Det åbne samfund?

En arbejdsgruppe under Justitsministeriet lægger nu op til, at al internetadgang skal være identificerbar, således at man skal identificere sig med en personlig kode for overhovedet at kunne komme på nettet fra steder med åben adgang som f.eks. biblioteker eller netcafeer. Argumentet er (ikke overraskende), at dette vil gøre det nemmere at efterforske kriminalitet – og de velkendte ord “terrorisme” og “børneporno” dukker straks op.

Jeg finder dette forslag bekymrende og i sidste ende ude af stand til at leve op til den hensigt, man begrunder det med. Hvis man er en hærdet forbryder, der benytter sig af internettets muligheder, vil man nemlig næppe få indskrænket sine handlemuligheder ad denne vej. De kriminelle kender teknologien rigtig godt. Der er f.eks. allerede ikke helt få eksempler, der viser at terrorister og pædofile opererer i lukkede fora og anvender stærk kryptering. En anden, nem mulighed er anonymiseringsværktøjet Tor. En tredje mulighed, der er stadigt mere udbredt, er at stjæle en identitet.

Den foreslåede overvågning risikerer først og fremmest at gøre livet besværligt for de, der ikke har samme indsigt. Det kunne være f.eks. besøgende fra udlandet eller mennesker, for hvem det er nødvendigt at kunne være anonyme af hensyn til egen sikkerhed. Her tænker jeg på f.eks. insider-vidner, der her mister en mulighed for at give vigtige oplysninger om netop organiseret kriminalitet. Også flygtninge og andre, der har oplysninger om menneskerettighedskrænkelser, vil kunne gøre brug af anonymiteten. At anonyme oplysninger kan have stor politisk vigtighed, kan man se af en længere artikel i dagens udgave af dagbladet Information om lækkede dokumenter fra Kinas kommunistiske parti.

Også her vil man selvfølgelig kunne omgå forbuddet ad teknologisk vej, men dette var vel ikke meningen?

Herudover er der den store nyfortolkning af en form for hemmelighed, der er vore dages forlængelse af brevhemmeligheden. Straffelovens § 263 nr. 1 siger:

Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, som uberettiget bryder eller unddrager nogen et brev, telegram eller anden lukket meddelelse eller optegnelse eller gør sig bekendt med indholdet.

Bemærk ordet “uberettiget”, der her gør disse foranstaltninger lovlige.

Nogle vil her indvende, at man ikke har noget at frygte, hvis man intet forkert har gjort. Men hvor trygge ville vi være ved en tilsvarende lov, der krævede at al papirpost skulle være tydeligt forsynet med afsenderens fulde navn og adresse og at politiet kunne åbne al papirpost, hvor dette ikke var tilfældet? (Tyskere, der er vokset op i DDR, vil vide, hvad jeg mener.)

(Visited 29 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar