En museumsgenstand

Egentlig kan jeg godt lide Wulff og Morgenthalers vittighedstegninger bag på Politiken. Nogle af dem er platte eller meningsløse, ganske mange andre rammer lige på kornet. Men så var der er tegning den anden dag, som ramte… helt ved siden af. Den viser en bunke af fanger, som man så på amerikanske soldaters “trofæ-fotos” fra Abu Ghraib-fængslet i Irak. En af fangerne siger: “Er jeg den eneste her, der føler mig en lille smule liderlig?”.

Jeg brød mig ikke om tegningen. Den var ikke engang plat. Jeg vil ikke give den yderligere liv ved gengive den her; man kan se tegningen i Politikens artikel. Den er for mig at se endnu et lille signal om, at holdningerne til tortur ændrer sig. Jo mere vi omskriver og trivialiserer torturproblemet, jo mindre indser vi, hvad det er for et forfærdeligt fænomen, vi har at gøre med. Tortur er ikke andet end en strategi til at påføre andre mennesker ekstrem lidelse, smadre deres personlighed og gøre dem til levende døde.

I 1800-tallet talte man om tortur som noget, menneskeheden havde lagt bag sig. I vor tid er der sket et skred; nu er det blevet gængs at tale om tortur som et “nødvendigt onde”, og man omdøber tortur til “forbedrede forhørsmetoder”. På HistoryNet er der en interessent analyse af denne triste udvikling. Her er bl.a. et citat fra forfatteren Victor Hugo fra en kongres i 1849, hvor næsten 1000 delegerede fra Europa og Nordamerika var samlet i et forsøg på at afskaffe krig og indføre en “nationernes kongres” (en tidlig drøm om noget, der skulle ligne De Forenede Nationer).

“A day will come when a cannon will be a museum-piece, as instruments of torture are today,” French author Victor Hugo told the Paris delegates. “And we will be amazed to think that these things once existed!”

I vore dage har man i snart en årrække talt om tortur (det hedder det selvfølgelig ikke) som et våben i “krigen mod terror”. Torturen er blevet lige så lidt en museumsgenstand som kanonerne.

Og lige for en sikkerheds skyld (det er jo Danmark og den politiske virkelighed): Jeg går selvfølgelig ind for ytringsfrihed. Men det betyder ikke, at jeg skal kunne lide alt, hvad der bliver ytret. Ovenfor er til gengæld en anden tegning, jeg rigtig godt kan lide.

(Visited 197 times, 1 visits today)
Loading Facebook Comments ...

Skriv et svar