Jeg er træt af de bløde værdier

Sommetider bliver jeg mindet om min egen følelsesmæssige uformåen; det sker for alvor, når jeg bliver alt for vred eller giver op og smækker med døren. Vrede, opgivenhed og sanktioner er nemme strategier, tilgivelse, forståelse og løsninger er svære, men nødvendige.

Hvorfor kommer jeg til at tænke på det netop nu? Fordi Margrethe Vestager nu kritiserer Socialdemokraterne og SF for deres retspolitik. Og den gamle socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen (som jeg tidligere har nævnt her på bloggen) undsiger sit gamle partis retspolitik. Jeg er uden for partipolitik, men som denne blog afslører, giver jeg dem ret.

Den hyppigt adspurgte politiske kommentator Henrik Qvortrup fra TV2 News siger til Politiken:

Meldingerne kan jo med blå briller bruges i en valgkamp til at skabe tvivl om, hvad det i virkeligheden er som rød blok vil i forhold til retspolitikken. Simpelthen sætte spørgsmålstegn ved, om de vil føre en slap retspolitik, og den vej rundt er det enormt irriterende for S-SF.

Margrethe Vestager og Ole Espersen står således for en “slap” holdning. Det er til gengæld godt at “stramme op” og være “hård”.

Men hvad for nogle værdier er egentlig “slappe” og “bløde”, og hvilke er “hårde”? Jeg blev mindet om en artikel fra Center for Vild Analyse fra oktober 2010. Her kigger den vilde analytiker igen gennem spejlet og skriver:

Lad os vende betegnelserne om: De hårde værdier i livet er dem, der angår os allermest og kan være sværest at konfrontere. Det er døden, sorgen, kærligheden, sindets helbred og vore relationer til hinanden. Det er hårdt at opleve, at ens kære går bort. Det er hårdt at tage sig af dem, hvis de bliver svage. Det er hårdt at være forælder og lære sine børn, at de skal lytte til andre og lege og glædes og forundres og spise pandekager og drikke saft, samtidig med at man skal passe sit arbejde og ikke lade sin træthed gå ud over kolleger eller venner eller kærester. Det er hårdt at tale med en ven, der lider af angst. Det er hårdt at tage sig af hinanden, og det er hårdt at opføre sig anstændigt, hvis alle omkring én bliver grebet af gruppehysteri eller udleverer hinanden bag deres rygge. De bløde værdier er dem, vi vælger, når vi ikke tror på, at vi kan klare at holde ved de hårde.

Det er omvendt bløde værdier, når hjemmeplejen skæres ned til et minuttyranni, for at rige mennesker kan få endnu flere bløde værdier som fladskærme og lystbåde, der kan beskytte dem fra at leve ordentlige liv. Det er bløde værdier, når man vælger hån og spot og latterliggørelse i stedet for den hårde, lange, seje kamp for at vinde respekt, gensidighed og udvikling. Og det er bløde værdier, når man kaster sig ud i meningsløse krige for at fremstå som handlekraftig, men i virkeligheden bare lægger sig i slipstrømmen af den stærkeste tyran i klassen.

Koste, hvad det vil

Her på grænsen til ferien kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet: Hvorfor er det et mål i sig selv, at man skal arbejde og helst også skal bringes hurtigt i arbejde, koste hvad det vil? Jeg forstår det ikke, men jeg er heller ikke beskæftigelsesminister. Jeg er som regel glad for at lave det, jeg gør, men sådan er det ikke alle, der har det. Nogle mennesker har svært ved at arbejde, kan måske endda slet ikke. Det kan ikke passe, at dette at have et arbejde skal ophøjes til at være et ideal for alle.

Ifølge Politiken vil Københavns kommune nu holde op med at indkalde omkring 1000 psykisk syge, misbrugere og handicappede til jobsamtaler i en erkendelse af, at der skal noget andet til. Lignende initiativer er i gang i Odense og Aalborg.

Men til TV2 News udtaler Inger Støjberg (her citeret fra Berlingske):

De vælger den nemme løsning og sender dem en check hver måned. Det er som at sige, »du kommer ikke tilbage på arbejdsmarked, vi forventer ikke noget af dig.« Jeg synes aldrig nogensinde, man skal opgive nogen…

Det er helt klart ikke Inger Støjberg, der vælger den nemme løsning. Udgifterne til aktivering af denne målgruppe er nemlig tydeligt voksende, og effekten ser samtidig ud til at være lille. Dette er dokumenteret i en rapport fra Rigsrevisionen sidste år, hvor de bl.a. skriver:

I 2006 var de samlede offentlige udgifter til aktivering af ikke- arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere ca. 1,6 mia. kr., beregnet som den forholdsmæssige andel af totaludgiften til aktivering af alle kontanthjælpsmodtagere. I 2009 var de samlede offentlige udgifter til aktivering af denne gruppe ca. 2,3 mia. kr. Statens udgifter har i perioden udgjort ca. 1⁄3 af det samlede beløb. I samme periode faldt antallet af ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere fra godt 73.000 til godt 69.000 fuldtidspersoner.

Der er masser af holdninger til “de svage i samfundet” hos regeringen, men empatien er svær at få øje på blandt de abstrakte idealer om arbejde som et mål i sig selv. Klientgørelsen er heller ikke et godt valg, men det er så heller ikke det eneste alternativ til gentagne forsøg på aktivering. Det er på høje tid at finde en anden, empatisk holdning til de mennesker, der er psykisk syge, har misbrugsproblemer eller er handicappede. Livskvalitet er ikke lig med arbejde.

Inger Støjberg trænger kort og godt til et kærligt skub, som hun nok selv ville have formuleret det.