Bon Iver er tilbage

Der er gået 4 år siden Bon Iver udsendte For Emma, Forever Ago. Dét album holdt jeg meget af (og det gør jeg bestemt stadig). I mellemtiden har Justin Vernon været gæst hos så forskellige musikere som The National og Kanye West og udsendt ep’en Blood Bank. Om 3 uger, den 20. juni, kommer omsider et nyt album, der bare hedder Bon Iver. Ovenfor kan man høre det første nye nummer, “Calgary”, og det lyder da lovende, ikke?

Idealister eller forbrydere?

Ann-Sophie Hemmingsen, der er PhD-studerende ved DIIS, har et tankevækkende indlæg i dagbladet Information i dag affødt af sagen om bombemanden Lors Doukaev. Blandt andet skriver hun:

Sammenligner man Doukaev’s historie med andre personer, som p.t. er mistænkt for planlægning af terror rettet mod Danmark, er den ikke usædvanlig.

David Headley, som i USA har tilstået planlægning af et angreb på Jyllands-Posten, har både været involveret i narkosmugling, fungeret som agent for amerikanske myndigheder og jongleret adskillige hustruer og veninder.

De fire svenskere, som kort før nytår blev anholdt i København mistænkt for at planlægge et angreb på Jyllands-Posten, har ligeledes kulørte baggrunde; én har en dom for mishandling, en anden er dømt til retspsykiatrisk behandling efter overfald og seksuelle krænkelser mod børn og voksne, og en tredje har en fortid som narkomisbruger og domme for hustruvold og dødstrusler

Disse historier ligger langt fra historierne om intellektuelle, fromme og frelste personer som bin Laden og al-Zawahiri og fra den almindelige forestilling om individer, som er organiseret eller inspireret af al-Qaeda.

Hvis vi tænker på terrorister som “idealister”, spiller vi med på deres spil og giver dem indirekte en form for legitimitet, og i nogle ekstreme kredse er det mere “ærefuldt” at begå en forbrydelse, hvis den kan legitimeres ideologisk. Men mord og overfald er vel mord og overfald uanset bevæggrundene? I 1970’ernes Tyskland efterforskede man Rote Armee Fraktions ugerninger som enhver anden forbrydelse, og Andreas Baader & Co. blev da også pågrebet. Er alle de mange særlige overvågningstiltag, vi ser i forbindelse med terrorlovgivningen, egentlig kriminalpræventive i optimal henseende? Jeg er i tvivl.

Uendelighedens navne

Jeg blev for nylig færdig med at læse Naming Infinity, en spændende bog af Loren Graham (amerikansk matematikhistoriker) og Jean-Michel Kantor (fransk matematiker). Naming Infinity fortæller historien om en uventet forbindelse mellem matematik og religiøs mysticisme. En russisk-ortodoks sekt af såkaldte “navnetilbedere”, der var aktiv i årene op til den russiske revolution og blev fordømt som kættere, talte også en matematik-uddannet munk ved navn Pavel Florensky (som man ser ovenfor; også efter revolutionen var “navnetilbederne” forfulgt, nu ikke af den ortodokse kirke, men af kommunisterne). Florensky var ven med Nikolai Luzin (kendt fra Luzins sætning i målteori) og havde igennem ham også påvirkning på “Moskvaskolen”, den meget aktive kreds af matematikere omkring Egorov. Og via Egorov var der forbindelse til den franske skole med Lebesgue, Baire og Borel.

Bogens tese er, at “navnetilbedernes” tro på at man ved at gentage en kort bøn med guds navn igen og igen kunne komme nærmere til sin gud afspejles i bl.a. mængdelærens behandling af transfinitte ordinaler. Ved at navngive et matematisk objekt via dets egenskaber gøres det virkeligt – en slags “omvendt nominalisme”.

Sjovt nok er mit eget forskningsområde inden for teoretisk datalogi nominelle proceskalkyler, notationer for parallelle beregninger. Robin Milner (der selv havde studeret matematik og filosofi – det var før datalogien fik et navn og dermed blev virkelig) var med til at skabe dette område via pi-kalkylen, og her er ideen om at kende en beregningsresurse ved at kende navnet på dens reference-kanal central.

Naming Infinity er hermed anbefalet, hvis man vil vide noget om en interessant periode i matematikkens historie og (endnu engang) få udfordret en forestilling om at den tilsyneladende mest rationelle aktivitet vi kender, kun har rationel oprindelse. Det er også interessant at læse om menneskene Lebesgue, Borel, Luzin og andre og derigennem få sat ansigt og livshistorie på navne, jeg ellers kun har kendt i forbindelse med sætninger i et kursus fra for længe siden.

Og hvor blev jeg så opmærksom på bogen? Såmænd via en anmeldelse af bogen i dagbladet Information af Annegrethe Rasmussen, der så vidt jeg ved aldrig har studeret matematik. Nu spekulerer jeg så på, hvad hun fik ud af bogen og hvorfor hun kunne lide den.