Med skyldigt hensyn

Der er en interessant artikel i Jyllands-Posten i dag. Artiklen tager udgangspunkt i bilister, der kører ind midt i begravelsestog og er formodentlig derfor placeret under Trafik. Men da to filosoffer bliver spurgt, nemlig Lars Henrik Schmidt Århus Universitet og Joakim Garff fra Københavns Universitet, skifter artiklen fokus og bliver da for alvor interessant.

Det er en artikel, der rører ved noget af det samme som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig om empati (og mangel på den) og om hadet på nettet.

På Søren Kierkegaard Forskningscentret sidder lektor Joakim Garff. Han mener, at det vi ser, er den nedre grænse for mangel på dannelse.
»Mange opfatter dannelse som noget fisefornemt noget med korrekt håndtering af kniv og gaffel og elegante besøg i Det Kongelige Teater.
Men dannelse er andet og meget mere. Dannelse er en vigtig forudsætning for meningsfuldt fællesskab, for dannelse handler om at anerkende den anden. At den anden har samme rettigheder som jeg. Der er ingen tvivl om, at vi i de seneste 10 år har oplevet et skred i vores moralbegreber,« siger Garff og tilføjer: »Vi er endt i et forarmet samfund, hvor viljen til at være hensynsfuld, ansvarlig og at opføre sig noget så gammeldags som ordentligt, bestemt ikke har de bedste betingelser.
« For Lars-Henrik Schmidt er hensynet så reduceret, at vi ikke længere er demokratiske borgere.
»Vi er holdt med at afgive vores stemme i fællesskabets interesse. Det hører en tid til, da fællesskabet var afgørende for vores livsform. I dag stemmer vi ud fra vores egeninteresse, og det bliver gentaget i Folketinget, hvor vi reelt oplever et flertalsdiktatur,« siger han.

Der er en livlig debat i gang på Jyllands-Postens debatsider lige nu. Om tonen er hensynsfuld her, skal jeg lade være usagt. Men fokus er hurtigt blevet på de andre, der ikke tager hensyn til os. De andre er i det hele taget nogle værre…

Der er mange årsager til at det er gået så galt i de sidste 10 år. Den siddende regering (men ikke kun den!) har gjort konkurrence til et mål i sig selv, og den politiske diskurs har taget en drejning væk fra det lyttende mod det selvhævdende. Det er som om vi er blevet ramt af en slags solipsisme. Solipsismen giver jeg ikke meget for. Én ting ved jeg: Hvis vi skal skabe et samfund, hvor vi anerkender den anden, skal vi hver især begynde med os selv. Vi er nemlig alle “en anden” for en anden.

Jeg skriver og spørger

Jeg kan ikke slippe det lovforslag om udvisninger, der nu er blevet vedtaget med stort flertal af Folketinget. Det er virkelig en meget bekymrende udvikling.  Line Barfod, der er MF for Enhedslisten (der sammen med Det Radikale Venstre var alene om at stemme imod), har et indlæg i dagens udgave af Information, der opsummerer mine bekymringer om menneskerettighedernes rolle i dansk politik.

For uanset om de internationale konventioner stadig vil være gældende for de danske domstole, skal enhver tvivl »komme udvisningen til gode«, som Søren Pind (V) har udtrykt det.

Og det betyder jo et brud med det helt grundlæggende retsprincip om, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode; at man i en retsstat hellere vil lade 10 skyldige gå fri, end at dømme bare én uskyldig. Lovforslaget betyder nemlig i praksis, at hvis dommeren ikke er sikker på, at en udvisning direkte vil være i strid med en konvention, f.eks. forbud mod at udvise til tortur, skal man udvise.

En læser på denne blog har opfordret mig til at skrive til de ansvarlige politikere. Det vil jeg nu gøre. I første omgang vil jeg spørge Socialdemokraterne og SF, der indtil for nylig har hævdet, at der ikke ville komme flere stramninger på udlændingeområdet, hvis de skulle danne regering. Men også i opposition glemmer de dette. Menneskerettighederne er blevet en ubekvem størrelse.

Førende jurister, menneskerettighedsorganisationer og også FN kritiserer lovændringen, der gør udvisninger til standardpraksis – men de toneangivende danske politiske partier i både højre og venstre side af salen ignorerer dette i et taktisk spil, vel vidende at det er valgår.

Jeg er altid bekymret, når et lovforslag på samme tid lanceres som vigtigt og som “uden konsekvenser”. På SFs hjemmeside kan man nu finde en pressemeddelelse, hvori der står:

Folk der har boet hele livet i Danmark udvises ikke fordi de bliver taget med en lommekniv og får 7 dages fængsel – det er en and. Kriterierne for udvisning er de samme efter på fredag – det har intet med forslaget at gøre.

Men op til afstemningen har Astrid Krag fra SF d. 22. juni udtalt til dagbladet Information at:

Med hensyn til kritikken af, at 14-årige kan blive udvist betinget, hvis de overtræder knivloven, er det ifølge retsordføreren en logisk konsekvens: »Det er et fint signal at sende, at du skal være påpasselig med, hvor du tager kniv med hen. Men det er meget afgørende, at vi overholder børnekonventionen,« siger hun og understreger, at der alene vil blive tale om en betinget udvisning.

Jeg forstår det ikke – loven har iflg. Astrid Krag fra SF på samme tid et signal om at man skal passe på med, hvor man tager kniv med hen, og man kan udvises betinget, men dette vil så iflg. SF ikke kunne ske. Hvem har ret?

 

Udvisning af omtanke?

Jeg kan ikke slippe den netop ændrede lov om udvisning af udenlandske statsborgere. Der er noget fundamentalt galt med denne lov, som et stort flertal i Folketinget lader slippe igennem. I dag har Ole Espersen et indlæg i Politiken, hvori han skriver:

Dette er en bemærkelsesværdig nydannelse inden for lovgivningspraksis.

Det, der står, er jo i virkeligheden, at selv om en udvisning efter de flestes opfattelse ville være i strid med en international forpligtelse, som f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så skal dommeren beslutte udvisningen, hvis det ikke ligefrem med »sikkerhed« kan siges, at dette ville være i strid med vore pligter.

Vi har i Danmark nu fået en grænse for menneskerettighederne, der er trukket i den “forkerte” side – hvis en dom måske er i modstrid med menneskerettighederne, er det ikke problematisk. Kun hvis dommen er klart i modstrid med menneskerettighederne, skal vi være bekymrede. Skal vi virkelig være trygge ved denne form for fortolkning af international lov?

Til dem, der ikke ved, hvem Ole Espersen er: han har været professor i jura ved Københavns Universitet i mange år og var justitsminister i 1981-82. Han har bl.a. skrevet bogen Dansk statsforfatningsret.

De har gjort det igen

Jeg var en lille smule skuffet over det seneste album fra Gillian Welch – det, der hedder Soul Journey. Men det var så også fordi forgængeren var Time, The Relevator, der er intet mindre end et mesterværk. Nu, 8 år senere, er der så det nye album – The Harrow & The Harvest.

Egentlig er hele denne autentiske lyd jo helt u-autentisk på en måde. Gillian Welch og David Rawlings synger om Tennessee og “the Dixie Line”, om muldyrene og de hårde tider på landet – men selv er de fra en helt anden del af USA, nemlig fra New York. Og alligevel – som få andre har de formået at gøre det landlige tonesprog til deres. (De bor da også i Tennessee nu.)

Og dette er et sprog, de kommunikerer særdeles overbevisende på. Efter de forsigtige eksperimenter med lidt bløde trommer og en anelse bas er Welch og Rawlings igen helt sig selv. Sjældent har to mennesker og nogle ganske få instrumenter lydt så godt sammen inden for denne genre, der befinder sig et tidløst sted mellem folk og bluegrass. Rawlings’ guitarspil og harmonivokal væver sig ind og ud mellem linjerne i Welch’s varme og sjælfulde vokal. Måske er The Harrow & The Harvest endda på højde på Time, The Revelator ? Jeg har i al fald hørt det nye album igen, siden jeg fik det.

Gå du nu hen og gør ligeså.

Modstand

Jeg har lige læst Gør oprør, en af omfang lille bog af Stéphane Hessel. Hessel er 93 år gammel og har en historie, der i høj grad er et produkt af Europas historie – et kort og godt imponerede cv, som man ville sige i dag. Som navnet måske antyder, er Stéphane Hessel født i Tyskland. Men hans familie bosatte sig i Frankrig; allerede da han var 15, fik han sin studentereksamen (baccalauréat) og studerede derefter på École Normale Superieure. Da nazisterne besatte Frankrig, flygtede han til London og sluttede sig til de Gaulles modstandsbevægelse. Herefter var han undercover-agent i Tyskland og var med til at forberede den allierede invasion. Stéphane Hessel havnede i kz-lejr og var meget tæt på at blive henrettet.

Efter krigen blev Stéphane Hessel FN-diplomat og var blandt det dusin mennesker (Eleanor Roosevelt var også en af dem), der havde afgørende indflydelse på indholdet af Verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948. Siden blev han Frankrigs FN-ambassadør. Sidste år i oktober udsendte han Indignez-vous!, der nu omsider foreligger på dansk som Gør oprør!.

Denne lille, pamflet-agtige bog er et vredt og dybtfølt angreb på tingenes tilstand i Frankrig og i det internationale samfund, set som en modsætning til de idealer, modstandskampen i 2. verdenskrig havde. Temaerne i Gør oprør! er den enorme kløft mellem de meget rige og de meget fattige, den måde hvorpå de vestlige lande behandler flygtninge og indvandrere og hvordan medierne i dag er kontrolleret af de få og de rige. Stéphane Hessel er derudover vred over det israelske regimes fremfærd over for palæstinenserne; han har selv jødisk baggrund og er forstemt over at se, at jøder kan behandle andre mennesker sådan. Gennem hele skriftet insisterer han på ikke-vold som den eneste gyldige strategi og minder os om modstandskampens idealer, der var med til at forme efterkrigstidens Europa. Det er disse idealer, vi nu er ved at svigte:

I marts 1941 havde jeg sluttet mig til general de Gaulle i London, og det var derfra, jeg erfarede, at Modstandsrådet den 15. marts 1944 havde udarbejdet et reformprogram, der udkastede principperne for de værdier, vort lands moderne demokrati skulle hvile på.

Disse principper og værdier har vi i dag mere end nogensinde brug for. Det påhviler os alle at sikre, at vores samfund forbliver et samfund, vi kan være stolte af: ikke dette samfund med papirløse indvandrere, udvisninger og mistænkeliggørelse af indvandrere, ikke dette samfund, hvor man sætter spørgsmålstegn ved pensionerne og ved de opnåede sociale rettigheder, ikke dette samfund, hvor medierne er i hænderne på de velbjærgede – alt sammen noget, vi ville have nægtet at acceptere, hvis vi havde været sande arvtagere efter Det Nationale Modstandsråd.

Dette citat vil jeg lade få det sidste ord i mit indlæg her.

Vi er ikke alene

Den russiske astronom Andrei Finkelstein siger nu til The Guardian, at vi kan forvente at få kontakt med liv uden for Jorden inden for de næste 20 år. Jeg er også selv overbevist om at en sådan kontakt vil finde sted en dag, omend jeg vel er det på et mindre kvalificeret grundlag.

Speaking at an international forum dedicated to the search for extraterrestrial life, Finkelstein said 10% of the known planets circling suns in the galaxy resemble Earth.

If water can be found there, then so can life, he said, adding that aliens would most likely resemble humans with two arms, two legs and a head.

“They may have different colour skin, but even we have that,” he said.

Vi har inden for de seneste godt 500 år set, hvordan europæernes “opdagelse” af andre kontinenter har haft forfærdelige konsekvenser for de folkeslag, der boede der. De sydamerikanske civilisationer var lige så teknologisk avancerede som den spanske, men de blev ikke desto mindre ydmyget på tragisk vis. De oprindelige australiere blev opfattet som undermennesker og nægtet alle rettigheder. Atter andre folkeslag blev mere eller mere systematisk udryddet; der er således i dag intet tilbage fra de folkegrupper, der oprindelig beboede de caraibiske øer.

En civilisation, der får kontakt med os jordboere, vil formodentlig have nået i hvert fald samme teknologiske stade som os, så på denne måde ligner situationen den, vi oplevede på vores planet fra år 1500-1700. Den udenjordiske civilisations hensigter kan man lige nu kun gisne om – nysgerrighed, imperialisme, nødvendighed, noget helt fjerde. Hvorfor er det egentlig, vi selv sender signaler, små metalplaketter og lp-plader af sted?

Men selv om vi så skulle undgå at scenariet fra Klodernes kamp eller den europæiske kolonisation blev virkelighed, vil en kontakt med ekstraterrestriale civilisationer formodentlig ændre menneskehedens syn på sig selv til ukendelighed.

Mit håb er, at de allermest antropocentriske forestillinger vil lide skibbrud. Det bliver forhåbentlig sværere at være racist eller kreationist, hvis/når der viser sig at være intelligent liv derude et sted, og vi kan forhåbentlig omsider bringes til at indse, at denne planet faktisk har begrænsede resurser og er et sårbart sted. Religionerne skal nok også have sig en tænkepause.

Min blog og Facebook

Kære læsere! For en gangs skyld vil jeg henvende mig direkte til jer. Jeg er nemlig i gang med et mindre eksperiment, der består i at finde ud af, om jeg kan integrere min blog bedre med Facebook. Der findes et hav af plugins til WordPress, men jeg vil have fundet mig det helt rigtige. Min store drøm er, at kommentarerne til det, jeg skriver på bloggen, også vil ende på bloggen, så de bedre kan blive fastholdt. Jeg ville blive rigtig glad, hvis flere af jer havde lyst til at registrere jer her og bruge bloggens kommentarsystem også. Jeg kender nemlig andre blogs, hvor dette fungerer ret godt.

Det åbne samfund?

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet lægger nu op til, at al internetadgang skal være identificerbar, således at man skal identificere sig med en personlig kode for overhovedet at kunne komme på nettet fra steder med åben adgang som f.eks. biblioteker eller netcafeer. Argumentet er (ikke overraskende), at dette vil gøre det nemmere at efterforske kriminalitet – og de velkendte ord “terrorisme” og “børneporno” dukker straks op.

Jeg finder dette forslag bekymrende og i sidste ende ude af stand til at leve op til den hensigt, man begrunder det med. Hvis man er en hærdet forbryder, der benytter sig af internettets muligheder, vil man nemlig næppe få indskrænket sine handlemuligheder ad denne vej. De kriminelle kender teknologien rigtig godt. Der er f.eks. allerede ikke helt få eksempler, der viser at terrorister og pædofile opererer i lukkede fora og anvender stærk kryptering. En anden, nem mulighed er anonymiseringsværktøjet Tor. En tredje mulighed, der er stadigt mere udbredt, er at stjæle en identitet.

Den foreslåede overvågning risikerer først og fremmest at gøre livet besværligt for de, der ikke har samme indsigt. Det kunne være f.eks. besøgende fra udlandet eller mennesker, for hvem det er nødvendigt at kunne være anonyme af hensyn til egen sikkerhed. Her tænker jeg på f.eks. insider-vidner, der her mister en mulighed for at give vigtige oplysninger om netop organiseret kriminalitet. Også flygtninge og andre, der har oplysninger om menneskerettighedskrænkelser, vil kunne gøre brug af anonymiteten. At anonyme oplysninger kan have stor politisk vigtighed, kan man se af en længere artikel i dagens udgave af dagbladet Information om lækkede dokumenter fra Kinas kommunistiske parti.

Også her vil man selvfølgelig kunne omgå forbuddet ad teknologisk vej, men dette var vel ikke meningen?

Herudover er der den store nyfortolkning af en form for hemmelighed, der er vore dages forlængelse af brevhemmeligheden. Straffelovens § 263 nr. 1 siger:

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.

Bemærk ordet “uberettiget”, der her gør disse foranstaltninger lovlige.

Nogle vil her indvende, at man ikke har noget at frygte, hvis man intet forkert har gjort. Men hvor trygge ville vi være ved en tilsvarende lov, der krævede at al papirpost skulle være tydeligt forsynet med afsenderens fulde navn og adresse og at politiet kunne åbne al papirpost, hvor dette ikke var tilfældet? (Tyskere, der er vokset op i DDR, vil vide, hvad jeg mener.)

Alle har mødt hver deres Frege

Gottlob Frege, den tyske logiker og filosof, der levede fra 1848 til 1925, er en legende, og alene hans navn ansporer tilsyneladende til en rejse i fantasiens verden. En af mine gamle medstuderende kaldte ham Lille Frække Frege, og en kollega fandt senere på sangen “Jeg går og hedder Frege”. Historien om Freges korrespondance med Bertrand Russell i forbindelse med Russells paradoks er lavet af det stof, romaner er lavet af – og dukker da også op i tegneserien Logicomix, som Palle Raabjerg har anbefalet mig. Mere om det en anden gang.

I går sad jeg til et seminar, hvor en PhD-studerende fremlagde resultaterne fra første år af sit forløb. Jeg nævnte i den forbindelse lineær logik og her til morgen bestemte jeg mig til at kigge i mit gamle eksemplar af Proofs and Types, som er det første sted (mig bekendt) hvor Jean-Yves Girard præsenterer lineær logik i bogform. Bogen, forfattet af Girard sammen med Yves Lafont og Paul Taylor er i øvrigt nu frit tilgængelig i PDF-format fra Paul Taylors webside.

Jeg faldt over dette citat fra første kapitel, hvor Girard (skrivestilen afslører ham!) er i det filosofiske hjørne og taler om Gottlob Frege:

So, one of the most fundamental distinctions in logic is that made by Frege: given a sentence A, there are two ways of seeing it:

  • as a sequence of instructions, which determine its sense, for example A \vee B means “A or B”, etc..
  • as the ideal result found by these operations: this is its denotation.
    “Denotation”, as opposed to “notation”, is what is denoted, and not what denotes. For example the denotation of a logical sentence is t (true) or f (false), and the denotation of A \vee B can be obtained from the denotations of A and B by means of the truth table for disjunction.

Frege kaldte det første for Sinn, det andet for Bedeutung og skrev en hel bog med denne titel, Über Sinn und Bedeutung. Hvorfor blev jeg fanget ind af dette sted i teksten? Vel netop fordi det er her, vi kan se en stor forhindring i undervisning i både matematik og datalogi: mange studerende taler konsekvent om Sinn, mens vi underviser i Bedeutung.

Enhver, der har undervist i automatteori, vil opleve at mange studerende opfatter determinisering af nondeterministiske endelige automater som først og fremmest fortællingen om en algoritme, man skal udføre, mens vi i undervisningen opfatter determinisering som en udvidelse af overføringsfunktionen \delta fra at være \delta : Q \times \Sigma \rightarrow Q til at være en funktion over mængder \delta : \mathcal{P}(Q) \times \Sigma \rightarrow Q. Tilsvarende kan man opleve mange studerende, der opfatter en matematisk funktion f ikke som en binær relation, men som en forskrift, der fortæller os hvordan vi, givet et argument x beregner f(x).

Også i programmering støder man på forskellen – imperative sprog som C og dets mange efterkommere (C++, C#, Java osv.) er Sinn-sprog, mens applikative sprog stræber efter at være Bedeutung-sprog (men trods alt skal implementeres på en maskine!). Mange studerende hævder at kunne forstå imperative sprog, men også at have gevaldige kvaler med de applikative.

Jeg grubler over, hvordan vi kan få de studerende til bedre at forstå, at der både er Sinn og Bedeutung, så vi ikke kun forstår hver vores halvdel af Den Lille Frække Frege.