Bertrand Russell

Udgivet den af
Reply

I dag er det Bertrand Russells fødselsdag (en fødselsdag, han deler med min datter, der bliver 11 i dag). Den walisiske filosof, matematiker og modtager af Nobelprisen i litteratur kunne være blevet 140 i dag, men han nåede “kun” at blive 97. Ovenfor er en lille bid af et BBC-interview med ham fra 1959.

Sidste del af hans råd til eftertiden dukker op som indledning på det på alle måder storslåede og sælsomt bevægende åbningsnummer fra den engelske duo Orbital, der i år gør et vellykket comeback med albummet Wonky. Brødrene Hartnoll har altid haft mere på hjerte end “bare” at skabe stort anlagt, melodisk elektronisk musik. Den slags er mere subtilt, når man laver instrumentalmusik. På In Sides var der f.eks. et nummer indspillet udelukkende ved brug af sol-genereret strøm. Her oplever vi Orbital røbe deres humanisme det igen. Hør nummeret herunder.

Det är så jag säger det

Udgivet den af
Reply

20120518-153635.jpg

I dag kan jag läsa i Politiken att man i Norge och Sverige tycker att det är mycket svårt att förstå danska, men att man i Norge inte har samma problem med svenska (och vice versa). Danska är helt enkelt för komplicerad. I Danmark tycker man att norska og svenska är omöjliga att förstå. Man har börjat prata engelska i stället.

Jag tycker att det er otroligt trist at man nu har börjat lita på engelska som det gemensamma språket inom de nordiska länderna. Kanske tror ni att jag inte tycker om engelska, men så är det inte. Inte alls. Jag har skrivit en bok på engelska och jag har två systrar från Storbritannien (vi pratar engelska tillsammans ).

Men norska och svenska betyder noget annat för mig. Jag är inte svenskätling (det är min fru och pr transivitet vår dotter) och har aldrig lärt mig svenska (eller norska) men även då kan jag skriva på en sorts svenska (som jag gör just nu). Jag har upptäckt norska oh svenska genom att exponerats på nordisk kultur – musik och barnlitteratur från Thorbjørn Egner og Astrid Lindgren via Cornelis Vreeswijk till Olle Ljungström, Håkan Hellström och Kent.

Förhoppningvis kommer det också att vara så på framtiden, fast jag vet inte hur det skal lyckas. Det är t.ex. mycket dyrare att köpa böcker från Norge och Sverige end att köpa engelskspråkiga böcker via Amazon. Jag ville gärna läsa Knausgård på bokmål men det är så fruktansvard dyrt at köpa hans böcker i Norge via norska e-bokhandlare. Varför är det så?

Det er ikke det, du siger, det er mere sproget i sig selv (?)

Udgivet den af
Reply

En mulig ulempe ved at maskinoversætte skilte fra kinesisk til engelsk.

BBC News skriver, at man på Politecnico di Milano fra 2014 vil gå over til at afholde al undervisning på engelsk. På Aalborg Universitet har vi nu så mange ikke-dansktalende medarbejdere, at vi på mit institut er begyndt at lave en oversættelse til engelsk af nogle mødereferater (dansk er forvaltningssproget i den danske stat). Der er et ikke altid lige subtilt skift til engelsk på vej i en del sammenhænge. Hvordan påvirker sproget vores  adfærd, og her specielt vores måde at træffe beslutninger på?

Boaz Keysar, Sayuri L. Hayakawa og Sun Gyu Anfra The University of Chicago beskriver i en artikel, der blev publiceret i Psychological Science i april i år, deres undersøgelse af hvordan de beslutninger, vi træffer, når vi skal træffe et svært valg, afhænger af hvilket sprog, problemet er formuleret på. De stillede tre grupper af mennesker over for bestemte valg:

  • Den første gruppe var amerikanske studerende, der havde engelsk som modersmål og havde japansk som fremmedsprog
  • Den anden gruppe var sydkoreanske studerende, der havde koreansk som modersmål og engelsk som fremmedsprog
  • Den tredje gruppe var studerende, der havde engelsk som modersmål og lærte fransk i Frankrig
Undersøgelsens eksperimenter handlede alle om at træffe valg, der var forbundet med en risiko. I ét af eksperimenterne blev alle tre grupper blev stillet over for et velkendt dilemma i to forskellige formuleringer og på enten deres modersmål eller på deres fremmedsprog. Her er den ene formulering, udgave 1:

Recently, a dangerous new disease has been going around. Without medicine, 600,000 people will die from it. In order to save these people, two types of medicine are being made.

If you choose Medicine A, 200,000 people will be saved.

If you choose Medicine B, there is a 33.3% chance that 600,000 people will be saved and a 66.6% chance that no one will be saved.

Which medicine do you choose?

I den anden formulering, udgave 2, er formuleringerne ændret, så “200,000 people will be saved”  er erstattet med “400,000 people will die” og tilsvarende er “600,000 people will be saved” erstattet med “no-one will die”, mens “no one will be saved” er erstattet med “600,000 people will die”.

Denne ændring i formulering er et klassisk eksempel på det, sociolingvister kalder for framing: valget af ord giver en subtil værdiladning af det, der bliver sagt. Når man bliver præsenteret for udgave 1 på sit modersmål er der en høj sandsynlighed for at vælge mulighed A, mens man, hvis man bliver præsenteret for udgave 2 på sit modersmål, er signifikant mindre tilbøjelig til at vælge mulighed A.

