Livets træ

Hvis en film er god, er det som om den fortsætter inden i, når man forlader biografen. Sådan har jeg det med The Tree Of Life, der vandt De Gyldne Palmer ved årets Cannes-festival. Filmen er på mange måder en helt og aldeles atypisk amerikansk film. Hvis man tror, at en film med Brad Pitt og Sean Penn vil være en hektisk actionfilm, må man tro om igen.

The Tree Of Life overrasker på flere måder – først og fremmest fordi historien om hovedpersonen (spillet af Sean Penn), der ser tilbage på sin brors død for mange år siden og sit komplicerede forhold til faderen, pludselig afbrydes af en lang sekvens om Jordens tilbliven, komplet med Big Bang, de første encellede organismer, computeranimerede dinosaurer á la Jurassic Park og så meteoren, der udsletter selvsamme dinosaurer. Filmens krop er det lange flashback til barndomsårene i Waco med den strenge, på mange måder skuffede far og den sarte og dog stærke og sensuelle mor. Det er her, fortællingen i filmen findes, og her man for alvor forstår meningen bag Terence Malicks vision – det allerstørste og det allermindste hænger sammen og skal forstås som et hele. En dvælende, smuk film, et episk billeddigt – på mange måder en dybt uamerikansk film i ordets bedste forstand.

Og så er filmen propfyldt med smuk klassisk musik. Jeg tillader mig at undres over, at de første takter fra Mahlers 1. symfoni, der for mig handler om forventningen om forårets komme, her bliver til et varsel om død. Men Smetanas Moldau forstår jeg nu, som jeg ikke har forstået den før, og også Goreckis 3. symfoni, der engang var i fare for at blive spillet ihjel, passer ind.

(Visited 180 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar