En kommentar på x antal klicheer, mange committer sig til

The Guardian har bedt en række britiske digtere nævne den kliché, de er allermest trætte af. Og jeg kan kun give de pågældende ret – der er godt nok en forfærdelig masse dårlig sprogbrug derude. Til dels skyldes det sprogbrugerens ønske om at virke original (men klicheen er i sin natur alt andet end dét) eller belæst. Mit yndlingseksempel fra artiklen skyldes digteren Jacqueline Saphra:

“Synapses”: There is a current fashion for science-speak in poetry – obviously this is great if it comes from someone who knows what they’re talking about, but more often the language of science is adopted by non-scientists as an attempt at some kind of dubious authenticity.

Nu er jeg ikke lyriker (i al fald ikke af profession), men lad mig dog bidrage med en top tre over de klicheer, hvis eksistens jeg allerhelst så ophævet ude i den store verden.

x antal: Denne skrækkelige kliché hører jeg fra forbløffende mange mennesker, og jeg har endog hørt matematikere anvende den. Formodentlig er der tale om en slags “science-speak”; man ved at x i matematik er en variabel og at en variabel betegner et ubekendt tal. Men så kan x også instantieres til f.eks. 17, og ingen vil vel sige at ‘der er 17 antal måder at gøre dette på’ ?

I det hele taget er jeg træt af “science-speak” i daglig tale. Jeg har haft kolleger i en fjern fortid, der ikke havde set eller anvendt en matematisk formel siden en fjern og modvillig studietid, men til møder gerne talte om at ‘dette forslag har visse randbetingelser‘ eller at ‘denne beslutning udspænder en række muligheder’. Så ét eller andet har de da husket fra kurset i differentialligninger og lineær algebra. Men alligevel…

Kommentere på: Et stort antal overflødige forholdsord sniger sig i dansk, og det er nu blevet almindeligt at ‘ kommentere på’ et manuskript (eller hvad ved jeg). Føj!

Committe: Ja, det lyder altid meget bedre på engelsk. Og så forpligter det vel ikke så meget, hvis man committer sig til noget?

I den akademiske verden eksisterer der derudover et helt særligt floskelunivers, som man stifter bekendtskab med til møder. Til møderne i Akademisk Råd, hvor jeg er indvalgt, har jeg ovenstående bingoplade med, hvor jeg krydser et felt af, når nogen ytrer den tilsvarende floskel. Jeg har endnu aldrig fået en hel pladefuld, men ofte har jeg været tæt på.

Åndløst

Der var Åndernes verden på TV3 her til aften, bemærkede jeg, da min hustru og jeg zappede rundt, inden vi slukkede. Og nej, jeg så det ikke. Vi har nemlig et meget alternativt syn på det alternative hjemme ved os.

Jeg har ikke noget overblik over, hvor stor omsætningen er inden for clairvoyance/healing/astrologi osv. i Danmark i dag, men når nogle mennesker tilsyneladende kan leve af det, og når nogle ellers respektable forlag (som f.eks. Borgen) udgiver bøger om den slags emner, må det være nogenlunde profitabelt. Desværre.

Hvis jeg henvendte mig til min læge og sagde, at jeg var fuldt og helt overbevist om at jeg hørte stemmer og at de døde talte med mig, ville han formodentlig kraftigt overveje at stille en psykiatrisk diagnose. Andre mennesker kan slippe af sted med at sige det samme og ernære sig som foredragsholdere og tv-kendisser.

Det foruroligende er, at disse mennesker bliver en slags autoriteter og for en del mennesker fremstår som eksperter, der simpelthen ikke kan kritiseres.

Jeg delte for knap 20 år siden, da jeg boede i Edinburgh, lejlighed med bl.a. en NN (initialerne er ændret for at beskytte vedkommende, der forhåbentlig er blevet klogere siden). En aften havde jeg besøg af venner og kolleger fra det datalogiske institut på universitetet; da de var gået ud på de små timer, var NN oprigtigt forbløffet over, at de faktisk var nogle sympatiske mennesker, når nu de lavede noget, der “er så farligt”. NN, der bestemt ikke var datalog endsige havde anden naturvidenskabelig baggrund, var af den opfattelse, at naturvidenskab var roden til alt muligt ondt, lige fra gensplejsning til borgerkrig. NN gik derimod meget ind for astrologi, som NN anså for en meget væsentlig kilde til indsigt.

Men forskellen på os, der laver noget “farligt” og de indsigtsfulde astrologer mv. er, at vi ofte må indrømme, at der er noget vi ikke ved. Der er åbne problemer, konklusioner der peger et uklart sted hen og teoridannelser, der er ufuldstændige. Den slags problemer har “de alternative” aldrig; de kan og vil gerne forklare alt og udsender aldrig dementier. De er samtidig vældig opsat på at kapre naturvidenskabens sprog, dog altid med stærkt begrænset succes. Marion Dampier-Jeans udtaler f.eks.

Lige nu har jeg ikke stillet ind på den frekvens. Ånderne er på en helt anden bølgelængde end mennesker. En meget hurtig bølgelængde. At stille ind på den er som at få billeder og stemmer flyvende igennem mig.

Hvad i alverden er en “hurtig bølgelængde”? (Nej, jeg ved det heller ikke.)

Slutningen på historien fra før skal da lige med: Da jeg påpegede, at jeg og mine kolleger nok ikke var så farlige, eftersom vi beskæftigede os med teoretisk datalogi, påpegede NN, at det var meget værre, for når det var noget teoretisk, kunne det jo ikke bruges til noget som helst!