Undersøgelsens resultater ser ud til at indikere, at denne forskel forsvinder, når de to udgaver bliver præsenteret på fremmedsproget. Hvorfor er det mon sådan? Forfatterne overvejer dette og skriver:

The foreign-language effect on decision making is most likely determined by multiple factors that increase psychological distance and promote deliberation. Perhaps the most important mechanism for our effect is the reduction in emotional resonance that is associated with using a foreign language.

Her er konklusionen fra artiklen:

More generally, given that more and more people use a foreign language on a daily basis, our discovery could have far-reaching implications for individuals and for society. For instance, people who routinely make decisions in a foreign language rather than their native tongue might be less biased in their savings, investment, and retirement decisions, as a result of reduced myopic loss aversion. Over a long time horizon, this might very well be beneficial.

Inden nogen begynder at bruge dette som et argument for at vi alle skal tale engelsk, så vi ikke vil blive så følelsesmæssigt påvirkede i vores valg, vil jeg bemærke to forhold:

For det første er det ikke altid nødvendigvis en fordel, at der er en større følelsesmæssig distance, når beslutninger skal tages. Hvis valgmulighederne skal diskuteres med andre, inden beslutningerne skal træffes, bør man også kunne have et nuanceret sprog at diskutere i.

Og for det andet kan der være tale om et tveægget sværd i situationer, hvor ét sprog er dominerende. Der er som bekendt en hel del mennesker, der har engelsk som deres første og eneste sprog. Hvis undersøgelsens resultater er af generel gyldighed, vil det betyde, at briter, amerikanere m.fl. træffer beslutninger på et andet grundlag i en engelsksproget kontekst end tilfældet er for dem, der ikke har engelsk som modersmål. Man kan endda forestille sig, at nogle beslutningstagere vil udnytte denne forskel.

De liljehvide og de kulsorte

Udgivet den af
Reply

Billige malerier

I Information kan man i dag læse en kronik af Morten Uhrskov Jensen, der er uddannet historiker. Kronikken er baseret på uddrag af en bog, Indvandringens pris – På vej mod et fattigere Danmark, der udkommer på People’s Press den 24. maj. Allerede i denne bogtitel kan man ane en forklaringsmodel.

Morten Uhrskov Jensens påstand er at der findes en “elite”, som har et hyklerisk forhold til indvandring og etniske mindretal. På den ene side taler denne “elite” for øget indvandring fra ikke-vestlige lande, på den anden side gør den alt for at undgå at omgås netop indvandrere. Et nøglecitat fra kronikken er:

Svaret er nej, for alle de nævnte steder lever eliterne efter helt andre spilleregler end dem, de sætter for den del af den danske befolkning, der ikke er begunstiget af at kunne vælge frit imellem uddannelse, arbejde osv. Eliterne foretrækker at omgås mennesker, der helt bogstaveligt ligner dem selv, mennesker af samme hudfarve som den, eliterne typisk selv har – nemlig hvid.

Uhrskov Jensen kalder denne “elite” for de “liljehvide”. En anden, central, men lidt mindre fremhævet påstand, er at den gruppe, som “eliten” ikke vil omgås, er hvad jeg vil betegne som “indbygget inkompetent”. Denne påstand er faktisk lige så interessant som påstanden om “de liljehvide”. Nøglecitatet er her dette:

De ikkevestlige indvandrere og deres efterkommere klarer sig gennemsnitligt så ringe i grundskolen og gymnasiet, at de nødvendigvis er underrepræsenteret på de lange videregående uddannelser. Efterkommerkvinderne ser ganske vist ud til at klare sig strålende, men det gør de kun, når man ser på dem, der er indskrevet på et videregående studium. Tallene for de 15-16-årige og de 30-årige efterkommerpiger og -kvinder viser, at de klarer sig signifikant ringere end danske mænd og langt dårligere end danske kvinder.

I en kronik i Berlingske, der ligesom kronikken i Information fungerer som en form for foromtale af hans bog, folder Uhrskov Jensen sin påstand om en sådan “indbygget inkompetence” yderligere ud:

Skulle man nu sidde og håbe på, at tredje, fjerde osv. generation kan rette op på disse forfærdelige resultater, venter man forgæves. Tallene er på ingen måde fyldestgørende for europæiske lande – selv om de få spredte tal fra Storbritannien bekræfter billedet – men fra USA ved vi, at anden generation, altså efterkommerne – er definerende for de kommende generationer. I USA har den latinamerikanske såkaldte SAT-score (adgangsprøven mange steder til universitetet) ikke ændret sig gennem de seneste 20 år, hvor også i hvert fald tredje generation tæller med. PISA og afgangskaraktererne fra folkeskolen fortæller med andre ord om en fremtidig økonomisk katastrofe, hvis ikke indvandringen af ikke-vestlige i Danmark standses.

Der er således ifølge Uhrskov Jensen en “indbygget inkompetence” i mennesker med baggrund i ikke-vestlige lande. Denne inkompetence er “indbygget” i de pågældende mennesker og deres efterkommere; den ikke vil kunne fjernes, selv om generationerne går. Den sociale arv er så ubrydelig, at den vel nærmest er biologisk. Vi er her meget tæt på at have en påstand om visse folkeslags medfødte og uforanderlige overlegenhed eller underlegenhed.

