Livet er livet

Jeg blev i min sommerferie mindet om en af de mere interessante nyfortolkninger i pophistorien, da vi kørte i tog gennem Alperne fra Østrig ind i Slovenien.

Midt i 1980’erne var der et skrækkeligt hit med et østrigsk foretagende kaldet Opus. Sangen er en af dem, man bliver træt af, længe inden den er slut. Se bare.

Året efter lavede den slovenske gruppe Laibach en groft satirisk coverversion, hvor det nye arrangement forvandlede sangen til en kryptofascistisk hymne stort set uden at lave om på sangen i øvrigt. At Laibach så samtidig med deres udgave kommenterer den nationalisme, der er under anmarch i det daværende Jugoslavien og til sidst ender i blodig borgerkrig, giver denne specielle udgave en ekstra pondus.

Det er stadig den definitive udgave af sangen. Og hvor ville f.eks. Rammstein være uden Laibach?

(Det er forresten først i dag, jeg bemærker, hvordan flere af medlemmerne af Laibach har en slående lighed med medlemmer af Opus!)

(Visited 38 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

3 kommentarer til “Livet er livet”

  1. Hørte Laibach’s udgave af Life Is Life første gang da en kammerat havde opstøvet nogle LPer med Neue Schlovenische Kunst. Det var temmelig underholdende 🙂 Synes dog det er svært med bands som Laibach og lignende: Man ved ikke altid hvor de i virkeligheden står. Ikke at det skal forhindre mig i at høre deres musik (Burzum er f.eks. en rendyrket nazist, men hans black metal fra for år tilbage er vidunderligt, og jeg hører det med glæde), det er dog rart at vide. Et andet godt eksempel er Feindflug. Et tysk eletronisk band jeg ofte hører (http://www.youtube.com/watch?v=k2K4i21XgLw). Man kan måske sige: “Life is life” og “Music is music”… Men kan vi tillade os at høre amoralsk og uetisk musik, skrevet af mere eller mindre forstyrrede individer der ønsker andre ondt? Jeg vælger at lade musikken tale, nydee de fede toner, og håber på ikke at få stillet spørgsmålet for tit.

  2. Det er temmelig klart, at Laibach ikke er fascister. Deres meget specielle valg af coverversioner – på den ene side numre af Europe, Status Quo m.fl., på den anden side The Beatles, Rolling Stones m.fl. – taler næsten for sig selv, når de bruger dem til at finde frem til tvetydighederne i vagt formulerede sangtekster. De rigtige fascister er aldrig tvetydige i deres tekster, tværtimod.

    Der er også eksempler på rigtige nazister også i det industrial/elektroniske univers, der er udkommet på “mainstream”-pladeselskaber; det bedst kendte eksempel er vel Boyd Rice/N.O.N.

    Det er svært at trække en grænse; jeg holder f.eks. af Richard Wagners musik, men manden var antisemitisk og skrev en del tekster om sit had til jøderne. Gustav Mahler, der havde jødisk baggrund, var en stor beundrer af Richard Wagners musik og dirigerede den ofte. Også Fréderic Chopin havde antisemitiske holdninger; jeg lytter alligevel til mandens klaverværker med stor fornøjelse.

    Hele Burzum-fænomenet virker direkte afskyeligt. En stor forskel fra dem, jeg har nævnt ovenfor, er at Varg Vikernes rent faktisk udøvede vold og som bekendt har siddet i fængsel længe. Han kunne meget nemt være endt på samme måde som den norske terrorist fra 22. juli; han færdedes i mange af de samme cirkler og har en tilsvarende uhyggelig fascination af en kombination af våben og sammenstrikkede White Power-teori. Udgydelser fra en mand af den slags vil jeg ikke lytte til (nu har black metal så heldigvis aldrig sagt mig så meget alligevel), ligesom jeg heller ikke vil lytte til de sange, Charles Manson har lavet. Der er så megen anden musik, man kan høre i stedet for.

Skriv et svar