Hvorfor havner vi på universitetet?

Jeg ville egentlig have skrevet om noget helt andet, nemlig om regeringens fortolkning af FNs konvention om statsløshed og om hvordan dette (igen) udstiller uenigheder i oppositionen, men det er svært at overgå dagens artikel om dette emne i Information.

Den anden artikel, der for alvor fangede mig i dagens udgave af Information, er anderledes undselig. Det er Tine Byrckels anmeldelse af bogen Les faiseuses d’histories af to belgiere, Vinciane Despret og Isabelle Stengers. Jeg har ikke læst denne bog, men jeg ved dog af anmeldelsen, at den handler om hvordan det er gået kvinder i universitetsverdenen, siden kvinderne i slutningen af 1800-tallet omsider fik lov til at studere på universitetet. I Danmark skete det i 1875 ved en forordning; fra da af kunne kvinder studere alle fag på universitetet (dengang var der kun ét, og det lå i København) – bortset fra teologi. Bogens fokus er de valg, kvinder gør, og hvordan det påvirker deres forskningsområde og andre karrierevalg.

Kønsroller på universitetet er et meget vigtigt emne – jeg er selv på et institut, hvor kvinderne udgør et meget lille mindretal blandt både det videnskabelige personale og blandt de studerende. Men boganmeldelsen fik mig til at tænke bredere end på selve denne kønsrolle-problematik, nemlig på hvorfor man i det hele taget havner på universitetet? Og hvis vi havner der, hvorfor gør vi så karriere?

I går snakkede jeg med en studerende, jeg har været vejleder for, og som nu er færdig med 1. studieår. Han sagde, at han da havde lavet det han skulle i gymnasiet, men at han nu følte, at han var havnet på rette hylde her på universitetet. Nu var det min tur til at gå til bekendelse, og jeg måtte indrømme, at det også var her, jeg fandt min rette hylde. Jeg tror, at mine kolleger ville have en lignende tilståelse at gøre. Og jeg er desværre også ret overbevist om, at en del studerende ikke helt føler sig på rette hylde – universitetet er en ‘skole’ med ‘lektier’, mere en pligt end et valg baseret på interesser.

Hvorfor er jeg så stadig i universitetsverdenen? Hvorfor gør man i det hele taget akademisk karriere? Her er der nok mange forskellige begrundelser. For mig er det en blanding af nysgerrigheden og ønsket om at opdage strukturer – gerne i form af aha!-oplevelser – der er i centrum.

Men i vore dages akademiske virkelighed, hvor konkurrencen om eksterne forskningsmidler er skarp, hvor akademiske præstationer søges gjort målbare, hvor grundforskningen viger for ønsket om “fra forskning til faktura” og hvor der er mange, der ikke kan gøre karriere i den akademiske verden, men måske når til PhD- eller postdoc-stadiet og derefter må standse, er det langt fra sikkert, at det er de samme slags mennesker, der vil være tiltrukket af en tilværelse i den akademiske biks. I en sammenhæng, hvor konkurrencen i sig selv er et ideal, risikerer vi meget at fremelske “konkurrenceforskere”, der vil gøre lidt af hvert for at vinde i konkurrencen, også noget, der nok ikke er så pænt.

(Visited 68 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Hvorfor havner vi på universitetet?”

  1. For mig er det en blanding af forskellige årsager. Meget af det er den oprigtige nysgerrighed du nævner, glæden ved at opdage og finde ud af nyt.
    Men noget af det er faktisk også en slags opgør med en slægt der historisk aldrig (eller sjældent) har rørt universitetet med en ildtang. Det er interessant som det påvirker én. Der opstår en psykologisk barriere efter gymnasieuddannelsen: “Universitetet er kun for de dér vilde genier”.
    I dag er jeg meget glad for at jeg tog mig sammen til at få den sparket ned, for det viste sig at det største krav er en vis lidenskab for det emne man vil arbejde med. Og den kan man sagtens have selvom man kun lige hutlede sig gennem gymnasietrinnet på et middelmådigt gennemsnit. Og det var nemlig også her jeg endelig fandt min rette hylde.
    Men det flyttede naturligvis blot barrieren lidt: “PhD uddannelse er kun for de dér vilde genier”.
    Den smadrede jeg som bekendt også.
    Lige nu ligger den i baghovedet et eller andet sted: “Postdoc og fremefter er kun for de dér vilde genier”. Men hvis mønstret fortsætter, så ved jeg egentlig godt hvad der i sidste ende kommer til at ske med dén opfattelse.
    Jeg vil dog ikke være ked af det hvis jeg ender med at stoppe på et tidspunkt. For konkurrencen ser ganske rigtigt noget hårdere ud end hvad jeg er komfortabel med. Og hvis det viser sig at jeg ikke kan slippe afsted med at have det meste af min fritid hvor jeg har andre ting jeg også gerne vil, så konkluderer jeg nok på et tidspunkt at det er usmart at fortsætte (frem for at havne i omtalte situation hvor jeg aldrig får tid til andet, eller hvor jeg bliver nødt til at gøre ufine ting for at klare mig).

Skriv et svar