Derfor skal du lytte til country

Jeg har efterhånden samlet mig et stort musikbibliotek, til lejlighedsvis forundring for resten af hjemmet (‘Far, hvorfor har du så mange cd’er?’ og ‘Hans, de cd’er skal ikke ligge der, vel?’). Mange af mine indkøb er stadig i fysisk format, men jeg er også begyndt at benytte mig af eMusic og det allestedsnærværende iTunes.

Noget af det sværeste at acceptere for mange, er at jeg faktisk holder af countrymusik. For en del mennesker, jeg kender, er denne genre synonym med “hjernedøde bønder med pedal steel og dobroguitar”, som C.V. Jørgensen synger om i ‘Det siger sig selv’ fra det country-influerede I det muntre hjørne. (C.V. mener det mao. slet ikke så hårdt.). Countrymusik er, siger de, reaktionær musik for folk, der gerne ville have stemt på George Bush og har et ukritisk syn på forholdene i USA.

Dette indlæg er skrevet til alle dem, der har det sådan.

Countrymusikken er modsætningernes musik. Den udråbes som autentisk, men er i høj grad et produkt af strømningerne. Den bedste countrymusik har et tekstunivers, der balancerer delikat mellem sentimentaliteten og de store, svære følelser. Det er ikke musik for teenagere, og det er bestemt ikke nødvendigvis (her kommer klicheerne igen) musik, der lyder bedst, når man er fuld, endsige synonymt med stort hår, spidse støvler og squaredance. Den bedste countrymusik formår besyngelsen og betvivlelsen af de nære ting og kan på samme tid være tilbagelænet og desperat. Den bedste countrymusik kan formulere en skarp samfundskritik og pege på det positive i mennesket.

Nogle rynker på næsen af Dolly Parton (på grund af hendes store hår og store osv.), Willie Nelson og Johnny Cash, men alle har både skrevet og fortolket fantastiske sange. En koncert med Willie Nelson på Roskilde-festivalen for mange år siden husker jeg endnu som et godt minde. Store sangskrivere fra andre genrer har med held taget livtag med countryen – Bob Dylan på bl.a. Nashville Skyline og Elvis Costello på Almost Blue. Og inspirationen fra den såkaldte ‘alternative rock’ (hvad den så end er alternativ til) skabte den ‘alternative country’; det var her jeg startede med Wilco, Son Volt, Uncle Tupelo (stamfar til de to førstnævnte), The Jayhaws og Whiskeytown. For tiden lytter jeg meget til det seneste album med Justin Townes Earle (søn af Steve Earle), Harlem River Blues. Og jeg ser frem til det nye album med Gillian Welch, The Harrow & The Harvest, der kommer på tirsdag.

Prøv evt. at starte forsigtigt med sangen overfor. Det er ‘Jacksonville Skyline’ med Whiskeytown fra deres sidste album Pneumonia, der kom efter at Ryan Adams var gået solo. Dette er nok den bedste sang, jeg kender om at flytte fra sin lidt kedelige by, komme tilbage som en slags fremmed og (gen)opdage savnet. Gem det dumme grin væk og lyt efter!

(Visited 59 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar