Det der med engelsk

Jeg har det meget blandet med det engelske sprog. På den ene side har jeg en britisk PhD-grad (fra Edinburgh), så jeg har boet i Storbritannien engang. Hele min videnskabelige produktion er på engelsk, næsten alle de konferenceforedrag og seminarer, jeg har holdt, har været på engelsk, og jeg har skrevet en bog, som er udkommet på Cambridge University Press. Jeg læser en del skønlitteratur på engelsk, og en hel del af den musik, jeg holder af, er fra lande, hvor engelsk er hovedsprog. Og så har jeg to søstre, der er englændere. Dem må vi ikke glemme!

På den anden side har jeg nogle lidt trælse oplevelser fra min gerning som universitetslærer. En del studerende insisterer allerede på første studieår på at ville skrive deres projektrapporter på engelsk, også selv om deres vejleder er dansk og selv om rapporten formodentlig/forhåbentlig aldrig vil blive læst uden for landets grænser. Egentlig forstår jeg det vel godt – de fleste lærebøger er på engelsk, og man får en tendens til at opfatte fagets sprog som netop engelsk. Og en dag kan man møde udenlandske kolleger og/eller havne i en organisation, hvor engelsk er et udbredt sprog. Men realiteterne på studiet er nogle andre. Nogle gange er resultatet acceptabelt rent sprogligt, men andre gange er det rent ud sagt elendigt, og man oplever, at nogle studerende får sværere ved at tale om deres fag. Selv synes jeg ikke, man bør skrive projektrapporter på engelsk tidligt i sit studium; det vigtigste er at kunne skrive præcist og struktureret og at mestre fundamentet i sit fag. Først derefter giver det mening at forsøge sig på et andet sprog.

På mit institut er der nu (heldigvis) en del udenlandske ansatte, og af den grund holder vi de møder, der er for alle ansatte, på engelsk. Rationalet er godt – alle skal være inddraget og informeret – men der sker ikke desto mindre det, at de fleste udenlandske ansatte er tavse, mens de dansktalende ansatte fører en langsom og tydeligt besværet diskussion på en slags engelsk. Samtidig oplever jeg, at jeg har kolleger, der trods mange år i Danmark stadig ikke har lært dansk og insisterer på at tale engelsk, mens rengøringsassistenterne, der for manges vedkommende er udlændinge (ofte fra Asien) snakker med mig på dansk. (Omvendt har jeg også udenlandske kolleger på mit universitet, der taler et nuanceret og udtryksfuldt dansk, der gør mange af mine landsmænds kendskab til eget modersmål til skamme!)

Der er pessimistiske dage, hvor jeg tror, at det stadige fokus på engelsk ikke er andet end en slags dovenskab, der forhindrer os i at lære alle de mange andre sprog at kende og forhindrer os i at kommunikere. “Så gør vi det bare på engelsk”-holdningen bliver et ydre symbol på “internationalisering” snarere end en egentlig internationalisering. Jeg tror samtidig, at danskernes urealistiske krav til beherskelse af dansk (som ofte er, at det talte dansk  ikke er godt nok, før der ikke er nogen grammatiske fejl og den udenlandske accent er næsten helt væk) forhindrer de nogle gange meget perfektionistiske akademikere i at give sig i kast med sproget.

Er der overhovedet et problem, eller er jeg ved at forvandle mig til en jeronimus? Jeg er træt af “så gør vi det bare på engelsk”-holdningen, som jo egentlig også er en form for manglende respekt for de udfordringer, kommunikation på engelsk må rumme. Måske skulle man have fagrettede aktiviteter i skriftlig og mundtlig formidling på universitetet – for både studerende og ansatte. Og kunne man opmuntre ansatte, der vil tilbringe en årrække i landet, til at tage et intensivt danskkursus mod at de slap for at undervise og publicere, i de måneder, det stod på?