Outsiderrollen

Katrine Wiedemann skriver i anledning af en tale af forfatteren Christina Hagen ved hendes tale ved modtagelsen af Otto Gelsted-prisen:

Man skal sørge for at være uden for. En kunstner skal være fri. Du kan ikke bukke og neje for magten og så kalde dig kritiker af den. For at have mod til at sige fra skal du øve dig i outsiderrollen. Outsiderrollen kender de fleste kunstnere. Den originale kunst skabes af folk, som tør stå uden for fællesskabet. Måske man oprindeligt ikke kunne finde ud af det sociale spil og derfor blev ekskluderet. Måske man har været immun over for en ydre anerkendelse, der faktisk fandtes.

Outsiderfølelsen er ofte indeni og kan ikke tvinges til at afgive pladsen til et andet selvbillede. Man ender med at ville være udenfor. Man gentager de mekanismer, der skaber udstødelsen. Man ser udstødelsen overalt, også når den ikke findes.

Men kunstneren ser også udstødelsen, når den findes, men er usynlig for den brede offentlighed. Kunstneren genkender udstødelsen, og da hun ikke frygter den, tør og kan hun påpege mekanismerne bag hykleriske, skjulte, ekskluderende handlinger og udtalelser. …

Hagen fortæller i talen, at hun er tidligere mobbeoffer. Det giver god mening. Hvis du overlever hård mobning, kan du blive meget stærk. 

Det er nogle interessante observationer. Outsiderrollen er i sidste ende ikke sund for nogen, selv om den kan være en kreativ drivkraft. Hele den tragiske historie om Yahya Hassan og hans deroute er et tydeligt eksempel på det.

Wiedemanns sidste observation er dog især rammende: Nogle ofre for mobning knækker helt, andre gør ikke. Sporene, det sætter, er forskellige, men ét er i al fald sikkert: Hvis man har oplevet mobning, har man oplevet den grimme side af et magtforhold. Det er formodentlig derfor, man kan blive så skeptisk over for magten senere i livet.

Men dette er også en forklaring på, hvad der er galt den autoritære tilgang til magten, hvor magthaverne prøver at skabe tavshed og ensretning. Den skaber måske tavshed og en form for ro på kort sigt, men ikke tilfredshed på længere sigt – kun flere outsidere.

Fremmedord og fremmedhad

En ungdomsorganisation, der er “demokratisk og tager afstand fra vold” marcherer sammen med organisationer, den er enig med. Kilde: Huremagić, Haris. “Rallying for the Reconquista – Incognito among the Identitarians.” History Campus, 9 Dec. 2016, www.historycampus.org/2016/12/02/rallying-reconquista-incognito-among-identitarians/.

Inden for de seneste uger er jeg og andre stødt igen ind i den højrenationalistiske gruppering, der kalder sig Generation Identitær. Jeg har skrevet om dem før; det er en meget lille gruppe, men den er bekymrende, fordi den er så god til at virke “pæn” og derfor får uforholdsmæssigt megen opmærksomhed i medierne, hvor man tenderer mod at tage dem særdeles alvorligt, selv om de ikke er ret mange. Dagbladet Information har f.eks. haft lange artikler om dem. I Lokalavisen Aarhus bliver de omtalt som en “ungdomsorganisation, der tager afstand fra vold”. (Det er efterhånden svært at finde en gruppering eller organisation, der ikke siger, at de tager afstand fra vold.) De sætter ifølge Magisterbladet ikke selv klistermærker op rundt omkring, men de er glade for at “nogen” gør det. Til gengæld har Jakob Scharf, den tidligere leder af PET, udtrykt sin bekymring over Generation Identitær, fordi den ifølge ham tiltrækker ekstremister.

Der er en interessant kontrast med Stram Kurs; Rasmus Paludan betjener sig af åbenlyst vulgære provokationer og har ingen strategi for imagepleje, mens Generation Identitær er særdeles fokuseret på at skjule deres holdninger under en fernis af flotte ord. Budskabet nedenunder er til gengæld præcis det samme begge steder. Prøv at læse sådan noget som dette; det er en tekst forfattet af et fremtrædende medlem hos de “identitære”. Jeg vil ikke linke til den slags materiale; hvis man absolut vil, kan man nemt finde teksten på Google.

Denne egalitarisme, som hævder at alle mennesker er lige, og ikke blot ligeværdige, er den svages og taberens forsvar. Den tvinger enhver storhed ned til laveste fællesnævner, og foragter hierarki. Hierarkiet, som er menneskets målestok for storhed; vores stræben efter at være mere, være stærkere og være større. Det tillader en stræben fremad, og fordrer ære, stolthed og styrke.

Det lyder stort og flot, men er det bestemt ikke. Hvis man læser teksten nøje, vil man se, at forfatteren siger, at det er svage og tabere, der forsvarer det synspunkt, at alle mennesker er lige – og at det er et hierarki, hvor nogle er stærkere end andre, der er det naturlige (“menneskets målestok for storhed”).

Grupperingen supplerer de store ord med deres egne selvopfundne fremmedord som “etnopluralisme”, “metapolitik”, “reconquista” og “remigration” – og selvfølgelig også selve ordet “identitær”. De selvopfundne fremmedord lyder da også flotte – pluralisme er for mange mennesker et positivt ladet ord. Men ordene er slet ikke flotte. Et ord som “etnopluralisme” dækker nemlig over den holdning at ingen etnisk gruppe er mere værdifuld end en anden, men at de alligevel er nødt til at leve adskilt, da det ellers vil gå galt – dvs. tvungen adskillelse af mennesker baseret på etnicitet.

Og hvad med “remigration”? Det er simpelthen et andet ord for at

… ikke-vestlige migranter igennem tiltag på samfundsniveau tilskyndes til frivilligt at migrere tilbage til deres lande eller andre steder udenfor Europa…

dvs. tvungen “hjemsendelse” (eller bare “at sende væk”).

Man har mest lyst til ikke at diskutere de ekstreme synspunkter, som Stram Kurs og Generation Identitær og andre fører i marken. Men det ser ikke ud til at virke. Den ordentlige måde at håndtere sådanne grupperinger på, er ved at tage deres påstande for pålydende. Det er ikke det samme som at tro på påstandene. Man bør pille fernissen af højrenationalisternes udtalelser og konfrontere dem med det, de faktisk siger inde bag de store ord. For “remigrations” vedkommende kan man passende spørge, hvem der er de “ikke-vestlige” og hvordan de mon skal “tilskyndes” – og ikke mindst, hvad der skal ske med de personer, der ikke vil “migrere tilbage” frivilligt. For “etnopluralismens” vedkommende kan man passende spørge, hvem der skal bestemme, hvilken etnicitet et menneske har. Er det det enkelte menneske? Hvis det ikke er, hvem er det så?

Menneskerettighedsdagen 2019

I dag markerede vi i Amnesty International FNs menneskerettighedsdag. Det er i dag 71 år siden, verdenserklæringen om menneskerettigheder blev vedtaget. Den er stadig helt aktuel, og vi er også i dag stadig langt fra dens ord om at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og i rettigheder. Med andre ord er der stadig masser at tage fat på.

Menneskerettighederne er for alvor under pres i disse år, som udviklingen i bl.a. Kina er et tydeligt eksempel på. I Xinjiang-provinsen i det vestlige Kina bliver mindst en million muslimske uighurer, kasakhere og andre etniske minoriteter bliver holdt fanget i genopdragelseslejre. De er for alvor blandt de glemte fanger, som Amnesty International er kendt for at arbejde for.

Og i år udtalte FNs kommisær for menneskerettigheder Michelle Bachelet at klimaforandringerne nu er den største trussel mod menneskerettighederne. Mennesker vil blive drevet på flugt og regeringer vil bruge krisen som påskud for at indskrænke rettigheder. I Amnesty International er det nyt for os at skulle arbejde med klimakrisen, og vi er stadig ved at finde ud af hvordan vi bedst kan gøre dette ud fra de mange års erfaringer med kampagnearbejde, som vi har. Men det er klart for os allerede nu, at dette bliver en af vores helt store, nye udfordringer – der kommer oven i dem, vi allerede arbejder med.

Kan man købe sig fra omstillingen?

Fra demonstration den 6. december i år i Madrid. Foto: John Englart (https://www.flickr.com/photos/takver/49187008806, Attribution-ShareAlike 2.0 Generic (CC BY-SA 2.0))

Klimatopmødet COP25 er i gang i Madrid nu, og her diskuterer man artikel 6 i Parisaftalen, der går ud fra at skabe og regulere et globalt marked for handel med CO2-kvoter. Der er ikke ret meget fokus på COP25 i medierne; hvis man ser på DRs websted lige nu, kan man ikke finde én eneste artikel om dette vigtige topmøde. Men det er trist, at diskussionerne lige nu i så høj grad handler om artikel 6.

Der findes et forholdsvis sindrigt system af CO2-kvoter, der giver hvert enkelt land ret til at udlede en bestemt mængde CO2. Dette fører til en praksis med spekulation, så lande, der ikke har gjort nok for at reducere deres udledning af CO2 købe kvoter fra lande, der har udledt mindre CO2 end de har “ret til”.

Mens jeg stadig tog på flyrejser, forsøgte jeg mig med at købe aflad ved at købe CO2-kvoter. På denne måde kunne jeg få det til at se ud som om jeg neutraliserede den udledning af drivhusgasser, som min flyrejse var årsag til. Men selvfølgelig blev der udledt præcis den samme mængde CO2 som ellers; flyet fløj stadig på den samme rute og med det samme antal passagerer. Det eneste, jeg gjorde, var at fratage mennesker andre lande deres ret til at udlede mindre CO2 end ellers. Om de pågældende mennesker så nogensinde ville gøre brug af denne ret, er en helt anden snak. Hele CO2-kvotesystemet viser her et princip, der er typisk for hvordan man tænker i være dages økonomi. CO2-kvoterne er nemlig et sørgeligt tydeligt eksempel på det, man kalder fiktiv kapital og minder i virkeligheden mest om hvad finansmarkedernes handel med store, fiktive summer gør ved den globale økonomi.

Hvis vi skal få standset klimaforandringerne, mens der stadig (måske) er tid, kan vi ikke bruge sådan en tilsyneladende (men kun tilsyneladende) snedig lånemekanisme.

Amnesty Internationals landsindsamling 2019

Sækken med indsamlingsposter sidst på dagen.

I dag var jeg for andet år i træk koordinator i Aalborg ved Amnesty Internationals landsindsamling. Der var 61 indsamlere i området, og i løbet af eftermiddagen fik jeg og Emma, der assisterede mig, mødt dem og hørt om deres oplevelser ude på ruterne. Der var gnavne mennesker her og der, men også mange, der var positive og tog godt imod dem, der brugte denne søndag på at samle ind til vores arbejde for menneskerettighederne.

Dagen startede ganske vist på en træls måde ved at jeg opdagede, at en højrenationalistisk gruppering for anden uge i træk havde forsøgt at skamfere Amnesty Internationals dørskilt med klistermærker. Dette har vi anmeldt til politiet som det hærværk, det er. Men heldigvis er der mange andre mennesker, der i stedet har valgt at bruge dagen på at gøre en god og positiv forskel – og vi er flest!

Et borgerting i Danmark er på vej

Foto: NOAH (https://www.noah.dk/nyheder/det-er-tid-de-ubekvemme-losninger)

Danmark har fået en klimalov, og det er et vigtigt skridt i den nødvendige og rigtige retning. I  aftalen om klimaloven står der noget andet vigtigt, nemlig, at aftaleparterne er

…enige om, at der frem mod den første klimahandlingsplan oprettes et borgerting, hvor borgerne kan få deres stemme hørt i tilrettelæggelsen af klimapolitikken.

(citeret fra dagbladet Information, https://www.information.dk/indland/2019/12/nybrud-dansk-klimapolitik-borgerne-inddrages-komme-forslag)

Det er første eksempel i dansk politik på ideen om et borgerting, og på den måde viser det samtidig, at klimakrisen kan føre til en nødvendig nytænkning af selve den politiske proces. I andre europæiske lande ( Irland og Frankrig) er der allerede blevet etableret borgerting på klimaområdet.

