Narcissisme i forskning

Niels Jerne. Foto: Nobelprize.org

Jeg er godt i gang med at læse bogen An Essay on Science and Narcissism af den franske mikrobiolog Bruno Lemaitre, der er professor ved EPFL i Lausanne. Bogen, der er fra 2016, kan hentes kvit og frit som PDF-fil på Lemaitres websted, og den er i høj grad værd at læse.

Lemaitre er en ikke helt ukendt forsker inden for sit område, og måske er derfor han kan slippe af sted med at skrive en hel bog om hvordan forskningsverdenen ikke bare rummer en stor portion narcissisme, men også ser ud til at fremelske dette karaktertræk. Et af bogens kapitler er ment som en indføring for lægfolk i hvordan forskningens formelle og uformelle kendetegn er i vor tid, og selv om fokus her er Lemaitres eget forskningsområde, kan jeg nikke genkendende til faktisk det hele – også til hans beskrivelser af forskningens mindre pæne sider. Det er på én og samme tid skræmmende og sært beroligende, at det er sådan. Et af mange eksempler er dette citat om modetendenser i videnskab:

Sometimes, a field is declared dead and research attention dries up. This never happens because all the questions have been solved, but because people become bored. Eventually, a perception manifests itself that there are no longer any breakthrough discoveries to be made in this field. The short life expectancy of certain research fields and fashion trends that push many competing scientists to work on a few ‘hot’ areas is a striking feature of science today. Sometimes, an abandoned or ‘dead’ field may be revived due to a change in fashion, and the scientists working in this field (previously viewed as second-rank) obtain the status of pioneers.

Hovedfokus i bogen er narcissisme, sådan som den manifesterer sig i forskningsverdenen. Lemaitre fremhæver, at man måske ikke behøver at være narcissist for at få succes, men at det hjælper virkelig meget. Også her kan jeg desværre nikke genkendende.

Der er to former for narcissisme: Den grandiose narcissisme og den sårbare narcissisme. Den grandiose narcissisist mener at være noget særligt og ser sig derfor selv berettiget til særlig opmærksomhed og særlige privilegier og en særlig, grænseovverskridende adfærd. Mange succesrige forskere er, siger Lemaitre, i denne kategori. Den sårbare narcissist ser også sig selv som noget særligt, men slås med lavt selvværd og tvivl og kommer derfor ofte til at stå i skyggen. Der er ikke tale om personlighedsforstyrrelser som sådan, men om karaktertræk, som også forekommer i egentlige narcissistiske personlighedsforstyrrelser.

Bruno Lemaitres fremmeste eksempel på en grandios narcissist er såmænd den danske immunolog og Nobelprismodtager Niels Jerne – efter hvem en vej er opkaldt på et sted ikke så langt fra, hvor jeg ofte har været. Niels Jerne var højt berømmet, men Thomas Söderqvist, der skrev en biografi om ham, opdagede at han var en temmelig ubehagelig person. Nogle af de opdagelser, Jerne fik Nobelprisen for, havde han “lånt” fra andre, og nogle af hans berømmede teorier om immunsystemet viste sig faktisk at være helt ukorrekte. På privatfronten var Niels Jerne ikke nem at leve sammen med, og hans første kone, Tjek Jerne (hvilket navn!) endte med at få en depression og begå selvmord.

Grandiose narcissister er mestre i at “netværke” og holder af at høre sig selv tale om egne bedrifter – men desværre også ofte at nedgøre andres forskning. Underligt nok er de også ofte betagede af andre narcissister, og det er bl.a. dét, der er med til at skabe så stor indspisthed.

I kategorien af sårbare narcissister er den tysk/franske matematiker Alexander Grothendieck. Grothendieck havde en svær barndom og mistede tidligt sin far, og som voksen virkede han ofte utilnærmelig. Han forlod forskningsinstituttet IHES fordi det var delvist finansieret af militæret og trak sig gradvis tilbage fra matematikken. Til sidst var han eneboer i Pyrenæerne og prøvede at leve af mælkebøttesuppe. Imens skrev han en samling tekster af filosofisk/spirituel art. De blev aldrig publiceret, men når han skrev dem, var det selvfølgelig fordi nogen skulle læse dem.

Lemaitres store konklusion er, at narcissismen i forskning har mange dårlige sider: den skaber uheldige omgangsformer og indspisthed, den gør det svært for minoriteter og kvinder at få fodfæste og den forstærker den ulighed og den skævvridning, som konkurrencen om forskningsmidler og accept af publikationer rummer. Men samtidig indrømmer Lemaitre faktisk også, at han selv har været narcissist (!) og at narcissismen måske kan være med at give forskningsområder tiltrængt opmærksomhed. For, som han skriver, er det sandsynligt, at Niels Jernes videnskabelige bidrag ikke berettigede en Nobelpris, men de banede vejen for immunologiens anseelse! Om dette virkelig er en pris, man er nødt til at betale, er en anden snak.

Benjamin Schou

Benjamin Christian Schous gravsted med årstallene 1973-1992-2008.

Når jeg læser om den forfærdelige sag om hvordan George Floyd døde i politiets varetægt i USA, efter at have fået presset et knæ mod halsen, mens han lå fikseret. kommer jeg til at tænke på den usædvanligt grimme sag om Benjamin Schou fra København.

Nytårsnat 1991/1992 var han på Rådhuspladsen i København ligesom så mange andre unge mennesker. Men 20 minutter inde i det nye år lå Benjamin, der dengang var 18, på asfalten med tre betjente oven på sig.

En af dem brugte sit knæ til at presse ham voldsomt i ryggen, mens en anden trak i Benjamins halstørklæde. Selv om Benjamin mistede bevidstheden, reagerede betjentene ikke.

På Benjamins 22 års fødselsdag fik han tilkendt en erstatning på 1,4 millioner kroner og politiet og de tre betjente blev dømt. Men det fik han ikke megen glæde af. Og der var uroligheder i København efter retssagens afslutning.

Benjamin Schou døde i september 2008 på et plejehjem, hvor han havde været siden den skæbnesvangre nat. Han kom aldrig rigtig til bevidsthed.

Embedsværket og ministrene – og danskerne

Efter en tid med tilsyneladende borgfred under COVID-19-pandemien er vi nu inde i endnu en periode med politisk spil. Situationen minder om en underlig manøvre fra efteråret 2011. Den daværende socialdemokratisk ledede regering gennemførte bl.a. ikke de takstnedsættelser i den offentlige trafik, som de havde lovet. Venstre havde aldrig været fortalere for sådanne takstnedsættelser. Venstre satte alligevel en intens kampagne i gang, hvor de baserede deres kritik på et paradoksalt argument om løftebrud, nemlig at regeringen ikke ville gennemføre den politik, som Venstre var modstandere af.

I sagen om håndteringen af COVID-19-pandemien går kritikken fra bl.a. Venstre nu på at ministrene ikke rettede sig efter embedsværkets anbefalinger, men havde politiske begrundelser bag nedlukning af store dele af samfundet. Her er argumentet at embedsværket havde ret (og, postulerer man, var enige med “folket”), men ministrene satte spørgmålstegn ved dem. Dette er måske korrekt og kan sagtens være et problem. Det ene interessante er, at den siddende socialdemokratiske regering ofte taler om “danskerne” (ikke “borgerne”) her under pandemien. Det andet interessante er, at der i en anden samtidigt verserende sag dukker det modsatte argument op fra Venstre.

I sagen om Inger Støjbergs tvungne adskillelse af asylansøgere er Venstres forsvar for Støjberg nemlig, at embedsværket havde svært ved at handle ud fra hendes politiske begrundelser, som, postulerer man, “folket” var enige i. Her er Venstres forsvar baseret på den stik modsatte begrundelse: Ministeren havde ret (selv om hendes handlinger efter alt at dømme var ulovlige ifølge forvaltningsloven), embedsværket satte spørgsmålstegn ved dem. Og “folket” kalder Venstre her for “danskerne”.

Ud over det retorisk spændende i denne form for indre selvmodsigelse, er der to aspekter, der er interessante og er typiske for hvordan politikere med regeringsambitioner og en bagage af strategisk nationalisme tænker. Det ene aspekt er, at fokus igen er på forholdet mellem embedsværket og ministrene: Hvem er det, der bestemmer og hvem er det, der skal bestemme? Det andet aspekt er al talen om “danskerne”. Jeg er dansk statsborger og har altid været det, men jeg vil gerne have mig frabedt at blive taget til indtægt for hvad “danskerne” mener.

En tur over fjorden

Her til morgen cyklede jeg en tur gennem byen og hen over Kulturbroen, der forbinder Lindholm med Aalborg Vestby. Himlen var blå, luften mild og let kølig og Limfjordens vand stille. I udkanten af Fjordmarken er der en lille skovtunnel, der på denne tid af året ren lysegrøn og lyder af fuglestemmer.

Broen gik op for to mindre motorbåde, da jeg cyklede hjem igen, og da var det, at jeg opdagede, hvor mange fodgængere og cyklister, der færdes mellem de to bydele sådan en fredag i maj.

Efter George Floyd

Forsiden af Star Tribune (https://www.startribune.com) i Minneapolis netop nu.

Der er lige nu voldsomme uroligheder i Minneapolis i USA efter afsløringerne af omstændighederne om hvordan den 46-årige George Floyd døde i politiets varetægt. George Floyd var afro-amerikaner. Urolighederne er af den tragiske slags, man har set alt for tit, hvor der ikke er tale om protester så meget som om at rasere sin egen by i en form for aggressiv afmagt.

Det er kun lidt over en måned siden, Ahmaud Arbery på 25 blev skudt af betjente et andet sted i USA, nemlig i byen Brunswick i Georgia, mens han var ude at jogge. Ahmaud Arbery var afro-amerikaner.

I går så jeg en nyhed fra New York om hvordan en kvinde, Amy Cooper, truede den 57-årige Christian Cooper (de to er ikke i familie) med at ringe til politiet efter at han havde bedt hende om at sætte hund i snor, da de begge var ude i Central Park – hunde skal nemlig holdes i snor i parken. Amy Cooper ville fortælle politiet, at der stod en mand og truede hende på livet. Nej, ikke bare dét, for Christian Cooper var nemlig afro-amerikaner. Så Amy Cooper ville fortælle, at der stod en afro-amerikansk mand og truede hende på livet. Christian Cooper slap med skrækken. Amy Cooper blev fyret fra sit arbejde, da sagen kom i medierne, og kom med en offentlig undskyldning. Christian Cooper sagde bagefter, at han var ked at Amy Cooper havde mistet sit arbejde.

Det er hændelser fra tre steder i USA, der ligger langt fra hinanden, og det gør det tydeligt, at der selvfølgelig er ikke tale om et ulykkeligt, regionalt problem, men om de grumme konsekvenser af en racisme, der kommer fra århundreder, hvor mennesker med bestemte kendetegn (her er det en synlig etnicitet) er blevet undertrykt og udråbt til et problem. Samtidig kan man af videoen med Amy Cooper (optaget af Christian Cooper) se, at hun viser den ubehagelige blanding af frygt og “jeg er mere end dig”-fornemmelse, som alle de dybt indlejrede fordomme giver mange hvide mennesker med i bagagen. Og selvfølgelig er det ikke kun i USA, den slags sker.

Det er udbredt i USA og i Europa at sige, at man ikke er racist (ofte med et “men” bagefter), så jeg håber, at nogle af de mange, der ikke er racister, vil sætte handling bag ordene og protestere her.

