Kripkes mange verdener

Saul Kripke er en amerikansk logiker og filosof, som har haft betydning langt uden for sit fagområde. Thomas Kuhn, som jeg skrev om forleden, advarede åbenbart sine studerende mod at komme til Kripkes forelæsninger. Det siger sikkert mere om Kuhn end om Kripke.

Kripke (der blev født i 1940) er på mange måder en særpræget skikkelse. Et hårdnakket rygte vil vide, at han som 16-årig blev tilbudt en lektorstilling på Princeton University, men takkede nej, fordi hans mor ville have, at han skulle gøre high school færdig. Dette passer ikke, men sandt er det, at han allerede i high school, dvs. som teenager, publicerede sine banebrydende artikler med det, vi i dag kender som mangeverdens-semantikken for modallogik. Hermed fik modallogikken omsider et ordentligt matematisk grundlag, og man kunne tale om sundhed og fuldstændighed (standardkonstruktionen med kanoniske modeller stammer herfra) også for denne slags logikker. Desuden kunne Quines trælse substitutivitets-argumenter mod nødvendighed endelig få et (synes jeg) ordentligt modsvar. Kripke tog en bachelor i matematik og ikke mere end dét; derefter ventede professorgerningen. På sit 2. år som bachelor-studerende fik han forresten tid til at holde et PhD-kursus på MIT.

Modallogikken (nærmere bestemt den såkaldte aletiske modallogik) er logikken om det nødvendige og det mulige. Jeg vil ikke skrive ret meget om Kripkes verdenssemantik for modallogik her; der er en udmærket oversigt på Wikipedia. Ideen er at betragte sandhed relativt til en mængde af verdener forsynet med en opnåelighedsrelation. En nødvendighedsformel \Box \phi (der skal læses som `\phi er nødvendigvis sand’) er sand i en verden w hvis \phi er sand i alle verdener, der er opnåelige fra w. Denne banebrydende indsigt skyldes Kripke (men dukker faktisk også op nogenlunde samtidig hos en svensk logiker ved navn Stig Kanger).

En ikke uvæsentlig del af Kripkes filosofiske indsats har været at forstå hvordan betegnere (engelsk: designators) kan have mening tværs over verdener, således at det faktisk giver mening at tale om nødvendige påstande. I hovedværket Naming and Necessity beskriver han en teori om sådanne rigid designators, der muliggør dette. En betegner er en rigid designator, hvis den betegner samme objekt i alle de verdener, hvor objektet findes. Man kan så give sig til at diskutere, om sådanne rigid designators er mulige.

Kripke-semantik er interessant nok blevet et vigtigt værktøj i datalogi, hvor man især (men ikke kun) interesserer sig for modallogikker, der ikke er aletisk, men temporale, dvs. omhandler tid. Hermed bliver det muligt at beskrive programmers adfærd over tid.

Saul Kripke er tydeligvis lavet af det stof, som mange anekdoter er gjort af, arketypen på det distræte og helt verdensfjerne geni. Jeg har selv for mange år tilbage overværet et seminar, som Kripke holdt på universitetet i Edinburgh. Det var en blandet oplevelse; jeg fik set giraffen, men det, jeg husker bedst, ud over at han lignede Johannes Møllehaves manisk/excentriske lillebror (hvis man da ellers kan overgå Møllehave i de henseender), er desværre ikke forelæsningen om De Re Propositional Attitudes and The Natural Numbers. Her var en af hans pointer vistnok noget med en forbindelse til deskriptiv kompleksitetsteori; det fortaber sig lidt i tågerne for mig, må jeg tilstå. Derimod husker jeg, at Kripke tænkte særdeles højt og meget hyppigt sagde ah-ah-ah, når han skulle tænke sig lidt om. Det var efter cirka hvert femte ord.

Her er én blandt mange anekdoter (snuppet fra Tuomas Tahkos blog):

Kripke walks into the Kripke Center at CUNY where a few of us are checking the list of speakers for this Lewis conference (an impressive list, but I don’t think I can make it). We note that Kripke’s title is ‘TBA’ (although so is Hawthrone’s). Kripke’s comment: ‘Oh damn’. He had seemingly forgotten about the whole troublesome affair of being the keynote speaker.

En anden anekdote er denne (snuppet fra Robert Paul Wolffs blog):

The next summer, my advisee invited me to dinner at his apartment, where he had taken up light housekeeping with a lovely Radcliffe girl. Saul was there as well. Saul’s father was a Conservative Rabbi, and Saul had had a serious Jewish upbringing. As he talked, he davaned, which is to say he rocked back and forth vigorously. As he talked and davaned he ate, gesturing spastically, and as he talked and davaned and ate and gestured, his food scattered all over the table, as if to illustrate the law of entropy. With gentle understanding, the young Radcliffe student patiently swept the peas up from the table top and put them back on Saul’s plate, where they stayed for a bit before being restrewn.

I have often wondered whether Saul, brilliant though he undoubtedly was, ever understood how much slack everyone was cutting him, from Quine on down. Somehow, I think not.

(Visited 80 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Kripkes mange verdener”

  1. En kommentar fra mig selv:

    Jeg er formodentlig blandt dem, der har en lidt “romantisk” forestilling om Kripkes værk. Der har været kontroverser blandt filosoffer, fordi nogle mener at Kripke har “lånt” andres tanker. Dette skulle bl.a. netop være tilfældet hvad angår hans referenceteori fra Naming and Necessity, som da formodentlig er inspireret af Ruth Barcan Marcus, uden at dette nogensinde er blevet krediteret af Kripke.

    Se http://linguafranca.mirror.theinfo.org/Archive/whose.html , hvor Jim Holt dog gør opmærksom på at Saul Kripke ikke er ude på at stjæle fra andre, men simpelthen ikke har skænket dette en tanke.

Skriv et svar