Morten Uhrskov-Jensens to kronikker tegner omridset af en typisk nationalistisk og populistisk argumentation i 4 trin:

  1. Der findes en elite, som er i modsætning til “den almindelige befolkning”. (Uhrskov Jensen taler om “mere almindelige danskere”). Nationalisten repræsenterer denne “almindelige befolkning” og dens holdninger.
  2. Den “almindelige befolkning” har særlige, overlegne kvaliteter.
  3. Men eliten holder af en anden etnisk gruppe, der er indbygget underlegen.
  4. Dette vil føre til undergangen for den “almindelige befolkning”, selv om den er indbygget overlegen.

Hvad der gøres for at ændre denne situation, hvor “eliten” og den indbygget underlegne gruppe er gået sammen om at gøre livet surt for den “almindelige befolkning”, kommer først senere.

Morten Uhrskov Jensen anvender nogle tvivlsomme retoriske metoder. Hyppigst ser man hans brug af stråmænd. Her er et par stykker:

De dårligst stillede danskere kan gå ad helvede til ifølge de liljehvide. De liljehvide har ikke brug for dem, de er højst en sten i skoen på dem.

og

Underklassen – det ros, som ikke mindst tidens idéforladte stand up-komikere muntrer sig over – kan da bare betale ved kasse et. Den danske underklasse er alligevel så uciviliseret, så den har vel egentlig bare godt af det?

Et andet uærligt træk, Uhrskov Jensen betjener sig af, er at tillægge modstanderen synspunkter, de aldrig vil kunne afkræfte, da der er tale om skjulte, ikke-verificerbare hensigter:

De liljehvide vil aldrig indrømme, at de bor disse steder, fordi de har begrænset lyst til at omgås de ikke-vestlige, som de med så stor ihærdighed og iver har fået til landet. Der er så mange andre praktiske grunde til, at de har valgt, som de har gjort.

Morten Uhrskov Jensens kronik er (i overensstemmelse med den populistiske 4-trins-argumentation) ikke handlingsanvisende. Men problemet, når nogen mener at påpege en inkonsistens hos andre, er at den, der påpeger inkonsistensen, da som næste skridt bør kunne påpege nogle principper for hvordan man i stedet skal handle. Specielt: Skal den anden handle anderledes for at følge principperne og derigennem blive konsistent? Eller skal den anden anlægge nogle andre principper og handle som hidtil, så der kommer konsistens på denne måde? Eller skal både principper og handling ændres?

I denne sammenhæng er der mindst følgende muligheder (igen forudsat at man ukritisk accepterer Uhrskov Jensens påstande):

  1. “Eliten” skal leve op til sine egne principper og ikke leve afsondret. Da skal der være en højere grad af mangfoldighed i samfundet, så “eliten” ikke gemmer sig fra “indvandrerne”, men lever sammen med dem. Hvis dette ønske om diversitet er Morten Uhrskov Jensens ærinde, passer det dårligt med hans synspunkter om de andre etniske gruppers “indbyggede inkompetence”.
  2. Den eksisterende “elite” kan fortsætte med at leve afsondret, men skal anlægge andre principper, der gør det konsistent at leve afsondret. Hvis disse andre principper er baseret på ideen om andre menneskers “indbyggede inkompetence”, har vi reelt at gøre med en politik om etnisk adskillelse baseret på en antagelse om en uovervindelig forskellighed. Den slags har vi set rigeligt af gennem historien; sporene skræmmer. At der måske i virkeligheden er tale om en sådan holdning, kan man ane af dette citat fra kronikken i Information:

    Der vil altid være eliter til. Jeg har ikke noget imod eliter i sig selv. Det ville være omtrent lige så absurd som at have noget imod tyngdekraften.

    Historisk har eliterne ofte nok været nogle skarn over for den jævne befolkning, men den foragt, som eliterne i dag nærer til de dårligst stillede danskere, savner formentlig sidestykke. I tidligere tider var de herskende mere ærlige. De lagde ikke skjul på, at de sad på flæsket, og at de havde særlige rettigheder. Og i det mindste havde godsejeren brug for sine fæstebønder. Det er ikke tilfældet i dag. De dårligst stillede danskere kan gå ad helvede til ifølge de liljehvide. De liljehvide har ikke brug for dem, de er højst en sten i skoen på dem.

  3. En tredje mulighed er, at de “liljehvide” skal erstattes med en anden “elite”, der ikke anlægger den gamle elites principper, men baserer sig på antagelsen om “indbygget inkompetence”. Det ironiske er her, at Morten Uhrskov Jensen har været en indflydelsesrig person i kredsen omkring Dansk Folkeparti og de foreninger (som Trykkefrihedsselskabet og Den Danske Forening), der har leveret ideologisk grundlag for Dansk Folkeparti og gennem dette partis indflydelse faktisk har haft stor indflydelse på dansk politik. På denne måde er Morten Uhrskov Jensen vel del af en form for elite; han har dog meldt sig ud af Dansk Folkeparti, da han anklager partiet for ikke at ville være ærlige om at “den stramme udlændingepolitik er død og borte”. Og på denne måde opdager man (skulle man fortsat være i tvivl), at han faktisk i langt højere grad retter det egentlige skyts mod de “ikkevestlige indvandrere” end mod “eliten”.

Allerede tidligt i sin kronik formulerer Morten Uhrskov Jensen en etisk regel for at kunne kritisere “eliten” for hykleri:

Den gyldne regel hedder som bekendt: Som I vil, at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem. Således efter Lukasevangeliet. Også i andre kulturer findes reglen, f.eks. hos Konfutse: Det, som du ikke ønsker, at andre skal gøre mod dig; gør det ikke mod dem.

Det er prisværdigt, at der kommer en etisk vinkel ind i en diskussion af menneskers motiver. Men hvordan kan man handle mod andre. som man gerne vil have, de skal handle mod én selv, hvis man har en antagelse om at Den Anden er “indbygget inkompetent”? Er Morten Uhrskov Jensen egentlig selv fortaler for det etiske imperativ ovenfor? Jeg ved det faktisk ikke.

Det ubehagelige ved Morten Uhrskov Jensens kronikker er nemlig i virkeligheden antagelsen om at der findes en gruppe, der er “indbygget inkompetent”. Denne forklaringsmodel gør det umuligt at føre socialpolitik, for den er deterministisk af natur og er snublende tæt på en biologisk racisme ved at hævde, at gruppen af “indbygget inkompetente” vil være  “indbygget inkompetent” i generation efter generation, og at ingen politiske tiltag vil kunne ændre ved det.

Der er bestemt problemer i Danmark med grupper af befolkningen, der ikke har kontakt med hinanden og ikke ser sig selv som del af samme samfund (og det kan lige så vel være velstillede som ikke velstillede mennesker!). Der kan bestemt være mennesker, der ikke efterlever de principper, de gør sig til fortalere for. Men forklaringsmodellen gør det også meget sværere at få en diskussion af de sociale uligheder, der rent faktisk findes i samfundet, både dem, der har med etniske mindretal og dem, der har med andre danskere at gøre. Morten Uhrskov Jensen taler om de “dårligst stillede danskere”, men hvorfor denne gruppe er dårligt stillet, er ikke del af hans forsøg på en analyse.

Mig og medforfatterne og redaktionen

Udgivet den af
Reply

Daniele Struppa, der er Chancellor på Chapman University i USA, skriver i Notices of the AMS om tendenserne inden for publikationer i matematik. Det er nogle tendenser, jeg genkende også fra datalogi.

En tendens er udviklingen hen mod at publicere på åbne tjenester som arXiv.org:

In the last several years, the number of papers that are simply posted on arXiv, for example, has grown significantly, and it is not infrequent for a CV to contain papers that only appear on arXiv. Should one disregard them because they have not been vetted through the revered peer review process?

En anden er en udvikling mod at have flere medforfattere. Struppa skriver:

In fact, a recent article in the Notices shows that while in the 1940s more than 90% of the articles in mathematics were single authored, now the percentage has declined to about 50%, and more than 10% have three or more authors.

I de seneste tre PhD-forsvar, jeg har kendskab til (som opponent eller som tilhører), er alle artiklerne skrevet af PhD-kandidaten sammen med to eller flere andre. Det er der intet suspekt i. Forskningssamarbejde er godt og vigtigt.

Jeg er måske en af de få, der også skriver artikler alene – til dels af gammel vane, til dels af nødvendighed (dem, jeg deler mine faglige interesser med, sidder ikke i Aalborg). Til gengæld har jeg ikke været så flink til at bruge arXiv.org.

Konkurrencen om at kunne publicere er blevet meget voldsommere, og det er jeg bestemt ikke ene om at mene. Når forskersamfundet vokser i størrelse, bliver det sværere at publicere. Men forskerne vil samtidig (forståeligt nok) have resultaterne kommunikeret. Jeg tror selv, at brugen af arXiv.org til dels er blevet en reaktion på denne voldsomme konkurrence. De talrige nye konferencer, workshops og tidsskrifter er formodentlig også udtryk fordet. Hvis man gerne vil ind i en redaktion eller en programkomité for en etableret publikationskanal, skal man ofte udøve en form for lobbyvirksomhed og enten pege på sig selv igen og igen eller håbe på, at andre peger på én. På denne måde kan disse selvsupplerende fora, hvor det bestemmes, hvem der kan publicere, nemt risikere at blive konservative.

Som Struppa påpeger i sit indlæg, er det afgørende for en akademisk karriere, at man får anerkendelse  og anseelse – i form af anerkendte publikationer, deltagelse i redaktioner og programkomiteer og bevilling af forskningsmidler. Derfor er det bestemt ikke ligegyldigt, om man kan publicere og blive synlig.  Det er ikke nok at andre synes, at man går i fornuftigt tøj og er god mod dyr. Ansættelsesudvalgene ser på resultater.

Det koster reelt meget lidt at publicere i vore dage, men vi ønsker os samtidig en væsentlig kvalitetskontrol. Kunne man mon forestille sig en form for fri publikation, hvor publikationer bliver udførligt bedømt af læserne og hvor det ikke er redaktionen, der optager artiklerne (for alt bliver principielt set optaget), men derimod redaktionen, der bedømmer bedømmernes troværdighed med hjælp fra en algoritme der tager hensyn til bedømmernes ekspertniveau, bedømmelsens omfang, andre bedømmeres holdning osv. ? Dette ville være en form for recommender-system, og formodentlig er der allerede nogen derude, der tænker over en sådan tilgang. En lignende idé findes nemlig allerede i form af Mendeley.com, der dog ikke lægger hovedvægten på bedømmelse, men på deling af interessante publikationer.

Eksperimentel politik?

Udgivet den af
Reply

I The Observer skriver Mark Henderson om mulighederne for at anvende den videnskabelige metode i socialpolitik. Han bruger en (synes jeg) særdeles velvalgt analogi: Inden en ny type medicin skal tages i brug, skal den først testes grundigt. Medicin skal kunne afhjælpe sygdom og må ikke have bivirkninger. Hvorfor undersøger vi ikke socialpolitiske tiltag på samme måde og med baggrund i relevante forskningsresultater?

Mark Henderson henviser bl.a. til et eksempel med placering af undervisningstid i britiske skoler. Søvnforskning viser, at teenageres cirkadiske cyklus typisk er sådan, at deres effektiv topper op ad formiddagen. Hvorfor skal de så møde så tidligt? En skoleinspektør besluttede sig til at ændre mødetidspunktet i de ældste klasser til klokken 10, og dette gav tilsyneladende bonus i form af bedre karakterer og lavere fravær.

Eksperimenter skal tilrettelægges grundigt; et eksempel på det modsatte er undersøgelsen af en britisk strategi, der i 1998 blev introduceret over for indbrudstyve. Mange sådanne kriminelle var stofmisbrugere, så den daværende regering besluttede at forsøge sig med behandlingstilbud i stedet for straf. Det blev lavet et pilotprojekt, hvorefter denne strategi blev implementeret. Men nogen systematisk undersøgelse var der slet ikke tale om.

Vi står her med en interessant diskussion. Videnskabelighed er et stort ideal i politik; der er noget tillidsvækkende og tilsyneladende objektivt over videnskabeligheden. Lenin og Stalin hævdede, at de baserede deres gerninger på “videnskabelig socialisme”. Milton Friedman yndede at sige, at hans monetaristiske form for liberalisme var at sammenligne med naturvidenskab, som ofte antages at være “værdifri”.  Nogle samfundsforandringer er blevet kaldt for “eksperimenter”: Pinochets massive privatiseringer af den chilenske økonomi i 1970′erne (meget direkte inspireret af Friedman) blev ofte kaldt et eksperiment, men der var som bekendt ingen videnskabelig metode forbundet med denne politik.

Moderne politiske partier og NGO’er bruger dele af den videnskabelige metode i markedsundersøgelser (fokusgrupper, spørgeskemaer o.lign.) til at fastlægge kampagnestrategier og (i stadigt stigende omfang) politiske holdninger. I de faktiske politiske beslutningsprocesser ser det straks helt anderledes ud; mit indtryk er, at politikere ofte er mere interesserede i at undersøge omkostningerne af deres forslag end i at undersøge, om de vil have de ønskede konsekvenser. Det eksempel, der falder mig ind, er den såkaldte starthjælp, som blev udført af VC-regeringen uden at det var dokumenteret, om en nedsat kontanthjælp ville øge beskæftigelsen. Bagefter strandede diskussionerne om starthjælpen i talfnidder. Det var meget svært at påvise, om starthjælpen havde bragt nogen i arbejde, der ellers ikke ville være kommet det.

Her kan man så også se begrænsningerne i en eksperimentel metode, for der er som altid en etisk komponent i politik. Politiske eksperimenter vil altid ændre på menneskers liv. Kunne man forestille sig en longitudinal undersøgelse, hvor en tilfældigt udvalgt gruppe udenlandske statsborgere uden arbejde fik starthjælp og en anden, tilfældigt udvalgt gruppe mennesker med samme baggrund fik normal kontanthjælp over en længere periode, hvorefter man så sammenlignede ledigheden blandt de to grupper? Jeg håber det ikke, men i disse tilfælde kunne man så overveje, om man ikke kunne inddrage eksisterende viden. Det var man ikke interesseret i, da starthjælpen blev lanceret, for VC-regeringen havde på det tidspunkt forlængst undsagt “eksperter og smagsdommere”. Udtalelser fra politikere viser da også, at den egentlig hensigt med “starthjælpen” var at kunne foretage en systematisk forskelsbehandling. Det var aldrig meningen, at “starthjælpen” skulle testes.

Måske kunne en egentlig videnskabelig, eksperimentelt baseret tilgang til politiske forandringer faktisk skabe en mere interessant politisk debat? Jeg ser disse fordele:

  • Man kunne teste visionære forslag i stedet for at afvise dem på forhånd.
  • Der kunne altid findes konkrete grunde til at omgøre en politisk beslutning (nemlig hvis eksperimentet slog fejl), og de kunne formuleres på forhånd, i stedet for at beslutningstagerne skulle trække i land på et senere tidspunkt.
  • Beslutningsforslag, hvis virkningsgrad er svær eller umulig at teste (som f.eks. “starthjælp”) ville enten aldrig blive fremsat eller ville have større sandsynlighed for at fremstå som rent ideologisk betingede øvelser.

Der er altid en god grund

Udgivet den af
Reply

I de seneste tre dage har Amnesty Internationals lokalforening i Aalborg, som jeg er medlem af, samlet underskrifter ind for at lægge pres på FN, så der kan blive vedtaget en effektiv traktat om staters våbenhandel. Traktaten skal have en klausul, der kan forhindre handel med våben til lande, hvor de kan blive brugt til overgreb på menneskerettighederne. I december dokumenterede Amnesty, hvordan et dansk rederi havde sejlet våben til Egypten, hvor de blev brugt til at nedkæmpe demonstranter.