Så længe det er lovligt…

Hele sagen om Inger Støjbergs instrukser om adskillelse af asylansøger-par har endnu engang sat fokus på spørgsmålet om lov og etik. Et tidligere folketingsmedlem fra Dansk Folkeparti mener, at Støjberg handlede etisk korrekt og at loven derfor skal ændres. Loven skal således afspejle en etisk grundholdning. Jeg er helt uenig med det tidligere folketingsmedlem i at Støjberg handlede etisk korrekt, men jeg er faktisk enig i ideen om at lovgivningen skal være udtryk for en etisk holdning.

Man kan også mene det modsatte. For tre år siden skrev jeg her om BAE Systems, der dengang havde en stor afdeling i Nørresundby. Dagbladet Information afslørede, at BAE Systems arbejdede med udvikling af overvågningssoftware, der blev solgt til diktaturstater i Mellemøsten. Virksomheden reagerede ved at sende i en mail til Information, hvori den pointerede, at den skam overholdt loven og virksomhedens egne principper for »ansvarlig handel«. BAE Systems handlede korrekt, alene fordi de overholdt loven.

Når man diskuterer etik i erhvervslivet, hører man forbløffende ofte varianter heraf: Nogle er villige til at tjene penge på hvad som helst, så længe det er lovligt. Ofte bliver denne holdning begrundet med at aktiviteterne finder sted alligevel – og så kan man jo lige så godt tjene penge på dem. Hvis man ikke deltog, var der måske nogle værre personer, der tjente penge på den slags.

Her ser jeg et stort problem, for personer med denne holdning siger reelt, at etikken skal defineres af lovgivningen og ikke omvendt. Det betyder, at man overlader til det til lovgiverne at definere, hvilke handlinger der er etisk tilladelige, og hvilke der ikke er. Man så at sige deponerer sin etik hos politikerne. Skal politikerne på tilsvarende vis henholde sig til at det, der er etisk tilladeligt, er det, der er lovligt?

Det forekommer mig at være et synspunkt, det er underligt at skulle forsvare. Love ændrer sig som bekendt. I Tyskland var det fra 1935 og frem til Hitler-regimets fald lovligt at diskriminere mod jøder, og jøder i Tyskland mistede alle borgerrettigheder. Og i Danmark var det fra 1968 til 1979 faktisk tilladt at distribuere billeder af sensuelt misbrug af børn (såkaldt “børneporno”). Betyder det, at det i 1938 ville være etisk korrekt at arbejde med at konfiskere tyske jøders ejendom eller i 1975 ville være etisk korrekt at udgive et blad med billeder af børn, der blev sensuelt misbrugt?

Når denne mørke nat er slut

I går faldt der en euro-mønt ud af min tegnebog, da jeg tog den ned fra hylden i gangen. Den havde ligget i et mellemrum lige siden jeg vendte hjem fra en mærkelig rejse til Malta tværs gennem Italien, netop på det tidspunkt sidst i februar hvor COVID-19-pandemien var ved at begynde i Europa.

Nu er det sidst i maj. Jeg har i går fået at vide, at jeg snart kan møde på arbejde igen. Nyhederne handler ikke kun om pandemien længere. Mange føler, at noget er anderledes. Nogle er endda begyndt at spørge, om nedlukningen af det danske samfund var nødvendig. Var det mon bare et politisk stunt (som alle partier støttede)? I sådan en situation skal man huske, at det faktisk kun er to måneder siden, det italienske og det spanske sundhedsvæsen var ved at kollapse. To uger efter jeg kom hjem, kunne man i dagbladet Information læse et interview med en italiensk læge, Pierlugi Viale, der leder den infektionsmedicinske afdeling på universitetshospitalet Sant’Orsola-Malpighi i Bologna, hovedbyen i Emilia Romagna-regionen, der har været et af de hårdest ramte områder i Italien.

