Ingen punchlines, tak

For meget længe siden boede jeg i Edinburgh og kunne hvert år vælge og vrage mellem et væld af tilbud ved Edinburgh-festivalen: teater, film, klassisk musik, dans og en hel masse komik. Et par gange var jeg endda med til bogfestivalen på Charlotte Square. Det var nogle gode udgaver af august måned.

En britisk komiker, jeg først nu har opdaget, er Edward Aczel. Videoklippet ovenfor viser et uddrag af hans show fra sidste års festival. Og jeg kan ikke lade være med at grine hele vejen igennem klippet.

Men hvorfor griner jeg egentlig? Der er jo slet ingen egentlige vittigheder eller punchlines; hele Edward Aczels optræden minder mest om et dårligt foredrag af den slags, jeg har set alt for mange af i min tid som akademiker.

Der er den underspillede form, den hvor det meste bliver antydet, der fanger mig ind. Hele Edward Aczels liste over dårlige og gode emner til en stand-up-optræden er en ret så subtil satire over stand-up-verdenens klicheer og hans fremtoning er på samme måde en bevidst modsætning til den overtydelighed, der præger stand-up-verdenen. Det meste stand-up-komik, jeg er vidne til på dansk fjernsyn, får mig til at slukke efter få minutter netop på grund af overtydeligheden. Det er, som om pointerne skal forklares, råbes og vrænges ud, som om den optrædende føler sig nødsaget til at tale ned til publikum. En guitarsolo lyder ikke nødvendigvis bedre, bare fordi man skruer op for forstærkeren. Her sker det stik modsatte.

Læs mere om denne form for “anti-comedy” i et essay af Killian Fox. Jeg synes selv, der er en parallel til den underspillede stil i de to filmkomedier, jeg holder mest af, nemlig Being There (Velkommen, Mr. Chance), hvor Peter Sellers for en gang skyld holder sig i ro og underspiller monumentalt, og Groundhog Day (En ny dag truer), hvor jeg for første gang opdager, hvor god en skuespiller Bill Murray faktisk er. På mange måder er Bill Murrays bevidst karismaløse fremtoning en direkte parallel til det, vi ser hos Edward Aczel. (I andre film, som f.eks. Lost in Translation, sker der et lille skift, og nu bliver Bill Murrays fremtoning som den kejtede mand i lige så høj grad vemodig. Men det er en anden historie.)

At forklare og forstå

Det brænder i Storbritannien – eller i al fald i England. Billederne er skræmmende. Jeg talte i telefon med min søster, der er englænder, men bor i New Zealand og derfor også følger det hele på afstand, men selvfølgelig med en anden indlevelse. Vi rystede begge på hovedet af volden, hærværket og brandstiftelsen. Billedet ovenfor, der viser en kvinde, der må hoppe ud fra førstesalen i sit brændende hjem, viser, hvor galt det har været. Det hele er helt meningsløst.

Eller rettere: hvorfor taler vi altid om meningsløs vold og meningsløse dødsfald? Modsætningen hertil, nemlig meningsfuld vold og meningsfulde dødsfald, har jeg nemlig endnu til gode at høre om. Det, vi leder efter, er en forklaring. Vi vil forstå, hvorfor de voldsomme hændelser finder sted, så de ikke er meningsløse.

Her kommer jeg til at tænke på selvransagelsen efter terrorangrebene i Norge. I den forbindelse har mange – i stort omfang, men ikke kun, nationalistisk orienterede partier og debattører – kaldt terroristen en psykopat. På tilsvarende vis kan vi nøjes med at se de englændere, der brænder, plyndrer og angriber som kriminelle. Selv tror jeg også, at den norske terrorist har en personlighedsforstyrrelse, og de engelske brandstiftere og hærværksmænd er pr. definition i fuld gang med at begå forbrydelser.

Problemet er, at nationalistiske opfattelser netop betoner “menneskets natur” som en forklaring på fænomener i samfundet. Vi må imidlertid søge bedre forklaringer end “menneskets natur”; ellers kan vi ikke forstå, hvad der sker i samfundet og ændre på forholdene.  Når vi således utallige gange i forrige århundrede har set optøjer i store bysamfund i Europa og USA, hvor beboerne kommer fra etniske mindretal, skyldes det ikke disse menneskers “natur” (eller “kultur”). Lighederne i baggrund mellem  afro-caribiske englændere, nordafrikansk-arabiske franskmænd og afrikansk-amerikanske amerikanere er ikke i en “kultur”, men først og fremmest, at her er tale om grupper, hvor der er mennesker, der oplever sig selv som marginaliserede mindretal, der ikke bliver lyttet til.

Og lad mig også pointere dette: “At forklare” er bestemt ikke synonymt med “at sympatisere med”. Selvfølgelig er det både etisk forkasteligt og strategisk set dybt tåbeligt at brænde huse og butikker af i det lokalområde, man selv bor i, udsætte beboerne der for livsfare og ødelægge hvad der må være af lokalt baseret økonomi. På mange måder er der tale om en selvdestruktion, der – præcis som i et selvmordsforsøg – også er en slags råb om hjælp.