Norge 23. juli 2011

Jeg afbryder bloggens sommerferie for en kort stund. Efter nogle dage uden nyheder på mit feriested tændte jeg for CNN og så dækningen af terrorhandlingerne i Norge. Nationalismen gør igen nogle til massemordere i det land, de påstår at elske. Som alle andre er jeg forfærdet over det, der er sket, og vil gøre den norske statsministers ord til mine:

Svaret på vold er enda mer demokrati, enda mer humanitet.

Sommerferie

Selv om vejret er tvivlsomt, er det trods alt sommerferie. Faktisk har jeg haft ferie i knap en uge, og nu vil jeg også lade det gå ud over bloggen. I resten af måneden kommer der ikke ret mange nye indlæg her – måske slet ikke nogen.

Stof til eftertanke?

For snart mange år siden overværede jeg nogle studerende diskutere ret intenst til en fest på universitetet. De var alle godt begavede; i hvert fald tre af dem fik senere en PhD. Det var først i 1990’erne, og ecstasy var begyndt at blive omtalt i medierne. En af de studerende ville gerne prøve stoffet, fordi det skulle give en helt intens lykkefølelse. De andre brugte lang tid på at tale ham fra det. Om han nogensinde fik prøvet ecstasy, ved jeg ikke.

Den amerikanske forfatter Sam Harris skriver om LSD på sin blog; Harris fortæller levende om  sine egne oplevelser med stoffet og det står hurtigt klart, at de gode var uudsigeligt fantastiske, mens de dårlige var intet mindre end et helvede. Beskrivelsen af et bad trip på en sø i Nepal, da Harris var 20, afslører, hvor langt ude han har været. Men samtidig er hans beretning en slags forsvar for at tage LSD, og han skriver:

Needless to say, if I knew my daughter would eventually develop a fondness for methamphetamine or crack cocaine, I might never sleep again. But if she does not try a psychedelic like psilocybin or LSD at least once in her adult life, I will worry that she may have missed one of the most important rites of passage a human being can experience.

Selvfølgelig frister den slags, og også for mig. Men jeg tør ikke. Jeg har aldrig taget stoffer, og jeg kommer formodentlig aldrig til det. Min frygt for at havne i en psykose er meget stærk, og jeg bryder mig ikke om at vide, at jeg vil miste kontrollen over mig selv. Faktisk kan jeg ikke engang lide den usikre fornemmelse, jeg får af at indtage alkohol i større mængder – og derfor undgår jeg så godt som altid at bevæge mig ud over de 3-4 genstande. Måske er det en hæmning, måske er det et selvforsvar.

Genindfør korporlig straf!


Den amerikanske kriminolog Peter Moskos skriver i The Chronicle of Higher Education et tilsyneladende forsvar for at genindføre straf ved piskning (eller stokkeslag). I stedet for en fængselsstraf kunne den dømte så vælge at få 2 piskeslag (eller stokkeslag, hvis det var dét, loven foreskrev) for hvert år, der skulle afsones.

Nogle mennesker herhjemme vil synes, at dette er alle tiders idé, mens mange andre igen vil ryste på hovedet af de tåbelige amerikanere. Ekstra Bladet får da også meget hurtigt artiklen galt i halsen.

Pointen er nemlig denne: Peter Moskos er ikke tilhænger af korporlige straffe. Han skriver da også efter få linjer:

My defense of flogging—whipping, caning, lashing, call it what you will—is meant to be provocative, but only because something extreme is needed to shatter the status quo. We are in denial about the brutality of the uniquely American invention of mass incarceration.

Certainly my defense of flogging is more thought experiment than policy proposal. I do not expect to see flogging reinstated any time soon. And deep down, I wouldn’t want to see it. And yet, in the course of writing what is, at its core, a quaintly retro abolish-prison book, I’ve come to see the benefits of wrapping a liberal argument in a conservative facade.

Med andre ord: Peter Moskos kritiserer forholdene i USA ud fra en provokerende sammenligning mellem de grusomme korporlige straffe, vi kender fra bl.a. Saudiarabien og Singapore, og det amerikanske fængselsvæsen, hvor mere en million amerikanske borgere nu er fanger. Der er flere fanger i USA end i Kina, et land med 7 gange så mange indbyggere.

Også herhjemme er der i de seneste 10 år blevet talt om et behov for strengere straffe baseret på “folkets retsfølelse”. Fængsler hævdes at være rehabiliterende, men de er det ofte ikke. Der er næppe nogen, der vil påstå at stokkeslag er rehabiliterende.

Politikerne tænker i virkeligheden ikke særlig meget på rehabilitering, tror jeg. Straf er i høj grad blevet udtryk for magthavernes hævn; deraf retorikken om “folkets retsfølelse” som en populistisk appel til et abstrakt “folk”.

I fængslerne lærer man desværre ofte kun én ting: nemlig at være fange. De fængslede fjernes fra samfundet og deres tilhørsforhold til et afsondret, “defekt” samfund bliver styrket. Mange af os ser reelt kun de kriminelle, hvis vi selv bliver udsat for en forbrydelse.

Peter Moskos skriver da også i et indlæg i The Washington Monthly:

The lash, which metes out punishment without falsely promising betterment, is an unequivocal expression of society’s condemnation. For better and for worse, flogging would air the dirty laundry of race and punishment in America in a way that prisons—which, by their very design, are removed from society—can never do.

Peter Moskos’ argument er interessant, men når han f.eks. siger at man ikke kan argumentere imod korporlig straf ved at sige, at dette er en form for tortur, tager han fejl. Stokkeslag, pisk og andre former for korporlig straf er helt utvetydige overtrædelser af menneskerettighederne ifølge artikel 1 i FNs konvention mod tortur.

Lad mig pointere det, så det forhåbentlig er helt klart: I diskussionen om strafformer er vi ikke pr. definition fanget i et binært valg mellem korporlig straf og simpel fængsling (der ikke nødvendigvis er en overtrædelse af menneskerettighederne). Der er andre veje. Se f.eks. en artikel i The Economist der fortæller om andre initiativer i USA, der skal forbedre rehabiliteringen. Eller læs om reformerne i Canada i 1990’erne, der har hjulpet med af få flere straffede væk fra kriminalitet. Disse reformer skyldes forresten danskeren Ole Ingstrup.

Det flotte sprog

 

Jeg tænker over sproget, og jeg kan ikke lade være. Alle akademiske fag – og bestemt også datalogi – er trods alt en slags sprogfag. For nylig gik jeg gennem et indkøbscenter i Aalborg, og da så jeg adskillige skilte som ovenstående. Et kort øjeblik fik jeg lyst til at gå ind og spørge, hvor alle salene var. Eller mindre sarkastisk: hvorfor kan de da ikke bare skrive “udsalg”?

Jeg tog et billede og lod det havne på Facebook. Min gamle klassekammerat, den altid skeptisk anlagte Bertel Brander, undrede sig over at jeg her tilsyneladende var enig med nationalkonservative personer som Søren Krarup.

Jeg tror bestemt ikke, jeg er enig med Søren Krarup. Det danske sprog må meget gerne udvikle sig og lade sig inspirere af andre sprog. Et særligt træk ved det sprog, vi taler, er at det både bliver formet spontant efter mekanismer, der på mange måder svarer til den biologiske evolutions, og gennem bevidst påvirkning fra lovgivere og institutioner. Men det jeg gerne så, var, at vi reflekterede mere over sprogets udvikling – at vi stiller os selv spørgsmålet: Hvorfor udtrykker vi os egentlig, som vi gør?

I dette tilfælde fører dette til spørgsmålet: Hvorfor er udsalg inden for de seneste par år blevet til “sale” i en del danske butikker? Her er et antal hypoteser.

  1. Der er tale om ny form for udsalg, der ikke kan beskrives med det vante ord.
  2. Ordet “udsalg” er langt og svært at udtale.
  3. Pres fra talesproget; ordet “sale” bliver brugt i daglig tale, mens “udsalg” er en gammel konvention fra skriftsprogets verden, og et ord, ingen bruger.
  4. Krav om en højere grad af terminologisk præcision i butiksverdenen.
  5. Et ønske om at få turister fra engelsktalende lande til at købe mere.
  6. Større butikskæder anvender eller får produceret fælles reklamemateriale, der bruges i mange forskellige lande.
  7. Den “japanske beundringsmodel”: Engelske ord opfattes som ‘smarte’. I Japan (og siden også andre lande i Østasien) har man ofte tilsyneladende tilfældigt valgte engelske ord trykt på tøj og tasker, måske endda helt ugrammatisk anvendt.

Jeg tror ikke på hypoteserne 1-5; hypotese 6 er meget sandsynlig (omend jeg ikke ved om det faktisk er tilfældet) og kan forklare at salene dukker op så pludseligt, og hypotese 7 er også meget sandsynlig. Spørger man min datter, vil hun også sige, at engelsk er ‘smart’ – det er idolernes og præsidenternes og popsangenes sprog. Det er de andres sprog, et lidt fremmed sprog, og ‘vi’ vil gerne være som ‘dem’.

Det er en pseudo-overtagelse af udvalgte ord; butikkerne løber ikke linen ud og skriver f.eks. “Hver dag: Nyt offer!”.

Måske er dansk ikke ‘smart’, netop fordi der ikke er en barriere? Jeg tror, vi har udviklet en form for blufærdighed forbundet med at udtrykke sig på dansk, og det er vel også derfor, at en del danske musikgrupper, der bestemt ikke altid har en chance for at slå igennem i udlandet, har skrevet sange med engelske tekster. Man kan sige noget andet, være en anden og måske også sige noget mindre forpligtende og mindre præcist på et andet sprog. Tilsvarende: hvis udsalget bare hedder “udsalg”, får vi en fortælling om nedsatte varer et sted i Aalborg. Men et sale smager af indkøb i London og New York, af at være et andet sted og være en anden person, derude i salene.

 

Sig nej!

Her er for en gangs skyld en helt utilsløret opfordring til aktivisme. Billedet ovenfor må aldrig blive virkelighed.

Høringen om den 3. Limfjordsforbindelse i form af en 4-sporet motorvej er i gang. Formålet med en sådan høring er at høre de borgere, der berøres af forslaget. Hvis ingen svarer,  er det naturligt at slutte, at ingen bliver berørt. Men der er mange mennesker og mange biotoper, der vil blive berørt af en 4-sporet motorvej gennem Nørresundby, Lindholm, Aalborg Vestby, Mølholm, Hasseris Enge og Østerådalen. Ideen om at sende store mængder biltrafik gennem nogle af Aalborg kommunes vigtigste grønne områder er intet mindre end en skændsel i tider som disse, hvor der tales om bæredygtig udvikling og \mathrm{CO_2}-neutralitet. Vi har brug for miljøvenlige alternativer, ikke øget bilisme. En artikel i Politiken viser desværre, at debatten om klimaforandringerne fylder meget lidt i disse dage. Som nordjyde ser jeg også gerne vores landsdel kendt for noget mere visionært end de næsten refleksagtige krav fra visse interessegrupper om flere motorveje.

Besøg hjemmesiden for borgerbevægelsen mod en motorvejsforbindelse og find ud af hvordan også du, kære læser af denne blog, kan afgive et høringssvar.

Hyldest til Samuel Beckett

Irsk-franske Samuel Beckett var en af skaberne af det absurde teater og er bl.a. kendt for stykket 'Mens vi venter på Godot'.

I dag ringede jeg til det telefonselskab, jeg er kunde ved. Følgende samtale udspandt sig med den tekniske supporter fra København:

– Jeg ringer, fordi jeg ikke kan komme på mobilnettet. Det har jeg slet ikke kunnet hele dagen i dagen. Når jeg prøver at ringe til nogen, bliver jeg sparket af med det samme.
– Så almindelige samtaler og SMS fungerer altså godt nok?
– Nej, jeg kan jo netop ikke ringe eller modtage opkald. Telefonen siger “Ingen tjeneste”. Jeg har heldigvis en fastnettelefon; ellers kunne jeg slet ikke ringe til dig om dette her problem.
– Der er nogle problemer med de to master nærmest dig, kan jeg se. Du kan bruge vores samarbejdsaftale med et andet telefonselskab og gå på deres net.
– Det prøver jeg nu. Det hjælper heller ikke.
– Så kan du gå ind på vores webside og se driftstatus i dit område. Det vil jeg anbefale dig at gøre. Den er så desværre ikke opdateret for dit område, så du kan ikke se hvordan det er.
– Hvorfor er der problemer med masterne?
– Vi har været nødt til at opdatere, fordi der har været problemer med vejret.
– Med vejret?
– Ja, der har været et stort vejr inden for de seneste 14 dage.
– Hvad vil det sige, at vejret var stort?
– Det var et rigtig stort vejr.
– Stort?
– Ja, det største uvejr i Danmark i de seneste 20 år.
– Det regnede lidt i fredags her i Nørresundby, men der var ingen oversvømmelser her den lørdag, hvor København blev ramt.
– Ikke det?
– Nej. Vi havde tørvejr og høj sol.
– Det var mærkeligt. Har du prøvet at slukke telefonen og tænde den igen?
– Ja, det har jeg. Og jeg har taget SIM-kortet ud, blæst trykluft i telefonen osv. Det hjalp heller ikke.
– Gjorde det ikke det?
– Nej. Hvornår er driftsforstyrrelserne overstået?
– Det kan jeg ikke sige. Jeg håber, det bliver i dag. Er der andet, jeg kunne hjælpe med?
– Jeg ville bare gerne kunne ringe til nogen og modtage opkald.

 

Tag mig hjem nu, Gustav Mahler

Det er lidt underligt med klassisk musik. Mange, der hører “rytmisk musik” synes, det er noget underligt elitært noget. Nogle – og det ser især ud til at være metal-segmentet – synes, at der er masser af lighedspunkter mellem deres genre inden for “rytmisk musik” og klassisk musik. Selve ordene er underlige: “Klassisk musik” har også rytme og kan være meget kropslig og dansabel, mens “rytmisk musik” kan være det stik modsatte. Den “rytmiske musik” har fostret en masse klassikere, og der er en masse glemte døgnfluer i “klassisk musik”.

Da jeg var 10-11 år gammel så jeg et tysk tv-program, der hed “rock møder klassisk”, hvor operasangere og musikere fra bl.a. Deep Purple spillede sammen. Det var bare noget larm, tænkte jeg.

Nej, for mig startede det for alvor med Gustav Mahler og hans Symfoni nr. 1. Mange andre, der vover sig ud i klassisk musik starter med såkaldte “populære klassikere” som Tjajkovskijs 1812-ouverture eller Vivaldis “De 4 årstider”. Men jeg fandt Mahlers Første i Fona (på opfordring af min gamle studiekammerat Lars Fischer) for en halvtredser og var, som man siger, hooked. Så fandt jeg en billig lp med musik fra Luchino Viscontis film Døden i Venedig. Det var nogle satser fra Symfoni nr. 5 og 7, og den lp skamhørte jeg, indtil jeg tog mig sammen til at få fat i symfonierne i deres helhed med henholdsvis Bernstein og Maazel på podiet.

Efterhånden har jeg fået anskaffet mig alle symfonierne plus sang-cyklusserne Das Lied Von Der Erde, Kindertotenlieder og Des Knaben Wunderhorns. Jeg får ikke desværre hørt Gustav Mahler så tit, som jeg gerne ville – det er musik, der kræver koncentration og forholdsvis god tid uden forstyrrelser. Men her i ferien skal det være, om det så bare bliver på min gamle iPhone.

Det, Gustav Mahler kan, er at bruge det store symfoniorkester som instrument til at udtrykke en hel masse forskellige følelser. Ikke sært, for manden var en af sin tids største dirigenter. Der er den svimlende natur (Mahler var fra Østrig og holdt meget af Alperne), sorgen, humoren, ironien (masser af den!), triumf, fiasko, kærlighed, dissonans, tvivl og tro. Og så er der en masse gode melodier – en del af dem brugte Mahler også i sine sange først. En rockkritiker ville nok kalde Gustav Mahlers symfonier for meget filmisk musik, og det er da heller ikke kun Visconti, der har brugt ham på lydsporet. Flere af Mahlers værker har religiøse temaer (især den Anden og den Ottende) og i en del af symfonierne bliver der sunget, og det endda på tysk, men det bør nu ikke afskrække nogen.

Mahlers værker kan være både inderlige og overrumplende. Prøv at høre efter i Symfoni nr. 5, anden sats, hvor der bygges op til et Star Wars-agtigt tema, der ender som en punkteret cykel. Eller i Symfoni nr. 10, første sats (den eneste, Mahler nåede at få lavet helt færdig inden sin død som kun 51-årig), hvor en mægtig, vrængende dissonans får hele den møjsommeligt opbyggede ro til at falde til jorden med et brag. Omvendt er der masser af triumf, når Mahler er i godt humør – f.eks. sidst i Symfoni nr. 1 eller i Symfoni nr. 7, hvor en Wagner-agtig finale lukker sollyset ind.

En kontinentaldanskers besøg i Rigets Centrum

Jeg er netop hjemvendt fra København, hvor jeg dels skulle overvære og muligvis deltage i poetry slam på Ofelia Beach, dels være det overraskende indslag til min brors 48-års fødselsdag. I toget derover opdagede jeg, at vores lokale Nørresundby-deltager Jan Nygaard også var med, så jeg fulgtes med Jan til frokost hen til den lille Café N, der ligger på Blågårdsgade 17. “Har du boet i København, siden du sådan kan finde rundt?” spurgte Jan. Og nej, det har jeg aldrig. Men jeg har været på Café N før. Det er et lille, prisbilligt vegetarisk spisested, lidt spartansk indrettet og i en del af byen, der har ry for at være hjemsted for det, man nord for Limfjorden ville kalde for ballade. Men det er også et hyggeligt sted, og jeg kan se, at det også har fået positive anmeldelser i medierne i form af en nominering til Årets Café (underforstået: i København). Maden er god, og af drikkevarer kan man vælge mellem friskpresset frugtsaft og øl, der er dels tysk, dels thy’sk. Ejeren er en venlig mand, der bemærkede min Amnesty-t-shirt og havde tid til en sludder med os. Det var meget nemt at overtale ham til at melde sig til vores gratis Amnesty Lifeline, hvor man (helt gratis!) kan skrive under på aktuelle sager pr. sms. Det må de, der der læser med her, også meget gerne gøre. Sådan én café skal vi da også have i Aalborg, ikke? Hvem blandt denne blogs læsere (hvis der er nogen, der læser dette) melder sig til at åbne sådan et sted?

Vi ankom til poetry slam fra Café N i sidste sekund. Jeg blev i tilskuerrollen og kunne læne mig helt tilbage i solskinnet der i Rigets Centrum. Placeringsmæssigt gik det ikke helt så godt for Jan, som man kunne have håbet. Måske skulle han ikke have ladet tweedjakke og butterfly blive hjemme. Vinderen blev – helt fortjent i øvrigt – Kim Linnet fra Svendborg, men standarden var generelt høj. Og så er der forresten da også hyggeligt på Ofelia Beach med en lidt distraherende god udsigt ud over vandet over til bl.a. operahuset.

Fødselsdagen til sidst var en god overraskelse, og ikke mindst da for fødselaren, der hverken havde regnet med at få en fest eller et besøg fra det danske kontinent. Jeg fik hilst på mange af hans venner og selvfølgelig også fået et godt gensyn med hans kone og børn. Min bror kan ikke lide øl (!), men jeg havde medbragt barley wine fra Horn Dog, en dubbel fra Westmalle, en amber ale fra Brew Dog og en IPA fra Aalborgs egne Black Rooster. Og det fik jeg lov til at have helt for mig selv strakt ud over den lange aften.

435 kr.

Hvad dækker 435 kroner over? En god flaske champagne? Måske en treretters menu på en nyåbnet restaurant? Noget nyt tøj? Et par bøger fra bogklubben? Og hvad har det med menneskerettighederne at gøre?

I en pressemeddelelser fra Mellemfolkeligt Samvirke fra sidste sommer kan vi se, at 435 kr. var det beløb, H&M betalte i skat i Bangladesh i 2008. Er beløbet mon større nu? Det kan dårligt blive mindre. Og det er bestemt ikke, fordi Hennes og Mauritz er en underskudsgivende forretning; ifølge pressemeddelelsen er deres årlige omsætning større end det samlede statsbudget i Bangladesh, De multinationale selskaber flytter helt systematisk deres overskud i skattely. H&M er ikke værre end så mange andre, men bestemt heller ikke bedre.

En artikel i Politiken omtaler en undersøgelse af arbejdsvilkårene på tekstilfabrikker rundt om i Det Globale Syd. Det er fabrikker, der er underleverandører til store tøjmærker (en liste er nævnt i artiklen). 83 fabrikker indgår i undersøgelsen, og ingen af dem udbetaler en løn til arbejderne, der svarer til det, FN kalder en leveløn. En leveløn er defineret som den løn, der kan forsørge en lille famillie på beskeden vis og som FN kalder en menneskeret.

Hvor køber jeg så selv tøj henne? Denne blogs læsere kan forhåbentlig regne ud, at det ikke er i H&M. Jeg prøver konsekvent at finde tøj, der både hvad angår udseende og produktion kan kaldes bæredygtigt. Nemt er det ikke; jeg er i det store og hele henvist til at handle på nettet. Hermed mit ønske om tøjforretninger, der kan være sig selv bekendt.