Den lille positive

Inden jeg får ry som den sure blogger der bare kritiserer løs, kommer her endnu et citat fra Slavoj Žižeks essay, nemlig de afrundende bemærkninger. Dem vil jeg gerne gøre til mine i al deres snørklethed.

Det meste af tiden fungerer Europa blot som regulator for den globale kapitalistiske udvikling, mens det undertiden også flirter med det konservative forsvar for sine traditioner. Begge disse veje fører ud i glemsel og til Europas marginalisering.

Den eneste vej ud af dette invaliderende dødvande vil være, at Europa genopliver sin arv for radikal og universel frigørelse. Opgaven er at bevæge sig ud over den rene tolerance over for andre og over i en positiv emancipatorisk Leitkultur, der kan oppebære en autentisk sameksistens med opblanding af mange forskellige kulturer.

Vi må engagere os i denne forestående kamp om fremtidens Leitkultur. Vis ikke blot respekt for andre og tilbyd dem derpå en fælles kamp. For i dag er vi fælles om vore problemer.

Eller som jeg ville sige det: Der er en masse store problemer i dag med økonomisk krise, arbejdsløshed, hjemløshed, fattigdom, global opvarmning, begrænsede resurser, hungersnød osv. Det er vores fælles problemer og derfor skal vi løse dem sammen; vi skal kæmpe sammen i stedet for at bekæmpe hinanden.

Richard Nixon rehabiliteret?

Vi har fulgt uenighederne i amerikansk politik mellem Barack Obama og republikanerne, og mange har spurgt, hvorfor præsidenten ikke handlede anderledes. Forfatteren Kurt Andersen (der trods sit danske navn er amerikaner) skriver i New York Times i et essay:

Of course, a lot of us swooned over Obama partly because he seemed so prudent, straightforward and even-keeled. But now, with Republicans spectacularly applying the Madman Theory for the first time in domestic politics, Obama’s nonconfrontational reasonableness isn’t looking like such a virtue.

It’s frustrating. We’ve had presidents who were intelligent and progressive but also cynical and ruthless when necessary. Effective, tough-minded, visionary liberals such as F.D.R., Clinton … and Nixon.

In popular imagination, Nixon remains nothing but a great goblin — scowling bomber of Southeast Asia, panderer to fear and racism, paranoid anti-Semite, dispatcher of burglars — but the truth is, he governed further to the left than any president who followed him. The overreaching Euro-socialist nanny state that today’s Republicans despise? That blossomed in the Nixon administration.

Spending on social services doubled, and military budgets actually decreased. He oversaw the creation of the Environmental Protection Agency, the Occupational Safety and Health Administration, and the Consumer Product Safety Commission. His administration was the first to encourage and enable American Indian tribal autonomy. He quadrupled the staff of the Equal Employment Opportunity Commission, almost tripled federal outlays for civil rights and began affirmative action in federal hiring. He supported the Equal Rights Amendment and signed Title IX, the law granting equality to female student athletes. One of his Supreme Court appointees wrote the Roe v. Wade decision.

Nixon made Social Security cost-of-living increases automatic, expanded food stamps and started Supplemental Security Income for the disabled and elderly poor. It helped, of course, that Democrats controlled the House and Senate. But it was the president, not Congress, who proposed a universal health insurance plan and a transformation of welfare that would have set a guaranteed minimum income and allowed men to remain with their welfare-recipient families. It was Nixon who radically intervened in the free market by imposing wage and price controls, launched détente with the Soviets, normalized relations with Mao’s China and let the Communists win in Vietnam.

And, for good measure, the budget for the National Endowment for the Arts grew sixfold, by far the biggest increase by any president.

Og så var det faktisk også mens Nixon var præsident, at dødsstraffen blev erklæret forfatningsstridig af USAs højesteret.

Sangen med Manic Street Preachers (der er britiske og aldrig er slået igennem i USA!) var et mindre hit i 2004.

Hjælp Østafrika nu

Mens jeg skriver dette, har jeg netop spist en sen morgenmad. I landene ved Afrikas Horn er mennesker lige nu ved at dø af sult. I første omgang: Gør noget nu for at standse det. Og jeg mener også dig, der læser dette. Der er i al fald 5 organisationer herhjemme, der er involveret.

Red Barnet samler ind til børnene på Afrikas Horn via Børnekatastrofefonden. Sms KATASTROFE til 1277 og støt med 150 kr. Eller på www.redbarnet.dk.

Røde Kors kan man sende bidrag til ved at sende sms’en TØRKE til 1414 og støt med 150 kr. eller doner på Røde Kors’ hjemmeside.

Folkekirkens Nødhjælp. Sms SULT til 1277 og støt med 50 kr. eller donér på deres hjemmeside.

Dansk Flygtningehjælp. Sms FLYGTNING til 1241 og støt med 150 kr. eller støt via deres hjemmeside.

UNICEF. Sms UNICEF til 1919 og støt med 150 kroner, ring 90 56 56 19 og støt med 150 kroner eller brug hjemmesiden.

Arven efter Brasillach

Der har i denne uge været et langt essay i Information af den slovenske filosof Slavoj Žižek, og som sædvanlig kommer han langt omkring – og som så ofte før er det på én gang spændende og snørklet, hvad han får skrevet. Hans udgangspunkt er terrorangrebene i Norge, og mange af hans refleksioner tager udgangspunkt i en sammenligning mellem 1930’ernes og 1940’ernes antisemitisme og vore dages nationalistiske strømninger. På et tidspunkt kommer så denne passage:

Denne neutraliseringsmekanisme blev prægnant formuleret i 1938 af Robert Brasillach, en fransk fascistisk intellektuel, som skulle blive lyst i band og henrettet i 1945. Brasillach så sig selv som “moderat antisemit”, og ham var det, der hittede på formuleringen “anstændig antisemitisme”, da han skrev:

“Vi vil tillade os selv at klappe af Charlie Chaplin, en halvjøde, på film. At beundre Proust, en halvjøde. At klappe ad Yehudi Menuhin, en jøde. Og selv Hitlers stemme transmitteres via radiobølger opkaldt efter jøden Hertz? (…) Det er ikke vores ønske at dræbe nogen, vi vil ikke anstifte en pogrom. Men vi mener også, at den instinktive antisemitismes altid uforudsigelige handlinger bedst kan hindres ved at organisere en anstændig antisemitisme.”

Er samme holdning ikke på færde i den måde, hvorpå vores regeringer reagerer på indvandringstruslen? Efter retsindigt at have afvist den uskrømtede populistiske racisme som “uanstændig” og uacceptabel for vores demokratiske normer støtter disse regeringer i næste nu, hvad de ser som “anstændige” racistiske beskyttelsesforanstaltninger (“fast og fair”).

Jeg må give Žižek i denne betragtning. Store dele af det politiske spektrum, både her i Danmark og andre steder i Europa har indarbejdet en sådan holdning, arven efter Robert Brasillach. Det er på tide at holde op med det og indse, at der ikke findes en “anstændig indvandrerfjendtlighed”. Vi kan kun gå imod fjendtlige holdninger ved at tale imod dem og handle modsat dem, ikke ved at komme dem imøde.