Patti Smith

Sidste år gav min hustru mig et bokssæt med de første fem albums med Patti Smith, og da vi sad og lyttede til Easter (hvor man kan finde bl.a. “Because The Night”), sagde min kone: “Hun er jo en gammel dame.” Da måtte jeg minde min kone om, at Patti Smith trods alt kun var 32 dengang, Easter udkom. Mange år tidligere, i 1996, så jeg Patti Smith på hendes comeback-turné, der førte hende forbi Roskilde-festivalen. Dagen efter sagde en fyr på 18, som var min daværende kærestes nevø, at “nå, I har været inde at se hende den gamle”. Patti Smith var dengang lige knap 50. Nogle mennesker er åbenbart dømt til altid at være gamle. Lidt på samme måde som Johnny Cash, der faktisk kun nåede at blive 71. Ligesom Johnny Cash blev countrymusikkens sortklædte Grand Old Man, er Patti Smith blevet rockens sortklædte Grande Dame – medlem af Rock’n’Roll Hall Of Fame og tildelt det franske kulturministeriums højeste udmærkelse, l’Ordre des Arts et des Lettres. Patti Smith har altid værdsat fransk lyrik, og i hendes erindringer Just Kids hører vi om hendes pilgrimsagtige rejse til Frankrig for at se Arthur Rimbauds grav og museet om ham i Charleville.

Men Patti Smith har altså også været ung, og om det handler meget af Just Kids – også en gave fra min hustru, og en bog, jeg omsider har fået tid til at læse her i sommer. Bogens gennemgående tema er hendes forhold til Robert Mapplethorpe, der var hendes første store kærlighed, og om hvordan dette forhold udvikler sig og påvirker dem begge til at finde deres kald i henholdsvis fotografi og rockmusik. De forsøger sig begge først med billedkunst, men det er tydeligvis Mapplethorpe, der er den visuelle begavelse. Patti Smith kommer efterhånden ind i musikmiljøet via sine digte. Undervejs træffer Patti Smith nogle af de helt store legender fra amerikansk rockmusik og litteratur – Janis Joplin, Jimi Hendrix og Sam Shepard – og færdes på in-stederne i New York, især Chelsea Hotel og Max’s Kansas City.

Hun går også hårde ting igennem og oplever store sorger: Som 19-årig i New Jersey får hun et barn, som hun bortadopterer og hun stopper kort tid derefter som lærerstuderende. Hun rejser til New York og er i en periode hjemløs. Ungdomsårene er i det hele taget præget af fattigdom med sult og bolignød. Senere slutter Patti Smiths kærlighedsforhold til Robert Mapplethorpe, da han efterhånden kommer i tvivl om sin seksualitet og langsomt bliver del af et et homoseksuelt S/M-miljø. Trods alt fortsætter de to dog med at være sammen og inspirere hinanden, og et særligt nært bånd bliver skabt hinsides sædvanlig kærlighed.

Jeg aner somme tider en vis blufærdighed om følelserne ved de svære ting, Patti Smith har gennemgået – det bortadopterede barn, den kuldsejlede kærlighed og fattigdommen. Måske ville jeg have forventet, at hun ville have sagt noget af mere politisk natur om de sociale vilkår i USA. Måske ville jeg have troet, at hun i sine erindringer vendte tilbage til mindet om sit første, bortadopterede barn. Men noget skal også have lov til at være privat. Jeg aner ingen vrede eller bitterhed mod de mennesker, Patti Smith har kendt. Også en senere kæreste, der var meget fraværende og var hende utro, beskriver hun nuanceret og varmt.

Om Mapplethorpes død er Patti Smith meget åben. Til sidst i bogen får hun igen kontakt med ham, og det er på et tidspunkt, hvor han er dødeligt syg af AIDS, og hun på samme tid er gravid med sit andet barn og i færd med at indspille sit comeback-album, Dream Of Life. Han tager cover-fotoet til dette album, ligesom han gjorde det for hendes debut Horses. Denne del af bogen er usædvanligt gribende. Det sted, hvor den døende Mapplethorpe fortæller, hvor ked han er af, at de aldrig fik børn sammen, og hvor Patti Smith svarer, at “det er vores kunst sammen, der blev vores børn”, må jeg lægge bogen fra mig et øjeblik.

Sproget i Just Kids er levende, og hele fortællingen rummer også en del pudsige anekdoter – f.eks. om Mapplethorpes glæde ved kakaomælk, som der altid skal være råd til (!). Det er nemlig også en livsbekræftende bog, skrevet af et tydeligvis varmt og livsklogt menneske. Patti Smith har også i denne udtryksform ordet i sin magt; det er slet ikke underligt, at Just Kids fik den amerikanske National Book Award i 2010.

Nogle mennesker forbinder Patti Smith med punk, men begrebet (endsige ordet) dukker slet ikke op i hendes bog, som derimod gør det helt tydeligt, hvordan hendes skabertrang, holdninger og dedikation er formet af 1960’ernes idealisme. Langt snarere skal man se hende som en repræsentant herfor, der rækker faklen over til punkbevægelsen og med rette har fået respekt for dette.

For ganske nylig havde Patti Smith forresten sin debut som skuespiller i en lille rolle i tv-krimien Law and Order. Se et lille klip her og et lille interview med hende her. Man skal dog tage hendes udsagn om at hun aldrig har haft noget med skuespilfaget at gøre med et vist forbehold. Faktisk kan man nemlig af Just Kids se, at hun først i 1970’erne havde nogle små roller i små teaterproduktioner i New York og også skrev et teaterstykke sammen med Sam Shepard!

En strid om indfødsretten

For tiden er der en del diskussion om den gældende praksis, at Folketingets indfødsretsudvalg (hvor den meget dansksindede herre på billedet ovenfor er næstformand) behandler alle ansøgninger om dansk statsborgerskab. Behandlingen resulterer så i, at Folketinget med mellemrum vedtager en lov, der eksplicit nævner alle dem, der denne gang skal tildeles statsborgerskab.

Den konkrete diskussion er udløst bl.a. af en sag om en statsløs person, der ikke bliver tildelt statsborgerskab med den begrundelse, at vedkommende er i PETs søgelys – men ikke er anklaget, endsige dømt for nogen forbrydelse. Sagen er så mørkelagt, at offentligheden ikke ved stort mere, end hvad jeg skriver her. Så den vil jeg ikke bruge tid på her (det kunne jeg nok ellers godt, for den virker unægtelig speget).

Det, jeg her vil kommentere, er den for mig at se underlige sagsbehandlingspraksis, vi har mht. tildeling af statsborgerskab. Oppositionen anfører bl.a. at almindelige folketingsmedlemmer ikke har den kompetence, der skal til for at gennemføre denne form for sagsbehandling.

Hertil siger Karsten Lauritzen fra Venstre:

Det er tankevækkende, at oppositionens tiltro til egne evner er så begrænset, som den er, så at man vil lave et system om, som Grundloven har lagt fast. Nemlig at indfødsret fastlægges ved lov i det danske Folketing.

Grundloven siger så faktisk dette:

§ 44
Stk. 1.
Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.

Og dette betyder vel ikke, at vi nødvendigvis skal have en praksis som den gældende? Jeg er ikke jurist, men for mig at se, kunne paragraffen nemlig også tolkes således, at man ved lov indførte en særlig administration, der havde hjemmel til at tildele statsborgerskab. I Sverige er det således Migrationsverket, der træffer afgørelse i sager om statsborgerskab. Noget tilsvarende kunne man vel også indføre herhjemme, således at Højesteret blev den øverste ankeinstans. Eller hur?