34 procent

MetroXpress skriver i dag, at det er blevet lettere end nogensinde før at bestå matematik i gymnasiet.

34 procent af opgaverne med ligninger og grafer skal være rigtige. Så har en elev i det almene gymnasium bestået matematik.

Dermed er det blevet betydelig lettere at klare sig gennem faget. Man skal helt tilbage til 1983, for at det krævede færre rigtige svar at bestå matematik på B-niveau, og for A-niveau har en lavere grænse aldrig været registreret.

Med til billedet hører, at der nu er flere elever, der har matematik i gymnasiet end nogensinde før. 85 procent af danske gymnasieelever har mindst B-niveau. Cirka 11.000 af dem har A-niveau.

Hvorfor er det et problem, at der skal mindre til for at bestå? Omvendt er det vel godt, at der er så mange, der vælger matematik?

Problemet er, at studier som datalogi og softwareteknologi (og mange andre naturvidenskabelige og ingeniørvidenskabelige studier) kræver matematik på A-niveau. Hvis de studerende er gode til matematik, er det ikke noget problem. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Ganske mange studerende på datalogiske uddannelser undervurderer nødvendigheden af at være gode til matematik. Jeg har talt med nogle af mine kolleger på Aalborg Universitet om et netop overstået kursus i diskret matematik for 2. semester på datalogi- og softwareuddannelserne, hvor beståelsesprocenten har været uvant lav. Kurset er særdeles veletableret, og underviseren har været ansat lige så længe som mig (så det er længe efterhånden!). Hvilken glæde har man af høje beståelsesprocenter i gymnasiet, hvis den er lav på de studier, gymnasiet hævder at forberede til?

Forklaringen på den trælse situation er for mig at se en ubehagelig kombination af taksameterprincippet for tildeling af midler, den eksisterende karakterskala og politiske målsætninger om hvor mange studerende, der skal gennemføre en ungdomsuddannelse. På Undervisningsministeriets hjemmeside kan man ganske vist se, at karakterskalaen er absolut og der er et mål om en fordeling over et længere tidsrum af karakterer til de, der består.

  • 10 procent karakteren 12
  • 25 procent karakteren 10
  • 30 procent karakteren 7
  • 25 procent karakteren 4
  • 10 procent karakteren 02.

Problemet er, at denne målsætning om fordeling af bestået-karakterer ikke bliver en rettesnor for undervisningens ambitionsniveau, men derimod let ender med at gøre hele karakterskalaen relativ i praksis. Når man samtidig har knæsat et taksameterprincip for gymnasierne, bliver det mest fornuftigt at lade mange elever bestå.

Men på universiteterne findes den samme karakterskala med de samme fordelingsmål, et lignende taksameterprincip og en lignende målsætning fra politikere om at mange skal gennemføre en universitetsuddannelse. På denne måde kan vi desværre føre argumentet videre.

Hvad er løsningen så? Taxameterprincippet er noget skidt, og det så jeg gerne fjernet straks. Derudover ved jeg ikke, hvad vi bør gøre. Jeg kan se i hvert fald tre muligheder (der er sikkert flere endnu). De er

  1. Indførelse af optagelsessamtaler for potentielle studerende
  2. Indførelse af optagelsesprøver administreret af de videregående uddannelser.
  3. Indførelse af en adgangsbegrænsning uafhængigt af ansøgertal, så man skal have et bestemt karakterniveau i relevante fag for overhovedet at kunne ansøge.

Denne sidste mulighed er meget nem at implementere, mens de to første måske bedre kan mindske frafaldet (der ofte sker inden for det første år) og mange spildte eksamensforsøg (der ofte sker inden for de første par år), men til gengæld kræver en hel del resurser og let kommer til at cementere en idé om at gymnasiet i praksis ikke er studieforberedende. Ulempen ved karakterkravet er for mig at se, at der kan gå inflation i de adgangsgivende karakterer, denne gang fra de videregående uddannelsers side af angst for at miste taxameterindtægter.

En museumsgenstand

Egentlig kan jeg godt lide Wulff og Morgenthalers vittighedstegninger bag på Politiken. Nogle af dem er platte eller meningsløse, ganske mange andre rammer lige på kornet. Men så var der er tegning den anden dag, som ramte… helt ved siden af. Den viser en bunke af fanger, som man så på amerikanske soldaters “trofæ-fotos” fra Abu Ghraib-fængslet i Irak. En af fangerne siger: “Er jeg den eneste her, der føler mig en lille smule liderlig?”.

Jeg brød mig ikke om tegningen. Den var ikke engang plat. Jeg vil ikke give den yderligere liv ved gengive den her; man kan se tegningen i Politikens artikel. Den er for mig at se endnu et lille signal om, at holdningerne til tortur ændrer sig. Jo mere vi omskriver og trivialiserer torturproblemet, jo mindre indser vi, hvad det er for et forfærdeligt fænomen, vi har at gøre med. Tortur er ikke andet end en strategi til at påføre andre mennesker ekstrem lidelse, smadre deres personlighed og gøre dem til levende døde.

I 1800-tallet talte man om tortur som noget, menneskeheden havde lagt bag sig. I vor tid er der sket et skred; nu er det blevet gængs at tale om tortur som et “nødvendigt onde”, og man omdøber tortur til “forbedrede forhørsmetoder”. På HistoryNet er der en interessent analyse af denne triste udvikling. Her er bl.a. et citat fra forfatteren Victor Hugo fra en kongres i 1849, hvor næsten 1000 delegerede fra Europa og Nordamerika var samlet i et forsøg på at afskaffe krig og indføre en “nationernes kongres” (en tidlig drøm om noget, der skulle ligne De Forenede Nationer).

“A day will come when a cannon will be a museum-piece, as instruments of torture are today,” French author Victor Hugo told the Paris delegates. “And we will be amazed to think that these things once existed!”

I vore dage har man i snart en årrække talt om tortur (det hedder det selvfølgelig ikke) som et våben i “krigen mod terror”. Torturen er blevet lige så lidt en museumsgenstand som kanonerne.

Og lige for en sikkerheds skyld (det er jo Danmark og den politiske virkelighed): Jeg går selvfølgelig ind for ytringsfrihed. Men det betyder ikke, at jeg skal kunne lide alt, hvad der bliver ytret. Ovenfor er til gengæld en anden tegning, jeg rigtig godt kan lide.