Jeg er ikke den eneste, der har haft både gode og mindre gode oplevelser ved at samle underskrifter. Det er en stor glæde at møde både dem, der er positivt indstillet fra starten og vil høre mere, og dem, der ved at høre om menneskerettighedsproblemer, tager stilling. Det er straks noget mindre tilfredsstillende at høre på dem, der ikke vil skrive under. Når engagement og ligegyldighed mødes, fødes frustration. Det er træls at høre ens egne motiver betvivlet eller udsagn om at den viden, vi har om problemet, ikke kan være rigtig, men det værste er næsten dem, der siger at “jeg kan godt se at der skal gøres noget, jeg vil bare ikke.”

Ganske tit har jeg haft samme tanke i disse situationer: Bare den, der ikke vil skrive under, dog ville levere en sammenhængende og faktuelt baseret argumentation for ikke at ville tage stilling. Men så ville vedkommende jo faktisk have vist en form for engagement. Og det ville være en modstrid.

Ovenfor er en poetry slam-tekst født af en aktivists frustrationer. Meget af teksten er baseret på autentiske udtalelser… (Synkroniseringen er af uvisse årsager desværre på niveau med en gammel italiensk film.)

I al fald: Skriv under på http://www.amnesty.dk/node/3765, så vi kan få en ordentlig traktat om våbenhandel i hus. Lad os overlade bortforklaringerne  til våbenhandlerne – og kun til dem.

Sprogets økonomi

Udgivet den af
Reply

Det er langt fra altid de længste tekster, der er de bedste. C.V. Jørgensen gik fra at skrive lange, ordrige tekster i et forsøg på at aftvinge mening i tilværelsens absurditeter til at skrive korte, afklarede tekster. Det er ikke på de tidlige albums, hans mesterværker gemmer sig, men på de senere.

Den argentinske forfatter Jorge Luis Borges skrev kun noveller og digte. Noget af hans kortprosa var helt kort,(f.eks. Extraordinary Tales, som han skrev sammen med Adolfo Bioy Casares), andre tekster nåede op på omkring ti siders længde. I mange af disse tekster gav han et koncentreret billede af en alternativ virkelighed, som mindre talentfulde forfattere sikkert ville have givet meget for at kunne hitte på for derefter folde ud til en serie fantasy-bøger.

I min studietid stødte jeg på de lange “snakkebøger”. Især husker jeg en lærebog i abstrakt algebra, som nogle af mine medstuderende var meget begejstrede for, mens jeg syntes, den tenderede mod at være en “snakkebog”. Retfærdigvis skal det siges, at mange andre lærebøger (især fra USA) er meget, meget værre med lange, dårlige forsøg på “intuitiv” forklaring af begreber.

Jeg bliver ofte opmærksom påbetydningen af sproglig økonomi, når jeg læser studerendes arbejdsblade. Ofte er der tilsyneladende meget at læse, men min typiske kommentarer er, at den eksisterende tekst skal kortes ned, mens andet, der burde være i teksten til gengæld helt mangler. De fleste studerende på de tidlige semestre skriver simpelthen alt for meget i forholdet til indholdet. Nogle gange er problemet, at de studerende kompenserer for manglende præcision, herunder manglende kendskab til matematisk notation, med lange forklaringer. Andre gange er problemet, at de studerendes beskrivelser af fænomener er helt unødigt knudrede. Og mange andre gange er studerende blevet vænnet til at “popularisere udenom”, så de skriver om datalogi i stedet for at skrive datalogi. Hvor de har lært at blive påskønnet for at “popularisere udenom”, ved jeg ikke, men mit gæt er ungdomsuddannelserne.

Der er faktisk en matematisk teori om sproglig økonomi. Kolmogorov-kompleksiteten af en streng w er længden af den korteste algoritme (hermed kunne jeg mene en Turing-maskinbeskrivelse), der kan generere output w. Hvis man tør bruge en analogi til informationsteoretiske begreber i ovenstående uformelle sammenhæng, er det typiske arbejdsblad derfor ét, hvor teksten er meget længere end Kolmogorov-kompleksiteten af tekstens “faktiske indhold”, en størrelse, der er svær (måske umulig) at kvantificere.

Sproglig økonomi består derfor i at komme tæt på Kolmogorov-kompleksiteten af det indhold, man vil formidle. Heldigvis bliver de studerende typisk bedre til sproglig økonomi, efterhånden som de kommer længere i studiet. Men hvordan lærer de det? Og hvordan kan vi undervise dem i det?

Der findes ganske mange specialiserede kurser, der skal lære os at skrive bedre, og ofte er kurserne genrespecifikke (fiktion/digte/sagprosa). Sådanne kurser har vi ikke nogen god mulighed for indarbejde på universiteterne, og jeg vil da også påstå, at det er gennem praksis, man bedst lærer at skrive bedre. Med praksis mener jeg her projektvejledning. Jeg har ikke nogen systematisk baggrund inden for skrivefærdigheder, så nedenstående er ikke andet end tre heuristikker, der med årene er gået op for mig. De lader nemlig til at virke.

