Tålmodighedskrævende

I dag så jeg en ambulance på vejen, hvor jeg bor.

Vi er alle blevet taget på sengen, fordi COVID-19-pandemien er så anderledes. Det er tydeligt, at nedlukningen af store dele af samfundet tærer på tålmodigheden hos os alle. Det er en enormt hård situation, selv for en privilegeret borger som mig, der først og fremmest mærker dette som en mental belastning. På det seneste er der ved at opstå en diskussion af om nedlukningen virkelig “kan betale sig”? Hos nogle udmønter synspunkterne sig desværre som det, jeg vil kalde for en form for kynisme, men diskussionen er som sådan nødvendig.

Min egen fornemmelse som lægmand er, at nedlukningen af Danmark var det eneste rigtige at gøre, sådan som situationen udviklede sig. Set i bakspejlet ville en strategi som den, man anlagde i Sydkorea, have været bedre, men det er for sent nu.

For det første vil vi aldrig kunne vide, hvordan det ville være gået, hvis de danske myndigheder havde handlet anderledes. Min egen fornemmelse er, at det ville være gået langt værre. I Italien, hvor der gik to uger inden myndighederne lukkede landet (og hvor tilfældet ville, at jeg befandt mig lige inden det hele blev voldsomt), har situationen været skræmmende, Jeg frygter at det vil gå galt i Sverige også. Dagens triste nyhed fra Sverige, nemlig at der er 102 dødsfald som følge af COVID-19, tyder ikke på, at de svenske myndigheder gjorde det rigtige. Sverige er nu det nordiske land med flest sådanne dødsfald. De kommende dage vil vise, om den svenske strategi virker.

For det andet er det ikke udelukkende antallet af dødsfald, der er problemet – det er (som jeg har skrevet om tidligere) i høj grad antallet af behandlingskrævende patienter i sig selv, der er en udfordring. Hvis en sygdom sædvanligvis har et mildt forløb bortset fra et lille mindretal af tilfælde, men mange er smittet, bliver antallet af behandlingskrævende patienter alligevel stort.

For det tredje er det ikke klart for mig, hvor meget man sparer i sidste ende ved at undlade indlæggelse eller behandling. Det er ikke kun nedlukningen og belastningen af sundhedsvæsenet, der påvirker samfundsøkonomien – mange sygemeldinger gør det bestemt også. I 2011 var jeg selv indlagt med lungebetændelse i en uge; det var indlæggelsen og de stærke antibiotika, der forkortede mit forløb, så jeg “kun” var sygemeldt i tre uger. Hvor lang tid jeg skulle have været sygemeldt, hvis jeg skulle have ligget derhjemme uden regelmæssigt tilsyn, ved jeg ikke, men i ugen inden jeg blev indlagt, fik jeg det kun værre.

For det fjerde er det værd at huske, at de potentielt behandlingskrævende borgere ikke kun er ældre mennesker uden for arbejdsmarkedet. Blandt de potentielt behandlingskrævende er også borgere med kroniske sygdomme som astma, og alene astma er der 325.000, der har herhjemme. Rigtig mange astmatikere og andre med kroniske sygdomme er stadig på arbejdsmarkedet. Dertil kommer, at pandemien kommer på et særligt problematisk tidspunkt for astmatikere, for netop på denne årstid bliver astma hos mange udløst af høfeber.

Zoom – og andre nye udfordringer

I flere år brugte jeg Skype til møder med forskere i udlandet, men uden entusiasme. Ofte var forbindelsen ustabil og hakkende, og mulighederne for at dele indhold var dårlige. Den slags var især træls, når vi prøvede at holde møder, hvor vi ellers ville have haft stor glæde af en tavle. FaceTime er ofte mindre ustabilt end Skype, men virker kun til Apples produkter og har heller ikke en god tavlemulighed.

En overgang forsøgte jeg og andre os med Google Hangouts, og det gik bedre. På det allerseneste er jeg begyndt at bruge Zoom, og til projektvejledningsmøder ser det ud til at virke godt. Først og fremmest er Zoom ikke nær så ustabilt som Skype. Der er en whiteboard-mulighed, der gør det muligt at dele indhold på omtrent samme måde som man ville kunne bruge en fysisk tavle. I undervisningssammenhænge er dette uvurderligt for mig. Dog fordrer det ideelt set, at alle deltagere har adgang til en mulighed for frihåndstegning. Jeg bruger selv en iPad, og det fungerer godt for mig, men ikke alle deltagere har samme muligheder.

Jeg kan se, at jeg bestemt ikke er den eneste, der har opdaget Zoom. Hele den nuværende situation kan ikke undgå at føre til nye måder at tænke på kommunikation i den akademiske verden. Forleden blev der således annonceret en seminarrække med fremtrædende forskere i datalogi inden for områderne logik og semantik. Også denne seminarrække bruger Zoom.

Fordi Zoom nu er ved at blive så populær, dukker problemerne imidlertid også op. Ét problem skyldes at der er problemer med ubudne gæster, der bare er ude på at forstyrre – og der er selvfølgelig allerede kommet et nyt ord på engelsk for netop dét: Zoombombing. Et andet, mere alvorligt problem, er virksomheden Zooms temmelig uklare regler for databeskyttelse. Og endelig er Zoom heller ikke gratis. Fordi jeg har behov for at kunne holde vejledningsmøder af mere end 40 minutters varighed, har det også krævet, at jeg tegnede et abonnement på Zoom.

Hvis vi skal lære noget af hele den underlige situation, vi er kastet ud i, er det at verden behøver nye infrastrukturer for at mødes online. Alt dette peger (blandt meget andet) på behovet for at udvikle og udbrede en platform for online-sammenkomster og møder, der kan anvendes af alle og ikke er styret af virksomheders ønske om at høste data. Men netop dét kunne også være en kærkommen mulighed for den trængte verdensøkonomi.

Hurtig og langsom etik

I går skrev jeg (igen) om sporvognsproblemet. Tidligere har jeg her skrevet om Nobelprismodtageren Daniel Kahnemans bog Thinking Fast and Slow, der peger på to måder at tænke på. Bogen beskriver forskellen mellem de hurtige (der til dels er intuitionsbaserede) ræsonnementsstrategier og de langsommere (der til dels er rationelle). Kahneman kalder dem for henholdsvis System 1 og System 2.

Jeg vil hævde, at man på samme måde skal skelne mellem hurtig og langsom etik.

For hvis sporvognsproblemet pludselig opstod i virkeligheden, ville den person, der stod i nærheden af skiftesporet, så gøre sig omhyggelige etiske overvejelser? Der ville ikke være tid til det. Alle de lange diskussioner om sporvognsproblemet tager udgangspunkt i den velovervejede, “langsomme” etik, men den ville man med stor sandsynlighed ikke gøre brug af i situationen, hvor mennesker kan blive påkørt.

Vi ser, hvor overraskende mennesker handler i faretruende situationer, hvor det går stærkt. Jeg skrev tidligere her om hvordan voldtægtsofre og andre ofre for forbrydelser ofte reagerer på en helt anden måde end de troede, de ville reagere på.

I tv-serien Når støvet har lagt sig på DR1 er dette dilemma skåret ud i pap i skildringen af reaktionerne under massakren, som er seriens omdrejningspunkt. En tilsyneladende omgængelig og blød mand glemmer sin kæreste og låser sig inde for sig selv under massakre, mens ejeren af den restauranten, der bliver angrebet, ellers har virket meget kynisk, men spontant redder en svensk kvinde, han aldrig har mødt før. Deres “hurtige etik” var anderledes, end hvad deres “langsomme etik” ville have ledt os til at tro.

I den igangværende COVID-19-pandemi er det også interessant at observere hvordan den “hurtige etik” og den “langsomme etik” manifesterer sig. Hamstringsbølgen den 10. marts var “hurtig etik”, men overvejelserne om hvad man skal gøre i sundhedsvæsenet i tilfælde af voldsom overbelægning gerne vil fremstå som “langsom etik”. Om det så er det, ved jeg ikke.

Men når begge slags etik findes, er det bedste, vi kan gøre, at sikre at den “hurtige etik” ikke gør skade på os. I dagbladet Information er der en lang artikel med den britiske psykolog Stephen Reicher om netop menneskers reaktionsmønstre i pludseligt opståede, faretruende situationer. Og her taler han om hvor vigtigt det er, at vi har nogle gode fælles sociale normer, hvis vi skal have den enkelte til at handle ansvarligt.

