En hyldestrune om sandhederne

Jeg er ikke altid begejstret for Carsten Jensens skrivestil; den kan til tider godt blive polemisk og lige lovlig opmærksom på sig selv. Men nedenstående citat kan jeg godt lide, og konklusionen deler jeg helt. Det stammer fra Carsten Jensens essay i anledning af at han i dag overdrager Demokratistafetten til Informations Rune Lykkeberg. Den fortjener han!

Demokratistafetten blev indstiftet i 2005 i Ebbe Kløvedal Reichs navn som en hædersbevisning, der gives til personer, der gør en særlig indsats for demokratiet.

I bogen Kampen om Sandhederne beskriver Rune Lykkeberg, hvordan den engang vedtagne sandhed, at mennesket grundlæggende er godt, nu er blevet afløst af en anden i tidens øjne lige så indlysende sandhed, at verden er truende og mennesket farligt. Valget mellem de to sandheder burde være let. Men det er min erfaring, at verden ikke er god, mens mennesket til gengæld er moralsk sammensat, og jeg bryder mig ikke om de alternativer, jeg her præsenteres for, hverken den højstemte lovsang til det gode eller mistillidserklæringen til den menneskelige natur. Jeg føler, jeg bliver dum af den ene og menneskeligt lurvet af den anden. De sejrende sandheder er altid de alt for nemme sandheder.

Nok er jeg ikke Rune Lykkeberg, bestemt ikke, men jeg tør godt erklære mig enig. Selv om jeg er meget kritisk over for den danske regering, dens “dårligt gennemtænkte ideer, løgn og hykleri” (som Carsten Jensen formulerer det) og selv om jeg vil det gode og tror på nødvendigheden af det gode, er det ikke ensbetydende med, at jeg tror på de nemme sandheder. Modstræbende har jeg efterhånden lært, at verden er kompliceret. Det lyder banalt, men det er det tilsyneladende ikke.

(Visited 29 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “En hyldestrune om sandhederne”

  1. Jeg tror sådan set det er nemt nok logisk at forstå at verden er kompliceret og mangefacetteret. Men det kan tage meget lang tid før det virkelig synker ind hvad dét betyder, og dermed påvirker ens syn på verden som det burde.
    Og jeg tror ikke engang det helt er sunket ind for mig selv endnu. Det er så nemt at sætte ting i kasser og male dem sorte og hvide, og det kræver stadig en vis årvågenhed at fange mig selv i det.

Skriv et svar