En strid om indfødsretten

For tiden er der en del diskussion om den gældende praksis, at Folketingets indfødsretsudvalg (hvor den meget dansksindede herre på billedet ovenfor er næstformand) behandler alle ansøgninger om dansk statsborgerskab. Behandlingen resulterer så i, at Folketinget med mellemrum vedtager en lov, der eksplicit nævner alle dem, der denne gang skal tildeles statsborgerskab.

Den konkrete diskussion er udløst bl.a. af en sag om en statsløs person, der ikke bliver tildelt statsborgerskab med den begrundelse, at vedkommende er i PETs søgelys – men ikke er anklaget, endsige dømt for nogen forbrydelse. Sagen er så mørkelagt, at offentligheden ikke ved stort mere, end hvad jeg skriver her. Så den vil jeg ikke bruge tid på her (det kunne jeg nok ellers godt, for den virker unægtelig speget).

Det, jeg her vil kommentere, er den for mig at se underlige sagsbehandlingspraksis, vi har mht. tildeling af statsborgerskab. Oppositionen anfører bl.a. at almindelige folketingsmedlemmer ikke har den kompetence, der skal til for at gennemføre denne form for sagsbehandling.

Hertil siger Karsten Lauritzen fra Venstre:

Det er tankevækkende, at oppositionens tiltro til egne evner er så begrænset, som den er, så at man vil lave et system om, som Grundloven har lagt fast. Nemlig at indfødsret fastlægges ved lov i det danske Folketing.

Grundloven siger så faktisk dette:

§ 44
Stk. 1.
Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.

Og dette betyder vel ikke, at vi nødvendigvis skal have en praksis som den gældende? Jeg er ikke jurist, men for mig at se, kunne paragraffen nemlig også tolkes således, at man ved lov indførte en særlig administration, der havde hjemmel til at tildele statsborgerskab. I Sverige er det således Migrationsverket, der træffer afgørelse i sager om statsborgerskab. Noget tilsvarende kunne man vel også indføre herhjemme, således at Højesteret blev den øverste ankeinstans. Eller hur?

(Visited 24 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar