Tag mig hjem nu, Gustav Mahler

Det er lidt underligt med klassisk musik. Mange, der hører “rytmisk musik” synes, det er noget underligt elitært noget. Nogle – og det ser især ud til at være metal-segmentet – synes, at der er masser af lighedspunkter mellem deres genre inden for “rytmisk musik” og klassisk musik. Selve ordene er underlige: “Klassisk musik” har også rytme og kan være meget kropslig og dansabel, mens “rytmisk musik” kan være det stik modsatte. Den “rytmiske musik” har fostret en masse klassikere, og der er en masse glemte døgnfluer i “klassisk musik”.

Da jeg var 10-11 år gammel så jeg et tysk tv-program, der hed “rock møder klassisk”, hvor operasangere og musikere fra bl.a. Deep Purple spillede sammen. Det var bare noget larm, tænkte jeg.

Nej, for mig startede det for alvor med Gustav Mahler og hans Symfoni nr. 1. Mange andre, der vover sig ud i klassisk musik starter med såkaldte “populære klassikere” som Tjajkovskijs 1812-ouverture eller Vivaldis “De 4 årstider”. Men jeg fandt Mahlers Første i Fona (på opfordring af min gamle studiekammerat Lars Fischer) for en halvtredser og var, som man siger, hooked. Så fandt jeg en billig lp med musik fra Luchino Viscontis film Døden i Venedig. Det var nogle satser fra Symfoni nr. 5 og 7, og den lp skamhørte jeg, indtil jeg tog mig sammen til at få fat i symfonierne i deres helhed med henholdsvis Bernstein og Maazel på podiet.

Efterhånden har jeg fået anskaffet mig alle symfonierne plus sang-cyklusserne Das Lied Von Der Erde, Kindertotenlieder og Des Knaben Wunderhorns. Jeg får ikke desværre hørt Gustav Mahler så tit, som jeg gerne ville – det er musik, der kræver koncentration og forholdsvis god tid uden forstyrrelser. Men her i ferien skal det være, om det så bare bliver på min gamle iPhone.

Det, Gustav Mahler kan, er at bruge det store symfoniorkester som instrument til at udtrykke en hel masse forskellige følelser. Ikke sært, for manden var en af sin tids største dirigenter. Der er den svimlende natur (Mahler var fra Østrig og holdt meget af Alperne), sorgen, humoren, ironien (masser af den!), triumf, fiasko, kærlighed, dissonans, tvivl og tro. Og så er der en masse gode melodier – en del af dem brugte Mahler også i sine sange først. En rockkritiker ville nok kalde Gustav Mahlers symfonier for meget filmisk musik, og det er da heller ikke kun Visconti, der har brugt ham på lydsporet. Flere af Mahlers værker har religiøse temaer (især den Anden og den Ottende) og i en del af symfonierne bliver der sunget, og det endda på tysk, men det bør nu ikke afskrække nogen.

Mahlers værker kan være både inderlige og overrumplende. Prøv at høre efter i Symfoni nr. 5, anden sats, hvor der bygges op til et Star Wars-agtigt tema, der ender som en punkteret cykel. Eller i Symfoni nr. 10, første sats (den eneste, Mahler nåede at få lavet helt færdig inden sin død som kun 51-årig), hvor en mægtig, vrængende dissonans får hele den møjsommeligt opbyggede ro til at falde til jorden med et brag. Omvendt er der masser af triumf, når Mahler er i godt humør – f.eks. sidst i Symfoni nr. 1 eller i Symfoni nr. 7, hvor en Wagner-agtig finale lukker sollyset ind.

(Visited 30 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Én kommentar til “Tag mig hjem nu, Gustav Mahler”

  1. Hvis man har behov for at høre noget af Mahler, som man med garanti har hørt før, er begyndelsen af 2. symfoni også noget, der burde få en til at lade CD’en blive på i nogle minutter eller timer.

Skriv et svar