Potentialet er stort: Der er en masse gode ideer derude, som fortjener at blive hørt, og vi har brug for alle gode ideer. Et borgerting vil kunne stimulere processen yderligere og forhåbentlig vil det også være med til at overbevise den enkelte borger om at vi ikke bare skal, men også kan gøre noget. Tilbage i 2012 lancerede dagbladet Information tænketanken 100dage, hvor læsere kunne komme med forslag til handling, og der kom ganske mange af slagsen – også jeg kom med en idé.

Stellers søko

Fra Extinct monsters (London :Chapman & Hall,1896). Kilde: https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/1/13/Steller%27s_Sea_Cow.jpg http://www.biodiversitylibrary.org/item/51560

Jeg holder meget af søkøer; de ligner store, flegmatiske sæler, men kommer faktisk fra en anden orden, nemlig Sirenia – og de er (ligesom jeg selv) planteædere. Alle søko-arter findes i troperne. Dvs. der har været én søko, den største af dem alle, der levede i kolde farvande på den nordlige halvkugle, nemlig Stellers søko. Den blev opdaget i Stillehavet i 1741 under en af Vitus Berings ekspeditioner, men i løbet af kun 27 år blev det godmodige og forsvarsløse dyr helt udryddet. Gerningsmændene var sælfangere og andre søfolk.

Der er rapporter fra det 20. århundrede, hvor nogen mener at have set en Steller-søko, men ingen har kunne bekræfte dem. Efter alt at dømme har intet nulevende menneske set Stellers søko, og det er usandsynligt, at et et 8-9 meter langt dyr med en vægt på op til 10 ton skulle kunne gemme sig et sted deroppe nordpå.

Der er noget særligt vemodigt ved disse beretning om dyrearter, der er uddøde i historisk tid. I vor planets historie har der været fem store artsudryddelser i jordens historie; årsagen har været store forandringer skabt af bl.a. vulkanudbrud, der førte til voldsomme forandringer af klimaet. I disse år er en million arter ifølge FN på vej til at uddø; forskellen er, at truslen denne gang kommer fra mennesket og i høj grad fra de menneskeskabte klimaforandringer. De fleste af dem er ikke så spektakulære som Stellers søko, men gør vi ikke noget, vil der også for dem komme en dag, hvor man vil kunne sige, at intet levende menneske har set de pågældende dyr og planter.

En ny afsked med Cohen

Jeg husker endnu koncerten med Leonard Cohen i Aalborg tilbage i 2012. Dén koncert er (sammen med P.J. Harveys koncert i Randers i 2017) højt på min liste over kandidater til perfekte koncertoplevelser.

Fire år senere kom You Want It Darker, og få måneder senere var Cohen død. Det var en simpel faldulykke, der tog livet af den gamle mester.

Men nu er der så et posthumt album, Thanks For The Dance. Jeg troede vel, at det ville være en samling skrabsammen. Men der er faktisk ganske mange gode numre at finde på Thanks For The Dance og albummet er på mange måder et værdigt farvel. Jeg lytter ofte til det her i den mørke tid. Man kunne tro, at et nummer som “Puppets” var en kommentar til Donald Trumps halsløse gerninger og hans tankeløse støtter, men Leonard Cohen gik bort i samme uge som Trump vandt præsidentvalget i USA. Den uge i 2016 husker jeg tydeligt; jeg var i Glasgow og vågnede midt om natten to gange i samme uge, begge gange til en trist nyhed.

Ligesom det er tilfældet med David Bowies Blackstar kan man på Thanks For The Dance høre en sangskrivers tanker om livet, der gik, og den død, der står for døren. Tydeligst kommer tankerne om døden til udtryk på den tyste, korte “The Goal”, der er Cohens genskrivning af hans egen tekst fra 1998.

I can't leave my house
Or answer the phone
I'm going down again
But I'm not alone
Settling at last
Accounts of the soul
This for the trash
That paid in full
As for the fall, it
Began long ago
Can't stop the rain
Can't stop the snow
I sit in my chair
I look at the street
The neighbor returns
My smile of defeat
I move with the leaves
I shine with the chrome
I'm almost alive
I'm almost at home
No one to follow
And nothing to teach
Except that the goal
Falls short of the reach

Kun én artikel om året?

Tasawar Hayat – vor tids største matematiker? Han er i al fald den mest publicerende.

I går fik jeg besked om at jeg har fået en artikel optaget til en konference, der finder sted i februar 2020, så næste års publikationsrunde er allerede i gang. Artiklen dokumenterer resultater, som stammer fra et speciale som jeg vejledte i foråret. Men én artikel er ikke meget, og de sølle fire artikler, jeg fik publiceret sidste år, er bestemt heller ikke noget imponerende antal.

I den akademiske verden er det vigtigt at publicere så meget som muligt i så gode tidsskrifter og ved så gode konferencer som overhovedet muligt. Den mest publicerende forsker i årene fra 2016 til 2018 er Tasawar Hayat, der er professer i matematik ved Quaid-i-Azam University i Pakistan. Han publicerede hele 996 artikler i den periode, dvs. næsten én publikation om dagen. Så vidt jeg kan se, er en stor del af hans forskningsområde inden for matematisk fysik i den mest anvendelsesorienterede ende og har berøringsflader til maskinintelligens. Lødigheden af Hayats bidrag tør jeg ikke udtale mig om. Men det er forbløffende med denne ekstreme publikationsfrekvens; mange matematikere inden for den rene matematik publicerer kun 1-2 artikler om året.

Den tyske kognitionsforsker Uta Frith, der er professor med University College London, har en lidt anden tilgang. I en helt ny artikel i tidsskriftet Trends in Cognitive Sciences anbefaler hun faktisk, at det bliver et krav, at man kun publicerer én artikel om året. Hun skriver endda

When I look at my CV, I see papers that I wish I had not published, because they are either not sufficiently original or methodologically robust. I think it is important to tell younger researchers about this regret and make them aware that in time they might feel similarly. There are plenty of examples to show that a scientist’s reputation in the long run will be built on their best publications and lessened or even undermined by their weaker ones.

(fra Frith, Fast Lane to Slow Science, Trends in Cognitive Sciences (2019), https://doi.org/10.1016/j.tics.2019.10.007)

Det er en betragtning, jeg deler. Som Frith nævner, er det i virkeligheden et spørgsmål om at have et godt ry som forsker, der er det væsentlige, og om at kvalitet ikke nemt lader sig “fortynde”. Mange konferencerækker i datalogi har nu indstiftet en Test of Time Award, som bliver givet til 10 år gamle publikationer fra samme konference, der senere har vist sig at være særligt indflydelsesrige. Og når jeg ser på prisvinderne fra den lille del af datalogi, som jeg selv beskæftiger mig med, er jeg helt enig med udnævnelserne. Problemet er selvfølgelig, at dette gode ry på længere sigt ikke kan måles med det kortsigtede her-og-nu-fokus, som man i være dage bruger for at måle forskningens kvalitet, men i virkeligheden i mindst lige så stort omfang måler dens kvantitet.

Hvordan man løser det

Flere gange på det seneste har jeg anbefalet nogen at læse klassikeren How To Solve It af den store ungarsk/amerikanske matematiker George Pólya (ungarsk: Pólya György). Bogen, der udkom i 1975. har gjort et stort indtryk på mig; jeg købte den i 1982, ugen inden jeg begyndte at studere. I lang tid var jeg mest fascineret af alle bogens snedige opgaver, men i dag er jeg optaget af alle Pólyas indsigtsfulde, erfaringsbaserede råd til løsning af (især, men vel ikke kun) problemer fra matematikkens verden.

Hans bud på de fire trin i god problemløsning er

  • Trin 1: Forstå problemet
  • Trin 2: Udarbejd en plan (oversæt)
  • Trin 3: Udfør planen (løs)
  • Trin 4: Kig tilbage (tjek og fortolk løsningen)

På denne måde er der klare paralleller til problemorienteret projektarbejde, selv om fokus i How To Solve It er på små/mindre opgaver. Tænk, hvis de, der skal lære at løse matematiske problemer i forbindelse med deres uddannelse, kunne læse Pólyas lille klassiker på et tidspunkt – og tænk hvis de, der skal undervise andre i at løse problemer, kunne med dem om at sammenligene deres proces med de fire forholdsvis veldefinerede skridt ovenfor. Og tænk, hvis nogen en dag ville sørge for at How To Solve It kunne blive oversat til dansk. Det er nemlig stadig en bog, mange uddannelsessøgende kunne have glæde af at læse.