Det lukkede rums mysterier

En af de fortællinger, der har gjort størst indtryk på mig på det seneste, er den irsk-canadiske forfatter Emma Donoghues roman Room, som på dansk er kommet til at hedde Rum. Room handler om og er fortalt af Jack, en dreng på 5 år, der vokser op sammen med sin mor et sted i USA under usædvanlige og usædvanligt ubehagelige omstændigheder. Moderen er som helt ung blevet bortført og spærret inde af sin bortfører, der gentagne gange voldtager hende. Resultatet er Jack. Bortføreren lader dem have et lille fjernsyn i deres rum, et lydisoleret haveskur på tolv kvadratmeter, og herigennem lærer Jack om den store verden, som han får at vide, kun findes på tv. Midtvejs i bogen lykkes det Jack og moderen at flygte, og sidste halvdel handler om deres svære tilpasning til den store verden derude. Room er inspireret af de forfærdelige sager om langvarige bortførelser, vi har fået kendskab til gennem de seneste år, men er samtidig en fortælling om at vænne sig til den moderne verdens ofte svært forklarlige “selvfølgeligheder”.

Nogle af bogens scener er næsten ubærlige, og man skal i starten vænne sig til Jacks barnlige og langt fra altid sprogligt korrekte fortællestemme. Men samtidig er det denne naive, men helt troværdige synsvinkel, der gør bogen til en ganske særlig oplevelse. Room var nomineret til Booker-prisen sidste år, men fik den ikke. Mindre kan dog også gøre det.