»De fleste mennesker tror selv, at det, de gør, er acceptabelt, eller i hvert fald ikke uacceptabelt.«

Han sammenligner det med, når hoteller opfordrer gæsterne til at genbruge håndklæderne i stedet for at smide dem til vask efter et enkelt bad. Hvis man giver folk et længere foredrag om miljøet, kommer de nok ikke til at læse det.

»Men hvis du skriver noget i stil med, at 80 procent af gæster, der overnatter på dette værelse – altså, underforstået: folk som dig selv – genbruger deres håndklæder, så er det langt mere virkningsfuldt.«

Man kan altså påvirke folks adfærd alene ved at påpege, at der findes visse normer, som andre overholder.

»Gruppens og sociale normers kraft er den stærkeste kraft, vi har, både når det gælder om at få folk til at gøre positive ting og holde op med at gøre negative ting,« siger professoren.

Fra Nogle hamstrer toiletpapir, andre hjælper ældre damer med at købe ind. En psykologiprofessor i Skotland har svaret på hvorfor, Dagbladet Information 27. marts 2020.

Derfor er det vigtigt at huske, at vi lever i et samfund, og ikke bare er individer, hvis vi skal gøre det rigtige i en presset og overraskende situation. Hvordan den nuværende situation, hvor vi sidder hver for sig, vil påvirke dette, kan jeg kun gisne om. På den ene side kan det være svært at minde sig selv om, at vi faktisk ikke er alene, men på den anden side kan adskiltheden måske også være med til at fremme en længsel efter fællesskabet.

Den løbske sporvogn

Sporvognsdilemmaet dukker op i etik og skyldes den engelske filosof Philippa Foot. Her er det i sin sædvanlige formulering:

Forestil dig, at du står ved banelegemet for en sporvognsrute. I det fjerne kan du se en løbsk sporvogn der med høj hastighed er på vej ned ad sporet mod fem sporarbejdere, der står på skinnerne. De har ikke opdaget den løbske sporvogn og vil ikke kunne komme væk i tide. Du står selv for langt væk til at du vil kunne nå at advare dem. Men du står ved et sporskifte, der kan omdirigere sporvognen til et sidespor. Desværre er der også en sporarbejder her; hun kan heller ikke nå væk eller høre dig, så hvis du bruger sporskiftet, vil hun blive ramt i stedet for hendes fem kolleger. Hvad skal du gøre? Ikke gøre noget og dermed forårsage fem menneskers død eller gøre noget og forårsage ét menneskes død?

Mange vil svare at man skal skifte spor, fordi det er “bedre” at “kun” ét menneske dør end at fem dør. Det er en konsekvensetisk betragtning – at en handling skal vurderes etisk ud fra dens konsekvenser. Men så er man ansvarlig for et menneskes død. Og hvad nu hvis der ikke er tale om sporarbejdere, men om f.eks. to demente borgere, der er stukket af fra et plejehjem, ved det ene spor og et skolebarn ved det andet spor?

En helt realistisk udgave, som de seneste års teknologiske udvikling har fremmanet, er overvejelsen om hvordan en selvkørende bil skal reagere ved en mulig påkørsel. Skal bilen køre videre med risiko for at ramme den/det, der er på vejbanen, eller skal bilen dreje hurtigt af og risikere at ramme nogen/noget på fortovet eller i vejsiden?

COVID-19-epidemien giver anledning til endnu en udgave af sporvognsdilemmaet. Nogle, bl.a. en managementkonsulent og sundhedsøkonomer, giver nu udtryk for, at det ikke kan betale sig at handle på denne måde under COVID-19-epidemien. Her er et argumenterne, at hvert reddet menneskeliv vil koste det samme som et nyt hospital. Det er ikke så underligt, at det netop er personer med denne baggrund, der fremfører dette argument. Beslutningstagere har i de seneste årtier målt kvaliteten af sundhedsvæsenet ud fra denne slags cost/benefit-betragtninger, der er centrale i New Public Management.

