Som om det var i går

Terrorhandlingerne i Norge, hvor terroristen frekventerede højrenationalistiske websteder og en artikel i Information om nogle højrenationalistiske blogs, der bliver læst flittigt af politikere, har fået mig til at læse nogle af de højrenationalistiske blogs fra Danmark i et forsøg på bedre at kunne forstå, hvad der foregår denne verden. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er underlig læsning; der er tale en sub-blogosfære, hvor man flittigt linker til hinanden og bekræfter hinanden. Det er der selvfølgelig ikke noget galt i – på min blog linker jeg også til dem, jeg synes om. Men alligevel: I denne højrenationalistiske blogverden er der ingen, der er i tvivl eller reflekterer. Tonen er hård, hadsk og nedladende, og fjenden er veldefineret, vennerne ligeså.

Når jeg kigger på disse blogs, forekommer det mig klart, at et træk ved nationalismen synes at være, at man taler om begivenheder, der fandt sted for længe siden, som de fandt sted i går eller finder sted lige nu. Som George Orwell skrev i sit essay om nationalisme, er nationalismen fascineret af fortiden og prøver at lave den om. Især er der en speciel fascination af osmannerrigets ekspansion ind i Europa i sin tid. Det er en diskurs, man også har kendt fra serbisk nationalisme i tiden op til og under borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien. Bosniakker og kosovo-albanere blev her set som de tilbageværende repræsentanter for en gammel besættelsesmagt.

Et citat fra en nationalistisk blog kommer fra 1639:

“…to give the Mohammadans their due, they are generally good fellows in this point [the virtue of tolerance] and Christians among them may keep their consciousness if their tongues be fettered, not to oppose the doctrine of Mohammad”.

Thomas Fuller: “The Historie of The Holy Warre” (1639).

På samme blog skrives der også om osmannerrigets invasion af Balkan i 1071; der indledes med ordene

Tyrkiets historie er kvalmende fra start til slut.

En anden nationalistisk blog skriver om osmannerrigets invasion af Cypern i 1570.

Også i Sørine Gotfredsens for tiden så omtalte kronik fra Berlingske finder man denne “fortid i nutiden” i f.eks. et citat som

Konflikten løber som en rød tråd fra tiden med korstogene omkring år 1100 til kampene mellem Osmannerriget og Vesteuropa, stridighederne på Balkan og i dag ghettodannelser og parallelsamfund i store dele af Europa.

I nationalismens forståelse er der ingen væsentlig forskel på f.eks. Tyrkiet i det 21. århundrede og osmannerriget for 500 år siden; begge er udtryk for samme “evige natur”. Og der er tale om “hellig krig” i dag og det på samme måde som i 1639.

Det er præcis derfor, nationalismen ikke er løsning på noget som helst politisk problem. Nationalismen kan ikke forklare faktiske samfundsproblemer i nutiden der har at gøre med f.eks. arbejdsløshed, uddannelsespolitik eller miljøspørgsmål. Den kan heller ikke skabe fred eller løse konflikter i nutiden, fikseret som den er på fortiden og en påstand om menneskers “evige natur” som eneste bud på en analyse af samfundet, som det ser ud nu.

(Jeg har ikke lyst til at linke til at pågældende blogs i dette indlæg. Hvis man meget gerne vil læse de pågældelde blogs, skulle de være nemme at finde.)

(Visited 40 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar