Kamæleonernes tid?

I denne uges udgave af The Observer er der en interessant artikel om fransk politik med fokus på Marine Le Pen, der har overtaget lederposten i Front National efter sin far Jean Marie Le Pen. Marine Le Pen forsøger, tilsyneladende med held, at give partiet et nyt ansigt med udtalelser ikke kun om truslen fra indvandringen, men også om kvinders og homoseksuelles rettigheder og med positive udtalelser om det offentlige sundhedsvæsen.

I artiklen er der bl.a. udtalelser fra Patrick Lozès, der er formand for CRAN (Conseil Représentatif des Associations Noires de France), en paraplyorganisation for organisationer for “sorte” etniske mindretal i Frankrig, og fra Laurent Bouvet, der er professor i statskundskab ved Université de Nice.

Det interessante sted i artiklen er til sidst, hvor både Lozès og Bouvel udtaler sig.

Le Pen may not become president, but some would argue she has already succeeded. “Even if she never wins an election, when you release this kind of thinking into society, modernising the packaging of racism, the consequences go on and on,” says Lozès.

The advances made by the Front National and other parties in Europe today – the Swiss People’s Party, the Northern League in Italy, Geert Wilders’s Freedom Party in the Netherlands – are all based on the combination of anti-immigrant stances plus economic populism and national patriotism. Mainstream parties across Europe have not found answers to this movement, for which the term “far right” seems increasingly inadequate.

“We could be looking at a great realignment of the political positions in Europe,” says Bouvet. “It’s a new populism. Marine Le Pen could lead it.”

Lozès og Bouvet forsøger på den ene side at analysere situationen, men på den anden side aner jeg også en opgivende tone hos dem. Populistiske partier som ovennævnte er tilsyneladende dygtige til at sætte dagsordenen, men er der tale om at de virkelig ændrer holdning og pludselig bliver f.eks. feministiske og anti-homofobiske? Måske i et vist, begrænset omfang; der er trods alt altid en afsmitning fra det samfund, partiet er omgivet af. Men langt vigtigere er for mig at se den rendyrkede opportunisme, der er central for populismens politiske strategi: Mere eller mindre bevidst følger populistiske partier strømninger og/eller opdyrker dem. Tænk på hvordan Fremskridtspartiet i Danmark transformerede sig fra først og fremmest at være et ufokuseret skattenægterparti til at være et nationalistisk højreparti.

Hertil kommer så, hvad jeg ville kalde en reagerende populisme hos de partier, der er bange for at de ‘egentlige’ populister skal definere den politiske diskurs og derfor begynder at være med i selvsamme diskurs. Både i Frankrig og herhjemme er det de fleste partier, der mere eller mindre bevidst bekender sig til denne reagerende populisme. F.eks. gælder det for SF, der startede som et populistisk parti på venstrefløjen, og i dag er mere determineret af populismen end længe. Nu er det så bare en reagerende populisme. Medierne er også med. I dag kalder chefredaktør Bo Lidegaard fra Politiken således Pia Kjærsgaard for Danmarks mest indflydelsesrige politiker, og dermed er han selv kommet under hendes indflydelse. Dette blogindlæg afslører, at også jeg er det efterhånden.

Det er på høje tid, at denne reagerende populisme lægges i graven, så den politiske diskurs ikke formes af intolerante nationalister som Marine og Pia, hverken direkte eller indirekte.

(Visited 23 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar