Softwarefejl koster menneskeliv

Detalje fra Boing 737 MAX-fly.

Fly af typen Boeing 737 MAX siden marts 2019 haft flyveforbud efter to styrt, der har kostet i alt 346 mennesker livet. Problemerne skyldes fejl i et system, der skal forhindre, at flyet staller. Boeing har siden opdaget endnu et problem med softwaren i den ulykkesramte flytype 737 MAX. Det nye problem vedrører angiveligt den software, der skal sikre, at visse overvågningsskærme fungerer korrekt.

Jeg har det meget blandet med at læse den slags nyheder. På den ene side er det meget sørgelige nyheder – mange mennesker er døde under tragiske omstændigheder.  På den anden side er dette en problemstilling inden for et område, der har interesseret mig i mange år, netop på grund af min faglighed inden for datalogi. De ulykkelige hændelser med Boeing-flyene viser endnu engang hvor voldsomme konsekvenserne kan være af fejl i software, og det bør føre til forøget opmærksomhed på de alvorlige konsekvenser, som manglende korrekthed af software vil have i en verden, hvor flere og flere processer er styret af computere – og nødvendigvis må være det, for moderne transportmidler er komplicerede apparater. Uden at vi ønskede det har vi fået endnu et aktuelt argument for at beskæftige os med nogle bestemte videnskabelige problemstillinger.

If you can’t beat them…

For nylig har klimaaktivister kritiseret Siemens for at ville levere jernbaneudstyr til en ny stor kulmine i Australien. Presset fik direktøren til at indbyde en af lederne af protesterne, Luisa Neubauer, til et møde, hvor han tilbød hende en plads i bestyrelsen for Siemens Energy. Han troede, han gjorde det taktisk rigtige. Men Neubauer sagde nej, for hun indså at hun ved at blive medlem af bestyrelsen ikke længere ville kunne kritisere Siemens. Tværtimod ville hun blive medansvarlig for Siemens’ engagement i kulminedrift.

Engang blev jeg selv tilbudt at være med i styregruppen for et initiativ, jeg havde været meget kritisk over for. Det sagde jeg nej til, og den beslutning har jeg ikke fortrudt.

Det er et tilbagevendende dilemma, hvordan man skal handle, hvis man indtager en kritisk rolle. Nogle siger, at man ikke skal brokke sig, men at man skal “tage ja-hatten på” så man kan “være med i båden”. Det, der imidlertid let sker, er at man bliver gidsel for andres beslutninger, i og med at man så som udgangspunkt accepterer dem. Som regel havner man i en mindretalsposition. Jeg og mange andre synes, at Luisa Neubauer gjorde det helt rigtige, og Siemens’ direktør er da også blevet udsat for hård kritik.

Måltallenes død?

Fra Room for everyone’s talent (https://www.scienceguide.nl/wp-content/uploads/2019/11/283.002-Erkennen-en-Waarderen-Position-Paper_EN_web.pdf)

I Nederlandene vil universiteter og offentlige funding-institutioner i fremtiden se meget mindre på måltal som impact factor og mere på kvalitative faktorer som evner til at undervise, kommunikation af forskning og integritet som forsker, når man bedømmer forskere. Det er en interessant udvikling i en verden, hvor en god akademisk karriere er en, hvor der er mange publikationer og mange forskningsmidler (og hvor undervisning i bedste fald ikke tæller).

I rapporten Room for everyone’s talent står der

However, it is unrealistic as well as unnecessary for each academic to excel in each of the key areas. There is a need to allow for diversity in career paths with a clear profile in one or more key areas, in combinations that may change in the course of a career (i.e., vitalisation).

Netop denne forestilling om at man skal excellere på alle områder for at performe tilstrækkelig godt har ofte hersket. Retfærdigvis skal det siges, at opfattelsen ikke bliver fulgt helhjertet; der er i dag stor tolerance mht. manglende undervisning eller refleksioner over samme.

Formanden for FNU (Forskningsrådet for Natur og Univers) udtaler til Altinget.dk at

Men det er altid prisværdigt at tænke i nye baner, men jeg vil sætte spørgsmålstegn ved, om det faktisk kan lade sig gøre. Det må komme an på en prøve…

Jeg kan godt forstå, at han har det sådan. Hvis de sædvanlige måltal forsvinder, bliver det svært at få New Public Management til at fungere.

Kikkertundersøgelser

Det blev et underligt efterår oven i travlheden på jobbet; der var blod i min urin og det endte med at min læge henviste mig. Jeg kom til CT-scanning nytårsaftensdag og til kikkertundersøgelse af blæren dagen efter min fødselsdag. Scanningen viste, at der var noget i mavesækken, der ikke var som det skulle være, og kikkertundersøgelsen viste forandringer i blæren. I næste uge skal jeg opereres i blæren, og der skal laves en vævsprøve.

