435 kr.

Hvad dækker 435 kroner over? En god flaske champagne? Måske en treretters menu på en nyåbnet restaurant? Noget nyt tøj? Et par bøger fra bogklubben? Og hvad har det med menneskerettighederne at gøre?

I en pressemeddelelser fra Mellemfolkeligt Samvirke fra sidste sommer kan vi se, at 435 kr. var det beløb, H&M betalte i skat i Bangladesh i 2008. Er beløbet mon større nu? Det kan dårligt blive mindre. Og det er bestemt ikke, fordi Hennes og Mauritz er en underskudsgivende forretning; ifølge pressemeddelelsen er deres årlige omsætning større end det samlede statsbudget i Bangladesh, De multinationale selskaber flytter helt systematisk deres overskud i skattely. H&M er ikke værre end så mange andre, men bestemt heller ikke bedre.

En artikel i Politiken omtaler en undersøgelse af arbejdsvilkårene på tekstilfabrikker rundt om i Det Globale Syd. Det er fabrikker, der er underleverandører til store tøjmærker (en liste er nævnt i artiklen). 83 fabrikker indgår i undersøgelsen, og ingen af dem udbetaler en løn til arbejderne, der svarer til det, FN kalder en leveløn. En leveløn er defineret som den løn, der kan forsørge en lille famillie på beskeden vis og som FN kalder en menneskeret.

Hvor køber jeg så selv tøj henne? Denne blogs læsere kan forhåbentlig regne ud, at det ikke er i H&M. Jeg prøver konsekvent at finde tøj, der både hvad angår udseende og produktion kan kaldes bæredygtigt. Nemt er det ikke; jeg er i det store og hele henvist til at handle på nettet. Hermed mit ønske om tøjforretninger, der kan være sig selv bekendt.

(Visited 65 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

2 kommentarer til “435 kr.”

  1. Hej Hans

    Vil du ikke lige skrive nogle tøjmærker, som du ved er “OK”? Så slipper jeg for at undersøge markedet nærmere 🙂

    Ikke at jeg lover at holde mig fra alt muligt, men det er da rart at have muligheden. 🙂


    eliasen

  2. Det er desværre meget svært at finde “store” tøjmærker, der er “OK”. Jeg tror på American Apparel, selv om de bestemt ikke er perfekte. Deres tøj er fremstillet i USA, og arbejderne får det dobbelt af mindstelønnen. Se http://americanapparel.net/contact/ourworkers.html . Det er pænt og enkelt tøj uden logoer, synes jeg.

    Herhjemme er der Rent Tøj: http://www.renttoj.dk og (specifikt dametøj) http://www.fairtrends.dk.

    Alle mine jeans er af mærkerne Kuyichi og Nudie. Kuyichi (der, som navnet bestemt ikke antyder det, er et hollandsk foretagende) følger deres tøj hele vejen gennem produktionssystemet, og noget tilsvarende gælder Nudie. Det er forresten nogle rigtig gode bukser. Kuyichis bluser og skjorter har jeg ikke anskaffet mig endnu.

    Endelig er det værd at kigge på http://www.paytime.dk for at læse om forholdene i tekstilindustrien; de har også en webshop.

Skriv et svar