Hadet på nettet

Jeg er træt af hadet på nettet; man kan vel næsten sige, at jeg hader det efterhånden. En episode, jeg særligt husker er fra 2008, hvor der var der en artikel i dagbladet Information om de græske myndigheders tvivlsomme behandling af asylansøgere og om Danmarks praksis med at returnere asylansøgere til Grækenland med baggrund i Dublin-konventionen.

Nogen skrev (og jeg skal understrege, at det ikke var mig, der skrev dette, og at dette er et citat):

En yderst opmuntrende artikel. Det er herligt, at vi på den måde slipper af med i det mindste en lille del af dem, der ellers ville rende rundt i Københavns gader og dolke, skyde, nedbanke og voldtage danskere.

En stor tak til Grækenland!

Der var en del lignende indlæg, der slet ikke forholdt sig til artiklens emne og anvendte en meget hadsk tone. Til sidst blev jeg træt af det og skrev:

Det er svært, ja umuligt, at have en diskussion om asylansøgeres problemer i Grækenland, når diskussionen hele tiden skal køres af sporet. Det kommer efterhånden til at virke som en bevidst strategi; der er utroligt meget had i nogle af de kommentarer, jeg læser.

Hvad kom der så ud af min forargelse? Såmænd bare dette:

Du har ret, der er masser af had, og måske du burde begynde at tage det til efterretning! En voksende del af befolkningen, vil ikke længere finde sig i, at blive kørt over ende, med denne massive masseindvandring af økonomiske platugler, som i bund og grund vil skide det danske samfund en lang muslimsk strækmarch!

Jeg gav op, og det er efterhånden kun meget sjældent, jeg blander mig i den slags diskussioner mere på dagbladenes webfora. Politiske blogs undgår jeg helt. Måske er jeg blevet konfliktsky, måske synes jeg bare, det er blevet ørkesløst efterhånden. Jeg ville gerne lære noget om mine egne holdninger og bedre kunne forstå modargumenter fra andre, men der er desværre meget få argumenter derude.

For tiden taler vi i Amnesty International om muligheden for at have et mere direkte demokrati med mulighed for netbaserede diskussioner. Det er jeg selv betænkelig ved; jeg har nemlig kun få gode erfaringer med diskussioner på nettet. Jeg har fulgt med lige siden jeg kom på Usenet-nyhedsgrupperne i 1987, og også dengang kunne diskussionerne blive ufokuserede, hadske og ubehageligt personlige. Også i “godhedsindustriens” højborg kan tonen medlemmer imellem af og til godt blive skarp, omend på en anden måde.

Jeg har længe ment, at den lave kvalitet af diskussioner på nettet i høj grad skyldes, at deltagerne er mere eller mindre anonyme og i hvert fald ikke sidder ansigt til ansigt. Kombinationen af afstand og anonymitet er et betryggende skjul. Jeg er ikke ene om at have  den holdning;  i et indlæg på Berlingske kan man høre lignende konklusioner fra bl.a. en præst, en psykolog og den allestedsnærværende Henrik Dahl.

Man kunne så håbe, at fora med direkte videolink ville være anderledes. Men dels er kommentarer i høj grad nødt til at være asynkrone (ikke alle vil skrive samtidig), dels ved vi også godt, at diskussionerne på gammeldags vælgermøder kan antage en ubehagelig natur og blive præget af ekstreme synspunkter.

Men hvordan kan vi så få bedre diskussioner af politiske emner? Mine egne bud er de sædvanlige og måske lidt fortærskede: det gode argument og refleksion over kommunikationen. Der er masser af følelser i spil, men man skal kunne reflektere over, hvad man selv siger. Det eneste, der mangler, er så at vi får lært at opføre os sådan på nettet…

(Visited 21 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

4 kommentarer til “Hadet på nettet”

  1. Hans du har helt ret. Et andet aspekt, som forklarer manglen på gode politiske diskussioner via nettet, er hvad man sikkert kalder den kommunikative kvalitet/båndbredde. Alle ved, at hvis man virkelig skal have snakket noget igennem så er den bedste måde face-to-face. Hvor text-to-text er af en langt lavere kvalitet. Især som du siger hvis det er anonymiseret. Jeg vælger at betragte hadet på nettet som spam på samme niveau som det der i sin tid og sikkert stadigt bliver ytret f.eks. nede på den lokale bodega (oh no gad vide hvem jeg ramte der, med min bodegafordom)

    Mvh,

    Simon Hem Pedersen (aka. hempe@cs.auc.dk)

  2. Det er et interessant emne, og jeg er i stor grad enig. Jeg vil dog være påpasselig med at skyde skylden på anonymitet. Som du selv bemærker er problemet sandsynligvis mere komplekst end som så.
    Det der sker når man er anonym er at man kan få lov at udtrykke sine dybfølte meninger uden at frygte repressalier fra ens nærmere omgivelser. Det kan fungere som en slags SSH tunnel (godt metafor, egentlig, for folk der forstår det) ud af den sociale virkelighed du lever i i dagligdagen. Og det er sammenligneligt med at holde en kniv. Man kan bruge det til både gode og mindre gode formål.
    Jeg bruger det selv til tider, af gode grunde. Hvis du er nysgerrig må du huske at spørge mig engang over et glas juice (og så får vi jo at se om det er noget jeg har lyst til at snakke om).
    Jeg synes også selv der er en slående mangel på empati når jeg har læst kommentartråde på nogle dagbladsartikler. Men jeg tror heldigvis at det har mest at gøre med at det specifikke emne og tonen i visse artikler ofte tiltrækker passionerede, hadske personligheder. Og så tror jeg der er rigtig mange der bare sidder og tænker “jeg har bedre ting at tage mig til end at stikke nallerne i dén hvepserede.”
    Jeg håber i hvert fald ikke det er et udtryk for generelle holdninger, som man til tider kan få indtryk af.
    På mere pragmatiske sites som også har et rating-system til kommentarer, ser jeg da også typisk at hadske kommentarer måske ikke får fantastisk mange svar, men blot bliver rated af de fleste læsere langt ned i det kolde, mørke dyb.
    Nu færdes jeg ikke så meget på politiske fora, men som en praktisk idé kunne et rating-system måske være en god måde at få has på specielle hadske elementer, og samtidigt få en bedre idé om den generelle holdning på foraet.

  3. Jeg blev egentlig ikke helt færdig.
    Det er jo altid godt når man lige kan smide et link til en rammende serie-stribe:
    http://reallifecomics.com/archive/110519.html
    Det tager unægteligt længere tid at reflektere og argumentere rationelt, end det tager at råbe “ud med faklerne og høtyvene!”.

    Jeg ville forøvrigt selv have svært ved at frasige mig den skriftlige debat. Som folk der kender mig måske vil bemærke, har jeg det bedre med at argumentere skriftligt. Jeg føler det giver mig bedre tid til at forholde mig til hvad andre skriver, og tænke over hvad jeg selv skriver.
    Det er bare en skam at der er mange der ikke udnytter dette unikke element ved den “asynkrone debat”.

Skriv et svar