Denne morgen var jeg til endnu en kikkertundersøgelse, nu af mavesækken. Sygeplejerskerne og lægen var flinke og grundige. Forandringen var godartet, sagde lægen. Men der skal laves endnu en kikkertundersøgelse for at tage en vævsprøve, så man kan afgøre om jeg også skal opereres i maven – der kunne nemlig være tale om en forandring, der skulle fjernes. Den komplicerede øvelse bliver at få hele forløbet passet ind i en travl måned med mange eksaminer og deadlines, så forløbet ikke skal forlænges alt for meget. Der er meget at se til lige nu, synes jeg.

Endnu et forsøg

Efteråret 2019 blev endnu et travlt efterår, hvor jeg (ud over at afholde tre kurser og vejlede tre projekter og passe to udlandsrejser ind i det fyldte skema) brugte al min ledige tid fra september og frem ikke på at forske, men på at skrive en ansøgning om forskningsmidler – sammen med de universiteter og virksomheder ude i Europa, som jeg efterhånden kender godt. Jeg var skuffet tilbage i 2018, da vi trods store anstrengelser kom over tærsklen, og så alligevel fik afslag. Men vi besluttede os til at prøve igen, og i dag sendte vi ansøgningen ind. Det er efterhånden vores fjerde forsøg (femte, hvis vi tæller et halvfærdigt forsøg med, hvor nogen trak sig ud til allersidst og vi derfor var nødt til at give op), og for anden gang har vi konsulentbistand i ryggen. Vi synes, ansøgningen er blevet rigtig god nu, og fingrene er krydset for at det denne gang vil gå godt. Men jeg vil se det, før jeg tror det.

En defensiv kultur i datalogi

Foto: https://www.flickr.com/photos/jeffeaton/7436909698

Mark Guzdial, der forsker i datalogiens didaktik, har nogle interessante kommentarer om det typiske studiemiljø i datalogi. En artikel fra 2002 af Lecia Jane Barker, Kathy Garvin-Doxas og Michele Jackson fra University of Colorado dokumenterer en meget defensiv kommunikationskultur, der er fremherskende på datalogiuddannelsen ved det pågældende universitet. Guzdial spekulerer på, hvor meget forskning der siden er fundet sted for at afdække hele denne kultur og konkluderer, at der desværre ikke er ret mange senere forskningsresultater her. Det er trist, for hvis der er tale om et generelt fænomen, er det bekymrende.

Defensiv kommunikation er en adfærd i kommunikation, hvor den enkelte reagerer defensivt på kommentarer om noget, personen selv opfatter som fejl eller som et angreb fra andre. Om der reelt var tale om en fejl eller om et angreb, kan være underordnet. Sammen med denne konstante forsvarsposition hører også en modsatrettet adfærd, hvor det går ud på at hævde sig, og hvor empati kan have trange kår.

Tilbage i 2013 skrev jeg om fænomenet at “strutte”, hvor studerende hævder sig ved at stille spørgsmål, der i virkeligheden skal vise, hvor meget de selv ved. Strutteriet bliver af nogle uddannelsesforskere fremhævet som en mulig årsag til at kvindelige studerende kan føle sig mindreværdige eller uvelkomne på datalogiuddannelser – og det er typisk for en defensiv kommunikationskultur.

Jeg har ikke noget godt billede af, præcis hvordan det står til i en tilsvarende dansk kontekst. Men de reaktioner, jeg fik, i 2013, tyder på at strutter også er udbredt herhjemme. Og jeg ved selv, at jeg temmelig ofte reagerer defensivt. Hvis jeg får f.eks kommentarer til fejl i undervisningsmateriale, jeg har udarbejdet, beklager jeg altid fejlen. Det virker langt mere ærligt end at gå til modangreb (som nogle måske ville gøre), men samtidig er man med til at vedligeholde en kultur om fejlenes alvor i sig selv. For i datalogi fokuserer vi tit på de små fejl. Nogle gange betyder de meget – et forkert tegn i et program kan give anledning til køretidsfejl og et forkert symbol i et matematisk ræsonnement kan gøre det ugyldigt. Men andre gange betyder de små fejl ikke meget.

Jeg ved også godt, hvordan adfærden i forskningsmiljøer i datalogi kan være. I den stadigt mere konkurrenceprægede kultur her mærker man tydeligt, at der er en defensiv kommunikationskultur. I en verden, hvor man stadigt oftere taler om eliten og om at være verdensførende, og hvor den enkelte skal hævde sig, trives denne kultur stadig.

Hvordan en defensiv kommunikationskultur i datalogi spiller sammen med uddannelser, hvor gruppearbejde er centralt (som f.eks. på Roskilde Universitet) ved jeg ikke.

