der er problemet – tværtimod. Menneskerettighederne blev til, fordi man i 1945 skulle leve med konsekvenserne af den ufattelige menneskelige tragedie, som krystalnatten indvarslede. Det er menneskerettighederne, der minder os om at alle mennesker er født frie og lige i værdigheder og i rettigheder. 

Det er desværre blevet almindeligt accepteret at have den holdning, at nogle grupper af mennesker har en eller anden indbygget, medfødt fejl, som gør dem mindre værd. Og derfor skal de så behandles anderledes. De mennesker, der fremfører den slags holdninger, tilhører selvfølgelig aldrig selv den gruppe, og de gør altid et stort nummer ud af at sige ”Jeg er ikke racist, men…” Den slags er ikke anti-racisme, men derimod hvad jeg vil kalde for “ikke-racisme”. “Ikke-racisme” er ikke andet end et forsøg på at forsyne sig selv med en undskyldning for at være intolerant og opfordre til diskrimination. Prøv at lægge mærke til hvor meget “ikke-racisme” vi møder derude i vore dage.

Nogle mennesker vil sige at det, jeg giver udtryk for her, er ”politisk korrekt” og urealistisk og naivt, men hvad godt bringer fordommene? Hvis vi tror på menneskerettighederne, der siger at alle mennesker er født frie og lige i rettigheder og værdigheder, så er fordommene forhindringer for at vi kan se netop dét. Hvis der er noget, der er naivt, er det at tro, at man kan tale negativt om grupper af mennesker uden at det går ud over nogen. Hvis vi tror på menneskerettighederne, er vi nødt til at bekæmpe hadet mod folkegrupper, hvor end vi møder det.

Det var i lige så høj grad ikke-racismen som racismen, der skabte Krystalnatten. Der var tyskere, der måske ikke brød sig om at deres kollegaer og skolekammerater og naboer blev ofre for nazismen, og måske sagde at de ikke brød sig om forfølgelsene, men de fleste af dem gjorde heller ikke noget for at forhindre det. I dag er vi nødt til at gøre noget, så historien aldrig kommer til at gentage sig.

Vi er nødt til at bekæmpe antisemitismen, hadet mod romaer, homofobien og de andre fordomme, der siger at ikke alle mennesker er lige meget værd. Kun på dén måde kan vi undgå en ny Krystalnat.