Idioten på sommerferie

Og så startede hverdagen, og bloggen genstarter for alvor. Jeg og resten af husstanden er tilbage fra to ugers ferie i Kroatien, i Pula på Istriens vestkyst. Det, vi lige nu husker bedst, er togrejserne ud og hjem, der forekom noget mere komplicerede end rejser af tilsvarende længde tidlige år. Det var, som om der var lidt for megen ventetid, lidt for mange komplikationer og lidt for megen bagage. Selv havde jeg væbnet mig med en kombination af tilstræbt tålmodighed og nogle bøger af et vist omfang, heriblandt Dostojevskis Idioten i Jan Hansens oversættelse fra 2006.

Jeg har kun læst én af Dostojevskijs romaner tidligere – den lidt tidligere Forbrydelse og straf, også i oversættelse af Jan Hansen. Den fængede og fascinerede mig med sin blanding af en elementær handling, skildringer af et russisk samfund under langsom forandring og et nuanceret og detaljerigt indblik i hovedpersonernes indre liv. Nogle har kaldt Dostojevskij for grundlæggeren af den psykologiske realisme i litteraturen; det er bestemt ikke forkert. Idioten rummer den samme blanding af kærlighedshistorie, store følelser og overvejelser over Ruslands nutid og fremtid, og den er lige så fremragende.

På sæt og vis er Idioten en sæbeopera (Jan Hansen bruger selv dette udtryk i sin efterskrift til oversættelsen) med sin fortælling om mørke og lyse kvinder, der møder gode og onde mænd i et væv af rænker og regulære cliffhangere. På denne måde er romanen nem at filmatisere; billedet ovenfor er fra en russisk filmudgave fra 1958, som jeg dog ikke har set. Hovedpersonen, Lev Nikolajevitj Mysjkin, ligner faktisk rigtig meget mit indre billede af ham. Den slags sker ikke så tit!

Det er skildringen af hovedpersonen, den fattige fyrst Mysjkin, der er romanens allerstørste bedrift. Han er en ung mand, som er epileptiker (som Dostojevskij selv) og derfor i en tid, hvor man ikke kunne behandle lidelsen medicinsk, bliver betragtet med en vis skepsis og ængstelse, som en “idiot”. Men samtidig er han alt andet end dum – han besidder, hvad man i dag ville kalde en helt usædvanligt god følelsesmæssig intelligens, og er i modsætning til mange af de andre personer aldrig intrigant, men vil alle det bedste. På denne måde er han en katalysator for mange af de andre skikkelser i romanen, og samtidig fornemmer man også, at det må gå galt til sidst i en uforudsigelig, forstillet og intrigant virkelighed.

På andre måder er romanen dog svær at filmatisere godt. Personerne i Idioten har nemlig meget på hjerte, og der er nogle lange dialog-sekvenser undervejs. I nogle af dem er romanen tæt ved at tabe pusten, men i andre får vi nogle særdeles interessante sidefortællinger. Især er jeg fascineret af Mysjkins fortælling om en mand, han mødte, der var blevet dømt til døden, men blev benådet, da henrettelsen netop skulle i gang. Skildringen af hvordan tidsoplevelsen ændrer sig, så selv det korteste øjeblik synes at vare en evighed, er usædvanligt gribende – og er endnu et klart selvbiografisk element. Dostojevskij blev nemlig selv dømt til døden og benådet i sidste øjeblik. Alle, der tænker over dødsstraf og etik, bør læse disse sider.

Interessant er det også at opleve, hvordan Dostojevskij veksler mellem at være en alvidende fortæller, der kan se ind i personernes tanker, og at være en “afmægtig” fortæller, der sommetider opdager, at han enten ikke ved nok om personernes motiver eller har fortalt for meget om nogle ikke så spændende personer. Gad vide om denne fascinerede fortællestil også til dels er affødt af noget så jordnært, som at det 120 år før den computerbaserede tekstbehandling som bekendt var rigtig svært at lave større rettelser i et omfangsrigt, håndskrevet manuskript? Jeg kunne godt forestille mig det.

 

(Visited 39 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar