Jeg er træt af ytringsfriheden

Så, nu er alle vist vågne. Nej, selvfølgelig er jeg ikke træt af ytringsfriheden; der er tale om en helt central menneskerettighed, og jeg er som aktiv i Amnesty International forsvarer af menneskerettighederne. I Verdenserklæringen om menneskerettigheder står der:

Artikel 19.
Enhver har ret til menings- og ytringsfrihed; denne ret omfatter frihed til at hævde sin opfattelse uden indblanding og til at søge, modtage og meddele oplysning og tanker ved et hvilket som helst meddelelsesmiddel og uanset landegrænser.

Problemet, jeg ser, er et andet. I et tidligere indlæg her på bloggen skrev jeg om, hvordan man i kampen om meningerne forsøger at erobre sproget. Det bedste erobringsmål er et positivt ladet ord, og ytringsfriheden er i særklasse et sådant.

Alt for ofte ser vi nu, hvordan ytringsfriheden bliver brugt til at forsvare hensigten med en ytring. Seneste eksempel kom i dag i forbindelse med DRs dokumentarudsendelse om den forfærdelig sag om børnemishandling mv. fra Brønderslev kommune. I dagbladet Information begrunder DRs dokumentarchef Steen Jensen, hvorfor man har ladet en af de berørte i sagen, nemlig den ældste datter fra familien i Serritslev, stå frem. Hans begrundelse er:

De unge siger selv i dokumentaren, at de ønsker at stå frem for at hjælpe andre børn i fremtiden, og det har de en ret til at gøre. De er ofre i sagen, og de har også ytringsfrihed,

Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det betimelige i at sende udsendelsen på et tidspunkt nær slutningen af retssagen, og jeg er også i tvivl om, hvorvidt det er et problem at en af de berørte fra sagen står frem lige nu. Men ét ved jeg: Endnu engang er princippet om ytringsfrihed blevet brugt som begrundelse i sig selv for at fremsætte en ytring, og det kan man ikke. For ét er muligheden for at komme med en udtalelse, et andet er rationalet bag. Man er nødt til at finde en begrundelse, der går ud over “vi gør det, fordi det er muligt”. Det er her, de etiske overvejelser bør starte.

En analogi: Vi har (i det store og hele) bevægelsesfrihed i Danmark. Jeg har derfor ret til at gå ud af mit hus for at gå en tur tværs gennem byen. Men bør jeg gøre brug af denne ret, netop når familien kommer på besøg?

Det retoriske skred, i hvilket ytringsfriheden er blevet selvbegrundende, er formodentlig sket i kølvandet på karikaturkrisen i vinteren og foråret 2006 – det var i hvert fald her, jeg selv observerede det for første gang. Nu griber det i al fald om sig, og i værste fald ender det med at skævvride den måde, hvorpå vi tænker om menneskerettighederne som et samlet hele. Dansk Folkeparti, der ofte har angrebet menneskerettighederne, er (som man kan se ovenfor) glade for ytringsfriheden, og det er de blevet siden vinteren/foråret 2006. Men hvad synes det samme partis medlemmer f.eks. om artiklerne 14 og 15 i Verdenserklæringen om menneskerettighederne? (De nysgerrige læsere kan finde Verdenserklæringens tekst f.eks. på Institut for menneskerettigheder.)

(Visited 52 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Jeg er træt af ytringsfriheden”

  1. “Vi har (i det store og hele) bevægelsesfrihed i Danmark. Jeg har derfor ret til at gå ud af mit hus for at gå en tur tværs gennem byen. Men bør jeg gøre brug af denne ret, netop når familien kommer på besøg?”

    Din analogi er glimrende og helt på kornet i tilfældet med sagen om børnemishandling. Selvfølgelig kan det måske hjælpe offentligheden at høre børnenes partsindlæg, men retssagen bør logisk få lov at blive afviklet i fred først.

    Derimod kunne man tænke sig, at din familie havde meldt sin ankomst til dit hjem og tilføjet: “Nu har du bare at være hjemme, for ellers …”. Så ville en demonstration af din ret til selvbestemmelse være på sin plads, og det var jo netop argumentet om frygt og trusler, JP brugte i sin tid, og som de efterfølgende begivenheder vel også må siges at have demonstreret en vis berettigelse i. Der er altid mange hensyn at tage, så man må prioritere dem.

Skriv et svar