Ondskab og indbildt lidelse

Jeg har ofte haft det svært med Carsten Jensen; jeg er enig i hans kritik af dansk politik på udlændinge- og flygtningeområdet, og også jeg er meget vred over at et parti som Dansk Folkeparti er blevet toneangivende. Men samtidig er der noget ved Carsten Jensens skrivestil, jeg ikke kan lide, og jeg har ikke lyst til at dele hans artikler og debatindlæg på nettet. Meget af det er, hvad jeg tidligere har kaldt for “porno med stråmænd”.

Christian Kock, der er professor i retorik ved Københavns Universitet, har skrevet en interessant artikel netop om dette. Han bemærker, at Carsten Jensen ofte tillægger sine modstandere lurvede motiver og kalder dem onde – Jensen er også skønlitterær forfatter, og her kan han som en alvidende forfatter “se ind i” sine personer og beskrive motiverne til deres handlinger. Men det kan man ofte ikke, når man taler om faktisk eksisterende personer.

Der er en kategorisering af ondskab, som oprindelig skyldes Hannah Arendt fra hendes bog om retssagen mod Adolf Eichmann.

  • Der er den ondskab, som skyldes at man påfører andre lidelse først og fremmest for at opnå lyst ved det.
  • Der er den ondskab, som skyldes “nødvendighed”  – udøveren ved godt, at han/hun påfører andre lidelse, men er ligeglad med det, fordi handlingen tjener et “vigtigere” formål.
  • Og der er den ondskab, hvor udøveren ikke forstår den lidelse, som han/hun påfører andre ved sine handlinger, som man af andre grunde anser for at være retfærdiggjorte.

Der er for mig ingen tvivl om at den udlændingepolitik, som regeringen formulerer og Inger Støjberg udøver, skaber og har skabt sorg og lidelse. Alene sagerne om familiesammenføringer og den ekstremt restriktive politik på dette område er for mig at se tydelig evidens herfor. Men Inger Støjberg er ikke ond i den første forstand,  og det er svært for mig at finde belæg for at hun er ond i den anden forstand. Derfor tør jeg (i modsætning til Carsten Jensen) ikke hævde dette. Man kan således ikke kritisere politikere med det udgangspunkt, at de er onde.

Det betyder dog ikke, at der ikke er tale om ondskab i politik eller om at politikere ikke er ansvarlige for at påføre andre lidelse. Tværtimod. Min ubehagelige fornemmelse er nemlig, at ganske megen ondskab i politik og i verden i øvrigt er af den tredje slags. Mange politikere vil formentlig forsvare deres politik ved at sige, at den faktisk ikke påfører andre lidelse. Politikerne vil sige, at de personer, som politikken rammer, er “indbildt lidende”: De tror, at de lider, men faktisk gør de det ikke (præcis som der også findes “indbildt arbejdsløse”). De “indbildt lidende” skal derfor simpelthen tage sig sammen, og da vil deres indbildte lidelser ophøre. Tilmed er den politik, der skaber “indbildt lidelse”, en politik der er til gavn for andre grupper.

Men netop fordi der formodentlig er tale om denne uerkendte form for ondskab, er det så stor en udfordring at gøre noget ved den. Inger Støjberg har besøgt asylcentre i Danmark og enorme flygtningelejre i Jordan, men det har ikke ændret hendes politik væk fra de mange stramninger.

For mig at se er den eneste farbare vej at blive ved med at dokumentere, at den “indbildte lidelse” faktisk ikke er indbildt og at den politik, der bliver ført, derfor er ond i praksis.

Flattr this!

…og endnu et besøg i Lissabon

I går kom jeg til at tænke på min tid ved Institut for matematiske fag i Frederik Bajers Vej 7G tilbage i 2016. Det var også det år, jeg havde to længere besøg i Lissabon i embeds medfør. Og endnu engang genbesøger jeg fortiden, for atter engang har mit arbejde ført mig til Portugals hovedstad. Denne gang er anledningen et møde for deltagerne i en Horizon 2020-ansøgning. Tre af de ni deltagere er firmaer, henholdsvis universiteter fra Portugal, og det konsulentfirma, vi bruger til at hjælpe os med ansøgningen denne gang, er dansk/portugisisk. Så Portugal var det mest oplagte valg for os.

Jeg er ankommet i god tid, for mødet er først på mandag. Taxichaufføren, der kørte mig fra lufthavnen, syntes, at der er koldt hernede lige nu. Men når man kender til det portugisiske februarvejr med temperaturer omkring 15 grader, bliver det alligevel meget tillokkende at holde weekendfri fra den danske vinter. Jeg gik en lille tur ned til en restaurant, hvor jeg gerne kommer.

Alt er præcis som jeg husker det – dog på nær én vigtig ting: Sporvognslinjen 28E, der plejede at køre midtbyen rundt, er væk. Den er nu erstattet af minibusser. På den ene side går det ikke så lidt hurtigere at komme frem, på den anden side er de gule minibusser ikke nær så piktoreske at skue.

Flattr this!

Tilbage til fortiden

Sammen med Didier Caucal, Rennes 1990
Byvandring under LICS 1991 i Amsterdam
Giuseppe Rosolini og Samson Abramsky, Logic at Botik 1989

I dette forår genbesøger jeg helt uvilkårligt min akademiske fortid på flere måder. To af de projektgrupper, jeg er vejleder for, har grupperum på Fredrik Bajers Vej 7G, hvor jeg havde kontor, mens jeg besøgte Institut for matematiske fag i 2016. Det er underligt at gå rundt på de samme gange igen, nu uden at se én eneste kollega.

Den ene af grupperne (som faktisk sidder i Diego Ruanos gamle kontor) er begyndt på et projekt, hvor der er en overraskende forbindelse mellem noget, jeg interesserer mig for i dag (sessionstypesystemer) og noget, jeg arbejdede med helt tilbage i min PhD-afhandling (afgørbarhedsproblemer for uendelige transitionsgrafer). Ligesom alle andre forskere har jeg lige så stille bevæget mig et andet sted hen i faget, dels fordi faget flytter sig, dels fordi man falder over noget nyt og spændende. Men i dag sad jeg og fortalte de studerende om noget, jeg fordybede mig i for snart 30 år siden, før de selv blev født. Der kom også en anekdote eller to fra mig undervejs.

De tre år, hvor jeg arbejdede på min PhD-afhandling, var på én gang en begyndelse og en afslutning for mig. Det var en tid, hvor det endnu var almindeligt at kunne komme i gang med en egentlig akademisk løbebane bagefter. Og det var en uskyldig tid, hvor man stadig kunne fordybe sig. I 1989 var jeg til min første “rigtige” konference med en artikel. Det var i Sovjetunionen, som det hed dengang, og jeg husker hvordan jeg for første gang fik sat ansigt på en masse kendte personer inden for det område af teoretisk datalogi (logik og semantik), som var og stadig er der, hvor jeg færdes. Blandt andet mindes jeg en lang gåtur rundt om en russisk sø sammen med engelske Samson Abramsky, der også dengang var et stort navn.

I 1990 havde min vejleder nævnt en artikel af Didier Caucal fra IRISA i Rennes, som han mente kunne være relateret til mit PhD-arbejde. Ikke bare var den relateret, den var faktisk helt central. Den var så også på fransk, og det blev første gang, jeg læste en artikel med matematisk indhold på fransk. Nogle måneder efter besøgte jeg Didier på IRISA i Rennes og blev vel taget imod af ham og hans familie.

I juli 1991 var den store begivenhed for mig Logic in Computer Science 1991 i Amsterdam. To måneder efter var min afhandling afleveret, og tre dage derefter stod jeg i Aalborg og holdt min første forelæsning, fuldstændig uerfaren og uden pædagogisk indsigt. Her blev jeg kastet lige ud i en helt anden side af tilværelsen og blev bl.a. et ufrivilligt vidne til de mange interne magtkampe, som ofte er blandt universitetslærere og som længe satte sit præg på stemningen, hvor jeg var havnet. På dén måde begyndte et langt uskyldstab, og fordybelse var fra nu af en undtagelse, ikke et grundvilkår. Til gengæld lærte jeg efterhånden at holde af at være underviser.

Flattr this!

Hvad skal man fortælle de overflade-lærende?

En del gange i mine 26 år som universitetslærer har jeg været ude for studerende, der har spurgt mig om det virkelig var meningen at de “skulle lære alting udenad”. Et par gange har der endda været dem, der har ment at det ville være godt nok at love at læse stoffet i lærebogen, hvis de en dag skulle få brug for det. Andre har tidligt i et semester ment, at alle hjælpemidler skulle være tilladt til eksamen med den begrundelse, at de aldrig ville kunne blive bedre til stoffet end de var netop nu. Det hjalp aldrig at forsikre dem om, at de ville blive bedre – i virkeligheden gav de pågældende studerende faktisk udtryk for den stærkt pessimistiske holdning, at undervisning ikke kan skabe læring, ja strengt taget også at læring faktisk ikke eksisterer!

Det har altid været meget svært for mig at flytte de pågældende studerendes syn på hvad læring er. De kan nemlig ikke se, at læring skulle være andet og mere end udenadslære. Jeg har prøvet at spørge dem om de så tror, at eksperter i medierne bare reciterer nogle lange remser, som ingen af dem forstår, men her strander det ofte.

Det, de pågældende studerende udviser, er en meget udbredt tilgang til læring, som man kalder for overfladelæring og som jeg flere gange tidligere har skrevet om her: Man lærer tegnene i stoffet, ikke deres betydning, og man tror at det er alt, hvad der er. Og på den måde lærer man egentlig ikke rigtig noget; den overfladelærende er kognitivt passiv. Det, vi vil have, er at de studerende anvender dybdelæring – de er kognitivt aktive. Hvordan kan man dog overbevise dem om at dybdelæring er kvalitativt helt forskellig fra overfladelæring?

I dag læste jeg en interessant lille artikel i det amerikanske webmagasin Faculty Focus af uddannelsesforskeren Maryellen Weimer.

Hendes pointe er, at man kan forklare forskellen mellem overfladelæring og dybdelæring ved at forklare forskellen på hvad studerende gør for at lære.

Nogle af de udsagn, en overfladelærende vil kunne komme med, er udsagn som

  • Jeg mødte op til undervisningen.
  • Jeg gik igennem mine notater.
  • Jeg stregede under i teksten.
  • Jeg lavede indekskort.

mens en dybdelærende vil kunne sige sådan noget som

  • Jeg skrev mine egne spørgsmål.
  • Jeg prøvede selv at finde svaret før jeg slog det op.
  • Jeg lagde noterne fra mig og testede hvor meget jeg kunne huske.
  • Jeg brød komplekse processer ned til deres enkelte trin.

Og i virkeligheden er det måske sådan, man kan forklare forskellen, og vel også sådan, man kan prøve at transformere de overfladelærende til at blive dybdelærende.

Flattr this!

Psykisk vold

I går besøgte Sherin Khankan og Khaterah Parwani Studenterhuset i Aalborg for at fortælle om deres arbejde med Exitcirklen, der skal hjælpe mennesker, der bliver udsat for social kontrol og psykisk vold. I modsætning til hvad mange tror, er det mange forskellige mennesker i Danmark, der er ofre for den slags.

Til arrangementet, der var særdeles velbesøgt, kom meget af samtalen til at handle om årsagerne til psykisk vold. I en artikel fra Exitcirklen er der en definition på psykisk vold:

Psykisk vold kan bl.a. indebære systematisk kritik, social kontrol, tyranni, trusler om vold, jalousi, isolation, nedvurderende adfærd og dominans.

Du er offer for psykisk vold hvis du bliver, mobbet, dagligt kritiseret, kontrolleret og domineret af et andet menneske og har en følelse af at du går på glasskår og ikke kan være dig selv.

Eller hvis du skal leve op til et andet menneskes forventninger og krav, på en måde der strider imod din egen overbevisning og overskrider dine egne grænser.

Eller hvis du er ulykkelig og ikke føler dig som et frit menneske med retten til selvbestemmelse.

Det, der slår mig ved denne beskrivelse, er at ganske meget af denne adfærd, faktisk også dækker udbredte fænomenter i det danske samfund.  Udsatte grupper som arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, sygemeldte, handicappede og flygtninge bliver ofte nedvurderet og kritiseret som gruppe af ledende politikere, og nogle af de politiske tiltag, vi ser i disse år, handler om at få f.eks. flygtninge isoleret fra andre mennesker.

Der er også former for psykisk vold, der hersker på patriarkalske miljøer ude omkring på arbejdspladserne, hvor ledelsen er præget af management by fear og intimideringstaktikker.

Om den psykiske vold i familier og ægteskaber er et produkt af usunde samfundsstrukturer, eller om man tager den psykiske vold med sig fra hjemmet ud i samfundet og på arbejde, ved jeg ikke. Mit gæt som lægmand er, at begge dele gør sig gældende.

Flattr this!

Alt er forandret?

Op til weekenden kom der pludselig en mail fra Aalborg Universitets rektor om at der i dag, mandag skulle afholdes et fortroligt møde om en sag af stor betydning. Fordi jeg er medlem af samarbejdsudvalget på mit institut fik også jeg denne besked.

Jeg frygtede det værste – store nedskæringer, massefyringer, nedlæggelse af institutter, fusionering med en anden institution (f.eks. Syddansk Universitet)… I morges var det underligt at cykle på arbejde, og modvinden føltes næsten helt symbolsk.

Det, der er skete, var dog noget ganske andet: Universitetets administrative struktur bliver lavet fuldstændigt om. Fakulteternes administration bliver fjernet, og de administrative opgaver overgår nu enten til centraladministrationen eller til institutter. Hver dekan får sit eget sekretariat. Og så bliver de såkaldte skoler, der blev indført for et lille årti siden som en overbygning på studienævnene, fjernet igen. Det bliver nu institutterne, der får ansvaret for uddannelserne. Dekanerne og de akademiske råd findes stadig, og fakulteterne findes stadig, men deres rolle er endnu uklar. Alt dette kan tilsyneladende ske uden at universitetets vedtægter skal revideres overhovedet. Den endelige fordeling af ansvarsopgaver er endnu ikke besluttet; der er blevet nedsat arbejdsgrupper, der skal stå for dette. Ændringerne træder i kraft til oktober i år.

Måske er alt dette godt. I studienævnet, hvor jeg sad og stadig sidder, brugte vi lang tid på at finde ud af hvad der var vores ansvarsområde og hvad der var skolens. Det er unægtelig enklere uden et mellemled.

Jeg kan heller ikke lade være med at bemærke, at beslutningen om den store forandring ikke er så hemmelighedsfuld som beslutningen i 2016 om delingen af det teknisk-naturvidenskabelige fakultet. Dét i sig selv er et skridt i den rigtige retning.

Det er på den anden side påfaldende, at to så store ændringer sker med så lille et mellemrum. Når man tænker på de erfaringer, vi ellers har gjort inden for de seneste 15 år, kan man godt frygte, at der blot endnu engang sker det, at magten bliver centraliseret, mens ansvaret bliver decentraliseret. Den økonomiske styring af uddannelserne bliver i al fald helt uomtvistelig, i og med at institutterne får ansvaret for dem. Og endelig er det bemærkelsesværdigt, at strukturen på AAU nu kommer til at ligne strukturen på SDU ganske meget. Både rektor og de to senest ansatte dekaner kommer fra lederstillinger på SDU.

Flattr this!

Fra job til job, koncert uden stop

I 2011 havde jeg været 25 år i statens tjeneste, og det var der faktisk en omtale af i Nordjyske. 

Inden for de seneste år er det blevet helt tydeligt for mig, at den slags snart vil være en sjælden foreteelse. Ét er at nogle mennesker vil søge nyt arbejde med mellemrum og være i stand til at få det, et andet er at det simpelthen er ved at blive svært at have tryghed i ansættelsen. Jeg møder i dag stadigt oftere midaldrende mennesker på min egen alder, der er i kortvarige ansættelser og håber på at de kan få dem forlænget, hvis bare de er tilpas  kompetente og pålidelige. Det ironiske er, at der uden undtagelse er tale om mennesker, der allerede er netop både kompetente og pålidelige.

I den akademiske verden, som er den del af arbejdslivet, jeg kender bedst, er de allerfleste åremålsansatte i få år ad gangen, og gennemstrømningen er stor.

Ordet “omstillingsparat” er blevet et modeord i jobannoncer; man kan være omstillingsparat ved at være parat til at arbejde på andre betingelser, men i dag dækker ordet ofte også over at man bliver en slags daglejer. Men den stadige usikkerhed i arbejdslivet og den utryghed, der følger med. er en årsag til stress.

De politiske partier, der gerne vil danne regering, taler ofte om hvor vigtigt det er at så mange som muligt arbejder på fuld tid. Men har de en målsætning om mulighed for tryghed i ansættelsen?

Svaret er nej. Venstre nævner ikke jobtryghed i sit principprogram. Socialdemokratiet, der traditionelt har haft tætte bånd til fagforeningerne, nævner heller ikke tryghed i ansættelsen i deres principprogram. Og det gør Dansk Folkeparti heller ikke (de har så til gengæld en særlig menuindgang om stramninger i udlændingepolitikken).

Flattr this!

Banebrydende og banalt?

I dag læste jeg en klumme af Susan Knorrenborg, der nu forlader stillingen som debatredaktør på dagbladet Information til fordel for en stilling hos UNICEF. I klummen ser hun tilbage på nogle af de kronikker og andre debatindlæg, hun antog og som siden valgte genklang. Her har hun en meget interessant betragtning, der (så vidt jeg kan se) er fuldstændig generel:

Det slående er, at de mest geniale indlæg; dem, der for alvor vender op og ned på ens verdensbillede, ofte er dem, der hurtigst bliver banale. Det ligger i selve konceptet. De er som et par briller, man ikke kan lade være med at tage på. Man forundres. Hvorefter man vænner sig til sit nye udsyn. Det, der for et øjeblik siden var en afgørende ny tanke, bliver nu ens udgangspunkt. Noget, man tager for givet.

Jeg kom her til at tænke på, at jeg i går igen underviste studerende i det, der kaldes delmængdekonstruktionen i automatteori. Ideen bag konstruktionen er enkel at forklare, og heldigvis lykkes det de fleste studerende at forstå den.

Men hele ideen bag var engang dristig og nyskabende. Det var tilbage i 1959, den amerikanske matematiker Dana Scott og hans polsk/israelske kollega Michael Rabin, der begge var ved Princeton University, publicerede artiklen Finite Automata and Their Decision Problems.   Det var dette arbejde, der mange år senere, i 1976, gav dem Turing-prisen, der er datalogiens svar på Nobelprisen. I denne lille artikel dukker mange af de helt grundlæggende resultater om endelige automater op for første gang.

Derfor er det meget fascinerende at tænke på de dybe ideer fra for knap 60 år siden nu virker så banale, at de er blevet en del af det tidlige pensum på datalogiuddannelserne, ikke kun på Aalborg Universitet, men verden over. Men ideerne er jo netop slet ikke banale; hvis de var det, havde de ikke overlevet.

Derfor er det bedste kriterium for om et forskningsresultat er vigtigt, formodentlig ikke en måling af antal citationer mm. men om resultat en dag ender med at fremstå fuldstændig banalt.

Flattr this!

Det sidste spørgsmål

Webstedet Edge.org udgiver hvert år en bog, hvor mange interessante og begavede mennesker fra videnskab og kunst hver bidrager med et helt kort essay, hvor de giver deres bud på svaret på et bestemt, stort spørgsmål, der dukker op i videnskabens (herunder filosofiens) verden . Denne gang er en hel masse mennesker, deriblandt vores alle sammens Tor Nørretranders, blevet bedt om i stedet at stille “det sidste spørgsmål”, dvs. det store, altafgørende spørgsmål, som kræver et svar. Og der er mange interessante bud. Nogle enkelte af dem er (i min oversættelse)

Har romantisk kærlighed nogen biologisk berettigelse?

