På flugt

Forleden skrev jeg om det lovforslag, der i dag er til afstemning i Folketinget om ændring af praksis for udvisning af udenlandske statsborgere. Det vil nu blive standardpraksis at udenlandske statsborgere, der bliver idømt en frihedsstraf, skal udvises. Her er tale om et problematisk lovforslag, jeg ikke rigtig kan få ud af tankerne, for det viser for mig at se, hvor lidt menneskerettighederne egentlig betyder i politik herhjemme efterhånden.

En række reaktioner er nu indløbet, og de er overhovedet ikke positive over for dette lovforslag L210.

Alle nedenfor nævnte citater er taget fra dagbladet Informations artikel i dag.

Red Barnet peger på, at loven kan ramme både mindreårige (lavalderen er nu 14 år), der skal udvises og dermed skilles fra deres familie, hvis de idømmes frihedsstraf, og forældre, der idømmes frihedsstraf:

“…forslaget vil få endog meget store menneskelige konsekvenser og tragedier for den enkelte som for dennes herboende familie.”

FNs Flygtningehøjkommissariat udtaler at

“…de foreslåede regler om udvisning går længere…”

[end, hvad Flygtningekonventionen tillader]

Loven, vil

“… begrænse domstolenes beskyttelse af udlændinge mod udvisning i strid med Danmarks internationale forpligtelser…”

siger Institut for menneskerettigheder.

Lad mig igen huske at nævne, at jeg selvfølgelig er modstander af overfald, socialt bedrageri, indbrudstyverier og andre former for kriminalitet. Men dette handler om et lovforslag, der har urimelige konsekvenser og er på kant med menneskerettighederne og Danmarks internationale forpligtelser.

Uanset hvad, vil regeringen have flertal for dette forslag takket være (ikke overraskende) Dansk Folkeparti og løsgængere. Hvorfor er det vigtigt for Socialdemokraterne og SF også at stemme for dette lovforslag, der så tydeligt er på kant med menneskerettighederne? Astrid Krag fra SF hævder i en tidligere artikel i Information, at forslaget ikke vil føre til en ændret praksis, hvis det gennemføre, og udtaler i samme artikel at lovforslaget bliver hastet igennem:

En del af vores betænkningsbidrag er også en generel beklagelse af, at det her skal hastes igennem, som det bliver. Når vi har at gøre med lovgivning, som er så tungt og teknisk, og hvor de, der sidder med næsen dybest nede i de mørkeste detaljer, er uenige, er der noget, der tyder på, at det lovteknisk ikke er godt nok. Derfor burde man tage imod vores ændringsforslag med kyshånd.

Men hvorfor vil man så stemme for et lovforslag, der skal hastes igennem og ikke har nogen betydning? Jeg forstår ganske enkelt ikke motivationen bag, men jeg er jo heller ikke politiker eller medlem af et parti.

Jeg har prøvet finde oplysninger på SFs hjemmeside, men her finder man kun landbrugspolitik og et billede af Villy Søvndal sammen med Helle Thorning-Schmidt. På Facebook kan man læse følgende:

Først og fremmest fordi vi er politisk enige i det første punkt om, at bandekriminalitet skal være en skærpende omstændighed omkring udvisning, og vi vurderer ikke, at punkt 2 og 3 fører til reelle forandringer i praksis.

SF erkender, at der er nogle uklarheder og lovtekniske problemer i punkt 3. Det vil vi rette op på, når vi får chancen. Forslagets vedtagelse afhænger ikke af SF’s stemmer og derfor kan vi ikke forhindre denne potentielle dårligdom i at blive vedtaget. Til gengæld kan vi gøre det klart, at man mener at bandekriminalitet skal være en skærpende omstændighed.

Men det hjælper mig ikke; jeg forstår det stadig ikke. Hvorfor er det vigtigt at stemme for?

(Visited 17 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “På flugt”

  1. Det jeg slet ikke forstår er, at grænsekontrollen har fået så meget opmærksomhed i forhold til dette. En smule grænsekontrol har jeg svært ved at blive sur over, men at udvise en 14-årig fordi han er dømt for småkriminalitet? Den bedste pointe i debatten jeg har set kommer fra din egen blog Hans: At man affejer det grundlæggende princip, at straf skal tilsvare forbrydelse. En grund til at den sammenhæng er vigtig er bl.a. at systemet ikke er perfekt, og nogle vil blive uskyldigt dømt. Hvis det så var for butikstyveri og en kort tur bag tremmer er en ting, men at sende vedkommende til et land hvor de måske forlod som små børn og hvor de ingen kender, virker meget forkert.

  2. Du er godt skrivende, og din blog er et lødigt medie. Kunne du ikke skrive et par spørgsmål ned og så prøve at få en ordfører/talsmand i tale, evt. frk. Krag? Det virker som politik så kompliceret at en redegørelse er på sin plads, når det potentielle vælgergrundlag er hægtet af.

Skriv et svar