  • Ikke alle er født med samme sproglige økonomi. Derfor er den indbyrdes kvalitetskontrol og vidensdeling, som finder sted i en projektgruppe, når studerende læser hinandens arbejdsblade, af stor betydning. Forhåbentlig kan de studerende, der kan udtrykke sig i korthed, påvirke den fælles tekst.
  • Man skal som vejleder selv gå forrest og foreslå sprogøkonomiske alternativer. Hvis en halv side kan koges ned til to linjer, skal man prøve at gøre det.
  • Jeg hader de sidetalskrav, der altid er i forbindelse med konferencepublikationer, for de betyder en masse ekstraarbejde for at file på teksten. Men nogle gange (ikke altid!) bliver resultatet en bedre, skarpere og mere præcis fremstilling af mine ideer. Derfor kan en projektgruppe have et internt mål om at intet kapitel i deres projektrapport må være længere end (f.eks.) 10 sider? Meget korte kapitler er også tegn på, at der er noget galt, men det er en anden historie.

Endelig skal vi huske, at talesprogets økonomi er en anden end skriftsprogets. For nu at blive i Kolmogorov-analogien: “tale-algoritmer” og “skrive-algoritmer” benytter ikke samme sprog. En forelæsning kan med fordel gentage den samme pointe på samme måde igen og igen, mens en artikel ofte ikke vil gøre det.  Dette skyldes, at den talte ytring forsvinder, straks den bliver affyret, mens skriften er (tilnærmelsesvis) permanent.

Ironisk nok er dette måske blevet et lige lovlig langt blogindlæg. Eller gælder der mon en anden sproglig økonomi på nettet?

Lyden af stilhed

Udgivet den af
Reply

Nogle musikere føjer det ene mere fortyndede kapitel efter det andet til deres bagkatalog og holder sig til varianter af et musikalsk udtryk, de har udforsket alle kroge af. Nogle få andre trækker sig tilbage og lader andre observere deres livsværk som et afsluttet hele. Jakob Hellman udsendte det nu legendariske …Och stora havet i 1989, blev derigennem en slags forbillede for store svenske navne som Håkan Hellström og Kent – og lod derefter aldrig høre fra sig igen. Canadiske Mary Margaret O’Hara udsendte det meget roste Miss America i 1988, udsendte Apartment Hunting i 2001 og har ikke ladet høre fra sig siden.

Og så er der Talk Talk. De startede som synth-pop, og nogle kender dem fra deres største hit “It’s My Life” fra 1984. Jeg opdagede dem selv først i 1986, da deres “Life’s What You Make It” fra The Colour of Spring med det tilsyneladende banale pianoriff og den spektakulære video fra en nat i en skov blev et overraskende hit. Synthesizerne var allerede da næsten forsvundet fra lydbilledet, og i stedet var der piano, orgel og guitar. Den lyse, firsertypiske slap-agtige bas var blevet erstattet af en stor, rund og dyb bund. Der var kor og nogle steder lavmælte, næsten jazzede stemninger.

I efteråret 1988 kom Spirit of Eden, et album der om noget fortjener status som klassiker. I år bliver det genudsendt, og bl.a. Jeppe Krogsgaard Christensen fra Berlingske skriver om det i denne uge. På dette album er sangstrukturerne næsten væk, og lyden er helt igennem organisk og analog. Pauserne betyder nu lige så meget for musikken som selve lydbilledet, der trækker tråde tilbage til Miles Davis og Can, men samtidig er helt tidløst. Der er Mark Hollis’ helt særlige vokal. Der er et batteri af gæstemusikere – bl.a. den klassiske violinist Nigel Kennedy, der dengang prøvede at opdyrke et punk-agtigt visuelt image. Der er næppe hørlige passager og voldsomme crescendi. Der er korte, haiku-agtige tekster, hvor den spirituelle vinkel fra The Colour of Spring bliver endnu tydeligere. “I Don’t Believe In You” fra 1986 er i 1988 blevet til “I Believe In You”, uden at der af den grund er tale om religiøs musik.

Set i bakspejlet er hvert eneste skridt i Talk Talks musikalske udvikling en naturlig konsekvens. Vi har at gøre med de samme fire musikere fra og med 2. album, de samme sangskrivere – og endda den samme kunstner bag samtlige albumcovers.

Det er dog samtidig også svært at se, hvordan Talk Talk kunne komme videre fra Spirit of Eden. Efterfølgeren, Laughing Stock, der kom i 1991, var da heller ikke en landvinding på samme måde, snarere en forlængelse af udtrykket fra Spirit of Eden. Den største ændring var måske, at Laughing Stock udkom på Verve, der var Universals jazz-label. Dét i sig selv var også en form for erkendelse.

Bagefter var der stort set kun stilhed. Talk Talk havde søgt og fundet frem til et gennemført introvert musikalsk udtryk; der var ikke meget mere, der skulle siges nu.

Mark Hollis udsendte et soloalbum i 1998, der bare hed Mark Hollis. Musikalsk er vi ikke langt fra Spirit of Eden og Laughing Stock, gæstemusikerne er mange af de samme, men udtrykket er om muligt endnu mere sparsomt. Siden har man ikke hørt fra ham.

Tim Friese-Greene har produceret albums for andre, udsendt albums under navnet Heligoland og gav sidste år sin sidste koncert nogensinde – i Danmark. Ved den lejlighed kunne han fortælle, hvad vi egentlig godt ved, nemlig at Mark Hollis har trukket sig tilbage fra musikkarrieren, fordi han ikke føler, at han har mere på hjerte. Tim Friese-Greene selv lider af tinnitus.

Paul Webb (der forlod Talk Talk inden Laughing Stock) og Lee Harris dannede O’Rang, der også videreførte lyden fra Spirit of Eden og Laughing Stock, og senest hørte man fra Paul Webb i 2002, hvor han sammen med Beth Gibbons fra Portishead udsendte Out of Season.

