Stof til eftertanke?

For snart mange år siden overværede jeg nogle studerende diskutere ret intenst til en fest på universitetet. De var alle godt begavede; i hvert fald tre af dem fik senere en PhD. Det var først i 1990’erne, og ecstasy var begyndt at blive omtalt i medierne. En af de studerende ville gerne prøve stoffet, fordi det skulle give en helt intens lykkefølelse. De andre brugte lang tid på at tale ham fra det. Om han nogensinde fik prøvet ecstasy, ved jeg ikke.

Den amerikanske forfatter Sam Harris skriver om LSD på sin blog; Harris fortæller levende om  sine egne oplevelser med stoffet og det står hurtigt klart, at de gode var uudsigeligt fantastiske, mens de dårlige var intet mindre end et helvede. Beskrivelsen af et bad trip på en sø i Nepal, da Harris var 20, afslører, hvor langt ude han har været. Men samtidig er hans beretning en slags forsvar for at tage LSD, og han skriver:

Needless to say, if I knew my daughter would eventually develop a fondness for methamphetamine or crack cocaine, I might never sleep again. But if she does not try a psychedelic like psilocybin or LSD at least once in her adult life, I will worry that she may have missed one of the most important rites of passage a human being can experience.

Selvfølgelig frister den slags, og også for mig. Men jeg tør ikke. Jeg har aldrig taget stoffer, og jeg kommer formodentlig aldrig til det. Min frygt for at havne i en psykose er meget stærk, og jeg bryder mig ikke om at vide, at jeg vil miste kontrollen over mig selv. Faktisk kan jeg ikke engang lide den usikre fornemmelse, jeg får af at indtage alkohol i større mængder – og derfor undgår jeg så godt som altid at bevæge mig ud over de 3-4 genstande. Måske er det en hæmning, måske er det et selvforsvar.

(Visited 43 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar