Den lille lysegrønne ø

Egholm er en ø mellem Aalborg og Nørresundby. Dens fastnet-telefonnumre starter med 9817 som i Nørresundby, men dens postnummer er 9000 Aalborg. På Egholm er man altid kun i kort afstand fra Aalborgs midtby, men stilheden er den store, gribende forskel. Her er der marker og grusveje, en lille smule skov og vadefugle på tyste sandstrande. Inde midt på øen, grænsende op til en gigantisk rapsmark, er Egholm by, en typisk lille landsby med en lille klynge huse og en købmandsbutik, der har åbent kun om søndagen.

Egholm har været et udflugtsmål for mig lige siden min studietid, hvor matematik- og datalogistuderende og deres undervisere hvert forår drog dertil på udflugt tidligt i juni, hvor vejret var bedst. Det var dengang, vi holdt til på Strandvejen 19, lige op til Aalborgs vestby og i bekvem cykelafstand fra Egholmfærgen.

Egholm er nu blevet offer for planerne om en tredje Limfjordsforbindelse. Hvis vi ikke får dette standset, vil øen en dag blive gennemskåret af en motorvej, og stilheden vil være en saga blott. Mit løfte er dette: den dag, bulldozerne bliver kørt i stilling, vil jeg sætte mig i et træ. Kald mig naturromantiker. Kald mig bagstræberisk. Kald mig sentimental. I har sikkert ret. Måske/forhåbentlig vil recession og ændret miljøbevidsthed gøre min protest overflødig. Jeg håber det.

Uden empati

Jeg har netop læst en interessant bog af den engelske psykiater og hjerneforsker Simon Baron-Cohen, Zero Degrees of Empathy. Bogen er temmelig ny, fra april i år. Som så mange andre har Baron-Cohen spurgt sig selv, hvorfor der er så megen ondskab i verden. Hvor mange i tidens løb enten har trukket på skuldrene og opgivet at finde et svar eller har defineret ondskab som en primitiv, uforklarlig naturkraft, går Baron-Cohen anderledes til værks. Han ser ondskab som det modsatte af empati og prøver at forstå, hvad empati skyldes og hvordan empatien kan blive væk.

En del af inspirationen bag Baron-Cohens arbejde kommer fra hans jødiske baggrund; hans bedstefar flygtede fra forfølgelser i Østeuropa og hans far kendte Holocaust-overlevere – og selv har Baron-Cohen reflekteret en del over Israel/Palæstina-konflikten. Han undlader i sin korte bog at komme med noget direkte bud på, hvad der skal gøres ved denne langvarige og sørgelige konflikt, men har dog fat i en meget lang ende: som mange andre konflikter handler også denne om manglende empati fra begge parter.

Empati er den indlevelse i et andet menneskes følelser, som de fleste mennesker mestrer i større eller mindre grad. Nogle mennesker har imidlertid slet ingen empatisk evne, og det er dém, der er bogens fokus. Baron-Cohen skelner mellem Zero-Negative-individer, der ikke kan være empatiske og hvor konsekvenserne for omverdenen kun er negative, og Zero-Positive-individer, hvor konsekvenserne for omverdenen også kan være positive. Psykopater, narcissister og borderlinere er Zero-Negative, mens autister og mennesker med Aspergers syndrom er Zero-Positive.

Der er en del fysiologiske forklaringer i bogen på hvordan empati manifesterer sig i hjernen, og dem er jeg stadig ikke helt sikker på at jeg forstår i detaljen. Men bogens emne og fokus er vigtigt, og den er hermed anbefalet.

Hvis nogen synes, efternavnet Baron-Cohen lyder bekendt, er det ikke så sært. Simon Baron-Cohens fætter er den engelske skuespiller Sascha Baron-Cohen, der er kendt fra filmkomedier som Borat, Brüno og Ali G.