Vi bliver det, vi studerer

Politikens søndagstillæg Studieliv er der igen, og som universitetslærer er det altid interessant, at se, hvordan journalister (mis)forstår den akademiske verden på baggrund af studerendes syn på samme. Denne gang ser temaet ud til at være fordomme på tværs af fag og institutioner. I en enquete udtrykker en studerende fra CBS f.eks. sin fordom om RUC (“de har ikke andet end gruppeeksamen” – ved hun da ikke, at den slags har været umoralsk og ulovligt i en årrække nu?), og studerende besøger hinandens fag. En datalogistuderende fra DIKU besøger f.eks. danskstudiet på KUA og undrer sig over, at så mange danskstuderende har en Mac. (Det har jeg faktisk selv, og jeg er trods alt datalog.)

Men mest interessant er en lille artikel, hvor livsstilsekspert Anne Glad udtaler at

Vi samler identitet op, mens vi læser, og langt hen ad vejen bliver vi, hvad vi læser.

Selv om jeg ikke er “livsstilsekspert” (hvordan bliver man egentlig det?), må jeg indrømme, at helt forkert, det er det ikke. Vi har f.eks. to nært beslægtede uddannelser på AAU, nemlig datalogi og software. Bacheloruddannelserne er helt ens i de første to år, og efter fuldført bachelor kan man uden videre starte på den “anden” kandidatuddannelse – og altså blive kandidat i software med en bachelor i datalogi (og omvendt). Men alligevel er de studerende på de to uddannelser meget bevidste om deres identitet og om at de i hvert fald ikke er datalogi- hhvs. softwarestuderende.

Det er ikke noget nyt fænomen. Selv husker jeg, hvordan jeg som studerende var meget bevidst om ikke at være ingeniør-, men scient-studerende. Ingeniørerne var “udvidede håndværkere”, var vi en del, der syntes. Senere har jeg fundet af, at der ofte er lige så meget som forener, som skiller de forskellige fag – at jeg kan have en masse til fælles med f.eks. en universitetslærer i dansk, sikkert på en del måder mere end med en kandidat i datalogi, der arbejder for et privat firma. Og de studerende i datalogi og software – er de så særlig forskellige? Overhovedet ikke!

(Visited 84 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar