Min blog og Facebook

Kære læsere! For en gangs skyld vil jeg henvende mig direkte til jer. Jeg er nemlig i gang med et mindre eksperiment, der består i at finde ud af, om jeg kan integrere min blog bedre med Facebook. Der findes et hav af plugins til WordPress, men jeg vil have fundet mig det helt rigtige. Min store drøm er, at kommentarerne til det, jeg skriver på bloggen, også vil ende på bloggen, så de bedre kan blive fastholdt. Jeg ville blive rigtig glad, hvis flere af jer havde lyst til at registrere jer her og bruge bloggens kommentarsystem også. Jeg kender nemlig andre blogs, hvor dette fungerer ret godt.

Det åbne samfund?

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet lægger nu op til, at al internetadgang skal være identificerbar, således at man skal identificere sig med en personlig kode for overhovedet at kunne komme på nettet fra steder med åben adgang som f.eks. biblioteker eller netcafeer. Argumentet er (ikke overraskende), at dette vil gøre det nemmere at efterforske kriminalitet – og de velkendte ord “terrorisme” og “børneporno” dukker straks op.

Jeg finder dette forslag bekymrende og i sidste ende ude af stand til at leve op til den hensigt, man begrunder det med. Hvis man er en hærdet forbryder, der benytter sig af internettets muligheder, vil man nemlig næppe få indskrænket sine handlemuligheder ad denne vej. De kriminelle kender teknologien rigtig godt. Der er f.eks. allerede ikke helt få eksempler, der viser at terrorister og pædofile opererer i lukkede fora og anvender stærk kryptering. En anden, nem mulighed er anonymiseringsværktøjet Tor. En tredje mulighed, der er stadigt mere udbredt, er at stjæle en identitet.

Den foreslåede overvågning risikerer først og fremmest at gøre livet besværligt for de, der ikke har samme indsigt. Det kunne være f.eks. besøgende fra udlandet eller mennesker, for hvem det er nødvendigt at kunne være anonyme af hensyn til egen sikkerhed. Her tænker jeg på f.eks. insider-vidner, der her mister en mulighed for at give vigtige oplysninger om netop organiseret kriminalitet. Også flygtninge og andre, der har oplysninger om menneskerettighedskrænkelser, vil kunne gøre brug af anonymiteten. At anonyme oplysninger kan have stor politisk vigtighed, kan man se af en længere artikel i dagens udgave af dagbladet Information om lækkede dokumenter fra Kinas kommunistiske parti.

Også her vil man selvfølgelig kunne omgå forbuddet ad teknologisk vej, men dette var vel ikke meningen?

Herudover er der den store nyfortolkning af en form for hemmelighed, der er vore dages forlængelse af brevhemmeligheden. Straffelovens § 263 nr. 1 siger:

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.

Bemærk ordet “uberettiget”, der her gør disse foranstaltninger lovlige.

Nogle vil her indvende, at man ikke har noget at frygte, hvis man intet forkert har gjort. Men hvor trygge ville vi være ved en tilsvarende lov, der krævede at al papirpost skulle være tydeligt forsynet med afsenderens fulde navn og adresse og at politiet kunne åbne al papirpost, hvor dette ikke var tilfældet? (Tyskere, der er vokset op i DDR, vil vide, hvad jeg mener.)

Alle har mødt hver deres Frege

Gottlob Frege, den tyske logiker og filosof, der levede fra 1848 til 1925, er en legende, og alene hans navn ansporer tilsyneladende til en rejse i fantasiens verden. En af mine gamle medstuderende kaldte ham Lille Frække Frege, og en kollega fandt senere på sangen “Jeg går og hedder Frege”. Historien om Freges korrespondance med Bertrand Russell i forbindelse med Russells paradoks er lavet af det stof, romaner er lavet af – og dukker da også op i tegneserien Logicomix, som Palle Raabjerg har anbefalet mig. Mere om det en anden gang.

I går sad jeg til et seminar, hvor en PhD-studerende fremlagde resultaterne fra første år af sit forløb. Jeg nævnte i den forbindelse lineær logik og her til morgen bestemte jeg mig til at kigge i mit gamle eksemplar af Proofs and Types, som er det første sted (mig bekendt) hvor Jean-Yves Girard præsenterer lineær logik i bogform. Bogen, forfattet af Girard sammen med Yves Lafont og Paul Taylor er i øvrigt nu frit tilgængelig i PDF-format fra Paul Taylors webside.

Jeg faldt over dette citat fra første kapitel, hvor Girard (skrivestilen afslører ham!) er i det filosofiske hjørne og taler om Gottlob Frege:

So, one of the most fundamental distinctions in logic is that made by Frege: given a sentence A, there are two ways of seeing it:

  • as a sequence of instructions, which determine its sense, for example A \vee B means “A or B”, etc..
  • as the ideal result found by these operations: this is its denotation.
    “Denotation”, as opposed to “notation”, is what is denoted, and not what denotes. For example the denotation of a logical sentence is t (true) or f (false), and the denotation of A \vee B can be obtained from the denotations of A and B by means of the truth table for disjunction.

Frege kaldte det første for Sinn, det andet for Bedeutung og skrev en hel bog med denne titel, Über Sinn und Bedeutung. Hvorfor blev jeg fanget ind af dette sted i teksten? Vel netop fordi det er her, vi kan se en stor forhindring i undervisning i både matematik og datalogi: mange studerende taler konsekvent om Sinn, mens vi underviser i Bedeutung.

Enhver, der har undervist i automatteori, vil opleve at mange studerende opfatter determinisering af nondeterministiske endelige automater som først og fremmest fortællingen om en algoritme, man skal udføre, mens vi i undervisningen opfatter determinisering som en udvidelse af overføringsfunktionen \delta fra at være \delta : Q \times \Sigma \rightarrow Q til at være en funktion over mængder \delta : \mathcal{P}(Q) \times \Sigma \rightarrow Q. Tilsvarende kan man opleve mange studerende, der opfatter en matematisk funktion f ikke som en binær relation, men som en forskrift, der fortæller os hvordan vi, givet et argument x beregner f(x).

Også i programmering støder man på forskellen – imperative sprog som C og dets mange efterkommere (C++, C#, Java osv.) er Sinn-sprog, mens applikative sprog stræber efter at være Bedeutung-sprog (men trods alt skal implementeres på en maskine!). Mange studerende hævder at kunne forstå imperative sprog, men også at have gevaldige kvaler med de applikative.

Jeg grubler over, hvordan vi kan få de studerende til bedre at forstå, at der både er Sinn og Bedeutung, så vi ikke kun forstår hver vores halvdel af Den Lille Frække Frege.