Jeg vil have den umoralske og dårlige eksamensform tilbage

I dag holder jeg eksamen – en af de to projektgrupper, jeg har været vejleder for på 2. semester af datalogistudiet, skal til eksamen i deres projekt. Projekteksamen har siden 2007 været en eksamen, hvor de studerende er til eksamen enkeltvis i 35-40 minutter. Der finder stadig en fremlæggelse sted, men den er ikke del af projekteksamen. På RUC finder projektfremlæggelsen sted på en anden dag end eksamen, på AAU er vi blevet påbudt at holde fremlæggelsen i ét lokale og eksamen i et andet, så ingen er i tvivl om at fremlæggelsen ikke er del af eksamen. Hele seancen med fremlæggelse plus eksamen kan snildt vare op mod 7 timer for en stor gruppe – hvor vi så 7 gange skal starte forfra på en diskussion af og overhøring i projektet. Resultatet er, at vi aldrig når nær så dybt ned i projektet, som man kunne ønske sig. Endnu en mundtlig eksamen ender som en stikprøve, og de studerende får ikke en samlet, grundig tilbagemelding på projektet som helhed.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg ikke er glad for denne eksamensform, som nogle hævdede ville gøre alting så godt med bedre bedømmelser, mere retfærdige karakterer osv.. Virkeligheden er nemlig, at vi bruger mere tid på at give de studerende en langt mere overfladisk bedømmelse og at sidegevinsterne – nemlig at man faktisk lærer noget mere om projektet ved eksamen – er pist væk. Jeg var meget vred og ked af det, da regeringen for 5 år siden forbød projekteksamen i grupper, en eksamensform vi havde over 20 års erfaring med i Aalborg og Roskilde. Især pinte det mig at læse alle de ukvalificerede påstande fra politikere, der aldrig havde haft studerende til eksamen. For den daværende videnskabsministers vedkommende havde han endda aldrig studeret på noget universitet. Politikere bør ikke blande sig på dette detailniveau i hvordan vi tilrettelægger undervisning og bedømmelse.

Jeg har læst, at Socialdemokraterne vil genindføre muligheden for gruppeeksamen, hvis de en dag igen kommer i regering. Det løfte vil jeg (og forhåbentlig også andre) holde dem fast på. Men det, jeg frygter, er at spørgsmålet om gruppeeksamen kan blive en tilbagevendende kamp, som den næste Venstre-regering vil tage op, hvis en socialdemokratisk ledet regering i mellemtiden har genindført muligheden. Den slags usikkerheder kan vi simpelthen ikke leve med i den virkelighed, der hedder undervisning.

Hvis vi skal undgå at gøre et didaktisk spørgsmål til en kampplads, er det nødvendigt dels at få en grundig undersøgelse af eksamensformer, dels at få politikerne (og ikke kun dem fra VCO-partierne) til at få en ordentlig forståelse af det komplekse fænomen, der hedder summativ evaluering. Jeg vil derfor kort og godt opfordre til at politikere fra alle partier med mellemrum prøver at overvære undervisning og eksamen, lige så vel som de besøger plejehjem, sygehuse og børnehaver. Jeg skal gerne lægge undervisnings- og eksamenslokale til!

 

Lige til at grine ad?

Jeg er bekymret over nationalismen og alt det, den gør ved samfundene med sin intolerance og sit had. Efterhånden taler dens stemme i baghovedet på os alle sammen, når vi skal tale om politik. Debatten viser, at selv de mest tolerante og humanistiske stemmer hele tiden uvilkårligt forholder sig til, hvad nationalisterne mon vil sige. Center for Vild Analyse har endnu en interessant kommentar, hvor de konkluderer dette:

Opgaven med at bekæmpe nationalisme og lignende onder består derfor ikke i at kritisere, at ‘lange hårdt ud’ og sige, at »nu går DF over stregen«, som det hedder i overskrifterne, men tværtimod i at vise, hvordan de vælter sig i selvhøjtidelighed og idioti. Et godt forbillede kan findes hos Tina Fey, der lavede en fremragende parodi på Sarah Palin ved ganske enkelt at gentage præcis det, Palin havde sagt i et interview. Det er faktisk komisk, når Pia Kjærsgaard siger til en tysk ambassadør, der lige har sagt, at hans lands erfaringer med nationalismen ikke har været for gode, at han bør vare sin mund på grund af Tysklands erfaringer med nationalismen. Vi mangler bare at lære at grine af det.

Mon ikke dette er en vej frem? Jeg håber, den leende Helle Thorning-Schmidt på billedet ovenfor er i færd med at gå forrest (men jeg tvivler desværre på det).