Noget om WordPress-temaer

Jeg har i en del år sværget til WordPress-temaet K2, og denne WordPress-blog startede da også med at bruge det. Men der er bøvl med bl.a. at få den danske oversættelse til at se ud som den skal, så jeg er nu gået over til standardtemaet Twentyten, som jeg dog har modificeret til delvis ukendelighed, så det kan ligne den udgave af K2, jeg egentlig gerne ville have. Det var en lille øvelse i CSS, interessant nok, men alligevel én, jeg hellere ville have været foruden.

Hvad er matematik?

Engang var jeg en vred ung matematikstuderende; i dag er jeg en vranten midaldrende universitetslærer på Institut for datalogi. Sic transit gloria mundi. Dengang i 1983-84 stykker var jeg sammen med en række andre vrede unge matematikstuderende om at lave Mat 3-projekt under problemformuleringen Hvad er matematik?

Selvfølgelig fandt vi aldrig svaret; spørgsmålet var alt for bredt og naivt, og vi blev da også belønnet på passende vis med en for nogle af os uvant middelmådig karakter. I en del år brugte jeg mest “Hvad er matematik?” som en slags selvhånende kommentar i samtaler med gamle studiekammerater. Men efterhånden dukkede spørgsmålet op hos mig som et ærligt spørgsmål, efterhånden som jeg begyndte at interessere mig for matematisk logik i forbindelse med mit virke i teoretisk datalogi.

Sidste år fik jeg omsider læst Andrew Hodges’ monumentale biografi af Alan Turing, Alan Turing: The Enigma, og her kan man allerede i forordet læse om hvordan en af Turings studerende, Audrey Bates, blev inspireret til at programmere Manchester-maskinen til at finde normalformer i lambda-kalkyle.

Lambda-kalkylen skyldes Alonzo Church og er en lille notation for beregnbare funktioner, og notationen er forsynet med få og enkle reduktionsregler. Ovenfor kan man se beta-reduktionsreglen, som intuitivt set blot forklarer, at en funktion anvendes på en værdi ved at indsubstituere værdien på argumentets plads overalt i forskriften. Et lambda-udtryk er på normalform, hvis ingen reduktionsregel kan anvendes på det.

På Turings tid var Audrey Bates’ arbejde lidt underligt, syntes man – for var det overhovedet matematik? Alonzo Church’s arbejde om beregnbare funktioner havde ikke rigtig noget med tal at gøre, og matematik er da videnskaben om tal, ikke? Og computere kan kun bruges til store beregninger på tal, ikke?

Også i dag kan man møde denne holdning: at matematik først og fremmest er videnskaben om tal. Nogle matematikere synes, at matematisk analyse er “den rigtige matematik”, andre holder på algebraen som “den rigtige matematik” – og mange er enige om at f.eks. teoretisk datalogi i hvert fald ikke er rigtig matematik.

Jeg ved ikke, om jeg er matematiker i dag. Det vildeste resultat fra analyse, jeg har brugt i min forskning, er Banachs fikspunktssætning for kontraktioner, og det er meget tamt. Nogle matematikere har kaldt mig matematik som en form for erkendelse af et fællesskab, nogle dataloger har kaldt mig det i en slags forsøg på at definere mig som forskellig fra dem. Men hvis matematik ikke defineres ud fra et genstandsområde men snarere som en metode, der anvender præcist definerede begreber og opstiller sætninger, der skal bevises ved brug af alment gyldige, tilstræbt objektive inferenser, da er vel også jeg matematiker i 2011. Jeg har aldrig lavet forskning uden denne metode, og jeg kommer formodentlig aldrig til det.

Et halvt århundrede

I år er det 50 år siden, den engelske advokat Peter Benenson stiftede Amnesty International. Selv har jeg kun været med siden 1994, hvor jeg kom ind i det, der er i dag er Aalborgs lokalforening. Siden da har jeg lært en masse andre Amnesty-aktivister at kende, både her i vores lokalforening, i resten af Danmark og efterhånden også i resten af verden. Jeg har været med til en masse forskellige aktiviteter – landsmøder, aktivseminarer, IMPACT og hvad det ellers har heddet i årenes løb – og jeg er blevet inspireret og har måske også inspireret andre. Derudover har jeg haft den store ære at møde modige mennesker fra rundt om i verden, der ofte med livet som indsats har kæmpet for menneskeværd.

Det er nemlig stadig nemt at overtræde menneskerettighederne, og det er ikke altid nemt at kæmpe for dem. Nogle steder i verden er det besværligt, måske endog farligt.

Medierne er begyndt at markere vores fødselsdag, og der er bl.a. en lang artikel i dagbladet Information i denne weekend. Man opdager hurtigt, at forventningerne til os er store, og mange er skuffede over os.

Forleden blev jeg således ringet op af en kvinde, der nu stod uden hjem efter en lang sag om skimmelsvamp. Hun ville høre, om ikke Amnesty International kunne hjælpe hende. Jeg måtte desværre sige, at dette ligger helt uden for vores arbejdsområde. Det var hun ked af at høre.

Andre kritikere stiller andre spørgsmål: Hvorfor sagde vi ikke, at krigen i Irak var en ulovlig krig? Hvorfor gør vi ikke noget for at sikre bedre vilkår for psykiatriske patienter i Danmark? Hvorfor fokuserer vi mere på land X end på land Y? osv. osv.

På den måde er al kritikken et tegn på Amnesty Internationals relative succés: Vi har faktisk været med til at skabe forandringer i årenes løb, og forventningerne til os er derfor vokset støt. Men samtidig er vi baseret på frivillige bidrag og i høj grad på frivillig arbejdskraft. Vores resurser er endelige, og vi er derfor nødt til at prioritere, hvor barsk det end lyder og er. Vi skal samtidig forsøge at identificere og kæmpe mod de grove og de systematiske krænkelser af menneskerettighederne, uanset hvem der begår dem. Det er en svær balancegang. Og jeg er med i den. Og det bliver jeg ved med.