Jeg er ikke dansker

Jeg er født i Arentsminde, der ligger et sted i udkanten af Danmark. Jeg har i det store og hele boet i Danmark siden da. Jeg er ansat af den danske stat som universitetslærer, og jeg betaler skat i Danmark. Jeg stemmer til folketings- og lokalvalg. Vi har dannebrogsflag på servietter og dug, når der er fødselsdag derhjemme. Men jeg er ikke dansker, må jeg måske alligevel konkludere.

I dag kunne jeg læse, at der er blevet stiftet et nyt parti ved navn Danskernes Parti; stifterne er tidligere medlemmer af det danske nazistparti. Hvis der er et begreb, som den nationalistiske højrefløj gerne vil tage patent på, er det ordet dansker, som de opfatter som et positivt ord, der kun kan bruges om bestemte, udvalgte mennesker. (Der var dén med sprogkapringen igen.)

Partiets stifter (der bør være anonym) udtaler:

Vi er alle danskere, før vi er noget andet. Før man er akademiker er man dansker, før man er arbejder, er man dansker, og selv om jeg er studerende, er jeg først og fremmest dansker.

Jeg er akademiker først, og dansker dernæst. Jeg er menneskerettighedsaktivist først, og dansker dernæst. Listen er lang.

Hvis man skal være, som Danskernes Parti og Dansk Front og… Dansk Folkeparti gerne vil have, så er jeg ikke dansker. Men hvis det er nok at være borger i Danmark, så er jeg – og de fleste andre, der lige nu befinder sig inden for de velkontrollerede grænser – dansker.

Denne overskrift er selvrefererende

I går aftes snublede jeg over en samtale på Sverige 2 med den svenske kognitionsforsker Peter Gärdenfors, som er professor på universitetet i Lund. Det første, der faldt mig ind, var at jeg tilbage i 1995 mødte Gärdenfors til et symposium i Georgien om logik, sprog og beregning. Jeg havde en artikel med om det, der senere er blevet min yndlingskæphest, nemlig \pi-kalkylen. Det jeg kan huske, er at jeg sad ved siden af Gärdenfors i et gammelt folkevognsrugbrød under konferenceudflugten mellem Kaukasus’ bjerge. Vi snakkede om vejr og vind; vel egentlig en lidt dårlig brug af en sådan kapacitet. Der var ikke mange andre fra de nordiske lande, kun Morten Heine Sørensen fra Københavns Universitet, Peter Gärdenfors  og så undertegnede.

Efter at jeg havde genkaldt mig dagene i Georgien, gav jeg mig til at lytte ordentligt efter. TV-programmet var vel nærmest det, nogen har kaldt for filmet radio – skiftevis halvtotaler og nærbilleder af to mennesker, der sidder på hver sin side af et bord og taler sammen. Men alligevel fascinerende, for Gärdenfors er interessant at høre på.

Mange af spørgsmålene var variationer over temaet “Hvad ved mennesker om sig selv?”, og her slog det mig, at netop henvisningen til sig selv er et helt central element i de mange forskellige studier af den menneskelige tankes muligheder, en række discipliner, der mødes netop i den såkaldte kognitive videnskab. I matematik er det selvreferencen, der komplicerer f.eks. mængdelæren med Russells diagonalmængde \{ x \mid x \not \in x \} og dermed afføder typeteorien, og det er selvreferencen, der skaber grundlaget for Gödels berømte (og meget misforståede) resultat om grænserne for fuldstændig aksiomatisering af interessante fragmenter af matematik.

I datalogi dukker selvreferencen op som rekursion, og det er muligheden for selvreference, der er grundlaget for Turings første resultater om uafgørbarhed. I didaktikken er det refleksionen over egen læring – hvad ved jeg, at jeg ved? hvad ved jeg, at jeg har lært? osv. – der er central. Og i filosofi er mange paradokser intimt forbundet med selvreference. Paradokser kunne jeg skrive meget om; jeg har et bogmanuskript til en populær bog liggende. Mon ikke der kommer noget mere her på bloggen en gang ved lejlighed?

Men lad mig standse her, og nævne, at I kan se hele afsnittet af Vad är en människa, hvor Gärdenfors er i samtale med Frederik Lindström på Sveriges TVs websted. Hvis I ikke er gode til svensk, inden I sætter jer til at kigge med, er I det forhåbentlig bagefter!