Kategorier
Blog

Jeg er ikke dansker

Jeg er født i Arentsminde, der ligger et sted i udkanten af Danmark. Jeg har i det store og hele boet i Danmark siden da. Jeg er ansat af den danske stat som universitetslærer, og jeg betaler skat i Danmark. Jeg stemmer til folketings- og lokalvalg. Vi har dannebrogsflag på servietter og dug, når der er fødselsdag derhjemme. Men jeg er ikke dansker, må jeg måske alligevel konkludere.

I dag kunne jeg læse, at der er blevet stiftet et nyt parti ved navn Danskernes Parti; stifterne er tidligere medlemmer af det danske nazistparti. Hvis der er et begreb, som den nationalistiske højrefløj gerne vil tage patent på, er det ordet dansker, som de opfatter som et positivt ord, der kun kan bruges om bestemte, udvalgte mennesker. (Der var dén med sprogkapringen igen.)

Partiets stifter (der bør være anonym) udtaler:

Vi er alle danskere, før vi er noget andet. Før man er akademiker er man dansker, før man er arbejder, er man dansker, og selv om jeg er studerende, er jeg først og fremmest dansker.

Jeg er akademiker først, og dansker dernæst. Jeg er menneskerettighedsaktivist først, og dansker dernæst. Listen er lang.

Hvis man skal være, som Danskernes Parti og Dansk Front og… Dansk Folkeparti gerne vil have, så er jeg ikke dansker. Men hvis det er nok at være borger i Danmark, så er jeg – og de fleste andre, der lige nu befinder sig inden for de velkontrollerede grænser – dansker.