Hvad vil det kræve at gøre en ende på krig én gang for alle?

Hvilke systemer kunne man indføre for at forhindre udbredt benægtelse af videnskabelige kendsgerninger?

Hvis naturvidenskaben faktisk bekræfter, at den frie vilje ikke findes, hvad vil det da medføre for vores begreber om skyld, straf, belønning og moralsk ansvar?

Hvorfor vokser der ingen træer i havet?

(Dette sidste spørgsmål, stillet af George Dyson, forfatteren bag bl.a. Turing’s Cathedral, er forbløffende godt!)

Den lange række af spørgsmål er meget spændende læsning (og så bemærker jeg i øvrigt at “Det sidste spørgsmål” også er titlen på en novelle af Isaac Asimov.). Hermed anbefalet.

Flattr this!

Sprognedslidning

På mit institut på AAU er der ansatte fra mange lande, og mange af dem kan ikke dansk. Derfor ender vi temmelig ofte med at skulle tale (en slags) engelsk, et sprog som næsten ingen af mine kolleger har som modersmål. Det går sådan set nogenlunde udmærket, men når jeg taler med nogen, der har engelsk som modersmål, har jeg en fornemmelse af at det går rigtig godt. Til gengæld synes jeg ofte, at mit engelsk efterhånden kan blive lidt “sært”, når jeg skal tale engelsk med andre, der heller ikke har engelsk som modersmål, og jeg har også altid en tydelig fornemmelse af at jeg kunne have sagt det hele bedre, hvis bare jeg havde kunnet tale dansk.

Det er for nylig gået op for mig, at ligesom der er en masse viden om hvordan man lærer et nyt sprog, er der faktisk også megen viden om hvordan man glemmer at tale et sprog. Man taler om sprognedslidning (på engelsk hedder det “language attrition”). Mange kender nok historier om danskere, der har boet længe i USA og nu roder engelske ord i deres danske på underlige steder. Umiddelbart er det underligt, at man kan glemme sit modersmål. Og på en måde er det også lidt skræmmende, for jeg har selv en fornemmelse af at mit modersmål er en integreret del af mig. Måske er det også derfor, jeg tenderer mod at være sprogrøgter: Jeg værner om noget, der er en del af mig.

Et interessant eksempel på hvordan man kan glemme sit modersmål er beretningen om den israelske forfatter Aharon Appelfeld, der var født i en del af Rumænien, der nu tilhører Ukraine, men havde tysk som modersmål. Da 2. verdenskrig brød ud, og han var 7 år gammel, mistede han sin moder og endte i en kz-lejr sammen med sin fader. Det lykkedes ham at flygte; han levede derefter først under jorden og arbejdede siden som kok i den sovjetiske hær. Så havnede han i en lejr i Italien og til sidst kom han til Palæstina i 1946. Først da, hvor han var 14 år gammel, lærte han det sprog, han brugte i sit forfatterskab, nemlig hebraisk. Han udtrykte sig på  en blanding af flere sprog, men hans modersmål tysk var slidt ned. Det meste af Appelfelds forfatterskab handlede ikke om livet i Israel, men derimod om livet i Europa inden 2. verdenskrigs udbrud. På denne måde var han tro mod sin europæiske baggrund.

En af årsagerne til nedslidning af sprogkundskaber skulle være, at man tilbringer megen tid sammen med andre, der ikke har sproget som modersmål. Så det er muligvis derfor, jeg synes at at mit engelske kan ende med at være “sært” efter lang tid sammen med andre, der heller ikke har engelsk som modersmål.

Jeg har aldrig rigtig prøvet sprognedslidning selv for alvor, omend jeg godt kan huske en fornemmelse af at skulle “grave sproget frem”, da jeg for 30 år siden boede i Skotland i tre år. Det skete mest efter nogle måneder, hvor jeg ikke havde talt dansk med nogen i et stykke tid og pludselig skulle udtrykke mig på dansk. Senere kom jeg til at dele bolig med andre danskere, og det hjalp nok også med at forhindre nedslidning.

Flattr this!