Andre bemærker, at de restriktioner vi nu se, også er udtryk for at man værdsætter og vil gøre en særlig indsats for de borgere, der har særligt høj risiko for at få et alvorligt forløb med COVID-19 – bl.a. ældre mennesker og kronisk syge. Det er nemlig i stort omfang borgere, der ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet og ikke traditionelt bliver set som produktive individer. Jeg bemærker da også, at der ikke er ret mange (om nogen), der taler om en “ældrebyrde” for tiden.

En ny testindustri?

Arbejdsløsheden er nu steget med 40.000 som følge af COVID-19. Samtidig ved vi, at der kommer en dag, hvor myndighederne vil lempe på de restriktioner, vi nu har, og jeg kan allerede læse om overvejelserne om hvordan lempelserne kan ske uden at vi dermed skaber endnu en eksponentiel vækst i antallet af smittede. Forskere taler nu om, at en strategi med omfattende tests for smitte med coronavirus i kombination med karantæne for de smittede vil være nødvendig i perioden bagefter.

Nyhederne fra de seneste dage viser, at nogle virksomheder lægger deres produktion om og er begyndt at fremstille håndsprit. Kunne man skabe en ny form for industri, der kan håndtere produktion af testudstyr og gennemførelse af test og måske også håndtere karantæne? Jeg ved ikke, hvor nemt det er at producere testudstyr eller præcis hvor omfattende kompetencer man skal have for at kunne gennemføre en test for COVID-19. Men jeg ville forestille mig, at dette kunne blive en mulighed for beskæftigelse og for eksisterende virksomheder (måske i statsligt regi) i de kommende måneder. Man kunne derefter videreføre testindustriens kompetencer og arbejdsstyrke, når der engang, forhåbentlig i 2021 (og i årene fremover), skal foretages vaccination af befolkningen. Den uudnyttede hotelkapacitet, vi står med, kunne i et vist omfang måske anvendes til karantæneforløb, som sikrede at de karantæneramte var på veldefinerede steder og havde adgang til de nødvendige faciliteter. Hvis nogle ledige lader sig omskole til at være med i testindustrien, kan man planlægge med at deres kompetencer skal kunne videreudvikles og bruges andre steder i sundhedsvæsenet, hvis/når hele COVID-19-situationen en dag ikke er så dominerende, som den er nu.

Jeg ved ikke, om dette er realistiske eller gennemførlige ideer, men opfindsomheden har været stor med hensyn til nye tiltag i kriser før i tiden. For at vi kan holde modet oppe, tror jeg at det ville være godt for os alle at kunne være med til at skabe noget nyt, i stedet for at vi hver især sidder tilbage med fornemmelsen af at leve i en mangeltilstand.

Også en investering

Når den danske regering med et enigt folketing i ryggen i denne tid laver store hjælpepakker for over 285 milliarder kroner for at håndtere virksomheders underskud under COVID-19-epidemien, er det udtryk for en holdning, der på nogle måder er ny. Regeringen kunne simpelthen have valgt at lade virksomhederne lukke og derved sende mange ud i arbejdsløshed, men det gjorde den ikke. Alligevel har der været fyringer, og over 20.000 mennesker har nu meldt sig ledige i Danmark. På pressemødet i går appellerede Mette Frederiksen til at virksomhederne benyttede sig af hjælpepakkerne og holder igen med fyresedlerne.

Den mest oplagte parallel er finanskrisen for et årti siden; dengang så vi store hjælpepakker, der skulle redde store, trængte banker. Men det er ikke klart, hvad staten fik ud af dette andet end at forhindre bankerne i at krakke. Bl.a. Danske Bank har i ikke ringe omfang fortsat som de plejede, efter de blev reddet af staten.

Det burde være passende, at staten nu fik indflydelse på virksomhederne i fremtiden. Med så omfattende et økonomisk hjælpeprogram har staten nemlig reelt investeret et enormt beløb i danske virksomheder. Når andre store økonomiske aktører laver store investeringer, ender det med at de får indflydelse. Det burde også være tilfældet nu. Staten kunne bruge sin nye rolle som investor til at sikre at de ansatte ikke bliver fyret (i stedet for bare at appellere til virksomhederne om at lade være), til at sikre at virksomhederne ikke outsourcer til udlandet efter at restriktionerne er lempet og til på længere sigt at sikre, at virksomheder i Danmark lever op til målene i en kommende klimalov.

At se døden i øjnene og opdage livet

Overlevelsen og frygten for samfundets kollaps har skabt mange overraskende udviklinger inden for de seneste få uger. Det, få troede muligt, sker pludselig.

  • Det er nu staten, der griber ind for at redde erhvervslivet og hele samfundsøkonomien efter mange års insisteren på neoliberalisme.
  • Vi er igen blevet opmærksomme på, at infektionssygdomme kan springe fra dyr fra til mennesker. Det sagde man sidst omkring 1990 efter BSE/Creutzfeldt-Jacobs-tilfældene, men længe var det glemt.
  • Mange mennesker har sjusket med at vaske hænder efter toiletbesøg og ellers, men nu taler alle om håndvask og om hvor vigtig håndhygiejne er.
  • I min helt egen profession opdager jeg, at undervisere, der tidligere har sværget til forelæsninger som den eneste form for “rigtig undervisning”, nu lægger deres undervisning om og er nysgerrige og villige til at afsøge og udforske de mange forskellige teknologiske løsninger, der er derude.

Vi kender alle beretninger om mennesker, der har været gennem store kriser og ændrede adfærd, da de indså, at de ville dø, hvis de fortsatte som om intet var hændt. To typiske eksempler er den svært overvægtige person, der tabte sig efter advarsler fra lægen og alkoholikeren, der var døden nær og blev ædru. Bagsiden er de mennesker, der trods advarslerne fortsætter med at æde og drikke sig ihjel.

Dette at vi bliver mindet om vores egen dødelighed kalder man i psykologi for mortality salience. Udtrykket stammer fra arbejdet med at forstå hvordan mennesker håndterer eksistentiel angst. Et tidligt hovedværk om dette begreb er den amerikanske filosof Ernest Beckers bog The Denial of Death, hvori han hævder at mennesket i høj grad er blevet motiveret af vores egen dødelighed (Becker døde i øvrigt kort tid efter bogens udgivelse!). Men det behøver ikke at manifestere sig som benægtelse – vi kan i stedet have en vilje til livet: Vi vil ikke dø. Min egen fornemmelse er, at det er netop dette, vi nu ser i stor skala.

Mange af os taler omsider – ikke om døden, men om det store fald, den tilstand hvor sundhedsvæsenet og med dét samfundet kollapser. Bagsiden er mindretallet af trodsige individer, der fester videre eller måske påstår, at der ikke er en epidemi. Men det er først gennem erkendelsen af vores fælles dødelighed, at vi kan opdage alternativet til epidemiens rasen, nemlig det fælles liv. Måske er det netop mortality salience, der også vil kunne skabe de nødvendige forandringer for at vi kan håndtere klimakrisen.

Semmelweiss

Nu for tiden kan vi igen følge, hvordan sundhedsvidenskaben løbende opdager nyt og hvordan den betjener sig af dataanalyse. Selv håber og tror jeg, at den COVID-19-epidemi vi i skrivende stund sidder midt i (for mig måske i bogstaveligste forstand, for også jeg har fået symptomer nu) vil skabe en ny og større respekt for forskningens store bidrag og måder at opnå ny viden på og måder, hvormed ny viden kan skabe ny praksis.

Noget af det, alle nu tager for givet, er at det er godt og vigtigt at vaske hænder for at undgå at sprede smitte. Men selv noget så tilsyneladende enkelt har ikke altid været alment accepteret. Vi kan endda sætte navn og tidspunkt på.

Den ungarske læge Ignaz Philipp Semmelweis arbejdede midt i 1800-tallet på Allgemeines Krankenhaus der Stadt Wien, hvor han lagde mærke til en stor forskel i dødeligheden mellem hospitalets to fødeafdelinger. På den ene afdeling var det ”bedre borgerskabs” kvinder indlagt; her var det primært hospitalets læger, der tog sig af fødslerne. På den anden afdeling blev mindrebemidlede kvinder indlagt, og det var overvejende jordemødre, der tog sig af fødslerne. Men kvinderne på første afdeling havde en markant større dødelighed end kvinderne på anden afdeling. På første afdeling lå dødeligheden ikke sjældent mellem 10% og 35%, men på anden afdeling (og hos hjemmefødende) var dødeligheden nede på 2%. Ikke overraskende foretrak en del kvinder at føde hjemme.

