Peter Falk 1927-2011

To minutters stilhed her på bloggen til ære for mindet om Peter Falk, der døde i torsdags. Peter Falk var Columbo i tv-serien af samme navn, en serie, jeg har mange gode minder om fra min barndom.

Det var først i dag, jeg fandt ud af at Peter Falk ikke var den helt oprindelige Columbo. Helt i starten blev Columbo introduceret i en episode af The Chevy Mystery Show, og her var det Bert Freed, der spillede Columbo. Denne episode dannede grundlag for et teaterstykke ved navn “Prescription: Murder”, og her spillede Thomas Mitchell Columbo. Men så blev “Prescription: Murder” til en lang tv-film med Peter Falk i hovedrollen. Den blev så blev pilot for en tv-serie, og den rigtige Columbo var født.

På mange måder var Columbo en atypisk krimihistorie, især i en amerikansk sammenhæng. Den lille, tydeligvis italiensk-amerikanske detektiv med den nussede frakke, Egon Olsen-cigaren og glasøjet var som sådan en usandsynlig helt. Man så aldrig Columbo bruge vold eller true, han blev kun sjældent vred og jeg mindes ikke at jeg har set ham trække en pistol. Det, der talte, var det gode ræsonnement og den gode observationsevne – lige noget for sådan en som mig. Og så blev gerningsmanden afsløret allerede i starten i hvert afsnit. Forresten var samme gerningsmand ganske ofte en højt respekteret, ofte magtfuld samfundsborger; her lå der vel en slags samfundskritik begravet.

Faktisk var Peter Falk slet ikke italiensk af baggrund, har jeg for nylig fundet ud af – hans baggrund var østeuropæisk (familie fra Rusland og Ungarn). Jvf. Charles Bronson, der ret ofte spillede mexicansk skurk – han var af litauisk baggrund – og “grækeren Zorba”, Anthony Quinn, der så til gengæld havde mexicanske aner.

(Visited 152 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar