Med skyldigt hensyn

Der er en interessant artikel i Jyllands-Posten i dag. Artiklen tager udgangspunkt i bilister, der kører ind midt i begravelsestog og er formodentlig derfor placeret under Trafik. Men da to filosoffer bliver spurgt, nemlig Lars Henrik Schmidt Århus Universitet og Joakim Garff fra Københavns Universitet, skifter artiklen fokus og bliver da for alvor interessant.

Det er en artikel, der rører ved noget af det samme som jeg tidligere har skrevet om her på bloggen, nemlig om empati (og mangel på den) og om hadet på nettet.

På Søren Kierkegaard Forskningscentret sidder lektor Joakim Garff. Han mener, at det vi ser, er den nedre grænse for mangel på dannelse.
»Mange opfatter dannelse som noget fisefornemt noget med korrekt håndtering af kniv og gaffel og elegante besøg i Det Kongelige Teater.
Men dannelse er andet og meget mere. Dannelse er en vigtig forudsætning for meningsfuldt fællesskab, for dannelse handler om at anerkende den anden. At den anden har samme rettigheder som jeg. Der er ingen tvivl om, at vi i de seneste 10 år har oplevet et skred i vores moralbegreber,« siger Garff og tilføjer: »Vi er endt i et forarmet samfund, hvor viljen til at være hensynsfuld, ansvarlig og at opføre sig noget så gammeldags som ordentligt, bestemt ikke har de bedste betingelser.
« For Lars-Henrik Schmidt er hensynet så reduceret, at vi ikke længere er demokratiske borgere.
»Vi er holdt med at afgive vores stemme i fællesskabets interesse. Det hører en tid til, da fællesskabet var afgørende for vores livsform. I dag stemmer vi ud fra vores egeninteresse, og det bliver gentaget i Folketinget, hvor vi reelt oplever et flertalsdiktatur,« siger han.

Der er en livlig debat i gang på Jyllands-Postens debatsider lige nu. Om tonen er hensynsfuld her, skal jeg lade være usagt. Men fokus er hurtigt blevet på de andre, der ikke tager hensyn til os. De andre er i det hele taget nogle værre…

Der er mange årsager til at det er gået så galt i de sidste 10 år. Den siddende regering (men ikke kun den!) har gjort konkurrence til et mål i sig selv, og den politiske diskurs har taget en drejning væk fra det lyttende mod det selvhævdende. Det er som om vi er blevet ramt af en slags solipsisme. Solipsismen giver jeg ikke meget for. Én ting ved jeg: Hvis vi skal skabe et samfund, hvor vi anerkender den anden, skal vi hver især begynde med os selv. Vi er nemlig alle “en anden” for en anden.

Jeg skriver og spørger

Jeg kan ikke slippe det lovforslag om udvisninger, der nu er blevet vedtaget med stort flertal af Folketinget. Det er virkelig en meget bekymrende udvikling.  Line Barfod, der er MF for Enhedslisten (der sammen med Det Radikale Venstre var alene om at stemme imod), har et indlæg i dagens udgave af Information, der opsummerer mine bekymringer om menneskerettighedernes rolle i dansk politik.

For uanset om de internationale konventioner stadig vil være gældende for de danske domstole, skal enhver tvivl »komme udvisningen til gode«, som Søren Pind (V) har udtrykt det.

Og det betyder jo et brud med det helt grundlæggende retsprincip om, at enhver tvivl skal komme den anklagede til gode; at man i en retsstat hellere vil lade 10 skyldige gå fri, end at dømme bare én uskyldig. Lovforslaget betyder nemlig i praksis, at hvis dommeren ikke er sikker på, at en udvisning direkte vil være i strid med en konvention, f.eks. forbud mod at udvise til tortur, skal man udvise.

En læser på denne blog har opfordret mig til at skrive til de ansvarlige politikere. Det vil jeg nu gøre. I første omgang vil jeg spørge Socialdemokraterne og SF, der indtil for nylig har hævdet, at der ikke ville komme flere stramninger på udlændingeområdet, hvis de skulle danne regering. Men også i opposition glemmer de dette. Menneskerettighederne er blevet en ubekvem størrelse.

Førende jurister, menneskerettighedsorganisationer og også FN kritiserer lovændringen, der gør udvisninger til standardpraksis – men de toneangivende danske politiske partier i både højre og venstre side af salen ignorerer dette i et taktisk spil, vel vidende at det er valgår.

Jeg er altid bekymret, når et lovforslag på samme tid lanceres som vigtigt og som “uden konsekvenser”. På SFs hjemmeside kan man nu finde en pressemeddelelse, hvori der står:

Folk der har boet hele livet i Danmark udvises ikke fordi de bliver taget med en lommekniv og får 7 dages fængsel – det er en and. Kriterierne for udvisning er de samme efter på fredag – det har intet med forslaget at gøre.

Men op til afstemningen har Astrid Krag fra SF d. 22. juni udtalt til dagbladet Information at:

Med hensyn til kritikken af, at 14-årige kan blive udvist betinget, hvis de overtræder knivloven, er det ifølge retsordføreren en logisk konsekvens: »Det er et fint signal at sende, at du skal være påpasselig med, hvor du tager kniv med hen. Men det er meget afgørende, at vi overholder børnekonventionen,« siger hun og understreger, at der alene vil blive tale om en betinget udvisning.

Jeg forstår det ikke – loven har iflg. Astrid Krag fra SF på samme tid et signal om at man skal passe på med, hvor man tager kniv med hen, og man kan udvises betinget, men dette vil så iflg. SF ikke kunne ske. Hvem har ret?