Hvad skyldtes denne forskel? Lægerne havde andre opgaver også. De startede dagen med at udføre obduktioner, og derefter gik de op på fødeafdelingen. Semmelweis udviklede nu den hypotese, at lægerne tog et eller andet med sig fra ligene til patienterne. Han fik derfor lægerne til at vaske hænder i en klorkalk-opløsning, inden de tilså kvinderne, og det fik dødeligheden på første afdeling til at falde til et niveau sammenligneligt med niveauet på anden afdeling. Semmelweiss indførte senere også vask af operationsinstrumenter og endte med at kunne præstere en dødelighed på under 1%.

Avatar

Den underlige nye hverdag med meditation, morgengymnastik, møder på nettet, skrivning, stedvise cykelture på øde veje og en film fra dvd/blu-ray-bunken hver aften fortsætter. Filmene udgør selvfølgelig indslaget af eskapisme i de kommende måneder.

Her til formiddag, hvor der nu er 13 døde af COVID-19 herhjemme, nåede jeg til Avatar af James Cameron. Jeg fik aldrig set denne film fra 2009 i biografen, men har haft dvd-udgaven liggende længe, og netop i dag blev den gravet frem. Avatar er ikke en kompliceret film rent fortælleteknisk, men den er også i vore dag visuelt imponerende. Jeg lod mig bevæge, og sikkert også lidt ekstra, fordi der er så meget lige nu, der er oppe i luften (også bogstaveligt talt). Et langt stykke af vejen er historien i Avatar en præcist formuleret allegori om den europæiske kolonialismes jagt på billige resurser og undertrykkelse og dehumanisering af de oprindelige folkeslag. Men filmen ender selvfølgelig anderledes end virkeligheden – dels er det Hollywood, dels ville det næsten ikke være til at bære ellers.

Ligesom under besættelsen?

To tyske soldater patruljerer på Højbro Plads i København under undtagelsestilstanden d. 29. august 1943 Fotograf: F. Aggersbo. (Attribution-ShareAlike 2.0 Generic (CC BY-SA 2.0))

Lige nu er mange mennesker i Europa og andetsteds i en form for karantæne på grund af COVID-19. Jeg har tidligere tænkt over, hvordan dette påvirker os mentalt. I år er det 75 år siden 2. verdenskrig sluttede, og jeg ved hvordan de, der levede i Danmark under besættelsen på den ene side talte om årene 1940-1945 som en hård og grim tid, men på den anden side også som en tid med øget sammenhold i store dele af befolkningen – og især da i de sidste par år af krigen.

I The Lancet er der i denne uge en artikel af syv forskere fra King’s College i London, der foretager en analyse af hvad man ved om de psykologiske virkninger af karantæne. Virkningerne kan være ganske store, konkluderer de.

Den vigtige del af deres konklusion er denne:

Hvis karantæne er vigtig, da tyder vore resultater på, at myndighederne bør tage alle skridt for at sikre at denne oplevelse bliver så tolerabel som muligt for folk. Dette kan opnås ved: At fortælle folk hvad der sker og hvorfor, at forklare hvor længe det skal fortsætte, at benytte klar kommunikation, at sikre at grundlæggende forsyninger (såsom mad, vand og medicin) er tilgængelige, og ved at opretholde den følelse af altruisme som folk, med rette, burde føle.

Min oversættelse – fra “The psychological impact of quarantine and how to reduce it: rapid review of the evidence” i The Lancet (Vol 395, issue 10227, p. 912-920, 14. marts 2020) af Samantha K Brooks, Rebecca K Webster, Louise E Smith, Lisa Woodland, Simon Wessely, Neil Greenberg
og Gideon James Rubin.

Og især dette sidste, appellen til altruisme, er vigtig. Man taler nu om samfundssind, og det er også et godt begreb, men også andre ord som omsorg og solidaritet og altruisme bør vinde frem. Mit håb er, at altruismen kan få en renæssance som en vigtig sidegevinst af alt det, vi lige nu gennemlever. Måske er dette vor tids udgave af den mentalitetsændring, der kom efter 2. verdenskrig (men efterhånden desværre klingede af).