For en sikkerheds skyld: Jeg tror ikke, at det defensive miljø som sådan kun findes inden for datalogi. I alle sammenhænge, hvor konkurrence reelt overtrumfer læring, kan der være en defensiv kommunikationskultur. Og med en karakterskala, der er mangelbaseret, er det næppe en kultur, vi får til at forsvinde.

Møllerne i Brovst

Foto af side fra Ekstra Bladet 8. januar 2020.

Det er ærgerligt at opdage, at den egn i Nordjylland, hvor jeg er født og voksede op, nu er kommet på Ekstra Bladets spisesedler på den baggrund, at befolkningen her nu bliver set som modstandere af vedvarende energi. Dette billede bliver nuanceret af udtalelser fra borgere på egnen, der ikke er modstandere af vindmøller, men ikke har lyst til at stå frem. Hele sagen siger derfor også noget om uformelle magt- og afmagts-strukturer.

Modstanden mod vindmøller er også på andre måder et uldent og sammensat fænomen. På den ene side er det tydeligt, at der kan være støjproblemer forbundet med store vindmøller, og synet af de store møller forandrer meget tydeligt det flade landskab ude vestpå. Og når man kommer fra en egn som Han Herred, hvor der kun 25 kilometer fra Aalborg kan virke affolket, kan det virke som om man bor i en egn, der for andre først og fremmest er blevet et billigt investeringsobjekt. Store firmaer som Vattenfall går ikke ind i vindmøllebranchen, fordi de er drevet af idealisme. Vindmølleindustrien er drevet af samme profithensyn og af samme kynisme som andre brancher.

Modstanden mod vindmøller er bestemt heller ikke drevet af idealisme; den er i høj grad et udtryk for det, man med et engelsk akronym kalder for NIMBY-effekten. NIMBY betyder Not In My Back Yard og henviser til de protester, man ser når, borgere i et område godt kan se nødvendigheden af et nyt anlæg eller en ny institution, men ikke vil have det placeret i deres nærområde. Det ser man bl.a. for institutioner for handicappede eller stofmisbrugere.

På den anden side er det ikke sikkert, at de, der protesterer, synes om vindmøller, så det er ikke en ufortyndet NIMBY-effekt, vi har med at gøre. Modstanden mod vindmøller bliver nemlig i ikke ringe omfang drevet af en modstand mod vedvarende energi og af “klimaskeptikere”. Ikke mindst Dansk Folkeparti, der huser ganske mange “klimaskeptikere”, har støttet modstanden mod vindmøller og vil fjerne støtten til vindmøller på land helt. Forpersonen i Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller er ganske vist økologisk landbruger og har solceller på sit tag. Men mindst to andre medlemmer af den fem personer store bestyrelse deler “klimaskeptiske” opslag på Facebook. Landsforeningen Naboer til Kæmpevindmøller siger i det hele taget ikke ret meget om, hvad man skal gøre i stedet for at opstille vindmøller. De kunne tale for flere solceller (der ikke skæmmer landskabet på samme måde) eller for flere bevillinger til havvindmøller, eller om hvordan havvindmøller kan gavne beskæftigelsen ved at flytte arbejdskraft fra fiskeri og olieboringer – men det gør de ikke.

At måtte og at ville

I disse år bliver det klart, at der er nødt til at ske store ændringer i livsstilen hos mennesker i den rige verden, hvis vi skal skabe et bæredygtigt samfund. Vi kan ikke længere gøre som vi plejer og bruge løs af planetens resurser og uden hensyn til andre levende væseners ve og vel. Men mange konkluderer også at den slags ændringer i livsstil ikke kan lade sig gøre, når der pludselig bliver en hel masse, man ikke må.

I sådanne sammenhænge er der til tider nogen, der spørger mig, om jeg må spise ost. De har nemlig hørt, at jeg er veganer. Jeg svarer så, at ja, det må jeg gerne.

Og andre spørger mig, om jeg må flyve til USA. De har nemlig hørt, at jeg er holdt op med rejse med fly. Og jeg svarer igen, at ja, det må jeg gerne.

Dem, der spørger mig, undrer sig over mine svar. Men, forklarer jeg så, jeg vil ikke noget af dette, for det er handlinger, der har negative konsekvenser for bl.a. miljøet. Det er det, der er forskellen, og det, der gør det nemt for mig at lade være. Der er ikke en vegansk forening eller miljøorganisation, som jeg lader mig overvåge af.

