Modstand

Jeg har lige læst Gør oprør, en af omfang lille bog af Stéphane Hessel. Hessel er 93 år gammel og har en historie, der i høj grad er et produkt af Europas historie – et kort og godt imponerede cv, som man ville sige i dag. Som navnet måske antyder, er Stéphane Hessel født i Tyskland. Men hans familie bosatte sig i Frankrig; allerede da han var 15, fik han sin studentereksamen (baccalauréat) og studerede derefter på École Normale Superieure. Da nazisterne besatte Frankrig, flygtede han til London og sluttede sig til de Gaulles modstandsbevægelse. Herefter var han undercover-agent i Tyskland og var med til at forberede den allierede invasion. Stéphane Hessel havnede i kz-lejr og var meget tæt på at blive henrettet.

Efter krigen blev Stéphane Hessel FN-diplomat og var blandt det dusin mennesker (Eleanor Roosevelt var også en af dem), der havde afgørende indflydelse på indholdet af Verdenserklæringen om menneskerettighederne fra 1948. Siden blev han Frankrigs FN-ambassadør. Sidste år i oktober udsendte han Indignez-vous!, der nu omsider foreligger på dansk som Gør oprør!.

Denne lille, pamflet-agtige bog er et vredt og dybtfølt angreb på tingenes tilstand i Frankrig og i det internationale samfund, set som en modsætning til de idealer, modstandskampen i 2. verdenskrig havde. Temaerne i Gør oprør! er den enorme kløft mellem de meget rige og de meget fattige, den måde hvorpå de vestlige lande behandler flygtninge og indvandrere og hvordan medierne i dag er kontrolleret af de få og de rige. Stéphane Hessel er derudover vred over det israelske regimes fremfærd over for palæstinenserne; han har selv jødisk baggrund og er forstemt over at se, at jøder kan behandle andre mennesker sådan. Gennem hele skriftet insisterer han på ikke-vold som den eneste gyldige strategi og minder os om modstandskampens idealer, der var med til at forme efterkrigstidens Europa. Det er disse idealer, vi nu er ved at svigte:

I marts 1941 havde jeg sluttet mig til general de Gaulle i London, og det var derfra, jeg erfarede, at Modstandsrådet den 15. marts 1944 havde udarbejdet et reformprogram, der udkastede principperne for de værdier, vort lands moderne demokrati skulle hvile på.

Disse principper og værdier har vi i dag mere end nogensinde brug for. Det påhviler os alle at sikre, at vores samfund forbliver et samfund, vi kan være stolte af: ikke dette samfund med papirløse indvandrere, udvisninger og mistænkeliggørelse af indvandrere, ikke dette samfund, hvor man sætter spørgsmålstegn ved pensionerne og ved de opnåede sociale rettigheder, ikke dette samfund, hvor medierne er i hænderne på de velbjærgede – alt sammen noget, vi ville have nægtet at acceptere, hvis vi havde været sande arvtagere efter Det Nationale Modstandsråd.

Dette citat vil jeg lade få det sidste ord i mit indlæg her.

(Visited 59 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Modstand”

Skriv et svar