Begrebsmaskiner

Fra Felienne Hermanns’ websted (kilde: http://www.felienne.com/archives/6375)

Et af de nye tiltag inden for forskning i datalogi ser ud til at bringe to forskningsområder, som jeg beskæftiger mig med, sammen – semantik af programmeringssprog og uddannelsesforskning inden for datalogi. I juli i år har der således været et Dagstuhl-seminar hvor forskere fra disse to områder mødtes . Den amerikanske datalog og uddannelsesforsker Mark Guzdial skriver

A notional machine is a human-facing, student-accessible explanation for how some aspect of the computational machine works — it might be an explanation of a language feature, or an explanation of some aspect of a running program (e.g., how swap() works). To be able to debug a program, a student needs to understand it, i.e., to have a mental model of how the program works. A student has to be able to predict what their program does, simulating it in their head. A notional machine is a teaching tool for helping the student develop a successful (predictive) mental model.

Dette begreb, der bl.a. skyldes Guzdial, er centralt i de didaktiske overvejelser om programmeringsundervisning, og det er formodentlig broen til at knytte uformel og formel forståelse sammen.

Jeg ved ikke, hvordan begrebet notional machine bedst oversættes – måske “begrebsmaskine”? Dette begreb er interessant, og det er måske endda det, man i fagdidaktiske sammenhænge kalder for et tærskelbegreb. Ofte har vi lidt vagt talt om at man skal lære “principper i programmeringssprog”, men det, vi faktisk efterlyser, er denne form for abstrakt maskine i delvist uformel form.

Jeg har gennem mange år undervist i semantik af programmeringssprog. Min egen erfaring fra undervisningssammenhænge er her, at det desværre i høj grad er muligt at kunne programmere, men samtidig have store problemer med at forstå formel semantik af programmeringssprog. Min fornemmelse er, at denne kløft typisk skyldes at man i så fald ikke har en systematisk forståelse af det programmeringssprog, man anvender, herunder et begrebsapparat der ville kunne understøtte en sådan forståelse. Så vidt jeg kan se, er det netop en “begrebsmaskine”, der er behov for, for den kan hjælpe med at lære programmeringsfærdigheder og samtidig fungere som en bro til den forståelse af formel semantik, der er nødvendig i sprogdesign, oversætterkonstruktion og egentlig programanalyse. En af mine overvejelser er lige nu, om man mon i højere grad skulle bygge programmeringsundervisningen op med et af de centrale læringsmål (og med den sprogbrug) at den lærende skal kunne gøre rede for og anvende en sådan begrebsmaskine.

Sent eller tidligt valg?

I denne uge er der endnu et debatindlæg i medierne om adgangskravene til videregående uddannelser. Denne gang er der tale om en kronik i dagbladet Information, hvor forfatteren argumenterer for at adgangskravene også for fremtiden skal være baseret på karaktererne fra den adgangsgivende uddannelse.

En af årsagerne til de tilbagevendende diskussioner om optagelseskrav er selvfølgelig hele diskussionen om frafald og frygten for at nogle unge havner på uddannelser, som de ikke magter. Men måske er diskussionen om karakterniveau og andre kvalifikationer ikke den vigtigste diskussion, det er værd at tage.

Mange videregående uddannelser i dag er så specialiserede, at det er svært at skifte til en anden uddannelse uden at komme i karambolage med reglerne om SU. Engang var der langt færre, men bredere videregående uddannelser, og på bl.a. RUC var der basisuddannelser, hvor man først traf sit endelige uddannelsesvalg efter nogle semestre, når man havde et begyndende overblik over mulige fagområder. Også senere var uddannelserne inddelt i moduler, så man kunne sammensætte uddannelser af f.eks. et hovedfag og et bifag (eller sidefag, som det siden kom til at hedde). På nogle universiteter var det endda muligt selv at designe sin uddannelse, hvis den kunne godkendes som fagligt forsvarlig. Det var ikke en mulighed, som mange benyttede sig af, men den fandtes. Mit eget indtryk var at det mest var dedikerede mennesker, der benyttede sig af denne sidste mulighed. I nogle tilfælde fik studerende også lavet en kombinationsuddannelse ud af stumperne af delvist gennemførte uddannelser, så de kunne få sig en kandidateksamen.

Til gengæld var der ikke ret mange valgmuligheder på de gymnasiale uddannelser; i det almene gymnasium var der således to linjer med hver tre grene.