Det jeg mener, er: Motivationen til store ændringer er nødt til i væsentligt omfang at komme indefra. Man skal lade sig motivere af viljen til forandring og være indre-styret i stedet for at tænke på ændringen som et forbud eller påbud udefra, så man reelt er ydre-styret. Det kunne selvfølgelig tolkes som en fuldstændig laissez-faire-holdning, så vi f.eks. ikke skulle have miljølovgivning, men det er bestemt ikke mit ærinde. Tværtimod. Lovgivning er rigtig vigtig for at skabe forandring. Men den personlige forandring kræver også, at vi vil forandre os og at der bliver skabt en mentalitet, hvor vi får lyst til forandringen. Ellers sker der nemlig ikke så meget. De mennesker, der vil ændre adfærd (f.eks at tabe sig eller at holde op med at ryge), men for hvem det ikke lykkes, siger da også typisk, at noget i dem ikke havde lyst til forandringen – og da det dukkede op, kom tilbagefaldet.

Fordi det kan lade sig gøre

Foto: https://www.flickr.com/photos/121483302@N02/14230347186

Det er fuldstændig tydeligt, at der efterhånden er skabt en politisk kultur, hvor man kan gøre som man vil og hvor man ikke behøver at lytte til modparten. I Information skrev pseudonymet Center For Vild Analyse for nylig at

Weinstein, Johnson, Trump, Erdogan, Bolsonaro, Putin osv. findes og fungerer bedre end nogensinde før, samtidig med at man på Københavns Universitet udvikler nye måder at tiltale hinanden på, som respekterer LBGTQ-etikker og nonbinære kønskoder.

Trump danser videre, kritikken bider ikke, fordi hans brand netop består i ikke at være korrekt og ordentlig, men at være charmerende vulgær og inkonsistent og give fanden i sund fornuft og videnskab. Jo mere Trump puster sig op, jo mere han agerer som et røvhul, des bedre fungerer det. Han er på en måde magt i sin rene, ’gale’ form.

(fra https://www.information.dk/moti/2019/12/center-vild-analyse-2010erne-roevhullernes-aarti)

Det er interessant, at dette kan lade sig gøre. Min egen fornemmelse er, at Donald Trump vinder ganske mange støtter fordi han er så åbenlyst skrupelløs. Trump minder på en del måder om Silvio Berlusconi, der blev beundret af forbløffende mange italienere. De vidste godt, at hans mange eskapader var moralsk tvivlsomme, men de beundrede ham, netop fordi han gjorde som han ville. Derfor er det blevet så svært at appellere til moralsk fordømmelse.

Min fornemmele af de skred, der er sket inden for hvad der er acceptabelt at sige i den politiske debat, er at de i hvert fald i et vist omgang også er sket, fordi den adfærd, der engang var uacceptabel, nu af mange mennesker bliver opfattet som et udtryk for en slags mod: Den korrupte eller hensynsløse person bliver opfattet som værende på en eller anden måde “antiautoritær”.

Ansigt til ansigt med underviseren

Kilde: https://www.flickr.com/photos/hulluniscience/15595412838

I en ny amerikansk undersøgelse af universitetslæreres holdning til undervisningsformer viser det sig, at mere end 70 procent af de adspurgte foretrække at undervise overvejende ansigt-til-ansigt frem for at undervise online, men er samtidig villige til at anvende blended learning. Det er en undervisningsform, hvor man blander “traditionelle” præsentationer med præsentationer ved brug af podcasts.

Betyder det nu, at de fleste universitetslærere er modstandere af at flippe? Det tror jeg bestemt ikke, man kan konkludere. Jeg ville også have det underligt med ikke at have kontakt med dem, jeg skal undervise. Flippede tilgange består da heller ikke i at fjerne kontakten mellem den, der underviser, og dem, der bliver undervist: Man flytter simpelthen kontakten væk fra præsentationer, hvor underviseren taler til dem, der bliver undervist, over til en interaktion, hvor underviseren taler med dem, der bliver undervist.

Af og til hører jeg den observation fra universitetslærere, at den store forskel mellem universiteter som Aarhus Universitet og Københavns Universitet og universiteter som f.eks. Roskilde Universitet, hvor projektarbejde med vejledning er centralt, er at man på universiteter, hvor projektarbejde er vigtigt, har en langt højere grad af kontakt mellem undervisere og dem, der bliver undervist – eller sagt omvendt: På f.eks. Aarhus Universitet og Københavns Universitet er der en større afstand mellem underviserne og de underviste, og jeg er slet ikke sikker på, at man på de universiteter ser denne afstand som en kvalitet. Man har bare vænnet sig til, at det er sådan. På bl.a. RUC har de studerende i en projekt derimod regelmæssig kontakt til deres vejleder. Denne kontakt er (vil jeg hævde) en kvalitet, som man ikke må overse betydningen af.

Den personlige kontakt mellem undervisere og andre er af stor betydning, og hvis nogen forventer, at flippede tilgange kan bruges til at spare det sædvanlige møde mellem undervisere og dem, der bliver undervist, væk, tager de fejl.