De må jo være sindssyge (?)

Terrorhandlingerne i Norge fandt sted, mens jeg var med familien på ferie i Kroatien. Vi tændte d. 23. juli om morgenen for fjernsynet i ferielejligheden for at finde ud af, om der var sket noget ude i verden, og det var der som bekendt desværre.

I dagene efter har jeg talt med andre om motiverne for denne forfærdelige forbrydelse. I andre sammenhænge, f.eks. hvis talen er faldet på tortur eller folkemord, dukker det samme spørgsmål op: Hvorfor kan mennesker begå så grusomme handlinger? Ofte er svaret, der falder, dette: gerningsmændene må være psykisk syge.

Terroristens forsvarer har også fremført dette – den norske terrorist (hvis navn jeg ikke vil nævne her) er psykisk syg. Der er selvfølgelig ikke tvivl om at der finder grusomme forbrydelser sted, hvor gerningsmændene viser sig at være psykisk syge. Men terrorangreb, folkemord og tortur er jo på ingen måde spontante affekthandlinger og de er heller ikke mulige, hvis man lider af vrangforestillinger eller har en manisk episode. Man skal kunne orientere sig i virkeligheden for at købe og fremstille våben osv. Det kræver  både tid og en høj grad af forudseenhed og organisation at finde på og detailplanlægge en ugerning, som ingen ville forestille sig og derfor er sværere at beskytte sig mod; en ekstrem og afsporet form for kreativitet. Før 11. september 2001 havde nogen næppe forestillet sig, at flykaprere ville smadre to fly ind i højhuse. Før 22. juli 2011 havde nogen næppe forestillet sig en skudmassakre på en sommerlejr på en fjern ø. Det er ikke den slags velplanlagte handlinger, psykiatriske patienter begår.

Samtidig ender forklaringen om psykisk sygdom meget let som en bortforklaring af den ekstreme ondskab, mennesker kan begå. For et par måneder siden skrev jeg om massakren på henved 8000 mennesker i Srebrenica. Også denne massakre har krævet en høj grad af organisation og planlægning. Eller tænk på Holocaust. Eller Kina under kulturrevolutionen. Eller Stalintidens udrensninger. Eller Pinochet-regimets tortur. Eller slavehandelen mellem Amerika og Afrika. Eller…

Og endelig synes jeg, at forklaringen om psykisk sygdom i sig rummer et meget negativt billede af de af vore medmennesker, der kommer i kontakt med det psykiatriske system; de fleste af dem er trods alt ikke kriminelle eller farlige for andre.

Jeg har tidligere omtalt Simon Baron-Cohens bog Zero Degrees of Empathy, og jeg er overbevist om at forklaringen på grusomhederne netop er denne: gerningsmændenes og -kvindernes fravær af empati, der tillader dem at abstrahere fra deres ofres identitet som mennesker med samme følelser og ret til livet som dem selv.

(Visited 22 times, 1 visits today)

Flattr this!

Loading Facebook Comments ...

3 kommentarer til “De må jo være sindssyge (?)”

  1. Et lidt længere svar: I sin egen logik, og set ud fra terroristen, er hans handling forsvarlig, han mener at have gjort noget godt for Norge. Højreekstremisterne rundt om i Europa bestyrker ham i den tro, Sørine fra før er ingen undtagelse. I terroristens (og hans medløbers) øjne er det venstrefløjen, de kulturradikale, velmenerne, humanisterne, osv. der er de skyldige, terroristen gjorde hvad han gjorde i kærlighed til Norge og i had til dem der vil ødelægge Norge. I deres optik ville de unge fra Utøja have levet, hvis ikke de havde deltaget i en lejr for det parti der går forrest i ødelæggelsen af Norge.
    På den anden side er jeg ret sikker på at massemorderen led af “personlighedsforstyrrelser”, manglende empati, selv overvurdering, osv. Men egenlig sindssyg var han næppe, selv om det ville være den lette forklaring.

  2. En person med manglende empati som den norske terrorist er, hvad Simon Baron-Cohen ville kalde “zero-negative”, dvs. en person uden empati og hvor denne manglende empati har negative konsekvenser for andre mennesker. Sådanne personer kalder man i daglig tale ofte for psykopater, men som du påpeger, Bertel, er den korrekte betegnelse en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Det, der er så forvirrende, er at psykopater faktisk ikke er psykisk syge i psykiatrisk forstand.

Skriv et svar