I dag er valgfriheden flyttet ned på de gymnasiale uddannelser, men der er sket det, at den tilsyneladende store valgfrihed, der er her, får vidtrækkende konsekvenser for hvilke af de specialiserede videregående uddannelser, man senere kan vælge. De vigtige valg skal samtidig træffes på et tidspunkt, hvor de unge ikke har det samme overblik og den samme faglige indsigt, som de har nogle år senere.

Det ville være interessant at analysere hvordan uddannelsernes struktur før og nu har indvirket på frafald og studieskift – og selvfølgelig også på ansættelighed.

Strategisk modvilje

Fra Greta Thunbergs Twitter-konto. https://twitter.com/GretaThunberg/status/1162342911549329409/photo/1

For to et halvt år siden skrev jeg om det, jeg kalder for strategisk velvilje. Det er et usympatisk retorisk kneb, hvor man siger nej til et tiltag ved at postulere, at der er et bedre alternativ.. Et eksempel: Når nogen ikke vil støtte Danmarksindsamlingen, fordi det ville være bedre at samle ind til de hjemløse, er det strategisk velvilje – for der kommer aldrig nogen ny indsats til de hjemløse ud af det. Nu, hvor alvorligheden af klimakrisen er ved at gå op for mange, dukker der en variant op af den strategiske velvilje op, nemlig strategisk modvilje.

Den strategiske modvilje er et retorisk kneb, der først og fremmest har til formål forsvare at man ikke skal gøre noget, fordi et tiltag er nytteløst. Ofte bliver det kombineret med en påstand om at de, der foreslår tiltaget, i virkeligheden er hyklere eller bare ubegavede.

Et eksempel er Bild Zeitungs angreb på Greta Thunbergs sejlads over Atlanterhavet – med det argument, at nogen skal sejle båden tilbage, og de skal så ankomme til USA med fly. Derfor burde Greta Thunberg bare være fløjet til USA.

Et andet eksempel kan findes i et kommentarspor til et indlæg på dagbladet Information, hvor nogen skriver

Flytrafik står for 2% af verdens samlede C02 udledning, så det er ikke meget det batter at holde op med at flyve. Internettet står for for 4% – så hvis man synes man sviner ved at flyve, så bør man helt sikkert også droppe alle former for streaming på nettet. 

Derfor bør man fortsætte med at flyve; det betyder alligevel ingen ting. Og hvis man streamer film på nettet selv om man ikke flyver, må man være en hykler.

Problemet med strategisk modvilje er, at denne retoriske strategi umiddelbart er uangribelig (hvis konklusionerne ellers holder), men den strategiske modvilje er i virkeligheden aldrig andet end et argument for passivitet og for at man skal fortsætte med at gøre som man plejer. Man kan aldrig leve op til de inkonsekventes krav om at man skal være fuldstændig konsekvent. Jeg har f.eks. ingen grund til at formode, at Bild Zeitung gør noget for at påvirke læserne til at nedsætte miljøbelastningen ved de rejser, de måtte foretage.

Den bedste taktik for at komme den strategiske modvilje til livs er, så vidt jeg kan se, at påpege, at klimaforandringerne er så alvorlige og fremskredne som tilfældet er, netop fordi så mange har været så passive.

En sommerferiebog: Det europæiske forår

Den første bog, jeg læste i sommerferien, var Det europæiske forår af Kaspar Colling Nielsen. Denne bog fra 2017 er noget så forholdsvis sjældent som en dansk science fiction-roman. Nogle bryder sig ikke om begrebet science fiction, men Det europæiske forår er science fiction på samme måde som f.eks. 1984, Fagre nye verden og Fahrenheit 451, dvs. en nøje gennemtænkt fremtidsvision og tanker om hvad denne fremtid har af konsekvenser for menneskene. Dette set i modsætning til andre slags science fiction som f.eks. Star Wars-filmene, hvor visionen om en anden verden mest er baggrund for et action-præget eventyr.

Det europæiske forår er på en gang dystopisk og utopisk og den blander de to aspekter undervejs. Helt dystopisk er det, at Danmark i en nær fremtid er blevet plaget af uroligheder i områder hvor der bor mange mennesker med “anden etnisk baggrund”. Flygtninge og danskere med “anden etnisk baggrund” er efter en politisk beslutning blevet forvist til et område i Mozambique. Dette minder på én gang om de seneste års ideer fra Venstre og Socialdemokraterne om at asylansøgere ikke skal kunne rejse ind i Danmark, men skal bo i lejre i Afrika. Og det minder samtidig om Adolf Eichmanns idé om at deportere Europas jøder til Madagascar.