En ud af fire

Udgivet den af
Reply
Studiestarten på Københavns Universitet 2010

Studiestarten på IT-Universitetet i København 2010.

Jeg kan i dag læse, at en målsætning i regeringens 2020-plan er at hver fjerde borger på en ungdomsårgang skal have en lang videregående uddannelse, og at 60% af en årgang skal have en videregående uddannelse. Avisen.dk illustrerer artiklen med et billede af en tavle med formler og skriver:

Fatter du ikke en meter? Så er det nok fordi, du ikke har gået længe nok i skole.

Jeg må vist også tilbage på skolebænken (universitet eller skole?), for formlerne er det rene vås. (Den slags pseudo-komplicerede tavlebilleder skrev jeg om her på bloggen sidste år.)

I al fald: Det er – interessant. Måske kan jeg så omsider få en, der har lyst til at have mig som specialevejleder. Det er ved at være fire år siden nu. Så dét vil jeg da se frem til. Men det vil, hvis man ellers skal tro en beregning foretaget af Avisen.dk, betyde at universiteterne skal optage næsten dobbelt så mange som i dag. Faktisk skal der flere til, for det er som bekendt ikke alle, der består. Tilmed vil uddannelsesminister Morten Østergaard (der endda selv har gået på universitetet – den slags er usædvanligt!) have, at vi skal optage studerende to gange om året. Han udtaler

Det er rigtigt, at der sker en demografisk stigning i den gruppe, som gør, at der kommer flere til. Men næsten alle universiteter arbejder i dag med kapacitetsudvidelse, så jeg er slet ikke bekymret…

Det er da godt, at der er én, der ikke er bekymret. I artiklen er der nemlig en del korte kommentarer. Dansk Industri er (ikke overraskende) mere interesseret i nogle universitetsfag end andre (for hvem ved hvilken gang sammenlignes de nyttige ingeniører med de unyttige kunsthistorikere). Universitetslærerne er (ikke overraskende) bekymrede over om der nu er resurser til en sådan vækst. Det er jeg også.

Hvis alle studerende på Aalborg Universitet skal have et grupperum (det har de desværre ikke engang i dag), hvis alle undervisningsaktiviteter skal udbydes to gange årligt, og hvis vores undervisere også skal have tid til at forske inden for almindelig arbejdstid (det har de desværre ikke engang i dag), skal der flere resurser til. Man kan andre steder læse, at landets universiteter  i alt vil få 3,5 milliarder tilført i yderligere midler. Men alene Aalborg Universitets budget for 2012 er på 2,4 milliarder, så det tilsyneladende store beløb forslår faktisk ikke ret langt, hvis man reelt vil fordoble universiteternes kapacitet. Jeg kan frygte, at mange af os skal løbe hurtigere og have flere store i de samme lokaler. Jeg kan også frygte, at vi skal undervise langt flere studerende, der reelt ikke er studiemodne eller -egnede, og få dem frelst igennem en kandidateksamen.

Hvorfor er der pludselig sådan et ønske om at få så mange ind på lange videregående uddannelser? Den officielle grund til denne slags ønsker er som regel, at vidensniveauet skal øges, så vi kan få øget vækst. I de østasiatiske lande satser man benhårdt på uddannelse; i Japan er det omkring 40% af en årgang, der får en universitetsuddannelse. Om dette var med til at gøre Japan til en af verdens førende økonomier efter 2. verdenskrig, ved jeg ikke, men lige nu ser det ikke ud til at hjælpe dem. Kina prøver nu det samme.

Jeg kan se to yderligere, mindre ærefulde grunde til at ønske sig en kraftig stigning i kandidatproduktionen, og derfor kan der ende med at blive en slags uhellig alliance om dette efter min mening dårligt gennemtænkte mål.

Den ene grund er, at et større antal højtuddannede skaber større konkurrence på jobmarkedet, men ikke nødvendigvis flere akademiske jobs. Denne situation er fordelagtig for arbejdsgiverne, men bestemt ikke nødvendigvis for kandidaterne. Vi kan risikere at se flere kandidater, der havner i ikke-akademiske jobs eller forlader Danmark.

Den anden grund er, at universiteterne er afhængige af et større optag for at kunne finansiere sig selv. Jo flere kandidater, jo større indtægter. Fra 2016 bliver ungdomsårgangene igen mindre, og  fortsætter man med at optage samme procentdel som hidtil, vil universiteterne miste midler. Ingen har nemlig talt om at ændre på taxameterprincippet.

For en sikkerheds skyld: Der er heller ingen grund til at tro på at Venstre, Konservative eller Dansk Folkeparti har et bedre bud, så dem skal man bestemt heller ikke fæste nogen lid til. Gennem det seneste årti, hvor disse partier har været ved magten (og hvor Socialdemokraterne ofte har ageret  deres støtteparti på universitetsområdet) har universiteterne måttet leve med en bevillingsstruktur, der har været uhensigtsmæssig og skævtrækkende.

I al fald er det vigtigt at se, hvordan det er gået i andre dele af verden, hvor man har haft lignende mål og efterhånden har temmelig mange erfaringer. Her tænker jeg igen på et land som Japan. En oversigt over de japanske universiteters nøgletal afslører f.eks. at beståelsesprocenten ser ud til at være aftagende.