Pierluigi Viale er bekymret over, at tiltagene for at bekæmpe coronavirussen fortsat ikke er hårde nok. Og han forstår ikke, hvorfor andre lande ikke går endnu mere drastisk til værks, når de kan se, hvad der sker i Italien.

Der skal reageres hurtigt og dramatisk lang tid før, at antallet af smittede begynder at tage fart, for på det tidspunkt kan det allerede være for sent at forhindre, at situationen løber løbsk, og sundhedssystemet tvinges i knæ, siger han.

»Luk jeres byer ned med det samme. Tving folk til at undgå social kontakt,« opfordrer han.

»I skal lige nu og her øge jeres intensivafdelingers kapacitet, ellers går det galt. Lav flere test. Test alle, der har været i kontakt med syge.«

»I ligner os for to uger siden. I skal handle drastisk nu. Og hvis det lykkes både jer og os, håber jeg, vi alle ses igen, når denne mørke nat er slut.«

Fra dagbladet Information, 20, marts 2020 (https://www.information.dk/udland/2020/03/italiensk-laege-frontlinjen-coronakrigen-raedselsslagen-europa-laerer-vores-mareridt)

Lige nu er der ikke ret mange, der dør i Danmark af COVID-19. Det er en glædelig udvikling. Men i mange andre dele af verden ser det helt anderledes ud, og det kan godt komme til at se anderledes ud i Danmark igen. Derfor er det alt for tidligt at sige, at denne mørke nat er slut.

Forurening er ikke godt for helbredet

Før i tiden tænkte man på luftforurening, når man så billeder fra østasiatiske storbyer af mennesker med mundbind. I dag tænker man som bekendt på en sørgeligt velkendt luftvejsinfektion. Der er en tendens til at glemme, at også forureningen påvirker folkesundheden. Ofte fornemmer jeg en udbredt holdning om at forurening er en trist, men nødvendig konsekvens af at mennesker skal have det godt: Miljøet omkring os får det værre mens mennesker får det bedre. Men da bruger vi bare den økonomiske vækst, som de nødvendige forurenende aktiviteter desværre har skabt, til at skabe en bedre verden, og så bliver alt alligevel godt. Men da jeg var barn, husker jeg hvordan der var fokus på kviksølvforurening og på et af argumenterne for at denne forurening skulle bringes til ophør: kviksølv kan påvirke menneskers helbred alvorligt.

Når vi taler om de menneskeskabte klimaforandringer, har vi da også en tendens til kun at tale om CO2-påvirkningen. CO2-udledningerne giver ikke i sig selv anledning til luftvejssygdomme eller andre direkte helbredsskader. Men det gør andre udledninger, der finder sted samtidig, nemlig udledninger af partikler, kvælstofilter, svovldioxid og ozon (der nede ved jordoverfladen er et problem).

En ny undersøgelse fra Energy Modelling Lab, der er en dansk tænketank, estimerer at en grøn omstilling, som sikrer de officielle klimamål og på den måde reducerer luftforureningen, vil medføre, at de hjemlige helbredsomkostninger i 2030 bliver bragt ned med 8-11 milliarder kroner årligt og med 15-21 milliarder, hvis de mindskede påvirkninger og omkostninger i nabolandene også bliver regnet med.

Vi ved nu, at luftforurening kan forøge risikoen for at dø af COVID-19. Nye resultater fra Harvard viser, at en vækst på kun 1 μg/m3 koncentrationen af små forureningspartikler er forbundet med en vækst i dødeligheden af COVID-19 på 8%. Men dette er ikke alt. Der er også en forbindelse mellem risikoen for partikelforurening og for at blive smittet med COVID-19. Partikelforurening nedsætter nemlig immunforsvaret.

Jeg tror, det vil være på tide igen at få fokus på forureningens konsekvenser for folkesundheden. Måske er det kun på den måde, vi vil kunne få flere til at se nødvendigheden af at passe på miljøet – nemlig gennem at indse, at vi på den måde også passer på os selv.

Denne tekst kunne have været på svensk

Nogle gange falder jeg over umiddelbart fascinerende essays, der tager fat på et begreb fra naturvidenskab og bruger det til at nå en underlig konklusion, typisk ved at misforstå det. I dag læste jeg et sådant essay på Medium.com, et websted med alskens tekster af meget varierende kvalitet. Det er interessant at læse den slags ind imellem, for selve dét at gendrive påstandene kan være en interessant øvelse.

Teksten, jeg læste, tager fat i mangeverdensfortolkningen. Mangeverdensfortolkningen er en tolkning af kvantefysikken, der skyldes den amerikanske fysiker Hugh Everett, som er far til sangeren Mark Oliver Everett fra The Eels. Det far-søn-forhold er der forresten lavet en interessant dokumentarfilm om. Det tillokkende ved mangeverdensfortolkningen er, at den fjerner den nondeterminisme, som findes i kvantemekanikken. Alle en elementarpartikels tilstande findes nemlig “samtidig”, og til hver kombination af mulige partikeltilstande svarer tilstand, en verden. En sådan tilstand er ikke en tilstand, man muligvis kunne nå, det er en tilstand, der vil blive nået. Verden spalter sig hele tiden op i nye verdener. Der vil bl.a. findes en verden, hvor livet på Jorden aldrig opstod – ja, faktisk vil der findes uendeligt mange sådanne. Og der vil findes en verden, der er identisk med den, vi er i nu, men hvor denne tekst er forfattet på svensk.

Der er en lang og spændende artikel om mangeverdensfortolkningen (på engelsk) i Stanford Encyclopedia of Philosophy, der både tager fat i kvantefysikken og de filosofiske overvejelser bag.

Påstanden i essayet på Medium.com tager udgangspunkt i, at der findes øjeblikke i mange menneskers liv, hvor man med nød og næppe undslipper en alvorlig ulykke eller sygdom med potentielt dødelig udgang. I nogle tilfælde sidder man tilbage med en erindring om tiden op til ulykken, der er anderledes end den, andre har. Eller måske er andre mennesker som forandret – kolleger og familie opfører sig lidt anderledes over for én. Hvis man husker verden anderledes end andre gør, kunne det derfor, hævder essayet, være et tegn på at man er havnet i en anden verden i mangeverdens-modellen. I én mulig verden er man død, i en anden lever man videre. Essayet er besnærende, for det giver umiddelbart en elegant forklaring på noget, mange (også jeg) har erfaret.

Men hvad dette besnærende argument overser, er at mangeverdensfortolkningen ser verdenerne som en træstruktur. Indtil det “mulige dødsfald” var der kun én fælles fortid, og derfor burde der ikke være en forskel i egen hukommelse eller i omverdenenes hukommelse.

Noget andet, som det besnærende argument overser, er at ideen om ændret hukommelse faktisk ville udgøre en makroskopisk test af mangeverdensfortolkningen. Vi kan kun observere, at der er forskellige “samtidige” verdener, hvis samme makroskopiske objekt findes “samtidig” i flere forskellige tilstande. De to drikkeglas på billedet ovenfor er ikke samme objekt, så dette billede er ikke bevis for mangeverdensfortolkningen – men hvis vi kunne observere to verdener, i hvilket drikkeglasset til højre var fyldt i den ene verden, men tomt i den anden, ville det være anderledes. Ingen sådanne makroskopiske tests findes dog endnu.

Den kedelige forklaring på at noget har forandret sig, efter at man er undsluppet en alvorlig ulykke eller sygdom, er selvfølgelig dels, at hukommelsen har det med at være upålidelig i den slags sammenhænge, dels at andre ofte uvilkårligt reagerer anderledes på én, der har været ude for noget voldsomt.