Dagen derpå

Klar til at rette eksamenssæt – med udsigt til Atlanterhavet.
Cascais i gråvejr.
En med længsel ventet aftensmad.

Fra og med i dag kunne jeg læne mig tilbage, her efter mine to foredrag var overstået. Jeg brugte meget af formiddagen på at rette eksamenssæt og tog også lidt fat i en pause under fordragene i dag.

53 eksamenssæt fik jeg rettet. Resten får jeg rettet i de næste få dage, for fristelsen til at snakke med kolleger fra udlandet og høre om deres tanker og aktiviteter og få ideer til ny forskning trækker voldsomt.

Vi talte om bevisassistenter og hvordan man kommer i gang med dem, men også om hvordan man mon kan sørge for at konferencer bedre understøtter det, der egentlig fører mest med sig – nemlig kontakterne og samtalerne i pauserne. Jeg foreslog (selvfølgelig), at man kunne “flippe” konferencer, så foredragene var podcasts, man kunne se hjemmefra, og så hovedparten af programpunkterne skulle hjælpe forskerne med at møde hinanden.

Aftenen brugte jeg på et besøg på Ao 26, der har æren af at være en af mine absolutte favoritrestauranter. Netop dén restaurant er et fremragende eksempel på at plantebaseret mad ikke behøver at være kedelig eller næringsfattig, og det er værd at bemærke, at der lader til altid at være fyldt. Kig forbi Rua Vítor Cordon 26 og prøv at få en plads!

En mandag i Portugal

Aftenudsigt fra Miradouro da Santa Catarina.

I dag skulle jeg holde mit andet foredrag; selv om jeg drog af sted fra mit uopvarmede værelse i god tid, lykkedes det mig desværre at komme et par minutter til det første foredrag (som ikke var mit).

Samtidig med dagens første foredrag begyndte i øvrigt den skriftlige eksamen i der kursus, jeg holdt her i efteråret. Så i en sportshal i Skalborg sad 160 studerende og var til eksamen i Beregnelighed og kompleksitet. De trofaste studiesekretærer scanner alle besvarelser og sender dem til mig pr. mail, så jeg kan få rettet dem i løbet af rejsen. Jeg er så småt gået i gang, for mailvedhæftningerne er begyndt at strømme ind.

Mit foredrag handlede om igangværende arbejde, og der kom nogle gode spørgsmål, der bestyrkede mig i ideen om at dette er værd at arbejde med. Og så kunne jeg ellers sætte mig til at lytte til alle de andre foredrag. Efter endnu en lang dag kunne jeg tage toget fra Cascais tilbage til Lissabon og sidde i kupeen og kigge ud over det stille Atlanterhav med eftermiddagssolen i en halv times tid.

Her til aften fik jeg forenet en gåtur i Lissabon med et særdeles nødvendigt ærinde. En af mine pladsreservationer til hjemrejsen – faktisk den første – var nemlig blevet udstedt til en forkert dato, så det skulle jeg også nå at få rettet. Den salgsmedarbejder, der tog sig af dette, bemærkede at min InterRail-billet var udstedt i Danmark og kunne da røbe, at han faktisk selv hed Larsen til efternavn – hans ene forælder var såmænd dansk. Hr. Larsen fra Portugal kunne derudover oplyse mig om at mit gamle Viva Viagem-rejsekort fra tidligere besøg hernede sagtens kunne bruges, selv om jeg ikke kunne tanke nyt op på det. Så nu har jeg endnu et gyldigt rejsekort til samlingen af sådanne fra mine rejser rundt om i Europa.

BEAT2019

Peter Thiemann holder sit indbudte foredrag om graduerede sessionstyper.

Jeg ankom til Lissabon kl. 7.30. Mine kolleger og samarbejdspartnere António Ravara fra Lissabon og Adrian Francalanza fra Malta holdt og ventede på mig, og vi kørte ud til Cascais, hvor POPL 2019 finder sted.

BEAT-workshoppen er en af de mange aktiviteter på den første dag af konferenceugen, der har POPL som centrum. Jeg var selv organisator af den første BEAT-workshop i Rom i januar 2013, den ser endte med at jeg sneede inde i München og endte med at gå glip af det meste selv.

I år kunne jeg læne mig tilbage og lytte til de mange foredrag. Især bed jeg mærke i et foredrag af Andreai Mondido og Vasco Vasconcelos, for det handlede om en slags tableau-algoritme for ækvivalens af kontekstfri sessionstyper, der til forveksling ligner noget, der var den centrale del af min Ph.D.-afhandling fra 1991! De vidste imidlertid ikke, at der var en forbindelse. Sidst på eftermiddagen fortalte jeg Andreai og Vasco om mit arbejde fra dengang for mange år siden. Det var interessant, at det nu pludselig var blevet nyttigt igen for andre – og for mig var det fascinerende at være i stand til tale om dette igen og opdage, at det hele var derinde endnu.

