Ingen punchlines, tak

For meget længe siden boede jeg i Edinburgh og kunne hvert år vælge og vrage mellem et væld af tilbud ved Edinburgh-festivalen: teater, film, klassisk musik, dans og en hel masse komik. Et par gange var jeg endda med til bogfestivalen på Charlotte Square. Det var nogle gode udgaver af august måned.

En britisk komiker, jeg først nu har opdaget, er Edward Aczel. Videoklippet ovenfor viser et uddrag af hans show fra sidste års festival. Og jeg kan ikke lade være med at grine hele vejen igennem klippet.

Men hvorfor griner jeg egentlig? Der er jo slet ingen egentlige vittigheder eller punchlines; hele Edward Aczels optræden minder mest om et dårligt foredrag af den slags, jeg har set alt for mange af i min tid som akademiker.

Der er den underspillede form, den hvor det meste bliver antydet, der fanger mig ind. Hele Edward Aczels liste over dårlige og gode emner til en stand-up-optræden er en ret så subtil satire over stand-up-verdenens klicheer og hans fremtoning er på samme måde en bevidst modsætning til den overtydelighed, der præger stand-up-verdenen. Det meste stand-up-komik, jeg er vidne til på dansk fjernsyn, får mig til at slukke efter få minutter netop på grund af overtydeligheden. Det er, som om pointerne skal forklares, råbes og vrænges ud, som om den optrædende føler sig nødsaget til at tale ned til publikum. En guitarsolo lyder ikke nødvendigvis bedre, bare fordi man skruer op for forstærkeren. Her sker det stik modsatte.

Læs mere om denne form for “anti-comedy” i et essay af Killian Fox. Jeg synes selv, der er en parallel til den underspillede stil i de to filmkomedier, jeg holder mest af, nemlig Being There (Velkommen, Mr. Chance), hvor Peter Sellers for en gang skyld holder sig i ro og underspiller monumentalt, og Groundhog Day (En ny dag truer), hvor jeg for første gang opdager, hvor god en skuespiller Bill Murray faktisk er. På mange måder er Bill Murrays bevidst karismaløse fremtoning en direkte parallel til det, vi ser hos Edward Aczel. (I andre film, som f.eks. Lost in Translation, sker der et lille skift, og nu bliver Bill Murrays fremtoning som den kejtede mand i lige så høj grad vemodig. Men det er en anden historie.)

(Visited 54 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar