På vej mod toppen?

I dagens udgave af dagbladet Information (denne blogs læsere kan efterhånden regne ud, at jeg er trofast abonnent) er der endnu en kronik, der kritiserer konsekvenserne af “den nye universitetslov”, som nogle stadig kalder den universitetslov, som regeringspartierne og Socialdemokraterne vedtog i 2003. Det er en lov, der har skabt en topstyring med ansatte ledere og uden det demokrati og de valgte ledere, der engang var. I kombinationen med det stadig større fokus på ekstern finansiering af forskningen kombineret med at basismidlerne også gøres til genstand for konkurrence, er den danske universitetsverden blevet transformeret. Det ville være en overdrivelse at påstå, at jeg er positivt indstillet for denne transformation.

Og hvem er så forfatteren til kronikken? En så samfundsomstyrtende person som Niels Kærgård, der er professor på Københavns Universitet og forhenværende økonomisk overvismand.

Det, der er så interessant, er for det første, at Kærgård sætter fokus på hvordan ledelse er brancheafhængig:

Det er også karakteristisk, at de nye virksomheder i it- og designsektoren med deres innovative unge computerspecialister og designere typisk har en meget flad ledelsesstruktur, som ofte indebærer partnerskaber mellem de involverede.

Den topstyrede hierarkiske ledelsesform er indiskutabelt velegnet til situationer, hvor der skal træffes hurtige beslutninger og vælges en håndfast strategi. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er det, man brug for i forskningssektoren.

Her er der ofte først og fremmest brug for en vedholdende tro på egne ideer – der går ofte adskillige år, måske årtier, fra en idé bliver udkastet, til den er blevet specificeret, formaliseret, testet og resultatet publiceret.

Dernæst, at Kærgård sætter fokus på hvordan kombinationen af topstyringen og den ændrede finansiering gør det sværere at skabe gode karrierer:

Lønnen har aldrig været speciel høj i universitetsverdenen i forhold til andre ansættelser. Tidligere var universitetsstillingerne imidlertid meget attraktive, fordi man ikke havde nogen styrende chef, men det har man nu.

Stillingernes popularitet har også hængt tæt sammen med, at man kunne forfølge sine egne ideer. Nu må man imidlertid arbejde med de projekter, der er penge til.

Endelig er ansættelsestrygheden gået fløjten. Konkurrenceudsatte basismidler har ført til en række fyringer af økonomiske grunde også i universitetsverdenen.

Selv er jeg bekymret for hvordan det akademiske generationsskifte vil finde sted. Selv er jeg nu nået det sted i livet, hvor jeg ved, at jeg formodentlig højst har tyve år tilbage af mit arbejdsliv. Jeg har været privilegeret og er det på sin vis vel stadig; det er lykkedes mig at få en ordinær, men dog stadig eksisterende akademisk karriere.

Men nogen skal overtage efter mig og min generation af akademikere, og der er da også stadig kandidater, der vil i gang med en forskeruddannelse. Desværre er det nu så godt som alle, der forlader den akademiske verden efter endt PhD-grad eller havner i bedste fald i kortvarige postdoc-stillinger. De faste stillinger findes næsten ikke mere. Når der er kraftig gennemtræk, går det ud over immunforsvaret, også på universitetet.

(Visited 32 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar