34 procent

MetroXpress skriver i dag, at det er blevet lettere end nogensinde før at bestå matematik i gymnasiet.

34 procent af opgaverne med ligninger og grafer skal være rigtige. Så har en elev i det almene gymnasium bestået matematik.

Dermed er det blevet betydelig lettere at klare sig gennem faget. Man skal helt tilbage til 1983, for at det krævede færre rigtige svar at bestå matematik på B-niveau, og for A-niveau har en lavere grænse aldrig været registreret.

Med til billedet hører, at der nu er flere elever, der har matematik i gymnasiet end nogensinde før. 85 procent af danske gymnasieelever har mindst B-niveau. Cirka 11.000 af dem har A-niveau.

Hvorfor er det et problem, at der skal mindre til for at bestå? Omvendt er det vel godt, at der er så mange, der vælger matematik?

Problemet er, at studier som datalogi og softwareteknologi (og mange andre naturvidenskabelige og ingeniørvidenskabelige studier) kræver matematik på A-niveau. Hvis de studerende er gode til matematik, er det ikke noget problem. Men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Ganske mange studerende på datalogiske uddannelser undervurderer nødvendigheden af at være gode til matematik. Jeg har talt med nogle af mine kolleger på Aalborg Universitet om et netop overstået kursus i diskret matematik for 2. semester på datalogi- og softwareuddannelserne, hvor beståelsesprocenten har været uvant lav. Kurset er særdeles veletableret, og underviseren har været ansat lige så længe som mig (så det er længe efterhånden!). Hvilken glæde har man af høje beståelsesprocenter i gymnasiet, hvis den er lav på de studier, gymnasiet hævder at forberede til?

Forklaringen på den trælse situation er for mig at se en ubehagelig kombination af taksameterprincippet for tildeling af midler, den eksisterende karakterskala og politiske målsætninger om hvor mange studerende, der skal gennemføre en ungdomsuddannelse. På Undervisningsministeriets hjemmeside kan man ganske vist se, at karakterskalaen er absolut og der er et mål om en fordeling over et længere tidsrum af karakterer til de, der består.

  • 10 procent karakteren 12
  • 25 procent karakteren 10
  • 30 procent karakteren 7
  • 25 procent karakteren 4
  • 10 procent karakteren 02.

Problemet er, at denne målsætning om fordeling af bestået-karakterer ikke bliver en rettesnor for undervisningens ambitionsniveau, men derimod let ender med at gøre hele karakterskalaen relativ i praksis. Når man samtidig har knæsat et taksameterprincip for gymnasierne, bliver det mest fornuftigt at lade mange elever bestå.

Men på universiteterne findes den samme karakterskala med de samme fordelingsmål, et lignende taksameterprincip og en lignende målsætning fra politikere om at mange skal gennemføre en universitetsuddannelse. På denne måde kan vi desværre føre argumentet videre.

Hvad er løsningen så? Taxameterprincippet er noget skidt, og det så jeg gerne fjernet straks. Derudover ved jeg ikke, hvad vi bør gøre. Jeg kan se i hvert fald tre muligheder (der er sikkert flere endnu). De er

  1. Indførelse af optagelsessamtaler for potentielle studerende
  2. Indførelse af optagelsesprøver administreret af de videregående uddannelser.
  3. Indførelse af en adgangsbegrænsning uafhængigt af ansøgertal, så man skal have et bestemt karakterniveau i relevante fag for overhovedet at kunne ansøge.

Denne sidste mulighed er meget nem at implementere, mens de to første måske bedre kan mindske frafaldet (der ofte sker inden for det første år) og mange spildte eksamensforsøg (der ofte sker inden for de første par år), men til gengæld kræver en hel del resurser og let kommer til at cementere en idé om at gymnasiet i praksis ikke er studieforberedende. Ulempen ved karakterkravet er for mig at se, at der kan gå inflation i de adgangsgivende karakterer, denne gang fra de videregående uddannelsers side af angst for at miste taxameterindtægter.

(Visited 391 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar