Konsekvenserne af at lyve

Nu kommer der et forslag fra Inger Støjberg om at mennesker, der får asyl i Danmark, kun kan få midlertidig opholdstilladelse og ikke kunne opnå dansk statsborgerskab, hvis det senere har vist sig at de har talt usandt under behandlingen af deres asylsag. 

Det kan næppe undre, at dette forslag ser dagens lys. Både lovgivningen om og den administrative praksis med hensyn til opnåelse af opholdstilladelse og statsborgerskab har set adskillige stramninger inden for de seneste 15 år. Lige nu virker det som om mange politiske partier kun er optaget af at skabe så umuligt et forhindringsløb som de overhovedet kan.

Selvfølgelig må man ikke lyve, men der er mindst to problemer med det aktuelle forslag – ud over at det i sin hensigt er så direkte usympatisk og ud over at det kommer fra en minister, der formodentlig selv har løjet for at opretholde en lovstridig praksis.

Det ene problem er proportionalitetsprincippet, som er et vigtigt princip i retsplejen. Det tilsiger, at straffen for en forseelse skal være proportional med forseelsens omfang. Hvis man skal kunne søge om dansk statsborgerskab, skal man have boet uafbrudt i Danmark i ni år. Skal en forseelse have konsekvenser ni år frem i tiden?

Det andet problem er grundlaget for at konkludere, om en asylansøger rent faktisk har løjet. En rapport fra Translatørforeningen fra oktober 2015 viser, at der er problemer med dårlige tolke, og også i asylsager.  En kort omtale af rapporten kan ses på DR Nyheder.  Tre eksempler på dårlig tolkning i asylsager, hentet fra rapporten og gengivet af DR, er

– Tolken sagde, at jeg skulle rejse hjem og ikke søge asyl i Danmark.

– Jeg fik afslag på asyl, fordi tolken sagde ting, jeg ikke havde sagt, og fordi tolken havde sagt noget andet/oversat forkert. Den forkerte tolkning har gjort livet vanskeligt

– Jeg blev meget forvirret, fordi jeg ikke forstod, hvad tolken sagde, og fordi jeg ikke kunne forklare min sag ordentligt. Måske vil konsekvensen være, at jeg taber sagen.

Flattr this!

En aften for 1000fryd

1000Fryd opstod som en forening i Aalborg først i 1980’erne, og mange kender mest stedet i Kattesundet som et spillested. Og det er også mest i den forbindelse, jeg er kommet der gennem årene – hvis vi ser bort fra en meget kort periode hvor jeg selv var med til at låne et øvelokale der for knap 30 år siden og rent faktisk spillede selv. Men 1000Fryd er mere end bare et spillested; det er et kreativt miljø, som har fostret ikke helt få aalborgensiske kulturpersonligheder. Bedst kendt er vel nok Jakob Ejersbo.

I modsætning til Ungdomshuset i København har 1000Fryd gennem stort set alle årene mødt megen velvilje og har haft et generelt godt forhold til Aalborg kommune. Alligevel har der desværre  gennem årene været behov for støttekoncerter for at sikre stedets overlevelse, og ekstra trist var situationen for knap et år siden, da aktivisterne på 1000fryd måtte konstatere, at en tidligere bestyrer havde fusket med midlerne.

Her til aften var det tid til endnu en støttekoncert, der denne gang blev afholdt på Huset i Hasserisgade, hvor der er plads til en del flere mennesker end på det lille 1000Fryd. Alle bands spillede gratis, heriblandt det slet ikke ukendte Magtens Korridorer. Interessant nok har de faktisk aldrig spillet på 1000Fryd – men de ville gerne tage turen helt fra Rigets Centrum for at give koncert.

Blandt publikum så jeg ganske mange kendte ansigter fra dengang i forrige århundrede, hvor jeg selv ofte var at finde på 1000Fryd – og også flere af de gamle bestyrere var der, bl.a. Anders Wested (som jeg senere har kendt fra vores arbejde mod Egholmmotorvejen) og Per Clausen (formand for Dansk Magisterforening, folketingsmedlem, byrådsmedlem osv.). Og jeg blev endnu engang mindet om at jeg bestemt ikke er 25 år mere; faktisk sad der en ikke ubetydelig rest af træthed i mig efter to aftener med koncerter med henholdsvis PJ Harvey og Patti Smith.

Den bedst kendte anekdote om 1000Fryd er vel, at der engang var en amerikansk rocktrio, som man sagde nej til et koncerttilbud fra. Der gik ikke så lang tid, så udkom Nevermind, og resten er som man siger, historie. Per Clausen var bestyrer i perioden 1988-89 og kunne derfor ikke fortælle, hvem der dog havde sagt nej til Nirvana, men her til aften var der en vis enighed om at den forpassede mulighed for at spille i Aalborg kunne have været dét, der var med til at gøre det af med Kurt Cobain få år senere.

Og jeg fik købt en folkeaktie; den kan man se på billedet ovenfor. Jeg skulle betale kontant; ellers havde jeg betalt mere end 200 kroner for den.

Flattr this!

Patti Smith på slottet

Så kom dagen hvor Patti Smith gav sin eneste koncert i Danmark. Den fandt sted på Sostrup slot på Djursland. Min hustru og jeg fik kørelejlighed derned med Kirsten, som jeg gik i gymnasiet med.

Publikum var klart i den modne ende til denne koncert. I hele menneskemængden var der ikke rigtig nogen jeg kendte – bortset fra Ritt Bjerregaard, men hun kender formodentlig ikke mig.

Opvarmningen var med Annisette, der på ganske mange måder er en åndsfælle til Patti Smith; engang spekulerede jeg på om disse to store sangerinder kendte til hinanden, men det ved jeg nu at de gør. Fælles er deres politiske engagement og insisteren på nødvendigheden af kærlighed og forsoning. En interessant detalje er at Patti Smith, da hun var ved at slå igennem i USA, af nogle anmeldere blev sammenlignet netop med Annisette!

Annisettes korte koncert var en fin oplevelse, og det var umuligt ikke at blive dybt berørt af hendes kraftfulde stemme og aldrig svigtende intensitet.

Patti Smith er en fascinerende performer og en af rockens legender. Hun bygger bro mellem to strømninger, nemlig hippietiden, som hun kom fra, og punkrocken, som hun havnede midt i. Hun var samtidig blandt de første til at insistere på at rockmusik også kunne være kunst. Og så var der jo også lige venskabet med Bruce Springsteen dengang i 1970’erne. På en scene fremstår Patti Smith venlig og viis, men også med den excentricitet somme lang karriere har kunnet fremelske. Min hustru lagde f.eks. mærke til hendes underlige vane med at spytte (!!) mens hun sang – jeg spekulerer på om hun overhovedet tænker over det!

Patti Smith startede i det rolige og allermest hippieprægede hjørne med sange som “Dancing Barefoot” og “Ghost Dance”. Undervejs var der også tid til et par covernumre – et U2-nummer fra 1987, “Mothers of the Disappeared” (fra The Joshua Tree) og “Rocking in the Free World” af Neil Young, som bandet faktisk spillede uden Patti Smith!

Den sidste halve time af koncerten var dog klart den mest intense, og publikum rejste sig nu fra stolene og kom tæt på scenen. Vi fik hittene “Because The Night”, “Gloria” og “People Have The Power” – og til sidst, lidt overraskende, en smuk hyldest til Elvis Presley med hans “Can’t Help Falling in Love”.

Omgivelserne på Sostrup slot var meget smukke, og den regn der var blevet truet med, udeblev helt; det blev en smuk sensommeraften. Den logistiske side af sagen lod til gengæld en hel del tilbage at ønske – madkøerne var især ufatteligt lange (det tog knap en time at få noget at spise), og allerede i pausen efter Annisettes sæt var der udsolgt af hotdogs. Vi var langt fra det niveau og den driftssikkerhed, man kender fra ikke mindst Roskilde Festival.

Flattr this!

Det sker hver tolvte dag

Der har i dag været et bilangreb i Barcelona, og jeg kan nu læse at der er 13 døde. Det er et af de voldsomste terrorangreb i Europa i år. For ganske få dage siden var der et bilangreb i Charlotteville i USA, og her døde der én.

Der er nu en side på Wikipedia specielt om bil-angreb. Den røber, at der alene i 2017 har været 19 sådanne angreb, iberegnet hvad der netop er sket. Vi befinder os i skrivende stund på årets 229. dag, så det betyder at der i gennemsnit nu kun går 12 dage mellem hvert sådant bilangreb. De er allerede ved at blive en ny og afskyelig form for forbrydelse, og der er desværre også en snigende fornemmelse af at dette er alt, alt for velkendt.

Der har været bilangreb tidligere, men min triste fornemmelse er at alle angrebene i år – forskellige som de end er – har hentet deres inspiration i det voldsomme lastbil-angreb, der fandt sted den 14. juli 2016 i Nice. Gerningsmændene har fundet et våben, der ikke er tænkt som et våben, og tilmed et våben, som er nemt at skaffe.

Flattr this!

Kursusflytteri og projektarbejde

Hvert semester er der et heldagsmøde på Institut for datalogi, hvor alle medarbejdere skal deltage. I dag var det tid til endnu ét af slagsen. Som regel er der ikke så mange, der siger noget – plenumformen gør typisk at det er de samme, der taler (og ofte også ytrer sig ganske hyppigt).

Om formiddagen var der besøg fra fakultetets ledelse, der bl.a. fortalte om den nye budgetmodel og om et langsigtet mål om at få projektarbejdet gjort mere centralt og at få de kompetencer, som hidtil er dukket op i kurserne, bedre relateret til projektarbejdet og nedtone kurserne eller måske erstatte dem helt med andre undervisningsformer på længere sigt.

Om eftermiddagen var der bl.a. præsentation af planerne for den nye uddannelse i data science, men den grundigt forberedte præsentation af strukturen af den nye uddannelse blev hurtigt til en diskussion (mellem ganske få personer) af hvilke kurser, der skulle være på hvilke dele af uddannelsen og hvilke grupperinger, der skulle stå for dem. Det var ærgerligt at overvære, hvordan diskussionerne endte i kursusflytteri, efter at det om formiddagen var blevet betonet at projektarbejdet på uddannelserne skulle fremstå mere centralt.

Grunden til at så mange diskussioner af uddannelserne på et universitet med udstrakt projektarbejde alligevel ender i kursusflytteri er formodentlig den enkle (og ærgerlige), at kurserne er så veldefinerede og at man som universitetslærer netop her har stor mulighed for at bestemme indholdet – det kan man nemlig ikke i nær samme grad for projektarbejdets vedkommende.

Retfærdigvis skal jeg tilføje, at der også i dag var en diskussion af gruppedannelse i forbindelse med projektarbejde, og her holdt jeg et kort oplæg. Det var ikke fordi det var mig der indledet, at denne diskussion nok var den mest interessante i dag – det var fordi det var godt for én gangs skyld at kunne tale om projektarbejde.

Flattr this!

Vi var de første – og de sidste

Er menneskeheden, som den findes nu, den første teknologiske civilisation på vores planet? Eller var der mon en anden art før os, der nåede samme udviklingstrin som os? I en del science fiction-fortællinger, bl.a. H.P. Lovecrafts kortroman At The Mountains of Madness, dukker denne forestilling op. Men så er det påfaldende, at vi aldrig har fundet spor af sådanne gamle civilisationer.

I en ny artikel i International Journal of Astrobiology (også omtalt på ScienceDaily.com) argumenterer matematikeren Daniel P. Whitmire fra University of Arkansas for vi er den første og den sidste teknologiske civilisation på vores planet. Hans argument bunder meget kort fortalt i en probabilistisk betragtning om at vi er en typisk teknologisk civilisation. Der har været masser af tid, hvor andre teknologiske civilisationer kunne opstå på Jorden, men det er ikke sket, for der er ingen spor af dem. Og fordi vi er typiske og der ikke er spor af tidligere civilisationer, må det så medføre at vi er den eneste civilisation, der nogen sinde vil få disse kompetencer. Vi ender med at ødelægge biosfæren helt, for ellers ville der kunne opstå nye civilisationer senere. Og den triste lovmæssighed må da være, konkluderer Whitmire, at når en art på en planet opnår teknologisk kompetence, da ender den med at gøre det af med alt liv på den planet, den bebor, og gøre det forholdsvis hurtigt. Dette vil også kunne give en forklaring på Fermis paradoks, nemlig at vi aldrig har fået kontakt med andre civilisationer, selv om universet er så stort, at der burde være nogen derude.

Det er unægtelig en trist konklusion.

Flattr this!

PJ Harvey har gjort det igen

Jeg så PJ Harvey på Roskilde Festival i 2016, og det var en koncert, der var hele festivalbilletten værd. Her til aften var jeg til koncert i Randers med hende og hendes ni mand store band, og også dét blev en usædvanligt god oplevelse. Det skadede bestemt ikke, at det denne gang var lykkedes at på billetter på forreste række eller at koncerten fandt sted på Værket, hvor der kun er plads til 1000 tilskuere.

PJ Harvey er en meget intens performer, og ligesom sidste år gik der en hel time inden hun henvendte sig til publikum. Men det er ikke udtryk for arrogance, men for en usædvanligt stor indlevelse. Det blev en koncert, der i modsætning til Roskilde 2016 også i stor udstrækning besøgte de tidligere albums før Let England Shake. Bl.a. var der en række numre fra White Chalk, et album som jeg må indrømme at jeg ikke har hørt så meget som det fortjente at blive lyttet til. Og så var der endnu engang et dyk helt tilbage til “50 Ft Queenie” fra det hårdt rockende andet album Rid Of Me.

Bandet med de mangeårige samarbejdspartnere John Parish og Mick Harvey skal selvfølgelig også have sin del af æren, sammenspillet som det er og med evnen til at forløse PJ Harveys mangefacetterede univers af sange.

Flattr this!

Samfundskritik “The American Way”

I denne weekend kunne jeg læse den triste nyhed om endnu et bilangreb, denne gang i USA, hvor en racist kørte ind i en antiracistisk demonstration. Mange, og selvfølgelig også jeg, er meget bekymrede over denne tendens – at had og intolerance har fået så voldsomt fat i USA. Men der er også et foruroligende stort antal racistiske forbrydelser – måske ikke bilangreb, men dog grov vold, der kan have døden til følge – i mange europæiske lande, herunder i Danmark. Medierne har imidlertid især haft fokus på USA.

Jeg har også på fornemmelsen at nogle af de (især unge) mennesker i dag, der betegner sig selv som progressive og interesserer sig for samfundsforhold, i dag har fået en tendens til at tage i udgangspunkt i de problemstillinger, der er aktuelle i USA og til at diskutere ud fra en amerikansk synsvinkel. Netop dét synes jeg er problematisk, for der er nok at tage fat på af racisme og sexisme også i Danmark. Racisme og sexisme viser sig bare på lidt andre måder end i USA, fordi forudsætningerne er nogle andre. Diskussionerne af et “slavemarked” på en festival på Stevns for nylig tog således udgangspunkt i en amerikansk virkelighed, ser det ud til.

Det er en lidt paradoksal situation, at der samtidig med eksporten af den amerikanske populærkultur, der hylder The American Way of Life, også sker en eksport af kritikken af forholdene i USA. Man bliver “samfundskritisk The American Way” i stedet for at anlægge et internationalt udsyn.

Jeg kan huske hvordan min datter for nylig begyndte at kritisere rollen som hjemmegående husmor og hvad den fører med sig af usynliggørelse af kvinder, og det er bestemt også en rimelig kritik. Men det er i USA, mere end hver fjerde kvinde med børn under 18 går hjemme, og sådan har det været meget længe – men i Danmark er tallet meget, meget lavere. Tæt på 90 procent af alle små børn bliver stadig passet i daginstitutioner. Det var lidt underligt for mig at fortælle min datter det, for det gav mig pludselig en fornemmelse af at hun måske havde mere indsigt i forholdene i USA end her i Danmark.

Selv er jeg også skyldig i at være “samfundskritisk The American Way”, er jeg bange for. På denne blog har jeg viet en del opmærksomhed til amerikanske progressive skikkelser som f.eks. Noam Chomsky og Patti Smith, men ikke nær så meget til deres modstykker i andre dele af verden.

Flattr this!

En lørdag eftermiddag i Strandparken

Thomas Thisted
Ida Elisabeth Agerkvist
Amina Elmi
Nikolaj Lind Holm

I dag optrådte jeg og fire andre udøvere af poetry slam ved Aamaze-festivalen i Lindholm Strandpark i Nørresundby. Aamaze er en lille festival med lokale amatørmusikere, graffitikunstnere og andre kreative personer, og den er blevet til på initiativ af Katrine Skovsgaard, som er en lokal eventmager med forbløffende mange jern i ilden.

I år var der også poetry slam på programmet; vi var fem deltagere, hvoraf fire af os havde været med til de seneste Aalborgmesterskaber. For én gangs skyld var der  ikke tale om en konkurrence. Vi præsenterede to af vore egne tekster hver og derudover en tekst, som en af de andre havde foræret os.

Desværre var denne lørdag præget af regn, så publikum var ikke så stort, som man kunne have ønsket sig. Men det var en god oplevelse ikke desto mindre, og det er altid spændende at fremføre andres tekster og at opleve hvordan andre fortolker de tekster, man selv har lavet. Konkurrenceelementet i poetry slam er tit et incitament, men nogle gange er det også godt at kunne lægge det til side for en stund.

Efter vores optræden nåede min familie og jeg at gå lidt omkring i området og kaste et blik på de lave gamle industribygninger lige bag parken, der nu danner rammen om grafittikunst. Vi var kun knap en kilometer væk fra hvor vi bor, men her havde vi faktisk aldrig vore ben før. Også dét var interessant.

Flattr this!

Skadefryd?

Lige for tiden er der meget fokus i medierne på prins Henrik og på hans underlige adfærd og udtalelser. Jeg er bestemt ikke kendt som royalist, og i lang tid har jeg bare syntes, at han var pinlig og selvoptaget. Men på det seneste er der kommet en formodning om at prins Henrik måske har en form for demens, der fjerner hans hæmninger. Min mor blev selv ramt af netop en sådan form for demens, og faktisk er det ikke så usandsynligt at “kongen” har fået en lignende skæbne og at det, vi nu ser, er at demensen er ved at tage over.

Set i dét lys er historien om prins Henrik potentielt dybt tragisk. Men billederne og udtalelserne er derude, og medierne bliver ved med at gengive dem.

Min fornemmelse er, at der er ved at komme endnu mere skadefryd over medierne end før.  Det er da også bemærkelsesværdigt, at de kulørte medier faktisk er fyldt med fotos, der viser kendte mennesker fra deres grimmeste side. Google gav 11.700.000 hits på “ugly pictures of beautiful women”! I den endnu grimmere afdeling er der masser af billeder og filmklip rundt om på net-medierne, der viser ukendte mennesker, som kommer til skade eller dummer sig, nogle gange med meget alvorlige konsekvenser for liv og lemmer.

Jeg spekulerer på om (mange af) de “redigerede” medier som tv, ugeblade mm. er ved flytte sig over mod at betjene sig af samme appel til skadefryd, som i de seneste år har fået så gode udfoldelsesmuligheder på de uredigerede sociale medier.

Flattr this!