Kategorier
Blog COVID-19

Det koster at være hjemme

Pastinak (et nordjysk ordspil er gemt her).

I dag har jeg siddet hjemme i et år, afbrudt af nogle kortvarige ekskurser gående fra et par timer til to dage af og til i det tidlige efterår. Der er nogle konsekvenser af at arbejde hjemme, som for alvor går op mig her på denne underlige jubilæumsdag.

De seneste par uger har jeg haft bøvl med spændinger i nakke og skuldre, og det gør det ofte svært for mig at falde i søvn. Jeg prøver at lave strækøvelser og armsving som supplement til mine ture på romaskinen, og på det allerseneste er jeg endda begyndt at bruge min tartan-nakkepude, som jeg ellers kun bruger på de lange rejser, der for længst er blevet en saga blott. Men det hjælper ikke så meget. Jeg trænger til en mere varieret arbejdsstilling, men det vil være uoverskueligt at udskifte det hvide almueskrivebord fra Ikea, der aldrig har været beregnet til lange arbejdsdage. I dag fandt jeg ud at man hos et firma i Vrå kan købe en lille hæve-sænke-bordplade, så nu har jeg investeret i en sådan, præcis ligesom jeg i det seneste års tid har investeret i skærm, tastatur og andet, der kunne gøre min arbejdsdag lidt nemmere.

En anden konsekvens af hjemmearbejdet er af mental art. Jeg har ofte 4 eller 5 Zoom-møder på en dag, og jeg kan mærke, at det bliver mere og mere abstrakt for mig at deltage i møder med flere ad gangen, jo længere tid jeg sidder alene derhjemme og kun har kontakt med min familie. I nogle sammenhænge ender jeg i højere gange som en slags tilskuer, eller også kommer jeg til at afbryde andre eller tale mere end jeg ellers ville have gjort. Det er der sikkert også tekniske løsninger på, men der skal nok også en anderledes møde-etikette til ved møder, hvor man ikke er i rum sammen med det tab af information, den slags uvægerligt fører med sig.