På flugt

Forleden skrev jeg om det lovforslag, der i dag er til afstemning i Folketinget om ændring af praksis for udvisning af udenlandske statsborgere. Det vil nu blive standardpraksis at udenlandske statsborgere, der bliver idømt en frihedsstraf, skal udvises. Her er tale om et problematisk lovforslag, jeg ikke rigtig kan få ud af tankerne, for det viser for mig at se, hvor lidt menneskerettighederne egentlig betyder i politik herhjemme efterhånden.

En række reaktioner er nu indløbet, og de er overhovedet ikke positive over for dette lovforslag L210.

Alle nedenfor nævnte citater er taget fra dagbladet Informations artikel i dag.

Red Barnet peger på, at loven kan ramme både mindreårige (lavalderen er nu 14 år), der skal udvises og dermed skilles fra deres familie, hvis de idømmes frihedsstraf, og forældre, der idømmes frihedsstraf:

“…forslaget vil få endog meget store menneskelige konsekvenser og tragedier for den enkelte som for dennes herboende familie.”

FNs Flygtningehøjkommissariat udtaler at

“…de foreslåede regler om udvisning går længere…”

[end, hvad Flygtningekonventionen tillader]

Loven, vil

“… begrænse domstolenes beskyttelse af udlændinge mod udvisning i strid med Danmarks internationale forpligtelser…”

siger Institut for menneskerettigheder.

Lad mig igen huske at nævne, at jeg selvfølgelig er modstander af overfald, socialt bedrageri, indbrudstyverier og andre former for kriminalitet. Men dette handler om et lovforslag, der har urimelige konsekvenser og er på kant med menneskerettighederne og Danmarks internationale forpligtelser.

Uanset hvad, vil regeringen have flertal for dette forslag takket være (ikke overraskende) Dansk Folkeparti og løsgængere. Hvorfor er det vigtigt for Socialdemokraterne og SF også at stemme for dette lovforslag, der så tydeligt er på kant med menneskerettighederne? Astrid Krag fra SF hævder i en tidligere artikel i Information, at forslaget ikke vil føre til en ændret praksis, hvis det gennemføre, og udtaler i samme artikel at lovforslaget bliver hastet igennem:

En del af vores betænkningsbidrag er også en generel beklagelse af, at det her skal hastes igennem, som det bliver. Når vi har at gøre med lovgivning, som er så tungt og teknisk, og hvor de, der sidder med næsen dybest nede i de mørkeste detaljer, er uenige, er der noget, der tyder på, at det lovteknisk ikke er godt nok. Derfor burde man tage imod vores ændringsforslag med kyshånd.

Men hvorfor vil man så stemme for et lovforslag, der skal hastes igennem og ikke har nogen betydning? Jeg forstår ganske enkelt ikke motivationen bag, men jeg er jo heller ikke politiker eller medlem af et parti.

Jeg har prøvet finde oplysninger på SFs hjemmeside, men her finder man kun landbrugspolitik og et billede af Villy Søvndal sammen med Helle Thorning-Schmidt. På Facebook kan man læse følgende:

Først og fremmest fordi vi er politisk enige i det første punkt om, at bandekriminalitet skal være en skærpende omstændighed omkring udvisning, og vi vurderer ikke, at punkt 2 og 3 fører til reelle forandringer i praksis.

SF erkender, at der er nogle uklarheder og lovtekniske problemer i punkt 3. Det vil vi rette op på, når vi får chancen. Forslagets vedtagelse afhænger ikke af SF’s stemmer og derfor kan vi ikke forhindre denne potentielle dårligdom i at blive vedtaget. Til gengæld kan vi gøre det klart, at man mener at bandekriminalitet skal være en skærpende omstændighed.

Men det hjælper mig ikke; jeg forstår det stadig ikke. Hvorfor er det vigtigt at stemme for?

Derfor skal du lytte til country

Jeg har efterhånden samlet mig et stort musikbibliotek, til lejlighedsvis forundring for resten af hjemmet (‘Far, hvorfor har du så mange cd’er?’ og ‘Hans, de cd’er skal ikke ligge der, vel?’). Mange af mine indkøb er stadig i fysisk format, men jeg er også begyndt at benytte mig af eMusic og det allestedsnærværende iTunes.

Noget af det sværeste at acceptere for mange, er at jeg faktisk holder af countrymusik. For en del mennesker, jeg kender, er denne genre synonym med “hjernedøde bønder med pedal steel og dobroguitar”, som C.V. Jørgensen synger om i ‘Det siger sig selv’ fra det country-influerede I det muntre hjørne. (C.V. mener det mao. slet ikke så hårdt.). Countrymusik er, siger de, reaktionær musik for folk, der gerne ville have stemt på George Bush og har et ukritisk syn på forholdene i USA.

Dette indlæg er skrevet til alle dem, der har det sådan.

Countrymusikken er modsætningernes musik. Den udråbes som autentisk, men er i høj grad et produkt af strømningerne. Den bedste countrymusik har et tekstunivers, der balancerer delikat mellem sentimentaliteten og de store, svære følelser. Det er ikke musik for teenagere, og det er bestemt ikke nødvendigvis (her kommer klicheerne igen) musik, der lyder bedst, når man er fuld, endsige synonymt med stort hår, spidse støvler og squaredance. Den bedste countrymusik formår besyngelsen og betvivlelsen af de nære ting og kan på samme tid være tilbagelænet og desperat. Den bedste countrymusik kan formulere en skarp samfundskritik og pege på det positive i mennesket.

Nogle rynker på næsen af Dolly Parton (på grund af hendes store hår og store osv.), Willie Nelson og Johnny Cash, men alle har både skrevet og fortolket fantastiske sange. En koncert med Willie Nelson på Roskilde-festivalen for mange år siden husker jeg endnu som et godt minde. Store sangskrivere fra andre genrer har med held taget livtag med countryen – Bob Dylan på bl.a. Nashville Skyline og Elvis Costello på Almost Blue. Og inspirationen fra den såkaldte ‘alternative rock’ (hvad den så end er alternativ til) skabte den ‘alternative country’; det var her jeg startede med Wilco, Son Volt, Uncle Tupelo (stamfar til de to førstnævnte), The Jayhaws og Whiskeytown. For tiden lytter jeg meget til det seneste album med Justin Townes Earle (søn af Steve Earle), Harlem River Blues. Og jeg ser frem til det nye album med Gillian Welch, The Harrow & The Harvest, der kommer på tirsdag.

Prøv evt. at starte forsigtigt med sangen overfor. Det er ‘Jacksonville Skyline’ med Whiskeytown fra deres sidste album Pneumonia, der kom efter at Ryan Adams var gået solo. Dette er nok den bedste sang, jeg kender om at flytte fra sin lidt kedelige by, komme tilbage som en slags fremmed og (gen)opdage savnet. Gem det dumme grin væk og lyt efter!