Utopien i bogen er omdannelsen af det flade Lolland til en naturidyl med kunstige, klimaregulerende bjerge og små landsbyer med et næringsliv baseret på oprindelige håndværk og restauranter, der bruger årstidens råvarer. Og på Lolland bliver der anlagt nye forskningscentre inden for bioteknologi og maskinintelligens. I løbet af bogen lykkes det at skabe, hvad man kalder “hybrid intelligens”, hvor man på en eller anden får skabt dyr med menneskelig intelligens og bevidsthed. To af romanens hovedpersoner er derfor en hund og en fugl, der er blevet så kloge og reflekterede som mennesker, men alligevel er fanget i deres dyrekroppe med alt hvad det indebærer.

Jeg skal ikke røbe handlingen her, blot anbefale Det europæiske forår. Fremadskrivningen af aktuelle tendenser er skræmmende, og mindst ét sted i bogen er helt realistisk, nemlig dette citat.

Det ville tage en måneds tid at gennemgå det hele, og så skulle hun bruge et år på at skrive artiklerne, selv om hun var god til det. Hun havde tidligt forstået, hvad man skulle gøre, og hvad der var vigtigt. Det var en væsentlig årsag til, at hun var blevet professor, inden hun fyldte fyrre. Flere af hendes kolleger, selv dygtige folk, havde aldrig forstået, at det handler om at dosere sin viden, så man kan publicere så mange artikler som muligt på så få resultater som muligt. Mange troede, det handlede om at lave én superartikel, men det svarer til at vinde i lotto, åg sådan overlevede man ikke længe i akademi, og man blev i hvert fald hverken lektor eller professor.

(fra Det europæiske forår, side 30)

Det er formodentlig den mest realistiske beskrivelse i nogen roman, jeg nogensinde har læst.

Alkohol, kaffe, slik og oksekød

For få dage siden var der røre om en rapport fra Aarhus Universitet, der tilsyneladende viste, at oksekød ikke var så stor en årsag til klimaforandringerne som bl.a. alkohol, kaffe og slik. DR Nyheder viderebragte nyheden om rapporten med netop dette budskab.

Snart efter kom det imidlertid frem, at det er interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer, der skaffede pengene til forskningen. Også hele det metodiske grundlag kom under lup.

Hele det tilsyneladende overraskende resultat i rapporten er nemlig nemt at kritisere. For hvis ikke der er én enkelt kilde til CO2-udledning, der bidrager med mere end 50% af den samlede CO2-udledning, kan man altid udvælge en kilde X og en mængde M af andre kilder og konkludere, at X ikke bidrager med mere end summen af bidragene fra kilderne i M. Det er en stort set triviel observation.

Hele dette postyr udgør for mig at se nærmest et mikrokosmos. Det er nemlig en sag, der afspejler ganske mange tendenser i samfundet på én og samme tid:

  • Der er for alvor kommet fokus på hvordan det animalske landbrug indvirker på klimaforandringerne, i et sådant omfang at landbrugets interesseorganisationer nu føler sig truede og går til modangreb.
  • Universiteterne er blevet afhængige af eksterne forskningsmidler i væsentlig grad og påtager sig bestillingsopgaver fra private aktører uden at anlægge en kritisk vinkel på det, de bliver bedt om.
  • Forskere udfører disse bestillingsopgaver, fordi det er karrierefremmende.
  • Universiteternes kommunikationsafdelinger vinkler forskningsresultaterne, så de kan få mest mulig presseomtale.
  • De fleste danske journalister fremlægger forskningsresultaterne uden at nærlæse dem og uden at gøre den stort set trivielle observation, jeg nævner ovenfor.
  • Der er et tydeligt problem med alle disse tendenser, men om lidt er sagen glemt, og fokus igen flyttet.

Hurtigere, højere, stærkere

De olympiske leges motto er Citius, altius, fortius, der oversat fra latin er “Hurtigere, højere, stærkere”. Det afspejler nogle konkurrencekrav, der er blevet tydelige inden for sport.

Når jeg ser optagelser fra fodboldkampe fra forrige århundrede, kan jeg ikke undgå at tænke, at spillet flyder langsomt i forhold til hvad man ser i vore dage. Det er underligt, at Péle, Cruyff, Beckenbauer og de andre gamle fodboldstjerner fra min barndom nu er kommet til at virke sløve. Til gengæld bliver der ikke scoret flere mål, snarere færre. I andre idrætsgrene, hvor det giver mening at tale om rekorder, går det også hurtigere, højere og stærkere, og nuværende danmarksrekorder tåler til tider sammenligning med gamle verdensrekorder. Men samtidig er der gamle rekorder, som får lov at stå uantastede gennem mange år.

Også i den akademiske verden flytter konkurrencekravene sig. Da jeg blev færdig med min PhD i Edinburgh, fik jeg af bedømmerne (en af dem var Robin Milner, der to år senere fik ACM Turing Award) at vide, at der var mere end nok i afhandlingen til at jeg kunne få en PhD. Tre kapitler i min afhandling var udkommet som artikler, og det fjerde kapitel var indsendt til et tidsskrift. I dag ville den slags let kunne risikere ikke at være godt nok.

Engang kunne man som universitetslærer have en respektabel karriere, hvis man publicerede 3-4 artikler om året. I dag er det bestemt ikke godt nok – tværtimod.

Der er blevet skruet op for kravene overalt, hvor konkurrence findes, og det interessante er, at de opskruede krav ser ud til at komme fra den generation, der selv ikke blev bedømt så hårdt engang. Både i sport og i den akademiske verden er økonomiske interesser kommet i højsædet. Og så indretter de, der vil have succes, og de, der kræver succes af andre, sig efter det og finder frem til hvordan det hele kan se ud af mere. Præstationernes kvalitet er måske ikke blevet så utroligt meget højere end i gamle dage, men kravene til hvad der er “godt nok” har flyttet sig og er, så vidt jeg kan fornemme, med til at skabe stress og følelser af utilstrækkelighed hos ikke helt få.

Godhavn: Noget om at tabe ansigt

Kilde: http://www.godhavn.dk/images/AnerkendelseGodhavnsdrengene.pdf

I dag kom den så – den siddende danske regerings undskyldning til dem, der i perioden 1945-1976 blev udsat for svigt og mishandling på 19 danske børnehjem. Det er ikke ofte, danske regeringer har givet sådanne undskyldninger. Tidligere regeringer har ikke villet give en undskyldning, og her var argumentet altid, at det var andre tider nu: den siddende regering kunne ikke holdes ansvarlig for det, der skete for længe siden – det var andre myndigheder og andre politikere dengang, sagde man.

Jeg synes selv, den nuværende regering har handlet rigtigt. Det, der overbeviste mig om det, var de reaktioner, som de tidligere børnehjemsbørn kom med i medierne i dag. For dem var et svært kapitel nu afsluttet. Undskyldningen er på den måde også et stærkt budskab om at det er andre tider nu.

Ofte ser regeringer sig som officielle bærere af nogle gode nationale traditioner, som de er stolte af at føre videre. Men regeringer risikerer nemt også at være bærere af dårlige nationale traditioner. Der har i de senere år været diskussioner om hvorvidt regeringer fra lande, der engang var kolonimagter, skal undskylde over for befolkningen i de lande, der engang var kolonier. Selv om det virker underligt på nogle, synes jeg at regeringerne fra de gamle kolonimagter burde tage et sådant skridt, også selv om ingen længere taler for kolonialisme eller slaveri.

Den store udfordring er, at statsledere (og politikere generelt) er meget bange for at tabe ansigt. Men jeg tror, det i nogle situationer kan være langt bedre selv at lade ansigtet falde end at bruge tiden på at prøve at undgå at det sker. Den nuværende regering har bestemt ikke tabt ansigt ved at komme med sin undskyldning – tværtimod.

Ytringsfrihed i Danmark – og andre steder

Foto: Amnesty International.

I de seneste måneder har store dele af befolkningen i Hong Kong kæmpet imod et lovforslag, der vil indebære at borgere kan blive udleveret til retsforfølgelse i Kina. Det vil i høj grad gøre det nemmere for regimet i Kina at gå målrettet efter systemkritikere, menneskerettighedsforkæmpere, journalister, NGO-arbejdere og andre, der som man anser som modstandere. Politiet bruger voldsomme metoder – tåregas, peberspray og pistoler med gummikugler – mod demonstranterne, og mange af demonstranterne er blevet overfaldet og gennembanket med slagvåben.

Men den danske regering har været tavs og har især ikke udtrykt sin støtte til protesterne eller til demonstranternes brug af ytringsfriheden. Jeg har ingen grund til at tro, at Venstre ville have været mindre tavse, hvis de var blevet ved magten. Det, der er tale om, er en generel tavshed. Danske regeringer undlader af strategiske årsager at kritisere Kina, fordi der er så store økonomiske interesser på spil – og det minder om den lignende danske tavshed for andre diktaturer som f.eks. Saudiarabien.

Men det er i en påfaldende kontrast til alle de resurser, der er blevet brugt på at sikre ytringsfriheden for f.eks. Rasmus Paludan. Når danske politikere fra nuværende eller tidligere regeringspartier taler om ytringsfrihed, bør vi ikke undlade at nævne Hong Kong.

En sommerferiebog: Kärlekens Antarktis

Det er vel også lidt af en tilsnigelse at kalde Kärlekens Antarktis for sommerferielæsning. Jeg købte denne roman af Sara Stridsberg i min sommerferie, men jeg fik først læst den mens jeg var til festival i Göteborg. Det er den første bog af Sara Stridsberg, jeg har læst. Ellers har jeg og mange andre nok mest kendt hende som modtager af Nordisk Råds Litteraturpris og som et af de medlemmer af Svenska Akademien, der trak sig for få år siden efter en meget omtalt sag om seksuelle overgreb begået i denne kreds.

Kärlekens Antarktis er en beretning om en sjæl efter døden, om et mordoffer, en ung kvinde, der betragter sit liv i tilbageblik og det liv, som går videre efter hendes alt for tidlige død ø i sommeren 1982. Det sidste bliver, som meget andet i romanen, røbet indirekte – her afsløret af en nyhed om Falklandskrigen i en radioavis, som morderen lytter til.

Kvinden, der fortæller Kärlekens Antarktis, er Katarina (eller Inni, som hun også kaldes). Hun kommer fra en meget fattig baggrund på Sveriges vestkyst, mister sin lillebror tidligt ved en drukneulykke og havner siden i Stockholm, hvor hun bliver afhængig af heroin. Hun møder en anden narkoman, Shane, får to børn med ham og bliver gadeprostitueret. Sønnen bliver tvangsfjernet, datteren bortadopterer hun selv. En aften bliver Inni samlet op af en kunde, der kører hende ud til en sø, hvorefter han voldtager og myrder hende og parterer liget. Kort efter dør Shane også (formodentlig af aids).

Det er således en på alle måder grum historie, vi har med at gøre, og på sin vis er der tale om socialrealisme med beretningen om en social arv, det er svært at slippe bort fra, og om de mekanismer, der skaber denne arv. Romanen er samtidig en meget vellykket kommentar til hele true crime-genren, hvor fascinationen af de ekstreme forbrydelser ofte ser ud til at hænge sammen med en fascination af forbryderen. Det er offeret, der er i fokus her – og det er tydeligt, at morderen den uinteressante person. Og det er i høj grad en beretning om dødsøjeblikket, den oplevelse et menneske aldrig vil kunne fortælle om. Fortælleren vender tilbage til de sidste minutter i sit liv igen og igen, og vi får mere og mere indsigt i hendes tanker og følelser netop da hun ved, at hun skal dø og imens hun dør.

Bogen giver et alternativt bud på udødeligheden. Sara Stridsberg kommer med en opfattelse, jeg også tidligere har set: Man dør flere gange. Første gang er den fysiske død. Den sidste gang er det tidspunkt, hvor et menneske nævner éns navn for sidste gang. Først da er man helt forsvundet. Innis børn ved, at deres mor findes, men ved ikke ret meget om hende. Om dette ændrer sig i løbet af bogen, vil jeg ikke røbe her.

Bogens særlige synsvinkel skaber en særegen sammensmeltning af den alvidende fortæller og jeg-fortælleren, for dette er en jeg-fortæller, der kan se alt og efterhånden er på vej til at vide alt. Det virker umiddelbart lidt underligt til at begynde med, at en ung kvinde med kort skolegang udtrykker sig som hun gør, men også dette får vi en forklaring på til sidst.

