Hvepsereden

Nu vil jeg helt frivilligt stikke hovedet i en politisk hvepserede. Inden jeg sætter det helt derind, skal jeg huske at gøre standardbesværgelserne:

Nej, jeg bryder mig bestemt ikke om socialt bedrageri, indbrud eller lommetyveri. Og ja, hvis nogen stjæler mine ejendele eller truer mig, vil jeg blive meget vred. Jeg blev faktisk standset og truet, da jeg cyklede hjem fra arbejde en eftermiddag her i januar – og det var en særdeles ubehagelig oplevelse – men det er en anden snak.

Nemlig: det er en anden snak. Min personlige følelse af hævn eller sårethed skal ikke danne grundlag for politik.

Det, jeg reagerer mod, er nyheden om et forslag fra integrationsministeren, der siger at alle kriminelle udlændinge skal udvises af Danmark, lige meget hvor kort en frihedsberøvelse de er blevet idømt.

Dette gør mig særdeles bekymret af mange grunde.

For det første er jeg bekymret for at dette er et brud på det proportionalitetsprincip, der går på at straffens omfang skal være proportionalt med forbrydelsens karakter. Selv en kort frihedsberøvelse vil nemlig nu have en tillægsstraf, der hedder udvisning med alle de langvarige konsekvenser, det måtte have for ikke kun den straffede, men også for den straffedes pårørende.

For det andet er jeg bekymret for at dette repræsenterer et syn på menneskerettighederne, hvor lovgiverne nu reelt udtrykker, at de ser menneskerettighederne som en hindring for den praksis, man gerne vil gennemføre. Dette syn på menneskerettighederne ikke som et ideal, men som en besværlighed, er slet ikke nyt; også under Nyrup-regeringen i 1990’erne havde vi indenrigsministre, der talte om at føre en politik, der balancerer på kanten af konventionerne.

For det tredje er jeg bekymret over at der nu vil blive flere udvisningssager, der kan være tale om at appellere, men at dette kan blive langt besværligere for appellanterne, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol nu vil være der, hvor man skal starte. Det kræver flere resurser, både juridiske og økonomiske, og vi vil kunne risikere at der som følge heraf bliver flere brud på internationale konventioner, der ikke vil få nogen konsekvenser.

For det fjerde er jeg bekymret over at også Socialdemokraterne og SF vil stemme for dette forslag. Nogle vil her henvise til, at det viser at forslaget netop er godt, da det nyder så bred opbakning. Jeg må dertil indvende, at jeg ikke er af den holdning, at man kan vurdere om et lovforslag er etisk forsvarligt eller ej ud fra hvor mange, der bakker op om det.

Jeg frygter derimod, at her er tale om endnu et udslag af populistisk politik. Nogle oppositionspolitikere vurderer formodentlig, at der her få måneder inden valget er stemmer at hente i at vise en “fast linje” over for kriminelle og udlændinge og især da over for den særligt upopulære fællesmængde. Dette er Willie Horton-effekten som vi så illustreret i George Bush d. 1. ‘s valgkampagne i sin tid ; S og SF ønsker ikke at få at vide i en valgkamp, at de stemte imod et forslag, der var “tough on crime” og “tough on immigrants”.

For det femte er det uklart for mig, hvorfor vi netop nu i juni 2011 skulle befinde os i en situation, hvor det skulle være nødvendigt med et så vidtgående forslag. Det er korrekt, at der findes udenlandske statsborgere med dansk opholdstilladelse, der gentagne gange har begået kriminalitet. Medierne har været flittige til at gøre opmærksom på dette. Men for det første er dette et langvarigt, systemisk problem, som burde være løst på anden vis – den siddende regering har nu haft en lang regeringsperiode til at gøre dette i. For det andet vil det nuværende forslag ikke kunne indgå at ramme langt flere end de, der begår en sådan systematisk kriminalitet, da udvisning bliver en standardpraksis i forbindelse med enhver frihedsstraf. For det tredje er udvisningsstrategien (på samme måde som ønsket om strengere straffe) for mig at se udtryk for et syn på kriminalitet som et uforklarligt “naturfænomen”, der gør at vi kun kan sætte ind med en symptombehandling. Jeg havde håbet, at man i vore dage ville have en større indsigt i det problem, som kriminalitet udgør.

Argumentation ved brug af askebæger

Da jeg var studerende, var der et kursus i matematikkens videnskabsteori på det semester, der hed Mat 3 (som så faktisk var 5. semester), og her blev jeg præsenteret for Thomas Kuhns arbejde. Thomas Kuhn, der var fra USA, var faktisk slet ikke matematiker – han var oprindelig fysiker, men hans arbejde om fysikkens historie førte ham over i videnskabsteorien, og her inspirerede han den ungarske matematikfilosof Imre Lakatos. Senere forærede jeg en af mine bofæller, Nigel Wilding, der lavede en PhD i fysik, et eksemplar af Kuhns The Structure of Scientific Revolutions. Nigel kendte nemlig ikke denne vigtige bog, og jeg syntes, at det var lidt ironisk, at en ikke-fysiker som jeg gjorde. Essensen af Kuhns arbejde er en teori om at videnskabernes udvikling foregår gennem skift af paradigmer, og at disse paradigmeskift sker pludseligt, ikke via gradvis forandring. Der ophober sig flere og flere eksempler på at på et givet tidspunkt eksisterende “normalvidenskab” ikke kan have ret i sine hypoteser, og så introduceres et nyt og usammenligneligt videnskabeligt paradigme. Denne udvikling skulle så ikke kun gælde for fysik eller for naturvidenskaberne, men generelt.

Errol Morris, der studerede på Princeton University, har en ret interessant og ubehagelig anekdote om Kuhn. Her er den korte udgave (forkortet af mig):

I had written a paper on James Clerk Maxwell’s displacement current for Kuhn’s seminar on 19th century electricity and magnetism. The paper might have been 30 or so double-spaced pages. Kuhn’s reply, typed on unlined yellow paper, was 30 pages, single-spaced, with Courier marching all the way from the left to the right side of the paper. No margins. He was angry, really angry.

He had written at the very end of his comments, “You have long since passed the end of the road on which you began.” I asked, “What is that supposed to mean? I’m 24 years old.” He said that I was a “good” first-year graduate student but would become “less good” in subsequent years….

We began arguing… The conversation took a turn for the ugly. Were my problems with him, or were they with his philosophy?

I asked him, “If paradigms are really incommensurable, how is history of science possible? Wouldn’t we be merely interpreting the past in the light of the present? Wouldn’t the past be inaccessible to us? Wouldn’t it be ‘incommensurable?’ ”

He started moaning. He put his head in his hands and was muttering, “He’s trying to kill me. He’s trying to kill me.” And then I added, “…except for someone who imagines himself to be God.”

It was at this point that Kuhn threw the ashtray at me. And missed.

Det er nu ikke kun Dilberts tegner, der er faldet i min agtelse.

Hvorfor lige et askebæger som kasteskyts? Errol Morris’ beretning afslører, at Kuhn var storryger og røg 6-7 pakker cigaretter daglig, mange af dem mens han forelæste. Det var lang tid før rygelovgivningen i USA!

Nu med RSS

Denne blog har et RSS-feed (i fire forskellige formater), og det kan nu ses ude i siden. Desuden har jeg lavet en side (som kan ses fra bloggens topmenu) med de aktuelle URL’er.

Skulle nogen være i tvivl: RSS betyder egentlig Really Simple Syndication (eller er det Rich Site Summary?) og er et dataformat, mange nyhedstjenester på nettet tilbyder til deres nyhedsresumeer. Hvis man har et program der kan læse og abonnere på RSS-feeds, kan man hele tiden have et aktuelt sammendrag af hvad der sker her på bloggen. Man kan læse og abonnere på RSS-feeds med f.eks. Firefox-browseren, med Safari-browseren (Mac OS X 10.4 og op) og med Mozilla Thunderbird. Også seneste inkarnation af Microsoft Internet Explorer kan læse RSS-feeds.