Stof til eftertanke?

For snart mange år siden overværede jeg nogle studerende diskutere ret intenst til en fest på universitetet. De var alle godt begavede; i hvert fald tre af dem fik senere en PhD. Det var først i 1990’erne, og ecstasy var begyndt at blive omtalt i medierne. En af de studerende ville gerne prøve stoffet, fordi det skulle give en helt intens lykkefølelse. De andre brugte lang tid på at tale ham fra det. Om han nogensinde fik prøvet ecstasy, ved jeg ikke.

Den amerikanske forfatter Sam Harris skriver om LSD på sin blog; Harris fortæller levende om  sine egne oplevelser med stoffet og det står hurtigt klart, at de gode var uudsigeligt fantastiske, mens de dårlige var intet mindre end et helvede. Beskrivelsen af et bad trip på en sø i Nepal, da Harris var 20, afslører, hvor langt ude han har været. Men samtidig er hans beretning en slags forsvar for at tage LSD, og han skriver:

Needless to say, if I knew my daughter would eventually develop a fondness for methamphetamine or crack cocaine, I might never sleep again. But if she does not try a psychedelic like psilocybin or LSD at least once in her adult life, I will worry that she may have missed one of the most important rites of passage a human being can experience.

Selvfølgelig frister den slags, og også for mig. Men jeg tør ikke. Jeg har aldrig taget stoffer, og jeg kommer formodentlig aldrig til det. Min frygt for at havne i en psykose er meget stærk, og jeg bryder mig ikke om at vide, at jeg vil miste kontrollen over mig selv. Faktisk kan jeg ikke engang lide den usikre fornemmelse, jeg får af at indtage alkohol i større mængder – og derfor undgår jeg så godt som altid at bevæge mig ud over de 3-4 genstande. Måske er det en hæmning, måske er det et selvforsvar.

Genindfør korporlig straf!


Den amerikanske kriminolog Peter Moskos skriver i The Chronicle of Higher Education et tilsyneladende forsvar for at genindføre straf ved piskning (eller stokkeslag). I stedet for en fængselsstraf kunne den dømte så vælge at få 2 piskeslag (eller stokkeslag, hvis det var dét, loven foreskrev) for hvert år, der skulle afsones.

Nogle mennesker herhjemme vil synes, at dette er alle tiders idé, mens mange andre igen vil ryste på hovedet af de tåbelige amerikanere. Ekstra Bladet får da også meget hurtigt artiklen galt i halsen.

Pointen er nemlig denne: Peter Moskos er ikke tilhænger af korporlige straffe. Han skriver da også efter få linjer:

My defense of flogging—whipping, caning, lashing, call it what you will—is meant to be provocative, but only because something extreme is needed to shatter the status quo. We are in denial about the brutality of the uniquely American invention of mass incarceration.

Certainly my defense of flogging is more thought experiment than policy proposal. I do not expect to see flogging reinstated any time soon. And deep down, I wouldn’t want to see it. And yet, in the course of writing what is, at its core, a quaintly retro abolish-prison book, I’ve come to see the benefits of wrapping a liberal argument in a conservative facade.

Med andre ord: Peter Moskos kritiserer forholdene i USA ud fra en provokerende sammenligning mellem de grusomme korporlige straffe, vi kender fra bl.a. Saudiarabien og Singapore, og det amerikanske fængselsvæsen, hvor mere en million amerikanske borgere nu er fanger. Der er flere fanger i USA end i Kina, et land med 7 gange så mange indbyggere.

Også herhjemme er der i de seneste 10 år blevet talt om et behov for strengere straffe baseret på “folkets retsfølelse”. Fængsler hævdes at være rehabiliterende, men de er det ofte ikke. Der er næppe nogen, der vil påstå at stokkeslag er rehabiliterende.

Politikerne tænker i virkeligheden ikke særlig meget på rehabilitering, tror jeg. Straf er i høj grad blevet udtryk for magthavernes hævn; deraf retorikken om “folkets retsfølelse” som en populistisk appel til et abstrakt “folk”.

I fængslerne lærer man desværre ofte kun én ting: nemlig at være fange. De fængslede fjernes fra samfundet og deres tilhørsforhold til et afsondret, “defekt” samfund bliver styrket. Mange af os ser reelt kun de kriminelle, hvis vi selv bliver udsat for en forbrydelse.

Peter Moskos skriver da også i et indlæg i The Washington Monthly:

The lash, which metes out punishment without falsely promising betterment, is an unequivocal expression of society’s condemnation. For better and for worse, flogging would air the dirty laundry of race and punishment in America in a way that prisons—which, by their very design, are removed from society—can never do.

Peter Moskos’ argument er interessant, men når han f.eks. siger at man ikke kan argumentere imod korporlig straf ved at sige, at dette er en form for tortur, tager han fejl. Stokkeslag, pisk og andre former for korporlig straf er helt utvetydige overtrædelser af menneskerettighederne ifølge artikel 1 i FNs konvention mod tortur.

Lad mig pointere det, så det forhåbentlig er helt klart: I diskussionen om strafformer er vi ikke pr. definition fanget i et binært valg mellem korporlig straf og simpel fængsling (der ikke nødvendigvis er en overtrædelse af menneskerettighederne). Der er andre veje. Se f.eks. en artikel i The Economist der fortæller om andre initiativer i USA, der skal forbedre rehabiliteringen. Eller læs om reformerne i Canada i 1990’erne, der har hjulpet med af få flere straffede væk fra kriminalitet. Disse reformer skyldes forresten danskeren Ole Ingstrup.