Midt på eftermiddagen var det tid for mig til selv at holde mit foredrag, og der kom heldigvis flere gode spørgsmål fra salen.

Det var godt at gense mange af dem, jeg kender, og igen blive mindet om, at også jeg faktisk er en del af et større forskningsfællesskab og at også jeg bidrager med noget, som lader til at være af værdi for andre. Netop i det fællesskab, der er omkring BEAT og det nu afsluttede BETTY-projekt, synes jeg at der en på en og samme tid positiv og ambitiøs ånd, og her føler jeg mig velkommen.

I morgen skal jeg holde mit andet foredrag, men først skal jeg lige have tjekket ind på mit værelse i Lissabon efter en lang dag i Cascais.

Nattog til Lissabon

Julepynt i januar på Madrid Chamartín.

Endnu en dag er gået med at rejse i tog. Mens jeg sad i metroen i Paris her til morgen på vej til Gare de Lyon, var der pludselig en strømfbrydelse. Jeg fandt senere ud af at den må være sket præcis da den gaseksplosion, der kostede menneskeliv, fandt sted og formodentlig var en konsekvens heraf.

Eksplosionen hørte jeg først om, da jeg sad i toget mod Barcelona. Min hustru ringede, forståeligt nok bekymret.

Turen sydpå var en af de togrejser, jeg vil huske for det gode: en god vinduesplads, stik til oplader og et behageligt sæde.

Nogle tror, at det er kedeligt at rejse i tog, men tiden føltes kort – jeg fik arbejde fra hånden, men fik også hørt musik og kigget ud ad vinduet og tænkt på ingen ting. I denne uge deltog jeg i et temmelig kompliceret møde på universitetet, som jeg stadig grubler og græmmes over. Så var det en glæde at kigge på landskabet og se det suse forbi med knap 300 kilometer i timen.

Efterhånden som vi kom sydpå gennem Frankrig, blev vejret bedre og til sidst, nede ved Narbonne, var himlen dejligt blå. Jeg fik endda et lille glimt af Middelhavet og de brede sandstrande.

Jeg nåede Barcelona, skiftede til toget til Madrid (hvor der ikke er wi-fi på 1. klasse!! Det gør ikke spor.) Underligt nok var der en sikkerhedskontrol af bagagen på Barcelona Sants-stationen med gennemlysning og det hele – om det er frygten for terrorisme, der er specielt stærk her, ved jeg ikke. Et kort øjeblik følte jeg mig hensat til min flyvende fortid.

Vel ankommet til Atocha-stationen var der kun tilbage at finde ud af at tage nærbanen til Chamartin-stationen.

Madrid Chamartín er formodentlig et lokalt minimum for udbud af madvarer, der er velegnet til veganere. På Burger King – af alle steder – havde de en kedelig, men dog spiselig salat og de allestedsnærværende pommes frites. Og endnu en gang ærgrede jeg mig over mine dårlige spanskkundskaber. Til gengæld hang der stadig julepynt ved nedgange til perronerne!

Men nu er jeg havnet i sovekupeen i toget til Lissabon. Jeg var godt nok blevet lovet, at der ville være en bruser der, men det er der ikke. Træerne vokser ikke ind i himlen. Men skidt med det, for i morgen er jeg fremme, og indtil videre har jeg været glad for at rejse igennem Europa i tog. Man får sjælen med og får set en masse, man ellers ikke ville se.

Lang fredags rejse mod nat

Udsigten fra Grand Hôtel de Paris, Boulevard de Strasbourg 72.

For 35 år siden tog jeg bare toget ned gennem Europa. Jeg lavede pladsreservationer hjemmefra i det omfang, det var muligt. Og så rejste jeg ellers på 2. klasse med Nordpilen til Hamburg, med nattog videre til Paris eller München og derfra videre ned til Sydeuropa med liggevogn. Og jeg var helt ubekymret. Jeg havde ingen dyre ejendele, bare mit lidt forvaskede tøj, nogle grumsede kondisko , toilettaske og en blå Berghaus-rygsæk med plads til samme. Dertil selvfølgelig en god bog.

I dag, hvor jeg er mere end dobbelt så gammel, går togrejsen sydpå i embeds medfør. Interrail-billetten har nu ingen aldersgrænse mere, er farvestrålende og købt til 1. klasse. Og jeg skal lære det hele igen, nu hvor jeg er distræt nok men ikke klog nok til at blive professor.

Dagens rejse gik fra Aalborg via Fredericia til Hamburg – for Nordpilen findes ikke mere. Derfra fra Hamburg til Mannheim og derfra igen til Paris, hvor jeg overnatter. For nattogene fra Hamburg til Paris findes ikke mere.

