Hyldest til Samuel Beckett

Irsk-franske Samuel Beckett var en af skaberne af det absurde teater og er bl.a. kendt for stykket 'Mens vi venter på Godot'.

I dag ringede jeg til det telefonselskab, jeg er kunde ved. Følgende samtale udspandt sig med den tekniske supporter fra København:

– Jeg ringer, fordi jeg ikke kan komme på mobilnettet. Det har jeg slet ikke kunnet hele dagen i dagen. Når jeg prøver at ringe til nogen, bliver jeg sparket af med det samme.
– Så almindelige samtaler og SMS fungerer altså godt nok?
– Nej, jeg kan jo netop ikke ringe eller modtage opkald. Telefonen siger “Ingen tjeneste”. Jeg har heldigvis en fastnettelefon; ellers kunne jeg slet ikke ringe til dig om dette her problem.
– Der er nogle problemer med de to master nærmest dig, kan jeg se. Du kan bruge vores samarbejdsaftale med et andet telefonselskab og gå på deres net.
– Det prøver jeg nu. Det hjælper heller ikke.
– Så kan du gå ind på vores webside og se driftstatus i dit område. Det vil jeg anbefale dig at gøre. Den er så desværre ikke opdateret for dit område, så du kan ikke se hvordan det er.
– Hvorfor er der problemer med masterne?
– Vi har været nødt til at opdatere, fordi der har været problemer med vejret.
– Med vejret?
– Ja, der har været et stort vejr inden for de seneste 14 dage.
– Hvad vil det sige, at vejret var stort?
– Det var et rigtig stort vejr.
– Stort?
– Ja, det største uvejr i Danmark i de seneste 20 år.
– Det regnede lidt i fredags her i Nørresundby, men der var ingen oversvømmelser her den lørdag, hvor København blev ramt.
– Ikke det?
– Nej. Vi havde tørvejr og høj sol.
– Det var mærkeligt. Har du prøvet at slukke telefonen og tænde den igen?
– Ja, det har jeg. Og jeg har taget SIM-kortet ud, blæst trykluft i telefonen osv. Det hjalp heller ikke.
– Gjorde det ikke det?
– Nej. Hvornår er driftsforstyrrelserne overstået?
– Det kan jeg ikke sige. Jeg håber, det bliver i dag. Er der andet, jeg kunne hjælpe med?
– Jeg ville bare gerne kunne ringe til nogen og modtage opkald.

 

Tag mig hjem nu, Gustav Mahler

Det er lidt underligt med klassisk musik. Mange, der hører “rytmisk musik” synes, det er noget underligt elitært noget. Nogle – og det ser især ud til at være metal-segmentet – synes, at der er masser af lighedspunkter mellem deres genre inden for “rytmisk musik” og klassisk musik. Selve ordene er underlige: “Klassisk musik” har også rytme og kan være meget kropslig og dansabel, mens “rytmisk musik” kan være det stik modsatte. Den “rytmiske musik” har fostret en masse klassikere, og der er en masse glemte døgnfluer i “klassisk musik”.

Da jeg var 10-11 år gammel så jeg et tysk tv-program, der hed “rock møder klassisk”, hvor operasangere og musikere fra bl.a. Deep Purple spillede sammen. Det var bare noget larm, tænkte jeg.

Nej, for mig startede det for alvor med Gustav Mahler og hans Symfoni nr. 1. Mange andre, der vover sig ud i klassisk musik starter med såkaldte “populære klassikere” som Tjajkovskijs 1812-ouverture eller Vivaldis “De 4 årstider”. Men jeg fandt Mahlers Første i Fona (på opfordring af min gamle studiekammerat Lars Fischer) for en halvtredser og var, som man siger, hooked. Så fandt jeg en billig lp med musik fra Luchino Viscontis film Døden i Venedig. Det var nogle satser fra Symfoni nr. 5 og 7, og den lp skamhørte jeg, indtil jeg tog mig sammen til at få fat i symfonierne i deres helhed med henholdsvis Bernstein og Maazel på podiet.

Efterhånden har jeg fået anskaffet mig alle symfonierne plus sang-cyklusserne Das Lied Von Der Erde, Kindertotenlieder og Des Knaben Wunderhorns. Jeg får ikke desværre hørt Gustav Mahler så tit, som jeg gerne ville – det er musik, der kræver koncentration og forholdsvis god tid uden forstyrrelser. Men her i ferien skal det være, om det så bare bliver på min gamle iPhone.

Det, Gustav Mahler kan, er at bruge det store symfoniorkester som instrument til at udtrykke en hel masse forskellige følelser. Ikke sært, for manden var en af sin tids største dirigenter. Der er den svimlende natur (Mahler var fra Østrig og holdt meget af Alperne), sorgen, humoren, ironien (masser af den!), triumf, fiasko, kærlighed, dissonans, tvivl og tro. Og så er der en masse gode melodier – en del af dem brugte Mahler også i sine sange først. En rockkritiker ville nok kalde Gustav Mahlers symfonier for meget filmisk musik, og det er da heller ikke kun Visconti, der har brugt ham på lydsporet. Flere af Mahlers værker har religiøse temaer (især den Anden og den Ottende) og i en del af symfonierne bliver der sunget, og det endda på tysk, men det bør nu ikke afskrække nogen.

Mahlers værker kan være både inderlige og overrumplende. Prøv at høre efter i Symfoni nr. 5, anden sats, hvor der bygges op til et Star Wars-agtigt tema, der ender som en punkteret cykel. Eller i Symfoni nr. 10, første sats (den eneste, Mahler nåede at få lavet helt færdig inden sin død som kun 51-årig), hvor en mægtig, vrængende dissonans får hele den møjsommeligt opbyggede ro til at falde til jorden med et brag. Omvendt er der masser af triumf, når Mahler er i godt humør – f.eks. sidst i Symfoni nr. 1 eller i Symfoni nr. 7, hvor en Wagner-agtig finale lukker sollyset ind.