Kärlekens Antarktis er en stærk roman om hvor svære kår kærligheden (herunder næstekærligheden) har og hvad mangel på kærlighed fører til. I år er den udkommet på dansk under titelen Kærlighedens Antarktis. Jeg læste dog Kärlekens Antarktis på svensk; det er lidt af en udfordring, når der kommer ord, jeg ikke kender, men det er det værd. Jeg ville ønske, det var nemmere og billigere at købe nordiske bøger på originalsproget i Danmark.

Way Out West, dag 3

Sidste dag på Way Out West begyndte med – regn. Regnvejret endte mer at fylde en del, for af og til var regnen temmelig kraftig. Musikfestivaler afviklet i silende regn kan i bedste fald skabe sammenhold blandt publikum og i værste fald skabe en følelse af ekstrem trøstesløshed. Heldigvis blev det sidste ikke tilfældet.

Første koncertoplevelse var med Titiyo, der er Neneh Cherrys søster (og dermed også bror til Christian Cherry fra TV-avisens vejrudsigt). Jeg oplevede kun de sidste 15 minutter af denne koncert og kender ikke Titiyos musik så godt, men mit indtryk er dog at selvom begge de to søstre synger godt, er det dog Neneh Cherry, der er den mest interessante. 

Næste koncert var også med et svensk navn, nemlig gruppen Amason, der nu snart er albumaktuelle. Regnen var rigtig voldsom op til koncerten; vi var mange der krøb i ly inde under en slags skulptur med lange tjavser af stof. Men da Amason gik på scenen, var vi også mange, der kom ud af skjulet. Det blev en god koncertoplevelse, trods regnen. Amanda Bergman, den af de to sangere som er mest i forgrunden, er en rigtig dygtig vokalist. Stilmæssigt er Amason egentlig svært bestemmelige. Nogle gange var vi over i et svensk 70’er-univers, men andre gange var helhedsindtrykket overraskende funky, Der blev endda også tid til en forunderlig udgave af det gamle, sentimentale Foreigner-hit “I Want To Know What Love Is”. Amason har sange på både svensk og engelsk; min fornemmelse er, at de svenske sange fik en særligt god modtagelse af publikum, og det er da også denne del af deres repertoire, der står mit hjerte nærmest.

Christine and The Queens fra Frankrig leverede vel dagens største koncertoplevelse. Ét er sangene, og Christine er en dygtig pop-sangskriver og ditto vokalist, der er åben om sin egen modsætningsfyldte og åbne seksuelle og kønslige identitet. Men dertil kommer hele det visuelle udtryk; Christine optræder med en trup af meget dygtige dansere, og store dele af koncerten var et præcist koreograferet og udtryksfuldt danseshow, der er en på én gang original og trofast formidling af sangenes budskab.

Så blev det tid til en burger, og da manden bag disken talte om “bestilling nummer niogfyrre”, gik det op for mig at han faktisk var dansk. Det var den eneste dansker, jeg stødte på til denne svenske festival.

Så blev det tid til Erykah Badu, og hun er ikke blevet mindre excentrisk med årene – tværtimod. Med sin guldparyk og 10 armbåndsure (!!) og appeller til at man skal fokusere på træerne (!!!) var hun så afgjort et af de mere specielle bekendtskaber. Musikalsk er Badu stadig særdeles kompetent, og hendes jazzede tilgang har på nogle måder dannet skole inden for R&B, men det hele truede ofte med at blive overskygget af primadonnanykker.

Erykah Badu gik langt over tiden, og til sidst blev lyden afbrudt af hensyn til næste koncert på scenen overfor. Bagefter gik Stormzy omsider på scenen med en forsinkelse på 20 minutter, der alene skyldtes Erykah Badu.

Jeg har aldrig oplevet Stormzy på en scene før, men hans bud på engelsk rap var særdeles vellykket og en god måde at slutte festivalen på. Musikken er ofte vred og kraftfuld, men Stormzy afslører sig selv som en venlig mand med hjertet på rette sted. Og også han fik røbet undervejs, at han havde haft en depression.

Det interessante for mig ved Way Out West er, at festivalen er meget velorganiseret og gør det muligt af få nogle musikoplevelser, der bringer mig ud over den standardoplevelse med “hvide mænd med guitarer”, der engang var så typisk for mig, Jeg holder meget af rockmusik og mange af mine musikalske helte er hvide mænd, men verden er større end dét!