Det er behageligt at rejse på 1. klasse, og jeg kan arbejde på livet løs med mit foredrag til fredag.. Men som midaldrende mand falder jeg meget nemmere i søvn end jeg gjorde, da jeg var ung og mørkhåret. Kl. 22.52 ankom toget til Gare de l’Est. Jeg var på nippet til at glemme strømforsyningen til min MacBook, men opdagede at der hang en ledning og dinglede fra sædet. Dén slags problemer havde jeg ikke i mine unge år.

Hotellet ligger et par hundrede meter fra banegården; på vej derhen passerede jeg årets sidste (eller vel rettere første) julepynt, herunder nogle mystisk udseende juletræer. Elevatoren op til 3. sal på det noget misvisende benævnte Grand Hôtel de Paris har et skilt med Max. 3 personer, men der kan lige præcis stå én person derinde med en kuffert. Her til aften var det mig, der var den person. Natportieren havde en slående lighed med de natportierer, der også var i 1984, men det var det dog næppe.

Den store forskel på Frankrig og Tyskland er formodentlig, at man i Frankrig af uvisse årsager aldrig har opdaget at det er rart at sove med dyne. Det skal dog ikke forhindre mig i at få en god nats søvn. I morgen går turen til Barcelona og videre til Madrid inden nattoget til Lissabon.

Kufferten er pakket

Af uvisse årsager har jeg mere uro ved morgendagens rejse til POPL2019-konferencen i Cascais end jeg plejer. Det er anderledes at skulle rejse med tog. På den ene side glæder jeg mig til at sidde og se Europa fra et vindue og have tid til at lægge sidste hånd på forberedelsen af mit foredrag. På den anden side er der så meget, der ikke må glippe: Seks togskift, metroforbindelser i Paris og i Madrid osv.

Her til aften ville jeg hæve euro i Nordjyske Banks hæveautomat i Nørresundby, men i stedet skete der det, at hæveautomaten spiste mit VISA/Dankort. Til alt held har jeg også et MasterCard – ellers ville jeg være ilde stedt.

Linda Jørgensen er død

Det var en af mine gode bekendte fra Amnesty International, der var blandt de otte, der omkom i togulykken den 2. januar 2019: Linda Jørgensen, kontaktperson for Amnesty International i Odense. I dag valgte vi at dele denne triste nyhed med andre, og nu deler jeg den med jer. Linda var en utrættelig, dygtig og inspirerende person, som vi i Amnesty i Aalborg holdt meget af. Hendes gode humør, store engagement og aldrig svigtende organisatoriske evner var en inspiration for os, og jeg har mødt hende til mange arrangementer i Amnesty International gennem de sidste 20 år. Senest kom ideen om at lade 10. december-arrangementet i 2018 sætte fokus på de nye lovindgreb mod flygtninge fra Amnesty-gruppen i Odense og fra Linda. Det var Linda, der holdt tale i Odense, samtidig med at jeg selv holdt tale i Aalborg.

Allerede i lørdags blev jeg kontaktet af journalister fra BT, der vidste, at jeg kendte et af ofrene fra ulykken, men det var vigtigt for mig og for andre at lade de nærmeste få fred og ro. Nogle journalister kan være ufatteligt pågående. Det var trist og beskæmmende at opleve.

Det bliver ikke det samme uden Linda i vores aktiviteter i Amnesty International, men vi vil alle gøre alt, hvad vi kan, for at føre ånden i hendes gode og store indsats for menneskerettighederne videre. Det har været en stor glæde for os at have kendt hende og lavet aktiviteter sammen med hende og de andre fra Odense. Æret være Linda Jørgensens minde.

Tak! – tanker ved endnu et palindrom

I dag blev min alder igen palindromisk. Jeg skal lige vænne mig til at være femoghalvtreds, men skrevet med bogstaver er det faktisk ikke så kompliceret at vænne sig til. Her til aften kom kolleger fra AAU, gamle venner fra gymnasietiden, tidligere studerende og gode bekendtskaber fra Aalborgs poetry slam-scene forbi og mødte hinanden i mit hjem. Vi fik snakket sammen, spist suppe og lyttet til min medfødselar David Bowie. En stor tak til alle for en god og hyggelig aften og også en stor tak til alle, der har sendt mig hilsener på mail og via Facebook. Hvad var jeg uden alle jer? Jeg ved det ikke, og det er godt at vide, at I er derude og tænkte på mig i dag.

Én gang ude, altid ude?

Billede: https://www.wikihow.com/Build-Self-Respect-After-Being-Stigmatized

I dagbladet Information var der i dag et indlæg fra formanden for Psykiatrifonden og SFs psykiatriordfører. De påpeger, at en tidligere psykiatrisk diagnose har det med at forfølge mennesker, der siden er blevet raske igen. Og jeg kan kun give dem ret – jeg selv (og sikkert mange andre) kender mennesker, der har været i kontakt med psykiatrien og siden har gået meget stille med dørene med det, når deres sygemelding var afsluttet og de skulle søge arbejde igen. Der er hos mange en antagelse om at psykiske lidelser er kroniske på en måde, som fysisk sygdom ikke antages at være. Der er et lovforslag fremme om at gøre det nemmere at blive erklæret rask for mennesker, der engang har været i kontakt med psykiatrien – og det er en rigtig god idé.

Uden sammenligning i øvrigt ser man lignende reaktioner, når det gælder mennesker, der har været i kontakt med retssystemet og har siddet i fængsel. Også tidligere straffede borgere går stille med dørene med deres fortid, og også dette er det vigtigt at gøre noget ved. I begge tilfælde er det med til at fastholde de pågældende borgere i en rolle som socialt ekskluderede, der ikke fører noget godt med sig.

Denne opfattelse af, at er man én gang dømt ude, da er man altid dømt ude, sidder meget dybt i mange mennesker. Vi ser det bl.a. i diskussionerne om hvordan man skal håndtere udenlandske statsborgere, der er på “tålt ophold” efter en udvisningsdom. De pågældende mennesker har jo faktisk udstået deres fængselsstraf, og for nogles tilfælde er det endda ved at være længe siden.

Et andet sted, hvor det bliver meget kompliceret også for mig, og jeg er meget i tvivl, er det røre, der netop nu er om en aviskronik i dagbladet Information forfattet af en mand, der i sin tid slog sin datter på fem år ihjel. Mange fordømmer ham og fordømmer kronikken, og jeg har det også svært med at læse den. Når jeg tænker nærmere over dette, er det dog nok ikke følelsen “en gang ude, altid ude”, der er på spil, men vel snarere fornemmelsen af at den pågældende mand går let hen over den ugerning, han begik tilbage i 1993, og mest fokuserer på sin egen svære barndom. På den anden side har manden ikke begået forbrydelser siden da, og han har faktisk arbejdet med voksenpædagogik, blandt andet i socialpsykiatrien. Så noget har han jo lært.

Når modellen bliver til virkelighed

Et landkort i skala 1:1. Kilde: https://philosophipotamus.com/maps/the-11-scale-map/

En af de mange ultrakorte noveller af Jorge Luis Borges, den, der hedder Del rigor en la ciencia, er et fragment af en optegnelse om et imperium, hvor det officielle landkort er i fuld skala, dvs. lige så stort som imperiet selv. Novellen er en tanke om, hvad der sker, hvis en model af virkeligheden bliver lige så omfattende som det, modellen skal beskrive: Modellen bliver ubrugelig. Selv landkortet i skala 1:1 har sine mangler – bl.a. er det jo helt fladt og lavet af papir.

Den amerikanske forfatter og teknologihistoriker George Dyson hævder nu, at vi faktisk i dag har en situation, hvor internettets modeller ikke længere er modeller af virkeligheden – de er virkeligheden. Dyson skriver (her i min oversættelse fra engelsk):

Det geniale – sommetider tilsigtede, sommetider utilsigtede – ved de virksomheder, som nu vokser så hastigt, er at de har fundet deres vej gennem spejlet og er kommet ud igen som noget andet. Deres modeller er ikke længere modeller. Søgemaskinen er ikke længere en model af menneskelig viden, den er menneskelig viden. Det, der begyndte som en afbildning af menneskelig betydning definerer nu menneskelig betydning og er begyndt at kontrollere, snarere end blot at kontrollere eller indeksere, den menneskelige tanke. Ingen er ved roret. Hvis tilstrækkeligt mange bilister abonnerer på et realtidskort, bliver trafikken kontrolleret uden nogen central model ud over trafikken selv. Det succesrige sociale netværk er ikke længere en model af den sociale graf, det er den sociale graf.

Men det er samtidig en skræmmende situation, vi tilsyneladende er havnet i, thi modellen er jo ikke den potentielle virkelighed. Jo mere vi forveksler model og virkelighed, jo mindre kan vi se af det, der ligger uden for modellen. Der er stadig mange mennesker, der ikke benytter de sociale internet-medier, men alligevel er del af sociale netværk. Der er stadig trafikanter, der ikke bruger en app for at komme rundt i trafikken. Der er stadig færdigheder, man ikke kan opnå ved brug af en søgemaskine alene (f.eks. at lære at køre på cykel).

Egentlig er det der, den store udfordring ved moderne softwaresystemer er – at modellerne ofte virker så overbevisende, at vi forveksler dem med virkeligheden. En af de udfordringer, universitetsstuderende uanset fagområde skal møde, er netop at de skal forstå hvad det er, en model i deres fag ikke kan fange.