Vi er, hvad vi spiser

I disse dage gribes nationen igen af frygt – her midt i agurketiden. Denne tilsyneladende uskyldige, vandede grøntsag kan føre infektioner med sig med nyresvigt og død som mulig følge. Vent! har vi ikke hørt denne historie før?

Jeg husker kun alt for godt de food scares, der greb den britiske befolkning sidst i 1980’erne. Så var det salmonella, så var det glasskår, så var det BSE, der udgjorde den tvivlsomme aftenunderholdning på BBC og ITV. Selvfølgelig skal vi passe på, at der ikke er gift eller colibakterier eller glasskår i den mad, vi spiser – men handler den største food scare ikke snarere om kvaliteten af de fødevarer, vi indtager? Der er for meget fedt, for meget sukker, for mange animalske produkter, alt for få fibre – og for meget mad på tallerkenen. Flere og flere danskere er ifølge Sundhedsstyrelsen overvægtige. Det er stadig langt mere sandsynligt at dø af en livsstilsbetinget sygdom end af en tvivlsom spansk agurk, og sådan vil det formodentlig altid være.

Empatiens modsætning


Jeg så tv-avis i går og blev (igen) i dårligt humør, selv om jeg godt vidste, hvordan det er fat. I Serbien ser mange mennesker den nu omsider pågrebne Ratko Mladic som en helt, der forsvarede serberne. Jeg ved, at han var ansvarlig for den værste krigsforbrydelse i Europa siden 2. verdenskrig – omkring 8000 mennesker blev myrdet i og omkring byen Srbrenica i Bosnien-Hercegovina. Også i Danmark kan man desværre finde mennesker, der udtrykker sympati for serbisk nationalisme og for dens “forsvar mod at skabe en islamisk stat i Europa”.

Men den rigtige fjende er nationalismen. Nationalismen ser (og opfinder) nationer, og den er ude af stand til at se mennesker, travlt som den har med at klassificere dem. Menneskerettighederne siger, at alle mennesker er født lige i værdighed og rettigheder. Hvis empati er evnen til at forstå og leve sig ind i andre menneskers følelser og tanker og ikke behandle dem som objekter, er nationalismen i sidste ende empatiens og menneskerettighedernes modsætning.

Læs George Orwells rammende essay, Notes on Nationalism. Det blev til i 1930erne, hvor nazismen var på fremmarch. Men der er også i dag mange slags nationalisme (og for nu at foregribe eventuel kritik: ja, selvfølgelig er de, der drømmer om en islamisk stat, også eksponenter for en nationalisme).

Hvordan kan vi få ikke bare Mladics sympatisører blandt serberne, men os alle til at indse, at nationalismen er noget skidt? Det er – som man ofte siger i resignation – et godt spørgsmål, og jeg har ikke noget godt svar her.

Morning Becomes Eclectic

Et af de mere interessante websteder, jeg har opdaget, er den amerikanske radiostation KCRW, der har showet Morning Becomes Eclectic. Herover kan I se et 35 minutter langt live-set med Elbow med numre fra deres album fra i år, Build A Rocket Boys!. Det er forresten slet ikke noget dårligt album, måske endda et af årets bedste. At sangeren Guy Garvey tilmed er en meget sympatisk mand, gør bestemt heller ikke noget.