Prædiken for de allerede omvendte

Debatfora på nettet og i dagblade får mig ofte til at undre mig. For hvad er målgruppen for læserbrevene? Hvorfor er det vigtigt at fortælle en politiker på Facebook, at man synes om hans/hendes udtalelser? Jeg kan nævne en række blogs af temmelig forskellig politisk observans, hvor så godt som alle kommentarerne kommer fra læsere, der er enige med bloggeren. Vi diskuterer efterhånden næsten kun med dem, vi er enige med. Hvad er egentlig formålet med en politisk diskussion?

Engang for år tilbage har jeg hørt en politiker indrømme i et lille, lukket forum, at der var noget, han ikke havde tænkt over, og at han nu var i tvivl. Han var en ærlig mand, syntes jeg. Siden blev han minister. For ikke at trampe på mandens integritet vil jeg lade ham være anonym.

Jeg tror på det gode argument og jeg håber, jeg er i stand til at indrømme det, når jeg er i tvivl eller bliver overbevist om at jeg har taget fejl. Samtidig har jeg aldrig brudt mig om de voldsomme meningsudvekslinger, for det, der uvægerligt karakteriserer dem, er at man holder op med at lytte. Empatien (der var det begreb igen!) forsvinder, og man begynder at betragte sin modstander som et fjendtligt objekt.

Erobring af sproget

Fra George Orwells 1984 kender vi begrebet “newspeak”, eller, som det kom til at hedde på dansk, “nysprog”. Newspeak var et systematisk forsøg på at ændre tænkemåden gennem at erobre sproget. Et berygtet eksempel var folkedemokratierne, der var alt andet end det. Også i vore dage prøver man også at erobre sproget ved at tage positive begreber til sig. Jeg tænker på et fænomen på højrefløjen som Trykkefrihedsselskabet, der bruger plusordet “frihed” i det, der reelt handler om at være en nationalistisk, anti-muslimsk forening. Eller tænk på Kvinder for Frihed, der som væsentligste programpunkt har et forbud mod muslimske hovedtørklæder.

Seneste forsøg på sprogerobring er Bæredygtigt Landbrug, som her i foråret har haft en massiv annoncekampagne i medierne. Tale om bæredygtigt landbrug har jeg tidligere kun set i miljøorganisationers sprogbrug (f.eks. hos Dansk Naturfredningsforening); begrebet bæredygtighed stammer fra Brundtlandrapporten fra 1987, hvor det defineres som det, der

“skaffer menneskene og miljøet det bedste uden at skade fremtidige generationers mulighed for dække deres behov”

Men foreningen Bæredygtigt Landbrug har en noget anden profil, der leder tankerne hen på USAs anti-miljøbevægelse med det tillokkende navn “Wise Use”. Foreningen Bæredygtigt Landbrug har en formålsparagraf (citeret efter foreningens webside) der lyder:

  1. Vi skal have afskaffet de økonomisk belastende dele af Grøn Vækst.
  2. Vi skal sikre os mod nye indgreb.
  3. Vi skal have afskaffet skatter og afgifter, der belaster erhvervet økonomi i forhold til vore konkurrenter.

Ikke meget om fremtidige generationers behov eller miljø dér.

Formanden er godsejer Christian G. Castenskiold, og blandt foreningens seneste aktiviteter er – ud over annoncekampagnen og en stor traktordemonstration i København – en stævning mod Dansk Naturfredningsforenings direktør René La Cour Sell for udtalelser om, at landbruget gennem de senere år har været skyld i op til 400 lukninger af drikkevandsboringer.

I en artikel i Landbrugsavisen fremgår det, at Bæredygtigt Landbrug faktisk står bag Liberal Alliances landbrugspolitik. Interessant nok var René La Cour Sell i sin tid medlem af Liberal Alliances forgænger, Ny Alliance.