En rejsende mod øst

En anden bog, jeg tog med på sommerferien i år, var Eastern Approaches af den skotske diplomat, militærmand og politiker Fitzroy Maclean. Faktisk havde jeg købt bogen helt tilbage i 1990 under et besøg i Inverness, hvor Maclean voksede op. Men af uvisse årsager måtte den vente 21 år på min reol, inden den blev læst.

Det er en spændende bog om en vigtig periode i verdenshistorien fra sidste halvdel af 1930’erne frem til afslutningen af 2. verdenskrig. Her var Maclean både vidne til og deltager i nogle af de begivenheder, der var med til at forme Europas historie.

Bogens første del handler om Macleans år som diplomat i Moskva frem til 1939. Her havde han som sin egen ambition at besøge Centralasien, der dengang var del af Sovjetunionen og på alle måder svært tilgængelige. Maclean beretter levende og med en god portion humor om sine rejser i tog, lastbil og til fods i Kaukasus og gennem Usbekistan, Tadjikistan og Kasakhstan. På en af sine rejser frem til Kinas grænse må han vende om og kan kun komme tilbage til Moskva via Indien og Iran!

I første del får vi også en fascinerende beretning om Stalin-tidens udrensninger, angiveriet og de skueprocesser, der sendte politikere og embedsmænd i døden efter farceagtige pseudo-retssager for åbent tæppe. Fordi Maclean kunne russisk, kunne han som en af de eneste udlændinge følge med i de bizarre og skræmmende hændelser her.

Fokus skifter i anden del af Eastern Approaches. Verdenskrigen bryder ud, og Fitzroy Maclean vil kæmpe med. Hans eneste vej ud af diplomatembedet er at gå ind i politik. Så det gør han; han stiller op til et suppleringsvalg, bliver valgt ind i Underhuset og kan derefter omsider blive soldat.

Maclean havner først i Nordafrika, hvor briterne er trængt af Rommels styrker. To gange er Maclean drivkraft i forsøg på angreb på de tysk/italienske stillinger i Benghazi. Det første angreb er en slags sabotage-raid, der går Olsen-bande-agtigt galt, men hvor briterne går rundt inde i Benghazi i fuldt dagslys i uniform uden at fjenden opdager noget! Det andet angreb er storstilet og går gennem uvejsomme dele af den libyske ørken, men også dét går galt, da man endelig når frem – og her med store tab, da tyskerne og italienerne ved besked og slår massivt igen.

Men den allermest interessante del af Eastern Approaches er i virkeligheden den sidste, hvor Maclean skaber kontakt til modstandsbevægelsen i Jugoslavien. Måske bliver den endnu mere interessant, når man under læsningen opholder sig i det land, bogen handler om.

Briterne havde oprindelig støttet kong Peter, der var i eksil, og de serbiske tjetnikker ledet af general Mihailovic. På tyskernes side fandtes en række quisling-skikkelser, de kroatiske ustasje-korps og et korps af bosniske muslimer trænet af SS.

Men briternes støtte til kongen og Mihailovic kom der ikke meget ud af; til gengæld fik man i 1943 kendskab til en anden modstandsgruppe ledet af en Tito, som ingen briter anede hvem var. Nogle mente, at Tito simpelthen var en forkortelse for en komité af ledende modstandsfolk, andre at Tito var en titel og atter andre, at Tito var en smuk og karismatisk kvinde.

Fitzroy Maclean og hans mission bliver i faldskærm kastet ned over Bosnien, hvor de møder Tito – der er den midaldrende kroatiske mand Josip Broz Tito, der før krigen var generalsekretær i landets kommunistparti. Selv om Maclean og Tito er temmelig forskellige af baggrund – Maclean er konservativ, et produkt af Eton og Cambridge og først i trediverne, Tito er kommunist, har været i fængsel, i eksil og er fyldt 50 – er det tydeligt, at Maclean kommer til at nære stor respekt for Tito både som menneske og som militærperson. Efter årene i Moskva møder han nu en reflekteret og åben mand, der kalder sig kommunist. Over flere år har disse partisaner, helt uden støtte fra de allierede, fundet frem til en guerillakrigs-strategi, der er meget effektiv og kun betjener sig af de resurser, man kan erobre fra fjenden, og er tilmed organiseret på tværs af folkegrupperne i landet.

Samtidig går det op for briterne, at tjetnikkerne er en dårlig modstandsbevægelse, fordi de stort set ikke laver noget modstandsarbejde og at mange af dem rent faktisk samarbejder med tyskerne (men gerne vil have de allieredes våben). Derimod er Titos partisangrupper godt organiserede og effektive.

Hele processen med at lære partisanerne at kende, træne dem militært og bygge dem op, så de ender som Den Nationale Befrielseshær med luftvåben og tanks, er grundigt beskrevet og vi får nogle interessante portrætter af de meget forskellige partisanledere, der bidrager på hver deres måde. Efterhånden skifter fokus i Eastern Approaches mod hvad der skal ske, når krigen er slut. Det er klart, at Tito og partisanerne vil blive den afgørende faktor i det nye Jugoslavien, og her er briterne ude i en del overvejelser over om de bør bakke op om en kommunistisk orienteret bevægelse. Det ender de, som vi ved, med at gøre.

Og her slutter det, lige efter Beograds fald til de allierede og Den Nationale Befrielseshær. Eastern Approaches er fra 1949, og vi får derfor ikke at se, hvordan Jugoslavien bliver et alliancefrit land uafhængigt af Øst og Vest eller hvordan landet efter Titos død i 1980 falder fra hinanden på tragisk vis med økonomisk krise, nationalisme og grusom borgerkrig. Det første, nemlig Titos enegang, kan Maclean tydeligvis forudse. Det andet kunne han ikke.

Jeg undrer mig nu mere end nogensinde over, at jeg kunne lade Eastern Approaches stå urørt så længe. Det er nemlig en velskrevet bog, og den er forsynet med en god del humor, så der ikke er tale om den dystre fortælling om diktatur og krig, man måske skulle forvente.

(Visited 29 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar